Læsetid: 7 min.

Nu er det EU, der står med hatten i hånden i Tyrkiet

Optegnelser fra en rejse til Ankara med udenrigsminister Kristian Jensen, der afgav løfter som en løve om at minde tyrkerne om retsstatens principper og holdt dem som et lam
På turen ned i Flyvevåbnets Challenger-fly briefede Kristian Jensen de medrejsende journalister om sit formål med besøget, som var at gentage dansk støtte til det tyrkiske demokrati. Men ankommet til Tyrkiet var det så som så med opfordringerne til tyrkerne.

På turen ned i Flyvevåbnets Challenger-fly briefede Kristian Jensen de medrejsende journalister om sit formål med besøget, som var at gentage dansk støtte til det tyrkiske demokrati. Men ankommet til Tyrkiet var det så som så med opfordringerne til tyrkerne.

Hakan Goktepe

10. oktober 2016

Hvordan skriver man om en udenrigsminister, der udtaler sig mod bedre vidende?

Her er situationen: Kristian Jensen blev vist rundt i den fløj af det tyrkiske parlament i Ankara, der blev bombet under kupforsøget 15. juli.

Rundviseren, et stort kronraget brød med et overskæg, der i Tyrkiet signalerer ’ultranationalist’, forklarede på rudimentært engelsk, at krateret fra den 250 kilo-bombe, der blev kastet fra luften, vil blive bevaret som ’monument over forræderiet’.

»At det ikke gik værre, skyldes det tyrkiske folks årvågenhed. Vi er på vagt,« sagde han.

Kristian Jensen nikkede høfligt.

Med bombehullet som kulisse blev Kristian Jensen interviewet af TV 2’s korrespondent, Steffen Jensen, der spurgte, om ministeren talte med sine tyrkiske værter om kurderne?

Steffens usynlige undertekst var: Hvorvidt Kristian Jensen havde talt med tyrkerne om krigen mod de militante PKK-separatister i det sydøstlige Tyrkiet, såvel som krigen mod de syriske kurdere i partiet PYD, hvis væbnede arm, YPG, i det nordlige Syrien på USA-koalitionens vegne bekriger Islamisk Stat, men som samtidig bliver bombet af den tyrkiske interventionsstyrke. Den modsætning er paratviden hos enhver, der følger bare overfladisk med i tyrkisk udenrigspolitik.

Kristian Jensen svarede, at der er to slags kurdere: PKK, der er på EU’s og USA’s terrorlister, og PYD-YPG i Syrien, der er »noget helt andet«, nemlig vores allierede i krigen mod Islamisk Stat. Og i øvrigt ikke på nogen terrorlister.

Jeg så på den danske Ankara-ambassadør, der ligeledes hørte på med udtryksløs mine. Ikke en muskel rørte sig i ansigtet, da Kristian Jensen voldtog kendsgerningerne. Der jo er, at PYD-YPG og PKK politisk og ideologisk er ét fedt.

Set fra Ankara er PYD-YPG en organisk del af PKK, med hvem de deler politisk overhoved, den tyrkiskkurdiske PKK-leder Abdullah ’Apo’ Öcalan. Hvilket er årsagen til, at tyrkiske kampvogne nu er i Syrien – officielt for at bekæmpe Islamisk Stat, reelt for at forhindre, at kurderne etablerer en sammenhængende zone syd for den tyrkiske grænse.

Det ved de også i den danske udenrigstjeneste, da det utvivlsomt fremgår af ambassadens indberetninger.

Den diplomatiske løgn

Kristian Jensen udtalte sig altså mod bedre vidende. Strengt taget løj han Steffen Jensen lige op i hans landskendte grånende fuldskæg. Diplomatisk set passede han bare sit arbejde. Ubesværet og uden at blinke, det er den trænede politikers værktøj. Hos ministeren spores ingen vaklen.

I sin prunkløse habit – der ser ud som den er selvkøbt fra et stativ i Hernings gågade, da jakken stumper en anelse på grund af hans betragtelige højde – ligner udenrigsministeren mere det, han ifølge Fyens Stiftstidende også er: træner for børnegymnasterne i Herning-forstaden Lind. Klassisk venstremand med et menneskeligt ansigt, et direkte blåt blik, der som nævnt ikke blinker, og uden et gram overflødigt fedt.

Det fremgår af hans hjemmeside, at han løber – således også i Ankara, hvor han tjekkede ind på Hilton ved 23-tiden og stillede i løbesko 05:45 sammen med sin personlige rådgiver og Ritzaus medsendte reporter.

Sådan en mand lyver kun, hvis det er højst nødvendigt. Det er implicit i jobbeskrivelsen, at man skal kunne jonglere med en vifte af usandheder, andre har bestemt er den officielle sandhed.

I det konkrete tilfælde holdt han sig til Washington-viften – at PKK og PYD-YPG er vidt forskellige – og altså at Ankaras version er den helt forkerte, selvom den er tættere på sandheden. Men da han svarede Steffen Jensen på dansk, blev den kronragede rundviser med nationalist-overskægget ikke fornærmet på det årvågne tyrkiske folks vegne.

Den bekymrede minister

Nuvel, kurderne var ikke hovedsagen på denne éndagsembedsrejse, der var arrangeret som kompensation for aflysningen af dronningens statsbesøg, som undtagelsestilstanden efter det forfejlede kupforsøg 15. juli havde gjort protokolmæssigt umulig.

Men turen var tillige en dansk gestus over for en regering, hvis autoritære tendenser er »bekymrende«.

På turen ned i Flyvevåbnets Challenger-fly briefede Kristian Jensen os medrejsende journalister om sit formål med besøget, nemlig at gentage dansk støtte til det tyrkiske demokrati, men også at opfordre den tyrkiske regering til at respektere de retsgarantier, landet har tilsluttet sig i diverse europæiske konventioner, og som notorisk krænkes hver dag i jagten på kupgerningsmænd, der øjensynligt omfatter enhver, der har haft blot perifer berøring med prædikanten Fethullah Gülens bevægelse, Hizmet (At tjene) eller som den også kaldes: Cemaat (Bevægelsen).

Det andet budskab, Jensen angiveligt ville aflevere, var et krav til tyrkerne om at synkronisere deres mildt sagt elastiske terrorlovgivning med EU’s normer, og hvor Bruxelles’ bundlinje er et krav om konkrete præciseringer, der beskytter ytringsfrihed og sikrer rimelig retsbehandling i terrorsager og er en betingelse for løftet om EU-visumfrihed i den flygtningeaftale, der har sat en prop i flygtningestrømmen over Middelhavet.

To spørgsmål

Når jeg skriver ’angiveligt’, er det, fordi de ting, der blev nævnt i briefingen på flyet, kun med meget god vilje kunne spores i den ’pressekonference’ med Kristian Jensen og hans kollega, Mevlüt Çavuşoğlu, der sluttede det officielle program.

Forinden havde det tyrkiske udenrigsministeriums talsmand, en person med sure mundvige og et næsehorns karisma, indskærpet, at de danske journalister kunne stille to spørgsmål. Han havde, forstod man, strakt sig vidt, eftersom de tyrkiske journalister kun fik lov til at stille ét spørgsmål.

Han tog ikke vel imod mit forslag om, at de tyrkiske kolleger kunne få vi danskeres to tildelte spørgsmål, da det under enhver synsvinkel var latterligt at spørge, hvis der ikke kunne følges op på de to ministres svar. Det ville gøre os til statister i udenrigsministrenes show. Steffen Jensen var helt enig: »Nej, det giver ingen mening,« sekunderede han.

Talsmanden så et øjeblik forvirret ud, uvant med, at mediefolk ikke adlød en ordre. Det gjorde vi så også, og det lykkedes at lirke et tredje spørgsmål gennem filteret, men så var det også slut.

Den efterfølgende dækning i de tyrkiske medier hæftede sig ved, at Kristian Jensen »var imponeret af det tyrkiske folks afvisning af kupforsøget«, hvorimod det blev forbigået, at han på det enlige tyrkiske spørgsmål om Fethullah Gülens danske skoler – eller som den spørgende tyrkiske journalist kaldte dem: ’terroristreder’ – svarede, at den danske friskolelov ikke åbner mulighed for at gribe ind, hvis der ikke foreligger overtrædelse af dansk lovgivning.

Derimod blev hans tilføjelse omhyggeligt referet, nemlig at »Danmark vil bekæmpe alle terrorgrupper, uanset hvor de er, og hvem de er, i overensstemmelse med menneskerettigheder og retsorden«. Han kaldte sin tyrkiske kollega »min ven« og roste Tyrkiet for at samarbejde med Europarådet og således sikre en retfærdig procedure i terrorsager.

EU med hatten i hånden

Således blev ’pressekonferencen’ illustrativ for den ændrede magtbalance mellem Tyrkiet og EU.

Det er kun få år siden, tyrkiske politikere stod med tiggerskålen med bønner om anerkendelse som ansøger til EU-medlemskab.

Så tidligt som i 1995 høvlede landets første kvindelige premierminister, Tansu Çiller, rundt mellem de europæiske hovedstæder med advarsler – eller rettere: trusler – om, at lige om hjørnet lurede en islamisk revolution, medmindre Tyrkiet fik en frihandelsaftale med EU.

Den fik hun fra januar 1996, men den forhindrede ikke, at islamisterne vandt premierministerposten senere samme år – i øvrigt i koalition med Tansu Çillers parti!

Siden fik det islamiske Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) absolut flertal i parlamentet i 2002, og de næste år turnerede Recep Tayyip Erdogan i Tanus Cillers fodspor.

Tyrkiet fik formel status somt EU-ansøger i 2005, men blev aldrig betragtet på lige fod med de langt mindre og svagere økonomier i Østeuropa, der blev bugseret ind i fællesskabet sammen med Cypern i 2004.

Ankara følte sig især diskrimineret af et arrogant Frankrig og skeptiske tyskere – Angela Merkel erklærede som kanslerkandidat, at hun var modstander af tyrkisk EU-medlemskab. Vor helt egen Anders Fogh Rasmussen var også imod tyrkisk medlemskab, lige indtil han søgte job som generalsekretær i NATO. Hvorimod Tony Blair – i forlængelse af USA’s interesser og for at irritere franskmændene – var tyrkernes ven i EU.

I dag står de europæiske toppolitikere i Tyrkiet med hatten i hånden, og årsagen er indlysende: Kun tyrkerne er i stand til at regulere flygtningestrømmen til Europa.

Således var Kristian Jensen lige i hælene på den estiske udenrigsminister, og dagen før havde den britiske udenrigsminister Boris Johnson sagt undskyld i Ankara.

Under Brexit-kampagnen havde Johnson fornærmet tyrkerne ved at forudse en ’tyrkisk invasion’, så såre Ankara blev fuldt EU-medlem, uden hensyn til at det er et stedse mindre sandsynligt scenario. Nu sleskede han for sine værter med oplysningen om, at han ejer en tyrkisk vaskemaskine, og at han satser på en »jumboaftale« om tyrkisk frihandel, når Storbritannien har forladt EU.

Løgnen som diplomatisk disciplin

Om Kristian Jensen talte med store bogstaver om sin bekymring for den tyrkiske for retssikkerhed til premierminister Binali Yilderim, som han mødte før parlamentrundvisningen, og om han senere på dagen indviede kollega Çavuşoğlu i sin postfaktuelle version af kurdernes forskelligheder, vil næppe blive opklaret.

Det er mest sandsynligt, at han kom igennem dagens program uden at fornærme nogen. Heller ikke den milde, kvindelige formand for det (indtil videre) lovlige kurdiske parti, HDP, Fiken Yüksekdağ, som mødtes med Kristian Jensen på ambassaden.

Jensen havde dog spurgt ind til hendes partis tilknytning til PKK, og hun havde programmæssigt svaret, at en sådan tilknytning ikke eksisterer. Slet ikke. Og bekræftede således, at evnen til at lyve uden at blinke ikke kun er forbeholdt udenrigsministre. Den er en almen diplomatisk disciplin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

[Kristian Jensen] ... lyver kun, hvis det er højst nødvendigt. Det er implicit i jobbeskrivelsen, at man skal kunne jonglere med en vifte af usandheder, andre har bestemt er den officielle sandhed.

Han optræder som det forventes af en dansk udenrigsminister.

Hans Aagaard, Stig Bøg og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Kristian Jensen udenrigsministeren, er ikke den eneste, der ikke længere støtter vores NATO allierede Tyrkiet, en demokratisk tyrkisk valgt regering der fornyeligt blev voldligt angrebet, et Tyrkiet der tydeligvis har fjender, der lige så tydeligvis er vores bedste venner nemlig YPG.

Faktisk er udenrigsministeren Kristian Jensen muligvis, mere udsat med vores danske kampfly bombe smidende i Syrien og Irak, ud fra tyrkisk luftrum, end selv udenrigsministeren erkender, det blev tydelig i går nat.

USA med Clinton vil optrappe konflikten, hvor i TV duellen mellem Trump og Clinton i nat, Clinton bebudede når valget er vundet og Clinton familien er tilbage på adressen 1600 Pennsylvania Avenue, Det Hvide Hus, så vil Hillary Clinton satse på yderlig militært økonomisk støtte, træne og bevæbne YPG, fjenden af vores og USA's NATO allierede Tyrkiet utvetydigt betegnet terrorister af den demokratisk valgte regering.

Det kunne virke som om, at Washington mener, at hvis Europa slår sig på både Rusland og Tyrkiet samtidig, så er det fint med USA!

"Fuck The EU"

Hvis nogen skulle have glemt det:
"US Deputy Foreign Minister Victoria Nuland's "Fuck the EU"

Fra link:
"Essentially, Brzezinski's point of view is one that guides American strategy to this day:
The US wants to keep Russia as far away as possible. If the Europeans get involved in Ukraine and harm their relations with Moscow, that is fine with Washington.

Indeed, US Deputy Foreign Minister Victoria Nuland's infamous "Fuck the EU" gaffe, can hardly be seen as a mistake.

Rather it is a logical, if somewhat vulgar, expression of America's geopolitical stance."

Link: http://www.spiegel.de/international/world/the-geopolitical-implications-...