Læsetid: 6 min.

’Folk har set alt for meget lort til at tage livet seriøst’

Hasardspil, alkohol og prostitution er rykket ud i det åbne i et krigstræt Irak. Den konstante angst for bilbomber og chikane fra militser har tilsyneladende tæret på moralen i det ellers konservative samfund. Rapport fra en bankohal i Bagdad
Mange unge mænd lever livet nu og her uden at tænke meget på morgendagen. Her deler en gruppe mænd en vandpibe i Karadah-kvarteret få timer efter en bombeeksplosion tæt på.

Mange unge mænd lever livet nu og her uden at tænke meget på morgendagen. Her deler en gruppe mænd en vandpibe i Karadah-kvarteret få timer efter en bombeeksplosion tæt på.

Shiho Fukada

12. oktober 2016

BAGDAD – En stædig lille flue klæber sig til Ayman Adels svedige pande og gnider sine ben, uden dog at kunne aflede hans opmærksomhed.

Ayman Adel, 32, sidder og lytter opmærksomt til den gråhårede bankoopråber, mens han elegant drejer sin blå kuglepen rundt mellem fingrene, som var den en akrobat i forskudt barre. Hans melankolske blik udtrykker både håb og uvished.

Den store bankohal er fyldt med mænd som Ayman Adel, der spændt venter på næste tal i rækken. Kæderygende sidder de klistret til plastikstole under lysstofrørenes skarpe lys og larmende blæsere, der flytter skyerne af cigaretrøg i vilkårlig retning.

På bordene står whisky, hummus, tzaziki og tabbouleh-salat. I hallens ene ende blander en ældre bankoopråber søvnigt sine sorte bolde med gyldne tal i tromlen.

Måske er Ayman Adel en af de heldige. Han er kun ét tal fra at hjemtage 1.000 amerikanske dollar i præmie.

»Toogfirs. Jeg gentager: To. Og. Firs,« annoncerer opråberen i højttalerne.

Ayman Adel rejser sig op, hans blodårerne skyder frem i tindingen.

”Sagde den gråhårede alfons lige toogfirs?”

Ayman Adel skubber aggressivt stolen tilbage med baglåret og banker næven hårdt ned i bordet, så kuglepennen splintres. Så brøler han med vanlig irakisk sans for vulgært billedsprog:

»Må Saddam røvpules uden glidecreme i graven for evigt, altså!«

Ayman Adel havde håbet på 63.

Ayman Adels storebror på den anden side af bordet, Salah, udtrykker også ærgrelse. Sammen med mindst hundrede andre mænd i bankohallen må brødrene nu købe nye bankokuponer inden næste runde.

Mens krigen mod Islamisk Stat hærger Irak, og landets politiske elite udkæmper deres beskidte magtkampe, er dambala, som bankospillet hedder på irakisk, på det seneste blevet nationalsport.

»Alle i Bagdad spiller dambala, drukner sig i billig sprut og knepper luddere,« deklarerer Ayman Adel nærmest stolt og tager en slurk af sin jordansk-destillerede whisky af varemærket Black Jack.

Efter et par minutters stilhed uddyber han:

»Krigene kommer jo på samlebånd, magthaverne skiftes til at tage os i røven, og hjemme hos vores koner og familier visner vi af kedsomhed. Hvad skulle vi ellers lave, hvis det ikke var for banko?«

Virkelighedsflugt

I Bagdad er banko ikke noget, som bedrives af primært ældre mennesker i forsamlingshuse om søndagen.

Det er en milliardindustri med masser af spillere, penge og drama. De dunkle bankohaller breder sig i byens nedlagte lagerhaller og nedslidte lokaler.

»Det er ikke kun tabermænd eller underklassen i Irak, der spiller banko,« forsikrer Salah Adel, som skanner bordene i hallen med halvlukkede øjne for at undgå røgen fra cigaretten i hans mundvig.

»Kig selv. Mændene herinde er jo mellem 20 og 60 år har forskellige baggrunde. De spiller, fordi de har en forestilling om, at spil er en af de eneste veje ud af elendigheden.«

Den irakiske hovedstad har oplevet nærmest konstant vold, siden Saddam Hussein blev væltet i 2003.

I dag er volden på et ’acceptabelt niveau’, som irakerne selv formulerer det. Men selv om det går bedre i kampen mod Islamisk Stat, hvor jihadisterne nu er omringet i Mosul i nord, Iraks næststørste by, og ikke længere udgør en militær trussel mod hovedstaden, er Bagdad stadig præget af en dystopisk grundstemning.

Når Islamisk Stat bliver slået tilbage i kamp, sender jihadisterne kraftige bilbomber mod hovedstaden som hævn.

Hver uge eksploderer en eller flere bilbomber i byen. Bomberne skaber rædsel og kræver menneskeliv. Samtidig hærges mange nabolag af militser, der ofte banker på tilfældige irakeres døre og kræver beskyttelsespenge.

»Det risler mig koldt ned ad ryggen, hver gang nogen banker på min dør på uventede tidspunkter,« indrømmer Salah Adel.

Bagdad lider på mange måder af angst. På de 11 apoteker i byen, Information har besøgt, fortæller apotekerne, at valium er et af de mest solgte produkter.

»Angsten er blevet en selvfølgelighed, som vi har vænnet os til. Dét, vi ikke kan vænne os til, er vores magthavere,« siger Salah og dypper det friskbagte brød i hummussen.

»De er jo i bund og grund skyld i elendigheden,« tilføjer han.

Siden sidste forår har der været massive demonstrationer mod magthavernes korruption, men intet har ændret sig i Irak. Eliterne strides stadig om magten, men mange irakere ikke kan se, at det angår dem.

»Vi kan intet stille op mod de svin. Vi kan protestere foran regeringsbygningerne i 1.000 år, men det vil ikke føre til noget. Realiteten i Irak er afskyelig. Så vi gambler for at undslippe denne realitet,« siger Salah Adel og bestiller en whisky, inden bankospillet går i gang igen.

Krigene har perverteret Bagdad

Al hasardspil har tilsyneladende kronede dage i Irak; roulette, ludo og poker nyder stor popularitet. Det forlyder, at der i øjeblikket åbnes flere gamblingsteder end vandpibecaféer i hovedstaden.

En joke i Bagdads gader går på, at jihadisterne fra Islamisk Stat kun var i stand til at erobre Mosul, fordi generalerne havde travlt ved rouletten.

En anden historie går på, at da provinshovedstaden Ramadi i foråret 2015 stod til at falde i hænderne på Islamisk Stat efter flere måneders belejring, sad Iraks øverstkommanderende for landets 1. division på det pompøse hotel Babylon i Bagdads centrum og spillede poker på det ekstravagante kasino på fjerde etage.

Da nogle af hans underordnede afbrød generalen midt i spillet for at meddele ham byens snarlige fald, blev han voldsomt irriteret.

’I små forpulede rejer. Kom tilbage, når byen er faldet!,’ skulle han ifølge rygtet have sagt til sine underordnede.

»Ingen ved selvfølgelig, om historien er rigtig, men den siger meget om spillekulturen i Irak. Alle vil have et fix. Måske er det krigen, som gør, at folk efterspørger stimulanser for at holde sig distraheret. Gambling, druk og hor er for mange mænd en del af løsningen på problemerne,« siger Ayman Adel.

At hasardspil skulle blive normalt i et konservativt samfund som det irakiske, var førhen utænkeligt. Ifølge islamiske retsskoler inden for både sunni- og shiaislam er det strengt forbudt at spille om penge.

Det samme gælder indtag af den alkohol, som i dag sælges mange steder i den irakiske hovedstad. Ikke engang de mere ekstreme islamistiske grupper tør tale om alkoholforbud.

Prostitution i det åbne

Ude foran bankohallen står en flok kvinder og venter på at få opmærksomhed fra aftenens banko-vindere. I stramme jeans, tætsiddende bluser, høje hæle og med et tykt lag make-up, som skal skjule blå mærker, kæmper kvinderne om bankovindernes gunst.

»Gambling, sprut, og luddere hører under samme pakke i Bagdad. Du kan ikke få det ene og udelukke det andet,« siger Ayman Adel, inden han beder om regningen.

I disse jihadist-tider har hedonismen i Bagdad tilsyneladende nået nye højder. I nogle miljøer i hovedstaden bliver mænd, som advarer mod prostitution, latterliggjort og kaldt vatnisser, skabsbøsser eller impotente oldinge.

På vej ud af bankohallen forklarer Ayman Adel, at mange unge irakiske mænd, ham selv inklusive, går ind for en slags carpe diem-maksime: lev livet i dag uden at tænke på morgendagens bekymringer.

»Folk er trætte af krig, religion og korrumperede politikere. Ingen gider at være seriøse længere. Folk har set alt for meget lort til at tage livet seriøst,« siger han.

En sort BMW med tonede ruder triller i langsom fart ud fra bankohallens parkeringsplads.

En kvinde i 20’erne går hen til BMW’ens siderude. På afstand er det svært at høre præcist, hvad hun siger til manden på passagersædet. Men hendes dialekt er syrisk. Og det varsomme smil på hendes røde læber tyder på, at hun er o.k. med kunden.

To minutter senere sætter hun sig ind på hans skød på forsædet. Ayman Adel og de andre mænd foran bankohallen er stille tilskuere til scenen. Den sorte BMW kører væk langs Tigris-promenadens palmer.

»Forstår du? Livet er så uforudsigeligt her. Den ene dag falder Iraks næststørste by i hænderne på en flok galninge. Den næste eksploderer en lastbil med flere tons sprængstof midt i byens centrum. Og hvis du er heldig at opleve den tredje dag, vinder du måske i gambling, og pludselig har du en lækker syrisk tøs siddende på din pik. Alt er tilfældigt. Alt! Det handler bare om at nyde det, mens man kan,« siger Ayman Adel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Hans Jensen
  • Jørn Stjerneklar
  • Erik Christensen
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
Benno Hansen, Hans Jensen, Jørn Stjerneklar, Erik Christensen, Jørn Andersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer