Frontberetning fra Mosul: ’Vi er alle sammen psykisk syge’

TAL ASWAD, IRAK – Ved fronten i Nordirak sover Ahmed Talqa på ryggen i et hus med flere af sine kammerater fra bataljonen. Hans øjne bevæger sig fra side til side under øjenlågene, der bølger op og ned i hidsige rytmer. Benene spjætter flere gange, indtil tæppet ligger under hans fødder og efterlader hans svedige overkrop afdækket.

Talqa jamrer, stønner og klynker, presser knoerne mod halsen og hovedet nede i puden. Efter et par timers søvn på den slidte madras i det umøblerede hus vågner han skrigende op for anden gang i nat.

»I må ikke forlade mig, jeg beder jer. I må ikke forlade mig igen,« lyder det bønfaldende fra den 29-årige soldat til kammeraterne, som straks danner en lille cirkel om Talqas madras i et forsøg på at berolige ham.

Ved landsbyen Tal Aswad nær fronten i Nordirak venter soldaterne fortsat på grønt lys til at angribe IS-kontrollerede områder nær millionbyen Mosul. Kampene er endnu ikke begyndt her. Men om natten har flere af soldaterne mareridt. Krigen mod Islamisk Stat bevæger sig muligvis ind i den afgørende fase i Irak.

Men spørgsmålet er, hvor meget krigen har tæret på de ofte udskældte irakiske regeringssoldater, som når Mosul er generobret skal forsøge at holde sammen på den splintrede nation. Under Informations tre dages ophold hos bataljon i Nordirak erkendte flere af soldaterne, at de ikke længere betragter sig selv som raske.

»Krigen har besudlet vores sjæl. Spørg soldaterne én efter én, og de vil alle sammen fortælle dig om dét øjeblik, som ændrede deres indre,« siger en af soldaterne.

Flere af Ahmed Talqas kammerater forsøger at skabe en hyggelig stemning efter episoden med hans mareridt. En af soldaterne – han hedder Saddam Hussein og siger, at han hader Finland – forlader huset for at samle brænde til bålet. En anden soldat, Mahmoud Flayeh, som ifølge kammaraterne har bataljonens kraftigste øjenbryn, henter te og sukker fra det spartanske køkken. Andre soldater bringer fuglefrø, kiks og dadler ud foran huset, hvor de samles om bålet for at tale om deres krigstraumer.

Alene i Ramadi

Ahmed Talqas mareridt startede, den dag Islamisk Stat, på arabisk kaldet Daesh, erobrede den irakiske by Ramadi.

Den 17. maj 2015 lykkedes det jihadisterne at bryde igennem forsvarslinjerne med kraftige bilbomber i den nordlige del af byen efter ni måneders belejring. Uden struktur, kommunikation eller den mindste form for koordinering måtte Ahmed Talqas bataljon under yderst kaotiske forhold trække sig fra Ramadis centrum og overlade en halvtom bydel til Islamisk Stat. Våben og terrængående køretøjer blev efterladt, moralen blandt soldaterne led et stort knæk, og kammerater blev ladt i stikken.

Ahmed Talqa var en af dem.

»Jeg skyndte mig ned ad trappen, men da jeg kom ud af døren, var alle forduftet,« fortæller han.

Pludselig stod Talqa helt alene blandt ruiner og døde dyr. Choktilstanden satte straks ind. Hans ben mistede kraft. Pulsen gik amok. Og han turde ikke råbe om hjælp, fordi han hørte IS-krigerne råbe Allahu Akbar i megafoner et par blokke længere nede.

»Der var ikke andet at gøre end at kravle ned i en rusten olietønde længere nede ad vejen. I tre dage sked og pissede jeg i bukserne og græd, indtil jeg sneg mig ud af tønden og svømmede halvnøgen over Eufrat –tilbage til mine forbandede kammerater, som havde ladt mig i stikken,« erindrer Talqa med blikket rettet mod det knitrende bål i mørket.

Lyden af bålets knitren og fuglefrø, der kvases mellem soldaternes tænder, afløses kortvarigt af koalitionens F-16 fly, som flyver i flere kilometers højde i nattehimlen og nedkaster bomber over IS-stillinger få kilometer borte. Ved hvert nedslag er det, som om jorden absorberer den dybe trykbølge.

Ahmed Talqa virker, ligesom kammeraterne, upåvirket af bombardementerne ved fronten længere fremme. Ved bålet fortæller han, at han i dag stadig får flashbacks til hændelsen i Ramadi. I både vågen tilstand og når han sover, genoplever han episoden for halvandet år siden. I dag tør han ikke længere være alene. Han sørger hele tiden for at have kammeraterne ved sin side.

»Jeg tør ikke gå på toilettet, medmindre jeg kan høre stemmer i baggrunden. Jeg hader at være tilbage hos familien, fordi der er for stille«, siger Talqa.

Irakisk soldat ryger en cigaret i Qayyarah, 50 km syd for Mosul.

Marko Drobnjakovic

Fra Finland til Fallujah

Bålet er brændt ud, og det føles en del køligere ved fronten. Nogle af soldaterne gnider hænderne, mens andre placerer dem under lårene for at holde varmen.

Ahmad Talqas kollega, den 30-årige soldat Saddam Hussein, som i nat er ansvarlig for bålet, henter flere træstumper for at få ild i det igen. Træstumperne er behandlet med lak, så de sender en ubehagelig røg i luften, som irriterer både næse og øjne. Men soldaterne er ligeglade. De taler videre om krigstraumerne, som om røgen ikke eksisterer.

»Vil du ikke nok fortælle historien om Finland, Saddam,« spørger Mahmoud Flayeh, ham med de sammenvoksede øjenbryn.

»Er i ikke blevet trætte af at høre den,« spørger Hussein.

»Slet ikke,« svarer de i kor.

Saddam Hussein har også mareridt. De startede, efter han kæmpede mod Islamisk Stat ved det store olieraffinaderi tæt på byen Baiji nord for Tikrit. Slaget om Baiji er et af de mest underbelyste slag i vestlige medier. Men i Irak er slaget om Baiji blevet symbolet på heroisme, broderskab og selvopofrelse.

»I over tre måneder var vores bataljon omringet fra alle sider af Daesh i Baijis raffinaderi,« indleder Hussein og placerer tekanden på bålet.

Slaget om Baiji begyndte kort efter den irakiske hærs kollaps i Mosul. Bataljonen fik få eller ingen forsyninger. Mange soldater lod deres døde kammeraters lig rådne langsomt for øjnene af dem. Soldaterne turde ikke hente ligene af frygt for Islamisk Stats snigskytter.

»Ind i mellem ønskede vi bare at dø, men sjælen er jo dyrebar, så vi var nødt til at kæmpe til det sidste,« siger Hussein.

Saddam Husseins bataljon befandt sig i en situation, som var vanskelig at slippe ud af. Men efter 96 dages kamp kom hjælpen endelig frem. Den irakiske hær sikrede en flugtvej fra olieraffinaderiet. Slaget ved Baiji tog dog psykisk og fysisk hårdt på Saddam Hussein. Han havde tabt sig mere end 15 kilo. En uge efter traf han den forbudte beslutning: Han deserterede fra hæren.

»Jeg pakkede en rygsæk og rejste til Izmir i Tyrkiet. Derfra tog jeg flugten til Grækenland over Middelhavet,« beretter Hussein.

Men turen over Middelhaven var ikke nem. Båden forliste, lige inden den nåede frem til stranden, fordi der opstod tumult ombord, da flygtningene så strandbredden. Hussein hoppede i havet og reddede et par kvinder og børn, erindrer han.

Fra Grækenland tog han flugten gennem Europa hele vejen til Finland. Han havde fra bekendte hørt godt om Helsinki. Under sin flugt nordpå kørte han igennem Danmark. Det eneste, han husker fra Danmark, er smukke kvinder og Øresundsbroen.

»Da jeg ankommer til Finland, er alt fryd og gammen, tænker jeg. Men det hele viser sig at være yderst besværligt.«

Hussein havde mareridt hver nat. Finland var kold. Finnerne var kølige rent følelsesmæssigt og forstod ikke, hvad han havde set af ulykke. Han følte sig ensom. Og hjemme i Irak døde hans mor af et slagtilfælde.

»Flere gange overvejede jeg selvmord, men som sagt, sjælen er dyrebar, så jeg kunne ikke få mig selv til det,« siger Hussein og hælder simrende te til op kammeraterne i små plastikgrus.

Flere af Husseins kammerater deltog i morens begravelse og sendte efterfølgende et billede til ham via Facebook. På billedet stod de i en lige række og bad en fælles bøn for den afdøde mor.

»Jeg brød fuldstændig sammen. Og da kammeraterne få uger efter fortalte, at operationen mod Fallujah var under opsejling, faldt hammeren. Nu skal jeg tilbage, tænkte jeg. Jeg savnede Irak. Jeg savnede krigen, kuglerne, bomberne og lugten af døden. Og frem for alt savnede jeg broderskabet mellem kammeraterne. Finland er et frygtelig ensomt sted,« siger Hussein.

I marts 2016 købte han en enkeltbillet til Irak og sluttede sig til kammeraterne lige inden slaget om Fallujah.

Spøgelset ved Fallujah

Kort inden slaget om Fallujah blev Hussein genforenet med 32-årige Mahmoud Flayeh – ham med de kraftige øjenbryn. Operationen startede i maj. Begge soldater kæmpede mod tjetjenske, afghanske, jordanske, tunesiske og irakiske mænd fra Islamisk Stat.

Men ingen var så frygtindgydende som Tara. En kvindelig IS-snigskytte, som ifølge soldaterne »bremsede dele af bataljonen syd for byen i tre dage.« Rundt om bålet taler de om hende med stor bitterhed.

»Hun var et spøgelse, som knækkede mange af mændene. Hun sigtede kun efter vores led. Hun skød efter vores knæ, albuer, skuldre, ankler og håndled. Hun skød aldrig for at dræbe. Hun skød mod leddene for at gøre os til en byrde for familien og samfundet. Det var Taras varemærke,« forklarer Mahmoud Flayeh.

For at neutralisere Tara fra Fallujah måtte de irakiske styrker bede om luftstøtte fra koalitionen. Ifølge både soldaterne og deres overordnede, som Information talte med dagen efter, lettede et F-16 fly fra en af baserne i Irak og gjorde det af med den kvindelige snigskytte fra luften.

»Den kælling! Hun blev sikkert pulveriseret. Men hendes terror har sat sig dybt i mit hjerte,« udbryder Flayeh.

Dagen efter indtog Flayehs bataljon et kvarter i Fallujah. Men han endte med at skyde en mor og hendes to mindreårige børn ved en fejltagelse. Hans krop var stadig i alarmberedskab efter mødet med Tara.

»Nu har jeg mareridt om børnene. Af og til drømmer jeg, at de står ved min seng og spørger, hvorfor jeg skød dem,« siger Mahmoud Flayeh.

Ingen hjælp fra overordnede

I et land uden velfungerende institutioner, plaget af barske krigs- og macho-normer og mange tabubelagte emner ender krigstrætte soldater ofte med at kæmpe en ensom kamp, forklarer soldaterne ved bålet. Soldaternes overordnede vil ikke tale om lidelser. De vil have ’rigtige mænd’, som ikke klynker over krigstraumer. Diagnosen PTSD kender ingen til i Irak.

»Vores overordnede mobber os, hvis vi beder om hjælp. De ekskluderer os fra fælleskabet og gør os til grin foran kammeraterne ved at beordre os til at udføre beskidte opgaver såsom at rense toiletter eller tage opvasken i køkkenet,« siger Ahmed Talqa.

Men beskidte opgaver er den mindste bekymring. I nogle tilfælde forsøger højtstående officerer at gøre det af med deres stressramte soldater. Soldater, som lider af psykiske skavanker, betegnes som en byrde. Derfor sendes de oftere på farlige missioner.

»Engang blev jeg beordret til at kravle op på en bygning for at rive Daeshs sorte flag ned fra tagterrassen. Det var en farlig opgave, fordi snigskytterne lå på lur på den anden side af gaden og ventede. Først nægtede jeg at adlyde ham, men da jeg så blikket i hans øjne, forstod jeg, at han mente det alvorligt. Jeg hentede flaget og overlevede. Men jeg var bare heldig,« forklarer Hussein, ham der hader Finland.

’Så slog jeg imamen ned’

Soldaterne har for det meste kun hinanden at dele lidelserne med. Men en dag prøvede Ahmed Talqa en anden løsning.

Da han på et tidspunkt var på orlov fra krigen, vågnede han en nat op fra et mareridt, mens han lå ved siden af sin kone. Dagen efter foreslog familien, at Talqa besøgte en imam, eftersom hæren ikke ønskede at hjælpe ham.

Talqa gik med til forslaget. Gennem venner fik de kontakt til en imam, som efter sigende skulle være ekspert i eksorcisme.

»Vi endte med at tage hjem til imamen. Han bad mig ligge på ryggen, trække vejret dybt, mens han tændte op for velduftende røgelse. Pludselig begyndte han at recitere koranen højlydt i mine ører,« forklarer Ahmed Talqa.

Men få minutter senere fik han nok af imamens skingre koran-recitation. Han rejste sig op, sparkede til røgelsen og slog imamen i gulvet, alt imens hans kone så til. Men i stedet for at stoppe sceancen, begyndte imamen at juble.

»Idioten troede, at dæmonuddrivelsen havde en virkning på mig,« erindrer Talqa til stor morskab for kammeraterne.

Selv kan han ikke se morskaben i historien. Flammerne fra bålet afslører, at hans øjne bliver fugtige,  når han fortæller om traumerne. På nattehimlen brummer koalitionsflyene igen over Nordirak. De dybe nedslag kan endnu engang høres i det fjerne. Talqa kommenterer nedslagene.

»Man skulle tro, at Daesh var tissemyrer, som aldrig bliver udryddet. Men måske er jeg også bare en tissemyre. Se mig i øjnene. Se grundigt i dem. Ligner jeg måske én, som fortjener at leve?«