Nyhed
Læsetid: 2 min.

Hollywood skal lære kinesernes smag

Hollywood er nødt til at tage sig sammen, hvis de vil tiltrække kinesiske kunder, lyder kritikken fra Kinas rigeste mand, Wang Jianling
Udland
22. oktober 2016

Wang Jianlin, der er direktør for konglomeratet Dalian Wanda og Kinas rigeste mand, holdt sig ikke tilbage med sin kritik i en tale i Hollywood mandag i forbindelse med Wandas U.S.-Sino Business Evening i Los Angeles, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua:

»Der er en ekstrem mangel på eksperter i Hollywood, der virkelig forstår det kinesiske marked. Mange sidder i Los Angeles og forestiller sig det kinesiske marked.«

Wang Jianlin forudser, at det kinesiske salg fra biografbilletter vil stige med 15 procent om året i de næste ti år, skriver Reuters.

»Hvis du ønsker at få del i profitten på det kinesiske marked og tage over og tjene nogle penge, så er du nødt til at lære det kinesiske publikum at kende. Du er nødt til at finde ud af, hvordan du kan smigre det kinesiske publikum,« sagde Wang Jianlin ifølge Xinhua.

Når Wang Jianlin kommer med sin bramfrie kritik, så handler det om retten til at tale om internationale film. Og den ret har Wang Jianlin vundet, lyder det fra Xinhua, der henviser til Dalian Wandas indflydelse i den internationale filmindustri.

Tidligere i år opkøbte Dalian Wanda den amerikanske filmproducent Legendary Entertainment. Derudover indledte den kinesiske mediegigant i sidste måned et samarbejde med Sony Pictures om markedsføringen på det kinesiske marked.

Dalian Wanda er verdens største biografoperatør. Udover at eje omkring 2.000 biografer i Kina, ejer Dalian Wanda også den amerikanske biografkæde AMC, der i juli opkøbte Odeon & UCI-biograferne i Europa.

Kinesisk filmby

Talen i Hollywood var ikke kun ment som en opsang, men også en invitation til at komme til Kina og producere film lokalt, lyder det fra Wang Jianlin, der ved flere lejligheder har opfordret til flere co-produktioner mellem kinesiske og udenlandske filmproducenter.

I sin tale inviterede han filmproducenter til at komme og filme i Dalian Wandas nye filmby Wanda’s Qingdao Movie Metropolis.

Der er behagelige temperaturer, ren luft og produktionsforhold, der svarer til Hollywood. Det er bare billigere og så ligger det på Kinas østkyst i Shandong-provinsen med en ny direkte flyforbindelse til Los Angeles.

Allerede nu har Warner Bros. planer om at filme Godzilla 2 og Legendary/Universal vil filme Pacific Rim 2 i den 165 hektar store kinesiske filmby, skriver Hollywood Reporter.

For at tiltrække internationale kunder har Dalian Wanda indgået en aftale med lokalregeringen i Qingdao på 750 millioner dollar, der vil blive delt ud over de næste fem år og giver rabatter på op til 40 procent, udtaler Jack Gao fra Wanda Cultural Industry Group.

De første studier i  Dalian Wandas filmby åbnede tidligere denne måned, men vil efter planen stå helt færdige i 2018.

Dalian Wandas direktør Wang Jianlin understreger, at det skal ses som en mulighed for Hollywood, frem for en konkurrence, skriver BBC.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her