Læsetid 3 min.

Hvem stod bag angrebet på FN-konvojen?

Der hersker fortsat uvished om, hvem der stod bag angrebet på en nødhjælpskonvoj den 19. september. Sagen illustrerer, hvor vanskeligt det er at skelne mellem sandhed og propaganda i Syrien
15. oktober 2016

Den 19. september blev en FN-nødhjælpskonvoj angrebet i Urum al-Kubra. Angrebet gjorde kål på den mellem russerne og amerikanerne aftalte betingede våbenhvile – og på dialogen mellem USA og Rusland, der dog nu genoptages på initiativ af den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Situationen blev for pinlig for russerne, da FN efter angrebet øjeblikkelig suspenderede al nødhjælpstransport i Syrien. Også selv om transporten i begrænset omfang blev genoptaget efter to dage, men indtil videre ikke i Aleppo-området.  

Der er flere udlægninger af angrebet den 19. september, der kostede en snes civile livet. Den tidligere amerikanske Irak-våbeninspektør Scott Ritter har i en artikel på websiden Truthdig forsøgt at sammenholde de forskellige versioner af forløbet.

De Hvide Hjelme var først fremme ved de 18 brændende lastbiler – også med videokameraer.   

En medarbejder i Syriens Røde Halvmåne, Ali Barakat, og hans bror, Omar Barakat, chef for Røde Halvmåne-lageret, hvor nødhjælpen skulle læsses, rapporterede, at angrebet blev udført med mere end 20 missiler, både landbaserede og helikopter-bårne.  

Læs også: Syriens redningsfolk er blevet bombemål

Lederen af redningsholdet fra De Hvide Hjelme, Hussein Badawi, bekræftede i første omgang Barakat-brødrenes version, men ændrede senere forklaring til, at konvojen var blevet angrebet med »otte tøndebomber« af helikoptere fra syriske regimes hær.  

Såvel USA’s udenrigsministerium som FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, fordømte omgående bombningen som »en kujonagtig handling«, og USA’s udenrigsminister, John Kerry, udtalte, at »russerne må sætte en stopper for Assads hensynsløse bombning af konvojer med humanitær nødhjælp«. 

Ingen beviser

Men Kerrys erklæring blev modsagt af Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, der gjorde russerne eneansvarlige for angrebet med henvisning til efterretninger om, at russiske SU-24 kampfly havde befundet sig i luftrummet over Urum al-Kubra. En version, Kerry senere købte, da han utvetydigt beskyldte russerne for angrebet. 

Russerne fralagde sig ethvert ansvar. Tværtimod citerede en talsmand for Ruslands præsident, Putin, russiske efterretninger om, at Jabhat al-Nusra-enheder i området havde affyret BM-21 jord-til-jord-missiler på tidspunktet for angrebet.

»Vi har detaljeret studeret videomaterialet fra de såkaldte ’aktivister’ og har ikke fundet beviser for, at konvojen blev ramt af bomber (fra luften, red.),« skrev talsmanden for det russiske forsvarsministerium, Igor Konashenkov, i en erklæring og tilføjede:

»Kun repræsentanter for De Hvide Hjelme, en organisation tæt på al-Nusra, der som altid var på rette sted i rette tid med videokameraer, kan svare på, hvem der gjorde hvad og hvorfor.« 

Læs også: De Hvide Hjelme og politiseringen af nødhjælpen

De Hvide Hjelme fastholdt, at fire helikoptere fra regimet havde angrebet konvojen, hvorefter russiske kampfly havde kastet klyngebomber og hindret redningsarbejdere i at nå frem til sårede og dræbte ofre.

De Hvide Hjelme fremviste desuden haleroret fra en russisk OFAB 250-270 fragmentationsbombe, som de hævdede var fundet på gerningsstedet. 

Fortsat uvished

Imidlertid fik de skiftende forklaringer både FN og amerikanerne til at tøve med at placere aben.

»Vi ved faktisk ikke, præcis hvad der er sket. Vi arbejder på at opklare det, men vi tror, at der var tale om et luftangreb,« sagde USA’s præsident, Barack Obamas, særlige Syrien-udsending, Brent McGurk, ifølge Scott Ritter.

Også FN kom i tvivl efter Ban Ki-moons første spontane reaktion.

»Vi er ikke i stand til at afgøre, om der var tale om luftangreb,« blev den danske talsmand for FN i Genève, Jens Lærke, citeret for at sige.

»Vi kan kun konstatere, at konvojen blev angrebet.« 

Hverken FN eller Syriske Røde Halvmåne har altså kunnet bekræfte, at konvojen blev angrebet fra luften – eller for den sags skyld med jord-til-jord -issiler.

Jens Lærke bekræfter i en mail til Information, at han er citeret korrekt. Han tilføjer, at FN har nedsat en særlig gruppe til at undersøge forløbet, og konkluderer:

»Vi bliver naturligvis nødt til at vente og se, hvad deres konklusion er.«

Fokus på Syrien

Det, der sker i Aleppo i disse dage, sætter vores verden på spil. Det er grusomt for ofrene og ødelæggende for vores tro på, at vi lever i en verden, hvor verdenssamfundet beskytter borgere i alle lande mod diktatorers krigsforbrydelser og massemord.

Men Syrien er mere end et land hærget af krig: det er en kulturel stormagt, et land med en poetisk tradition og et sted, hvor borgerne bliver ved med at drømme.

Vi har i en dag sat resten af verden i parentes for at sætte krigen, landet og den store verdensorden i perspektiv – forfra.

Seneste artikler

  • Modstand er den eneste mulighed

    17. oktober 2016
    De intense bombardementer af civile og udsultningen af Aleppo har til formål at presse oprørerne og befolkningen til overgivelse, mener de kæmpende grupper i byen. Men hvad venter, hvis de overgiver sig, spørger de retorisk
  • De Hvide Hjelme og politiseringen af nødhjælpen

    15. oktober 2016
    Syriske nødhjælpsorganisationer, der opererer i de oprørskontrollerede områder, beskylder FN for at være i lommen på det syriske regime. Men også de syriske hjælpeorganisationers påståede neutralitet forekommer tvivlsom
  • Assads regime er under forandring

    14. oktober 2016
    Bashar al-Assads styre er formelt demokratisk med forfatning, valg og parlament – men reelt har Syrien i 50 år været styret af en pyramide af sikkerheds- og militærchefer, suppleret med præsidentens familiemedlemmer. Den gamle orden er dog i opløsning, og ’rådgivere’ fra Iran og Rusland har taget over
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

Uvisheden har ikke hindret de fleste medier og kommentatorer i at pege entydigt på russere og Assad-styrker.