Læsetid: 5 min.

Ingen vil vælte kaliffen i Kabul

Afghanistans præsident Ashraf Ghani har brudt stort set alle løfter, han har givet til det internationale samfund. Alligevel kan han regne med fortsat milliardstøtte fra både USA og EU på dagens donorkonference i Bruxelles
5. oktober 2016

»Vi kan ikke forlade vores hjem. Politiet skyder fra deres hovedkvarter, specialstyrkerne fra denne side af gaden og Taleban fra den anden.«

Sådan beskriver en af indbyggerne i provinshovedstaden Kundus situationen i går, hvor byen for anden gang på blot et år er blevet løbet over ende af den afghanske oprørsbevægelse.

Senere på dagen rapporterer den lokale guvernør, at sikkerhedsstyrkerne har generobret kontrollen med midtbyen og vejen til lufthavnen.

De internationale medier rapporterer efterhånden kun om Talebans fremmarch, men for den afghanske befolkning er de voksende sikkerhedsproblemer kun toppen af isbjerget.

Efter to års politisk lammelse er den nationale samlingsregering, som USA tvang præsident Ashraf Ghani og hans politiske rival Abdullah Abdullah til at indgå efter præsidentvalget i 2014, på randen af kollaps.

Ingen af de løfter, som den afghanske præsident har givet sin modpart, er blevet indfriet. Og det samme gælder de løfter, som de to herrer har givet det internationale donorsamfund, der på femtende år finansierer størstedelen af Afghanistans statsbudget.

Alligevel kan den afghanske præsident regne med massiv opbakning, når han i dag møder topledere fra mere end 70 donorlande i Bruxelles.

Både USA og EU har på forhånd lovet at fortsætte deres milliardstøtte stort set uden ændringer til Afghanistan frem til 2020. Og det er der ifølge danske og udenlandske eksperter gode grunde til.

Brudte løfter

Det er med andre ord en særdeles tomhændet afghansk præsident, der går på talerstolen i Justus Lipsius-bygningen i Bruxelles for at præsentere de resultater, som han lovede det internationale donorsamfund for to år siden.

Først og fremmest lovede Ashraf Ghani at reformere den afghanske valgkomission og afholde frie, fair og transparente valg til det afghanske parlaments- og lokalvalg.

Dernæst lovede han at udarbejde et forslag til en ny forfatning, der omfatter oprettelsen af en premierministerpost og indkalde en såkaldt Loya Jirga, en traditionel forsamling af politikere og stammeledere fra hele landet, der kan godkende det nye system.  

Han lovede også det internationale donorsamfund at gøre sit yderste for at bekæmpe den omfattende korruption og narkokriminalitet. Og endelig lovede han at fokusere skarpt på jobskabelse og økonomisk udvikling til gavn for de omkring 40 procent arbejdsløse afghanerne, som overlever på et eksistensminimum.

Intet af det er sket, konstaterer den dansk-afghanske udviklingsekspert Malek Sitez fra konsulentfirmaet Nordic Consulting Group.

»Præsident Ghani er hverken interesseret i at reformere valgsystemet eller forfatningen, for det betyder, at han vil miste en del af den magt, som han har i dag,« siger Sitez, der tidligere har arbejdet for Institut for Menneskerettigheder.

I øjeblikket har Afghanistan et af verdens stærkeste præsidentembeder, der bl.a. giver Ghani mulighed for at nedlægge veto mod alle forslag fra parlamentet og egenhændigt udpege alt fra guvernører til politichefer i hele landet.

»Den magt mister Ghani, hvis han indvilger i at oprette en premierministerpost og dermed give mere magt til det afghanske parlament,« siger Malek Sitez.

Politisk lammelse

Fornuftsægteskabet mellem Ghani og Abdullah har de seneste måneder slået alvorlige revner, både på grund af Ghanis manglende vilje til at ændre forfatningen, reformere valgstystemet og afholde de valg, der skulle have været gennemført i juni 2015.

Men også fordi den afghanske præsident ikke samarbejder med Abdullah i det daglige, sådan som regeringsaftalen kræver.

I midten af august eksploderede Abdullah af raseri, betegnede Ghani som »uegnet til at være præsident« og klagede over, at Ghani ikke havde fundet tid til at mødes med sin ham i mere end tre måneder.

Martine van Bijlert fra det anerkendte Afghanistan Analysts Network betegner striden mellem de to topledere som »meget problematisk«, både for den nationale samlingsregerings overlevelseschancer og dens effektivitet.

»Abdullah er blevet kørt ud på et sidespor, og det er naturligvis dybt frustrerende både for ham og for de folk, han har lovet magt og indflydelse,« siger hun.

I det hele taget har Ashraf Ghani vist sig at være en problematisk og centralistisk leder, som blander sig i alle detaljer og insisterer på selv at godkende alting. »Ghani er en god tænker, taler og planlægger, men en meget ineffektiv leder. Han mangler politisk erfaring til at få sine ideer gennemført,« siger Martine van Bijlert, der er meddirektør for AAN i Kabul.

25 milliarder om året

Selv om de to afghanske ledere knap er på talefod, har de indtil videre valgt at holde sammen på den afghanske regering. Uden tvivl presset af både USA og EU, der ifølge Martine van Bijlert har måttet mægle mere end en gang for at holde sammen på stumperne.

»Når de ikke kan snakke sammen, ringer de til Kerry,« som Malek Sitez udtrykker det med henvisning til den amerikanske udenrigsminister John Kerry, der strikkede ægteskabet sammen i 2014.

Begge ledere er da også til stede i Justus Lipsius-bygningen i dag, men betegnende for forholdet er det Ghani, der åbner konferencen og præsenterer den nye femårsplan, som han er blevet enig med donorerne om – og Abdullah, der siger farvel og tak.

Både Matine van Bijlert og Malek Sitez regner med, at der bliver nok at sige tak for, eftersom de fleste donorer, heriblandt USA og EU allerede har bebudet, at de har tænkt sig at fortsætte den massive støtte til Afghanistan frem til 2020.

Ghani og Abdullah kan derfor regne med mindst fire milliarder dollar i årlig støtte fremover – og måske endda mere, da bl.a Indien er kommet stærkt på banen som donor.

»Donorerne vil stille de samme betingelser som tidligere, og der vil blive opstillet nye benchmarks. Men eftersom donorerne allerede har besluttet sig for at holde Afghanistan flydende, er der grænser for, hvor skrappe betingelser de kan stille,« siger Matine van Bijlert.

Total afhængighed

De to eksperter understreger, at Afghanistan stadig er totalt afhængig af støtte fra det internationale samfund.

Den internationale bistand udgør ifølge Verdensbanken 90 procent af den afghanske stats indtægter og omkring 40 procent af landets bruttonationalprodukt.

»Hvis bistanden forsvinder eller beskæres drastisk, kollapser landet. Og det er der ingen, der er interesseret i,« siger Matine van Bijlert og peger på risikoen for, at militante jihadist-grupper vil slå sig ned i et fejlslagent Afghanistan. Med Islamisk Stat i Syrien, Irak og Libyen har verdenssamfundet nok af udfordringer at slås med, som hun siger.

Både Bijlert og Sitez understreger, at der ikke p.t. er udsigt til at Afghanistan bliver i stand til at klare sig selv de næste mange år. Og det bekræftes af Verdensbanken. I 2020 ventes den afghanske stat at have mindsket donorafhængigheden fra 90 til 86 procent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"I 2020 ventes den afghanske stat at have mindsket donorafhængigheden fra 90 til 86 procent."

Det er jo fuldstændigt absurd - og et eentydigt vidnesbyrd om, at de mange donor-dollars går i de forkerte lommer.