Læsetid: 3 min.

’Junglen’ rømmet for fjerde gang

Næsten 6.000 migranter og flygtninge er kørt bort i busser fra 'Junglen'. Et ukendt antal tusinde har fundet nye opholdssteder i området.
29. oktober 2016

Det gik langt fredeligere end forventet, da ’junglen’, den interimistiske teltlejr ved Calais, den forgange uge blev rømmet. »Frankrigs smukke ansigt« kaldte landets premierminister Manuel Valls den »humanitære aktion«.

Præfekten for Calais, Fabienne Buccio, havde besluttet, at det ikke var bulldozere, der i første omgang blev sat ind, da nedrivningen af hundredvis af små hytter og telte i området Lande blev iværksat.

Læs også: 'Vi flytter vores ting i morgen'

Lejren ligger umiddelbart op ad tunnel- og færgeforbindelser til England og rummede på det seneste op til 8.000 migranter, der ønskede illegalt at nå til England.

Det var med brækjern, hammere og skruetrækkere, nedrivningen tog fat under mediernes bevågenhed.

Næsten 800 reportere fra hele verden havde fået adgang til området, skrevet op på presselister på forhånd for overhovedet at nå frem til det stærkt politibevogtede område.

Lovede centre ikke åbnet

Omkring 4.500 voksne migranter blev fra morgenstunden mandag sat på busser og kørt til opholdssteder rundt om i Frankrig.

Myndighederne har været ekstremt diskrete med at oplyse præcis hvortil, men opgiver, at der er tale om 450 opholdsteder rundt om i landet. I disse centre for ’modtagelse og orientering’ (CAO) vil migranternes asylstatus blive vurderet.

Ingen blev kørt til Paris, hvor situationen er kritisk. Her camperer 2.000 migranter under metrostationen Stalingrad i et af byens fattigste områder. De modtagelsescentre, byens borgmester Hidalgo havde lovet til midtoktober, er fortsat ikke åbnet.

De cirka 1.500 mindreårige fra ’junglen' blev modtaget i selve Calais, hvor man vil undersøge deres tilknytningsforhold til Storbritannien.

Læs også: Det, de kalder The Jungle

De franske myndigheder opfordrer de voksne asylsøgere til at opgive drømmen om at nå til England og i stedet søge asyl i Frankrig. I øjeblikket er der flest afghanere og eritreere blandt migranterne.

Mange står sandsynligvis til udvisning. Foreningen La Cimade, der hjælper udlændinge med deres rettigheder i Frankrig, meldte torsdag om 90 udvisninger og frygter langt flere.

Allerede onsdag var lejren rømmet, og røg steg op fra brændte hytter. »Det er en afghansk tradition at brænde sin hytte af, når man forlader den,« forklarede præfekt Buccio.

Dagbladet Libération og lokale hjælpere rapporterede, at det var modstandere af lejren, der var trængt ind på området for at sætte ild på de resterende hytter.

Adskillige gasbeholdere eksploderede. Migranter og hjælpearbejdere forsøgte ifølge Libération lige til det sidste at indsamle tæpper og telte til fremtidigt arbejde.

Modtagecenter nedlagt

Det er ikke første gang, en lejr først opstår tæt ved Calais og derpå ryddes. Lige siden tunnellen til England åbnede i 1994, har migranter flokkedes i området.

Røde Kors opbyggede i halvfemserne et modtagecenter i en 27.000 kvadratmeter stor hangar i Sangatte, som hurtigt blev overfyldt.

I alt 70.000 mennesker passerede Sangatte ifølge Røde Kors. Sangatte blev nedlagt af Sarkozy i 2002, da han var indenrigsminister, hvorpå ’junglen’ så dagens lys.

Skiftende franske regeringer har forsøgt at nedlægge ’junglen’ under politiopbud og med forskellig stil. I 2009 under præsident Sarkozy blev junglen ryddet med bulldozere og politi.

I 2014 var det under en socialistisk regering, lejren med dengang blot 500 migranter blev lukket, angiveligt på grund af sanitære forhold.

Sidste gang, man forsøgte at fjerne lejren, var i starten af 2016, hvor den sydlige del blev rømmet. Nu er ’junglen’ så jævnet med jorden i en tid, hvor flere migranter end nogensinde kommer til Frankrig.

Det er uvist, hvor mange migranter der stadig befinder sig i området. Afgangene med busser var ikke tvungne, myndighederne havde i ugevis overtalt de mange i lejren til at lade sig flytte.

Baseret på hjælpeorganisationernes vurdering befinder omkring 2.000 migranter sig fortsat i området uden at have opgivet drømmen om at nå til England.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu