Læsetid: 5 min.

Kinesisk investering puster nyt liv i Grønlands uran

Et kinesisk selskab har netop købt sig ind i mineplanerne i Kvanefjeld, og Grønland har nu tilsluttet sig FN’s regler for håndtering af uran. Men befolkningen er fortsat splittet
De 1.200 indbyggere i den lille grønlandske by Narsaq er delt i holdningen til, om der skal udvindes uran i fjeldet bag byen.

De 1.200 indbyggere i den lille grønlandske by Narsaq er delt i holdningen til, om der skal udvindes uran i fjeldet bag byen.

Sofia Busk

17. oktober 2016

NARSAQ – Udsigten fra toppen af Kvanefjeldet er formidabel. Ned over fjeldet, henover dalen og ud over bugten til de blå, røde og gule huse i Narsaq – indbyggertal 1.200.

Klatreturen op ad fjeldet er svedig. Det tunge boreudstyr og minearbejdernes telte er blevet løftet herop med helikopter; selv kravler vi over klippeblokke og grusede skråninger.

På vej op ad fjeldsiden ser vi hullet ind til mineskakten, hvor teknikere i 1970’erne sprængte mere end 1200 meter tunnel for at hente uran ud til Forsøgsstation Risø. Niels Bohr var her i 1952. Danske værnepligtige hakkede i fjeldet efter uran dengang.

Den kinesiske koncern Le Shan Shenghe Rare Earth Co., Ltd. har netop købt 12,5 procent af Greenland Minerals and Energy A/S (GME), der står bag mineplanerne på Kvanefjeldet.

Læs også: Grønlands omstilling

Shenghe udvinder i forvejen sjældne jordarter i Kina og markedsfører dem globalt, og GME hævder, at Shenghes deltagelse, som også giver Shenghe en plads i bestyrelsen, vil styrke mineprojektet på Kvanefjeldet betragteligt.

Projektdirektør Ib Laursen fra GME viser rundt oppe på det stenede plateau. Selskabets plan er at indsende miljørapporter og formelt bede om tilladelse til at starte minen inden årets udgang. Ib Laursen ser i øvrigt helst, at man ikke kalder det en uranmine.

Uranen vil udgøre mindre end 10 procent af minens økonomi, mens den store værdi ifølge GME ligger i de såkaldte sjældne jordarter, der anvendes i elbiler, vindturbiner, mobiltelefoner, missilsystemer m.m. – og så er uran kontroversielt.

Kina-forvirring

Det kinesiske aktiekøb skabte i første omgang en del forvirring både i Danmark og i Grønland. Det fremgik af Shenghes børsmeddelelse, at selskabet har fået fortrinsret til yderligere 60 procent af GME’s aktier.

GME siger, at det er en stor misforståelse, og de grønlandske myndigheder forsøger i skrivende stund at få klarhed over detaljerne.

Kinas rolle er omdiskuteret. Udsigten til at et kinesisk selskab skal opnå kontrol over Kvanefjeldets mineraler og desuden vinde indflydelse i Grønland via sine store investeringer har længe bekymret den danske efterretningstjeneste og regeringen i København.

I Grønland bliver Shenghes investering på 4,6 mill. dollars til gengæld budt varmt velkommen. GME’s aktier har i nogen tid ligget helt i bund, og minetilhængerne ser nyheden som glædeligt tegn på, at minen trods de lave råvarepriser på verdensmarkedet stadig kan finde investorer.

Landsstyremedlem Vittus Qujaukitsoq, der bl.a. er ansvarlig for Grønlands udenrigspolitik, udtrykte straks sin fornøjelse i den grønlandske presse, og også i Sydgrønland glæder et politisk flertal sig.

Qujaukitsoq og andre af Grønlands politiske spidser har arbejdet hårdt for at skaffe kinesiske investeringer til Grønland, præcis som andre arktiske stater som Island, Finland og Rusland har gjort.

Stadig mere tyder på, at minen på Kvanefjeldet både vil blive etableret og drevet af kinesiske selskaber, hvis den nogensinde bliver til noget.

Læs også: Danmark fik det sidste ord

Naalakkersuisut, det grønlandske Landsstyre, baner støt vej for uranen, der er en uomgængelig del af Kvanefjeldsprojektet. Allerede i 2013 forudså den daværende leder af Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, at Grønland snart ville være at finde blandt verdens fem største uraneksportører.

I januar i år faldt en aftale med Danmark på plads: Grønland beholdt retten til at afgøre, på hvilke vilkår og af hvilke selskaber der skal udvindes uran i Grønland, mens den danske regering har vetoret over, hvem der kan købe uranen fra Grønland.

Her gælder Danmarks eneret på kongerigets sikkerhedspolitik: Uranen skulle nødig ende i Nordkorea, Iran eller andre steder, hvor den kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Seneste skridt blev taget i sidste uge i Wien. Her underskrev Vittus Qujaukitsoq de fornødne papirer, så Grønland nu er omfattet af IAEA, FN’s atomagenturs regler for håndtering af uran.

»Grønland har en globalt set enestående ressource af sjældne jordarter og uran, der kan anvendes som en stabil og ren energikilde, som kan hjælpe med at afbøde virkningerne af klimaforandringerne,« sagde han ved den lejlighed.

700 km huller

Oppe på det brede plateau på toppen af Kvanefjeldet stikker dusinvis af metalrør op af klippen. Det er fra disse huller, at GME har hentet mere end 700 km borekerner ud af fjeldet for at vurdere mineralindholdet, og det er nu almindeligt accepteret, at Kvanefjeldet er ualmindeligt rigt på både sjældne jordarter og uran.

Uranen udgør teknisk set et biprodukt, men i politisk forstand og i offentlighedens øjne er minen i høj grad en uranmine.

Mandag i sidste uge foreslog oppositionspartiet IA således, at udvinding af radioaktive stoffer kun må finde sted uden for en radius af 50 km fra de grønlandske byer – primært for at forhindre uranudvinding fra Kvanefjeldet, der ligger bare otte km fra Narsaq.

Forslaget blev nedstemt i Inatsisartut, det grønlandske parlament, men tilhængerne af minen blandt medlemmerne tæller stadig kun én stemme mere end modstanderne.

Læs også: Uro blandt naboer til uran i Grønland – men mange siger ja tak

Indbyggerne i Narsaq er splittede. Her er fattigdom en reel trussel, og minen kan skabe hårdt tiltrængte job og nye muligheder.

I to af de gamle boligblokke over jollehavnen er alle vinduer blændet med træplader, fordi folk flytter fra byen.

Hele Sydgrønland affolkes i disse år, torskefiskeriet har svigtet i årtier, og 53 procent af regionens offentlige budget går nu til sociale ydelser.

Det er midt i denne misére, at mineselskabet lover 700-800 nye job i selve minen og mindst det samme blandt underleverandører, restauranter, lokale handlende osv.

Tilhængerne, der inkluderer Grønlands indflydelsesrige fagforeningsleder, Jess G. Berthelsen, ser vældige perspektiver, selvom mange job i minen i begyndelsen vil blive besat af udlændinge.

Luk landbruget?

Modstanderne frygter, at hele fjordsystemet omkring Narsaq, inklusive de små sydgrønlandske landbrug og fårehold vil blive skadet af minens udledninger af syrer og fluorstøv, og at drikkevand og Narsaq i øvrigt vil blive forurenet af de tusinder af tons uranholdigt klippeaffald, de såkaldte tailings, som GME vil deponere i en sø oppe i fjeldet direkte bag Narsaq.

Kalistat Lund, sydgrønlandsk medlem af Inatsisartut for IA, er fløjet helt fra Nuuk til Narsaq for at forklare de besøgende fra Danmark, hvordan minen efter hans opfattelse vil være et overgreb på fremtidige generationer og gøre det håbløst at udvikle turismen, det spirende landbrug og det klassiske fårehold.

Endnu har minen dog lange udsigter. GME har før annonceret, at selskabets miljøundersøgelser snart ville være færdige, og selv når de foreligger, venter en proces på mindst et år eller to med offentlige høringer, forhandlinger med Grønlands miljødepartement m.v.

Først til den tid, vil Naalakkersuisut kunne afgøre, om GME får tilladelse til at etablere minen eller ej, og dernæst skal GME skaffe investorer i milliardklassen til selve etableringen af minen.

Formelt set kan de regerende politikere i Nuuk afklare den grønlandske del af processen uden at inddrage oppositionen. Udstedelse af udvindingslicenser er i Grønland et administrativt anliggende, og uran adskiller sig i denne forstand ikke fra andre mineraler.

Men hvert et skridt i denne sag har længe været genstand for den hedeste debat i Grønlands nyere historie – og sådan vil det givetvis fortsætte.

Martin Breum er journalist og forfatter. Han skriver i Information om Arktis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Egholk

At Vittus Q underskriver traktater i Wien med en bemærkning om at uran (og dermed atomkraft) kan være med til at modvirke klimatruslen/altså CO2 udledningen, er da en påstand af dimensioner. Hvad med alle de andre problemstillinger omkring A-kraft? Denne hovedløse bemærkning vil jeg da kalde dum, simpelthen. Og ja at kalde minen for en uran-mine er kontroversielt, ja da helt sikkert.
Kineserne har med deres endog lille investering satset lidt midler på et ressourcemarked, hvor der som bekendt ikke kommer flere til. Der er kun dem der nu engang er. Og lad for alt i Verden de 10% Uran, som det jo specifikt nævnes, blive i fjellet. Det vil ingen gavn gøre blandt os mennesker.

Man må arrangere undervisning og møder i lokalområdet, så folk ved hvilke muligheder der er og fordele og ulemper ved de forskellige muligheder.

Charlotte Svensgaard

Jeg ved ikke nok om emnet. Men jeg ved at når milliard investorer blander sig, bliver det næppe kønt på den lange bane for den Grønlandske befolkning, og Kinesiske investeringer har sjældent ført noget godt med sig. Det kan man sige om så mange andre investorer, men specielt Kina har et dårligt rygte.

Det med brug af opdragelse - good government - gælder vist kun for danske, og enkelte andre staters ulandsprojekter, ellers er privatkapitalistisk samhandel nok lige så uregerlig som privatkapitalismen nu har mulighed for ...apropos ophugning af skibe på strandene i Indien etc.

Da europæeren kom i sin tid til Grønland spurgte gæsterne de skævøjede folk hvor de oprindeligt kommer fra, og svaret kunne ikke misforstås ”China.”
Grønlænderne vidste godt hvor de kom fra oprindeligt. Grønlænderne er en stamme som kommer fra Kina.
Min ven sendte sine børn på et 1. års ophold i Kina. Og børnene fortalte begejstret at mentalt og kulturelt er grønlænderne og kineserne meget tæt forbundet. Børnene opfordrede at Grønland bør have tættere relationer til Asien/Kina. Vores tankegods er meget ens.
De danske systemer og løsningsmodeller er mild sagt kæmpe fiaskoer i Grønland. Grønlænderne og danskerne er simpelthen ikke bølgelængde med hinanden hvad angå historisk og kulturelt.
Kinas interesser i Grønland har rødder i kulturelle rødder. Og en tættere relationer mellem Grønland og Kina indenfor kulturelt og eventuelt ændring af folkeskolen, så den er tilpasset til de grønlandske børns virkelighed og forestillingsverden ville være ideel og fornuftig løsning.
Grønlands bestræbelser for en selvstændig nation er efterhånden massivt folkeligt krav. Det er klogt for Grønland at udbygge gode relationer til Kina og andre aktører i Verden.
USA har store sikkerhedspolitiske interesser i Grønland. Og det giver selvfølgeligt nogle nervøse ansigt træk hos amerikaneren. Der skal findes fornuftigt løsninger så Kina og Sydkorea og andre Asiatiske aktører kunne investere i grønlandsk undergrund.
Jeg siger ikke alt er rosen rødt fortælling. Kina er en Supermagt og dermed interesser i Arktis. Grønlandske sprog er indlemmet som en sprogart indenfor mandarin sprog. Så Kineserne har historiske bånd til grønlænderne.

Michael Kongstad Nielsen

Indianerne i Nordamerika kom vist også oprindeligt fra Kina. Grønlænderne skal nok prise sig lykkelige for, at det var nordboerne, og siden danskerne, der koloniserede Grønland, og ikke kolonisterne i nordamerika, herunder Canada.

Jeg har ikke sagt ondt om Danmark eller kolonitidens historiske passager. Der er skrevet rigeligt om historiske forhold. Jeg er ikke tilhænger af at sammenligne forskellige kolonisatorer. Jeg mødte for knap 20. år siden en ældre herre på et vaskeri i Østrigsgade på Amager. Han havde meget ret i sin analyse af dansk kolonihistorie i Grønland. Han sagde ”vi gør det bedste for grønlændere og vores handlinger har aldrig indeholdt bagtanker eller den sagsskyld onde tanker om grønlændere”
Jeg tror den ældre herre har meget ret i at dansk kolonihistorie ikke havde dårlige hensigter eller prøvede på at bruge ekstreme midler eller vold mod grønlænderne.
Der er selvfølgeligt nogle passager i historien som kunne have blevet tacklet mere elegant måde. Danmark har vist sit storsind og aktivt deltaget i at udvikle autonomi i Grønland. Derfor er jeg lidt ked af at det danske politiske system vakler lidt når snakken strejfer suverænitet.
Grønland og Danmark har historiske stærke bånd til hinanden. Derfor bør Danmark mere aktivt støtte grønlandske ønsker om en Statsordning som har stærke bånd til Danmark.
Men Danmarks modvilje giver irritation i Grønland. Jeg var i Ilulissat for 1. måneds tid siden. Jeg blev inviteret til konference om ”Næste skridt for Grønland” arrangeret af Grønlands Parlament formandskab.
Det er et berigende arrangement. Der blev skrevet en fælles udtalelse som opfordre de grønlandske politiske system at aktivt arbejde hen imod selvstændigt Grønland.

Niels Chr. Nielsen

Vindturbiner, står der i artiklen. Mon ikke forfatteren mener vindmøller (den af den elektricitetsproducerende slags), og er kommet til at oversætte lidt for direkte fra "wind turbine" ?