Det er ikke alle, der uden videre er villige til at anerkende budskaber fra naturvidenskaben som sande. Tag f.eks. manden, der prøver at blive USA’s næste præsident.
»Begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne med det formål at undergrave amerikansk produktions konkurrenceevne,« skrev Donald Trump på twitter i november 2012 og scorede 61.739 likes.
Efter præsidentvalgkampens start præciserede Donald Trump i september 2015 i Hugh Hewitt Radio Show sit synspunkt:
»Jeg tror ikke på global opvarmning. Jeg tror ikke på menneskeskabt global opvarmning (…) Jeg tror på, at vejret findes. Jeg tror på forandringer, og jeg tror på, at det går op, og det går ned, og det går op igen.«
Om den amerikanske offentlighed fortæller Gallup, at der i 1989 var 63 pct. af befolkningen, som bekymrede sig – meget eller noget – for den globale opvarmning, mens 30 pct. nærede ingen eller ringe bekymring. Ved den seneste Gallup-måling i marts i år var tallene 64 pct. over for 36 pct. – altså en ganske beskeden forandring over et kvart århundrede.
Holdningsdannelsen
Det interessante er, hvad der bestemmer menneskers holdning i den slags spørgsmål. Hvor meget betyder faktuel videnskabelig information i forhold til de holdninger af ideologisk eller værdimæssig karakter, vi bærer rundt på og finder personlig identitet igennem?
Hvornår går forskeres udsagn og hypoteser fra at være enkeltstående råb til at flytte etablerede forståelser af verdens gang og indretning?
Når det gælder global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer har en håndfuld journalistiske og videnskabelige ’arkæologer’ kastet tankevækkende lys over den kollektive erkendelsesproces ved at grave tilbage i de videnskabelige annaler og spore, hvor tidligt forskerne begyndte at italesætte en sammenhæng mellem CO2-udledning fra fossil afbrænding og global opvarmning.
Senest har New York Times-journalisten Andrew Revkin kastet nyt lys over den videnskabelige indsigts rødder, men også folk som den australske miljøhistoriker Cameron Muir, hans landsmand, historikeren Tom Griffiths, videnskabsskribenten Alex Kasprak og den amerikanske teknologihistoriker Peter Shulman har søgt sig tilbage til klimavidenskabens første budskaber.
Arrhenius’ forudsigelse
Det er i dag fælles viden i klimainteresserede kredse, at den svenske forsker Svante Arrhenius helt tilbage i 1896 publicerede en 40 sider lang videnskabelig artikel med titlen »Om indflydelsen af kulsyre i luften på temperaturen i jordhøjde«, hvori han beskrev sine forsøg med CO2’s evne til at absorbere varme, skabe ’drivhuseffekt’ og dermed opvarme atmosfæren.
Arrhenius regnede sig faktisk frem til, at en fordobling af atmosfærens CO2-indhold kunne øge atmosfærens temperatur med fem-seks grader – i forbløffende grad på linje med hvad bl.a. FN’s klimapanel IPCC i dag advarer om på basis af et stort antal stærkt avancerede computermodeller.
Arrhenius påpegede, at afbrændingen af fossil energi indebar CO2-udledninger og global opvarmning.
»Kulsyre (dvs. CO2, red.) i luften vil tiltage med konstant hastighed, så længe forbruget af kul, petroleum osv. fastholdes i den nuværende takt, og med stadig større hastighed, hvis dette forbrug fortsætter,« skrev han i en publikation i 1906.
Svante Arrhenius undervurderede dog, hvor hastigt det globale forbrug af fossil energi faktisk ville vokse, og bl.a. derfor var hans spådom om, hvor hurtigt opvarmningen ville foregå, en hel del ved siden af.
Kvinden der kom først
Før den svenske forsker begyndte den fremtrædende irske fysiker John Tyndall i 1859 at måle på forskellige luftarters evne til at holde på varmen, herunder CO2, og konkluderede i 1861 i Philosophical Transactions of the Royal Society of London, at selv små stigninger i sådanne luftarters koncentration ville »have store virkninger på strålingen ved jorden og afstedkomme ledsagende klimaændringer.«
Tre år før Tyndall lavede Eunice Foote, en overset kvindelig amerikansk forsker, som den første forsøg med at fylde glasbeholdere med en række luftarter for at iagttage, hvad der skete med temperaturen, når beholderne stod i sollys.
Mens der næsten intet skete, når ilt eller brint blev pumpet ind i beholderne, så blev beholderen med CO2 »meget varmere«.
»En atmosfære af den gas, dvs. CO2, ville tilføre vor jord en høj temperatur,« lød Eunice Footes konklusion, da hun i 1856 præsenterede sine resultater ved et møde i American Association for the Advancement of Science.
Eunice Foots budskab kom næsten på årstal samtidig med, at de første amerikanske oliekilder begyndte at springe, men hverken hun eller andre lavede koblingen eller formåede at forudse og advare mod de markante globale klimaændringer halvandet hundrede år senere.
De første avisartikler
Advarsler begyndte imidlertid at finde vej til dagspressen så tidligt som i 1883. Bl.a. den britiske avis The Times skrev med henvisning til en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature om jordens atmosfære, der »er blevet så forurenet via afbrændingen af kul, at alt dyreliv på kloden vil ophøre i år 1900, udslettet af CO2.«
»Den voksende forurening af atmosfæren vil få markant indflydelse på verdens klima,« skrev The Times med direkte henvisning til John Tyndalls forskning. Ekstreme vejrfænomener i form af kraftigere storme og nedbør ville følge, berettede avisen.
I 1900 var livet på kloden ikke ophørt, men i stedet begyndte nye, alarmistiske artikler at dukke op i andre medier.
I juli 1912 skrev en række aviser, f.eks. den australske Braidwood Dispatch and Mining Journal, at »kulforbruget påvirker klimaet.«
»Verdens ovne brænder nu to milliarder ton kul om året. Når det brændes og forener sig med luftens ilt, tilfører det omkring syv milliarder ton CO2 til atmosfæren årligt. Det gør luften til et mere effektivt tæppe omkring Jorden og hæver dens temperatur. Virkningen kan blive betydelig om få århundreder.«
Hvor The Times var for hurtig i sin tidsangivelse af konsekvenserne, var den australske avis for langsom, men til gengæld uhyre præcis i selve beskrivelsen af mekanismen bag klimaforandringerne.
Samme år bragte New Orleans Times en længere artikel, hvor en vis Sam C. Baker beskriver, hvordan den »overdrevne afbrænding af kul, naturgas og olie i hvert et land og på havet afgiver et overskud af kulsyre, samtidig med at rydningen af skov og et mangelfuldt landbrug i kombination giver et underskud af den vegetation, som kunne befri atmosfæren for overskuddet af den kulstofholdige luftart.«
Sam C. Baker mente, at processen allerede på daværende tidspunkt – 1912 – var ansvarlig for de mildere vintre og de kraftige storme, man oplevede i USA.
1938: Temperaturen stiger
Sådan fortsætter de videnskabelige vidnesbyrd og forudsigelser om menneskeskabte temperaturstigninger. I 1938 skriver den britiske ingeniør Guy Callendar en artikel til Royal Meteorological Society, hvori han konstaterer:
»Ved forbrænding af brændsler gennem det seneste halve århundrede har mennesket tilført atmosfæren 150.000 millioner ton CO2. Baseret på de bedst tilgængelige data er det forfatterens vurdering, at omkring tre fjerdedele heraf stadig er i atmosfæren.«
Ifølge Callendar betød dette, at den globale temperatur var i stigning, mere præcist med 0,003 grader pr. år.
Videreført til i dag ville dette betyde en samlet stigning siden 1938 på ca. 0,2 grader – det er en del mindre end den faktiske temperaturstigning på nuværende tidspunkt, givetvis fordi det fossile energiforbrug er langt større end på den britiske forskers tid.
I 1956 advarede New York Times om, at »Klodens varmere klima kan skyldes mere CO2 i atmosfæren« og anførte, at menneskeheden hvert århundrede øger atmosfærens CO2-indhold, med hvad der svarer til 1,1 grads temperaturstigning med »omfattende konsekvenser for klimaet«.
En sprække i den politiske lydmur blev der dog først skabt omkring 1988, da NASA’s chefklimaforsker James Hansen aflagde vidnesbyrd for det amerikanske senat og fastslog, at den globale opvarmning allerede var i fuld gang.
Men der skulle som bekendt gå yderligere 27 år, før verdenssamfundet i 2015 var modent til at vedtage Paris-aftalen om at bremse den globale opvarmning »et godt stykke under to grader«.
I dag synes omkring 40 pct. af de amerikanske vælgere klar til at vælge en præsident, der som et af sine valgløfter har at rive Paris-aftalen i stykker.
Hvorfor vi lyver
De første forskermeldinger for over 150 år siden var kun meget tidlige, spekulative spirer til det, der siden har udviklet sig til næsten videnskabelig konsensus om menneskeskabt drivhuseffekt og klimaforandring.
Men man godt reflektere over, hvorfor vi som samfund og politiske systemer reagerer så uendelig trægt og kun med største besvær ændrer opfattelse af virkeligheden omkring os og af vor indflydelse på den.
En del af forklaringen har den australsk-britiske psykolog Dorothy Rowe formentlig givet i bogen Why we lie:
»Når det handler om hændelser på globalt niveau, skulle man måske tro, at det ville have topprioritet at finde frem til sandheden. Men det har det ikke. For os alle gælder, at der er noget vigtigere end at finde sandheden. Vi er for bange for at se kendsgerningerne i øjnene, for at gøre det indebærer faren for, at det meste af det, der understøtter vores selvforståelse, kan falde fra hinanden.«
Men vi lyver stadigvæk når vi påstår at vi kan redde klimaet uden A-kraft.
Klimaproblemet skyldes, at jordens befolkning er vokset fra omkring 2 mia. til mere end 7 mia. på blot 100 år og at den stadig vokser.
The Donald, den lille svindler i Danmark og de menneskeskabte klimaforandringer.
Fattigdom i underklassen:
I Storbritannien er de rige fra 2007-2015 blevet 64% rigere og de fattige 57% fattigere.
The Independent
http://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/britains-divided-decade-t...
Fakta om ulighed og fordeling af købekraft USA:
I følge Oxfam International's rapport "Working for the Few" 2014-2015, har den rigeste ene procent af befolkningen i USA, profiteret 95 procent af den samlede vækst, siden 2009, alt imens de 90 procent fra bunden alle blev fattigere.
Link: https://www.oxfam.org/sites/www.oxfam.org/files/file_attachments/bp-work...
Politikerne fralægger sig ansvaret for underklassens og den pressede middelklasses krav om bæredygtig fremtid, som lønmodtagere og deres krav er vel reelt nok, de menneskeskabte klimaforandringer ændre ikke på de udsattes rimelige krav på politikernes medmenneskelighed og respekt, de menneskeskabte klimaforandringer, kan man ikke spises og de betaler ikke regningerne borgerne må forholde sig til hver måned.
Det må være sådan, at hvis ikke reglerne laves om, spille alle efter de gældende regler og ansvaret for elendigheden i kølvandet, er derfor naturligvis politikernes, som den lovgivende magt?
Politisk ansvarsfralæggelse:
Magtens skifte og ansvarsfralæggelse fra de folkevalgte politikere, til såkalde privat aktører med frihandel CETA, TTIP og TiSA med ISDS, der bygger på laissez faire principper, det frie marked, hvor individer udveksler varer og serviceydelser uden statens indblanding og fremtidige mulighed for indblanding, de i kølvandet opstående menneskeskabte klimaforandringer og gudedyrkelse af den den global såkalte økonomisk vækst, der ikke skal, forveksles med velstand for borgerne.
Den såkalde privat frihandel CETA, TTIP og TiSA med ISDS bringer ikke samlet set økonomisk vækst til Europa, det eskalere de menneskeskabte klimaforandringer og skaber økonomisk ulighed.
Sådan fungere det, når politikere fralægger sig ansvaret til privat kapitalisme, uden mulighed for fremtidig regulering, hvor du samtidig bliver bestjålet demokratiet og retsstat med CETA, TiSA og TTIP med ISDS.
(Se link)
Link: http://youtu.be/M4-mlGRPmkU
Hvad er fairhandel ikke at forveksle med uligheds skabende og klimakatestrofe skabende såkaldt frihandel:
Helt overordnet set må, fairhandel generelt etableres på længdekredse og ikke breddekredse, af jorden, det løser befolkningstilvækst og immigration problematikker og skaber ikke samtidig, på kort sigt, menneskeskabte klimaforandringer.
EU i fairhandel aftaler med Afrika og andre relativt fattige regioner giver mulighed for, at sætte høje standarder for miljø, arbejdstageres og forbrugeres rettigheder, det modsatte er tilfældet med USA og Canada, der er udfordrede af ulighed, men også af produktion og overforbrug på olie, gas og kul, der skader klimaet i hele verden, den udvikling skal reduceres og ikke i vækst.
Problemet for The Donald og den lille svindler i Danmark:
Kæden hopper af tandhjulet og verden mister fremdrift, den såkalte frihandel uden styring, hvor individer udveksler varer og serviceydelser, uden statens indblanding, med overstatsligt domstole, der undergraver demokrati og retsstat, fjerner muligheden for den såkalte globale økonomiske vækst, men kun i vores del af verden, men hvorfor?
Overskrifter:
De menneskeskabte klimaforandringer, de såkalte økonomiske videnskablig eksperter, såkaldt frihandel, ulighed og såkaldt økonomisk vækst.
Problemet består af:
Ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Konklusionen må derfor være, at økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået, skabelsen af økonomisk vækst, fornuftig beskæftigelse, rimelig fordeling af velstand og fattigdom?
Det kedelige for The Donald og den lille svindler i Danmark, er det historiske ansvar, for de menneskeskabte klimaforandringer og de omkostninger der er forbundet med denne ubetalte regning, der er underliggende årsag til, at The Donald's venden det blinde øje til ansvaret og kalde de menneskeskabte klimaforandringer for opspind og den lille svindler i Danmark, der fralægger sig ansvaret til private aktører, uden mulighed for fremtidig regulering, med CETA, TiSA og TTIP med ISDS.
Et lille eksempel på fordeling af ansvaret:
"Richer economies like the European Union, the US and others will start to limit their use of HFCs within a few years and make a cut of at least 10% from 2019.The new agreement will see three separate pathways for different countries.
Some developing countries like China, nations in Latin America and island states will freeze their use of HFCs from 2024."
Link: http://www.bbc.com/news/science-environment-37665529
Løsningen er naturligvis demokrati og retsstat og handling på de menneskeskabte klimaforandringer og så må The Donald og den lille svindler i Danmark lære, at betale deres regninger og kunne fremvise bilagene.
"da hun i 1856 præsenterede sine resultater ved et møde i American Association for the Advancement of Science"
Det skal måske lige tilføjes, at Eunice Foote ikke selv præsenterede sine resultater, da kvinder ikke havde adgang! Det gjorde i stedet en mandlig videnskabsmand ved navn Joseph Henry.
Globalisering:
Hvis man ser bort fra ansvarsfralæggelse fra EU og USA.
I USA ved at benægte sammenhængen mellem økonomisk vækst på kul, olie og gas, der skaber de menneskeskabte klimaforandringer.
I EU ved fralæggelse af ansvaret for de menneskeskabte klimaforandringer, ved udfasning af demokrati og retsstat og overgangen til Corporate statism, hvor politikere overdrager ansvaret til privat kapitalismens kortsigtede økonomiske interesser, uden mulighed for fremtidig demokratisk regulering af alt fra klima til sundhed, serviceydelser og miljø, hvor borgerne samtidig mister magten til at ænder fremtiden og overgår til privat regulering med CETA, TiSA og TTIP med ISDS osv.
Og hvis der ses bort fra resten af verdens grundlæggende udfordringer ved globaliseringen, hele fundamentet for globalisering og global økonomisk vækst, der er det brændsel og elektriske energi, der skal bruges for, at udvide forbruget af vare og tjenester globalt rimeligt fordelt over hele verden og udryddelse af fattigdom for at stoppe befolkningstilvækst, uden i kølvandet, at skabe de menneskeskabte klimaforandringer, hvis man ser bort fra ansvarsfralæggelsen, energi problematikken og fattigdom med deraf følgende befolkningstilvækst, så har USA og EU en anden stor opgave at løse.
De nye fremstormende økonomier, vil overtager flere og flere, af både højtuddannedes og ufaglærtes danskeres job, på grund af globalisering, hvor det ikke længere er nødvendigt, at være i samme land for, at udføre en lang række arbejdeopgaver, samtidig med at produktionen flytter til vækstlandene, med billig arbejdskraft og med ringere arbejdsmarkeds lovgivningskrav.
Investeringer foretages, hvor der er afsætningsmulighedder for, at sikre kort leveringstid og hurtig omstillingsmulighed af produktionen, det vil sige der, hvor væksten er, der vil kapitalen flytter med.
Spørgsmålet er kan Danmark/EU rumme en gigantisk størrelse, som klimaforandringspolitik udfordringen er, hvor specielt finanskapitalismen modarbejder en bæredygtig udvikling, gennem investeringer i kul, gas og olie?
En afvikling af denne afhængighed, er nøglen og den eneste nøgle, til fremtidig løsninger og økonomis vækst i EU og USA.