Baggrund
Læsetid: 17 min.

Krigen i Syrien har vist os, at menneskerettighederne ikke længere gælder

Syrerne har mistet troen på en realisérbar vision for fremtiden. Vi andre burde være i færd med at miste troen på os selv
At tillade en krise af Syrien-krigens karakter at udvikle sig så betændt på tærsklen til Europa har forudsigeligt nok spillet en afgørende rolle i at rive kontinentet fra hinanden, skriver Peter Harling. Her ankommer syriske flygtninge til den græske ø Lesbos.

At tillade en krise af Syrien-krigens karakter at udvikle sig så betændt på tærsklen til Europa har forudsigeligt nok spillet en afgørende rolle i at rive kontinentet fra hinanden, skriver Peter Harling. Her ankommer syriske flygtninge til den græske ø Lesbos.

Santi Palacios

Udland
14. oktober 2016

Det sker igen og igen: Konflikten i Syrien afføder et nyt, ikonisk billede af rædsel og lidelse, som folk så udnævner til den ubestridelige sandhed, der omsider må ryste verden så meget, at ’den gør noget’.

For mange er synet af det nye rædselsikon kvalmefremkaldende, mens mange andre instinktivt lukker øjne og ører for omfanget af den tragedie, billedet formidler: Massedrab og forsvindinger, tortur og sexovergreb i industriel skala, grusomme iscenesatte henrettelser, brug af sulttaktikker, angreb med kemiske våben, napalm, klyngebomber og tøndebomber, for slet ikke at tale om de lidelser, der er forbundet med at være på desperat flugt.

Alle disse elementer af Syriens virkelighed har vi efterhånden lært at kende gennem de morbide, ikoniske udtryk, de har kastet af sig.

For offentligheden og fleste af de politiske ledere, der burde se det som deres ansvar og opgave ’at gøre noget ved Syrien’, er de visuelle påmindelser noget, der kommer og går. De er en slags ubehagelige pirringer i den samme monotone film og efterlader højest en flygtig utilpashed.

Har man derimod set konflikten med egne øjne, bliver disse indtryk siddende og hober sig stadig mere overvældende op. At fortrænge dem er blevet en daglig kamp, vi er dømt til at tabe: De lurer i sindets dunkle kroge. De fortættes og vokser og kan bryde frem i hvert et svagt øjeblik.

Millioner af syrere har pådraget sig massive psykiske skader, der viser sig som umiskendelige symptomer. På frontlinjen har kæmpende på begge sider længe været så omtågede, at de er holdt op med at bekymre sig om deres egen skæbne og deres kammeraters.

Den samme følelsesløshed gennemsyrer også det syriske samfund mere bredt. Syrere i eksil føler ofte skyld over for de døde og døende, når de selv skal prøve at komme videre med deres liv. Manisk adfærd – ofte i form af et umætteligt begær efter nyheder, der kan forstærke ens holdninger og bekymringer – er blevet en norm, der føjer sig til depression og mindreværd.

Mange fortsætter mekanisk med at hvidvaske enten et regime eller en revolution, som for længst har forrådt alt, hvad de hver især hævdede at stå for. Af ren frygt for ellers at stå over for et tomrum – og over for at alt, hvad der er tilbage at klynge sig til, skal bryde sammen.

Mens traumet vokser og trækkes i langdrag, bliver syrerne stadig mere isolerede og fremmedgjorte. Både over for hinanden og over for alle dem i deres nærhed, som ofte signalerer vilje til at hjælpe, men sjældent lytter.

Denne mangel på lydhørhed har umuliggjort en sammenhængende politik over for Syrien. Overvinder vi ikke den mangel – jo før desto bedre – vil den blive præge konflikten i de kommende måneder og år.

Brahim Sawas og hans 10-årige søn Mahmoud graves ud af ruinerne efter bombardementer af det østlige Aleppo.

Brahim Sawas og hans 10-årige søn Mahmoud graves ud af ruinerne efter bombardementer af det østlige Aleppo.

Thaer Mohammed

Lag på lag af smerte

Alle konflikter er traumatiske. Over 25 år efter borgerkrigen formes libanesernes livsform og verdenssyn stadig af de erfaringer, de gjorde sig dengang – erfaringer, som er med til at bestemme, hvordan de positionerer sig politisk, hvordan de forholder sig til fremmede, i hvilke kvarterer de vælger at leve eller sågar købe ind, på hvilke veje de kører.

De videregiver også meget af dette til næste generation, der som oftest overtager de samme mentale orienteringsmønstre og herved udelukker sig selv fra omgang med store dele af deres eget samfund.

Selv når de interagerer i neutrale rum, ved de unge libanesere af forskellig baggrunde sjældent meget om hinanden. Irakerne, der formentlig blev udsat for endnu grummere vold, er på samme måde vansiret på måder, der ligeledes vil forme deres skæbne over de kommende generationer.

En ny generation, der vokser op i segregerede fællesskaber, har ofte kun den vageste, mest stereotype forståelse af deres brødre og søstre på den anden side af den etnisk-sekteriske enklaves skillevæg.

Syrien ser ikke desto mindre ud til at tilføre dette mønster et nyt aspekt, som kan være svært at fastholde – en flygtig sandhed, som vi netop derfor bør anstrenge os for at forstå.

For det første er den syriske kultur, i normale tider, bemærkelsesværdigt civiliseret. Den syriske dialekt af arabisk er prisværdigt høflig. Uddannelse er en kilde til national stolthed.

I modsætning til mange andre dele af Den Arabiske Verden gennemsyrer urbane skikke landet, mens det andre steder snarere er landbosamfundets etos, der sætter præg på byen. Måske kunne den fælles sameksistens til tider være krampagtig, men den var ikke desto mindre en fælles trosbekendelse.

Vold har Syrien selvfølgelig kendt til før, men kun sjældent kom den op til overfladen: Vel skete der æresdrab i landet, og vel kunne der være sporadiske sammenstød mellem kurdere og arabere. De mislykkede opstande ledet af drusere eller medlemmer af Det Muslimske Broderskab var dog sjældne undtagelser.

De mest udbredte arter af vold – de tilbageholdelser, tortur og henrettelser, som blev perfektioneret af regimets sikkerhedsapparat – blev desto mere uhyggelige på grund af den absolutte hemmeligholdelse, de foregik i.

Men siden 2011 er volden blevet altomfattende: Den er eskaleret, svulmet op og har oversvømmet og hærget alt det, som syrerne tidligere troede på. De forfærdelige undtagelser fra fortiden er nu gjort til norm, og dette har rystet den syriske selvfølelse i dens grundvold.

For det andet bliver syrerne knust af deres egne vrangforestillinger. Den sublime revolutionære illusion, som stadig, på femte år, animerer så mange til at kæmpe, er degenereret uden forløsning.

Samtidig forstår også de fleste formodede ’loyalister’ inderst inde godt, at regimet har begået uoprettelige og utilgivelige forbrydelser og forvildet sig ud ad et spor, hvorfra der ikke gives nogen vej tilbage.

Selv om de ikke kan indrømme det, ved de, at det, de står tilbage med, er en fejlslagen og bedragerisk stat. Og alligevel fortsætter alle med at bringe enorme ofre for en korrumperet sag. Der er tilsyneladende ingen vej tilbage for nogen.

For det tredje har krigen forvirret alle begreber i kraft af sin blotte tæthed og hybride karakter, ligesom den har brugt løs af næsten alle tænkelige genrer i repertoiret over menneskelig grusomhed. Lig er blevet ædt, hoveder afhugget, børn gasset, hele kvarterer sultet ihjel.

Utallige mennesker er forsvundet i regimets Gulag-fængsler. Frivillige fra det meste af verden har sluttet sig til begge lejre og har bidraget til at skabe nye former for rædsel (med Islamisk Stat i frontlinjen). Desuden har andre stater grebet ind og blandet sig og derved konsekvent gjort det hele meget værre.

Den syriske krig er blevet vor tids definerende konflikt: en forvirrende blanding af sub-dynamikker, der ikke synes at have nogen overordnet struktur ud over et sammensurium af mislykkede dagsordener fra fortiden – vestlig demokratisering, russisk genopførelse af Den Kolde Krig, tyrkisk promovering af islamister og inddæmning af kurderne osv.

Alle parter synes at kæmpe på automatpilot, og ingen ser ud til at være af stand til at formulere nogen realisérbar vision for fremtiden. I stedet sætter de blot en ære i at udnytte deres modstanderes egne forbrydelser i det politiske spil.

For det fjerde er der den utrolige følelse af spildte muligheder, der kommer fra en konflikt, hvor ingen overhovedet ser ud til at være klar til at ville opnå noget andet end at fastholde kursen – en usædvanlig krig, hvor det slutspil, som udestår, i almindelighed er udefineret.

Hvis det overhovedet kan defineres, er det ud fra vage målsætninger og aspirationer – vælte regimet, tage kontrollen over landet tilbage, standse volden, besejre terroren – der er løsrevet fra enhver seriøs strategi.

Både syrere og udlændinge er skyld i dette, og det efterlader alle i en tilstand af limbo, der er pinagtig for udenforstående, men ulidelig for de pågældende selv. De sidstnævnte har andre prioriteter i deres liv. For de førstnævnte er hver dag en pine. Og i modsætning til den græske mytologis tantaluskvaler findes der ingen synlig grund til disse lidelser.

En femte og beslægtet kilde til syrernes traumatisering er den gruopvækkende konstatering af, at verden udenfor betragter deres land som genstand for en meningsløs og uendelig tortur. De har på den hårde måde måttet lære, hvor overfladiske og afstumpede vores medier og politikere kan være.

Folk, der husker hver en sorg i alle detaljer, må i bedste fald kæmpe imod omverdenens generaliserede hukommelsestab, i værste fald imod bedrevidende automattænkning, der afviser deres livserfaringers gyldighed.

Deres elendighed bliver mødt med træthed, deres flugt imod sikkerhed med hysteri. De bliver tusind gange stillet de samme spørgsmål af et virvar af journalister og embedsmænd, der altid tror, de har genopfundet hjulet. Og de får besked på at være ’pragmatiske’ og ’realistiske’ af udenforstående, der konsekvent har ignoreret de praktiske realiteter på jorden.

Videoen af fireårige Omran Daqneesh, kort efter at han blev reddet ud af murbrokkerne i sit hjem i Aleppo, gik verden rundt.

Selvforstærkende cyklus

Men ret beset er syrerne allerede bemærkelsesværdigt pragmatiske og realistiske. De har vist sig overordentlig modstandsdygtige og opfindsomme i alle aspekter af tragedien. De har de gjort i deres udfordring af regimet, i bekæmpelsen af opstanden, i omstillingen af landets økonomi til en mangels- og voldstilstand; i udviklingen af forfærdelige improviserede våben.

De har været innovative på den desperate udvandrings felt, og de har omhyggeligt dokumenteret alle ovenstående rædsler, velsagtens mere udførligt end i nogen tidligere konflikt i historien. For ikke at nævne de formidable kommunikationsstrategier, hvormed de har søgt at appellere til omverdenens opmærksomhed – fra de engelsksprogede vittigheder, der er kommet fra den oprørske landsby Kafranbel, til regimets gennemprøvede magnetisme over for besøgende journalister, embedsmænd og eksperter.

Men hvis deres opfindsomhed har strakt sig til det yderste, er det ikke ved at benægte deres smerte, at vi kan hjælpe dem med at komme ud over den. At møde syrernes kvaler med ligegyldighed vil tværtimod kun gøre dem endnu mere besatte af dem. Som svar sætter de endnu flere ikoner af rædsel i omløb i det håb, at nogen vil handle eller i det mindste forstå.

Sådanne billeder afstødes muligvis af vores komfortzoner, men de giver uendelig genlyd inden for grænserne af syrernes egne verdener, og angriber dem fra den ene eller af den anden af de mange skærme, der fylder deres liv. I den forstand har syrerne i deres forsøg på at blive hørt lukket sig inde i en selvforstærkende cyklus af traumer.

I mellemtiden illustrerer de mange løbende erklæringer om og kommentarer til konflikten alt for ofte en altdominerende mangel på fornuftig, klar tænkning, der kunne tage hensyn til ofrenes forpinte egne oplevelser.

Disse reaktioner gennemspiller hele skalaen lige fra de uengagerede belæringer, som var denne krig blot et objekt for intellektuel interesse, til forsimplede ekspertbedømmelser, der bevidst ser bort fra (eller ligefrem provokerer) følsomheden hos de stærke kræfter, det er nødvendigt at få i tale for at kunne bevæge dem hen imod en løsning, frem til de skingre skrigerier, der fremprojicerer alle mulige slags frygt og fantasier, der er irrelevante for den syriske situation.

Rationelle regeringsembedsmænd, der hævder at arbejde på at løse konflikten (og ofte virkelig tror på det selv) opfører sig generelt, som om de er de eneste, der har en fornuftig tilgang, og alligevel hviler alle de såkaldt ’realpolitiske’ ideer, de kaster rundt med, på en eller anden vild antagelse.

Det må blot handle om at besejre Islamisk Stat og tvinge oppositionen i knæ, og et regime, der er gået til alle yderligheder for ikke at reformere, vil så på en eller anden måde gøre det.

Gennemfør flere lokale våbenhviler – der generelt bygger på udsultning og bombning af områder til kapitulation – og en ægte forsoning vil komme i stand. Eller fasthold regimets strukturer, men fjern Bashar al-Assad, og tingene vil falde på plads. Som om tyrannen ikke for længst havde sikret sig imod alle tænkelige rivaler og alternativer, hvilket netop er grunden til, at tingene i første omgang eskalerede og degenererede til det sted, hvor de er i dag.

Billedet af den livløse bådflygtning Aylan Kurdi på stranden vakte stor debat i efteråret 2015.

Billedet af den livløse bådflygtning Aylan Kurdi på stranden vakte stor debat i efteråret 2015.

Nilufer Demir

Uden retfærdighed ingen forsoning

Hvad vigtigere er, ignorerer den konventionelle visdom hos de ’løsningsorienterede’ de psykologiske realiteter blandt syrerne.

Alawitterne, der på ingen måde repræsenterer hovedparten af ​​regimet, men har fungeret som den hårde kerne i forsvaret for det, er så fikserede af frygt for udryddelse, at de vil modstå ethvert forsøg på at transformere det. Deres ofre har i mellemtiden været kolossale, og de forventer at blive betalt tilbage for dem – og sandelig ikke selv at skulle betale nogen merpris for nogen forbrydelse.

Der er ingen grund til at forestille sig større stoicisme hos den modtagende ende af regimets vold.

Det er muligt, at ingen regeringsembedsmand på den internationale scene i denne fase ville så meget som vove at rejse spørgsmålet om et retsopgør, endsige tro på, at der kunne være nogen som helst chance for at holde regimet i Damaskus ansvarlig, men forestillingen om, at de syrere, som er udsat for denne ufattelige brutalitet, på en eller anden måde skulle acceptere at sluge den kollektivt, er komplet absurd. Der findes mange slags traumer, og for dem alle gælder, at der på eller anden måde må ske en bearbejdelse af dem.

En kvinde, hvis hjerte banker for den opposition, hun ikke desto mindre afskyr, og hvis mand arbejder for det regime, han hader tilsvarende meget, hvilket er ganske illustrativt for den ambivalens og forvirring, der er almindelig blandt syrerne, opsummerede rammende, hvor upraktiske pragmatikerne kan være:

»Jeg kan ikke udstå at høre alle politikere og kommentatorer tale om os. De taler og taler, men alt, hvad vi andre kender til, er endnu mere lidelse og endnu flere lag af komplikationer. Alle udsigter til en virkelig vej ud af krigen lukker sig.

For at komme videre får vi brug for minimal retfærdighedssans. Uden retfærdighed kan vi ikke opnå nogen forsoning med hinanden, ikke engang med os selv. Indtil videre er vi alle sammen kørt fast. Som tingene udvikler sig nu, bliver det umuligt for os at komme videre med vores liv«.

Ud fra den følelse kan vi begynde at forestille os verdenssynet hos en person, hvis familie er blevet decimeret af den ene eller den anden stridende part. Med mindre deres følelsesmæssige traumer bliver håndteret, vil en kritisk masse af syrerne afvise alle løsningsforsøg eller undlade at tilpasse sig dem, uanset hvor ’fornuftige’ eller ’uundgåelige’ de kan virke på andre.

Alligevel er det rum, syrerne har brug for for at kunne give udtryk for deres traumer, krympet ubønhørligt. Deres perspektiv undertrykkes ikke bare af regimet. Inden for oppositionen har despotiske væbnede grupper, tabuisering af selvkritik og en generel følelse af fortvivlelse i forening lukket munden på meget af den larmende ytringsfrihed, der eksisterede under opstandens tidlige faser.

På de sociale medier har mange af de syrere, der engang udvekslede nyheder og meninger dagligt inden for ligesindede grupper, hvilket tilbød dem i det mindste nogen trøst og følelse af at høre til, mistet interessen for disse ekkokamre og er blevet mere afsondrede og deprimerede. De konventionelle medier, som de tvangsmæssigt følger, har udviklet stereotype fortællinger baseret på dagsordener, der ligger fjernt fra lokale følsomheder og bekymringer.

Hjælpeindsatsen har over tid også flyttet sig fra det spirende syriske civilsamfund for i stedet at søge tilflugt hos FN’s organer, de store ngo’er og i stigende grad hos institutioner, der er knyttet til selve regimet. Donorer vil i udgangspunktet helst støtte det, som de helst ser ske – og finansiere ’stabilisering’, alt imens krigen fortsætter med at eskalere, og ’dialogen’ føres på en baggrund af total uforsonlighed.

Generelt har de syriske modtagere ved deres manglende evne til at artikulere og advokere for egne prioriteringer låst sig inde i de donor-drevne programmer, som de samtidig føler modvilje ved.

Våbenhvile som alibi

På det politiske niveau har, hvad der findes af en ’fredsproces’ centreret omkring Genève, forsøgt at bygge bro mellem stormagternes modstridende visioner og snakket den syriske repræsentation efter munden.

De syrere, der lyttes mest til, er dem, som har forstået, hvad der forventes af dem: De skal tale ’realpolitikkens’ sprog, selv når dette betyder, at deres synspunkter bliver meningsløse og frastødende for folk i den syriske virkelighed. Det ser ud til, at de sande ofres stemmer er for skingre til at blive hørt alle vegne.

Mens konflikten trækker ud, finder ’løsningssøgerne’ i stigende grad, at tingene er komplicerede nok allerede, uden at de også behøver at inddrage de traumatiske grundsandheder, som syrerne råber op om. Jo længere listen over de begåede uhyrligheder bliver, desto mere bliver dens elementer behandlet anekdotisk, som beklagelige komplikationer, der ikke bør distrahere fra det mere seriøse forhandlingsspørgsmål.

Med andre ord ser ’løsningerne’ i stigende grad ud til at ligge i eufemistiske omskrivninger af volden og lidelserne (medmindre gerningsmændene er fra Islamisk Stat). På den måde bliver ofrenes skæbne håndteret af mennesker, der gerne vil have ofrene til at anstrenge sig mere for at holde deres problemer for sig selv. De ikke-traumatiserede ville være taknemmelige, hvis de traumatiserede kunne gøre deres liv lettere.

Syrerne har ikke brug for, at flere folk belærer dem om, hvordan deres fremtid skal se ud. Der er rigeligt med folk, der gør det, og ingen kan legitimt gøre krav på at vide, hvad der er bedst, før de selv har skabt påviselige fremskridt i den syriske virkelighed.

En simpel våbenhvile kan i princippet være en start. Men den har også, gentagne gange, været det alibi, hvormed USA og FN har kunnet foregive, at de havde opnået noget, mens dens for andre – såsom Rusland og regimet – kun var anledning til at omgruppere og søge at maksimere den militære fordel. Når det ’at vinde tid’ bliver eneste resultat, taber syrerne kollektivt.

Moralsk lammelse

Vores massive moralske svigt har medført offentlig forlegenhed og personlig anfægtelse hos mange af de politiske ledere, som har involveret sig i forsøgene på at håndtere konflikten. Gradvist er de blevet tiltrukket af løsninger, der først og fremmest kan løse op for deres egen psykologiske spænding: ’at stoppe volden’ for at berolige sig selv selv på bekostning af stadig ringere udsigt til en afslutning for syrerne.

Denne selvoptagethed er i sig selv blevet en hindring for fremskridt: Al den politiske snak om ’hvad vi kan gøre‘, forbliver tom, så længe dens undertekst ikke er, ’hvad kan vi gøre for millionerne af syrere’ og ikke ’hvad kan vi gøre for at befri os selv fra dette problem’.

Vores moralske lammelse er ikke ligegyldig, selv om mange mennesker ville være fristet til at hævde det ud fra et eller andet kynisk syn på arkaiske kampe mellem sekter og stammer, på krigens iboende grusomhed, på grund af manglen på ’nationale interesser’ i Syrien eller ud fra en forståelse af udenrigspolitik som de principløse måls naturlige domæne.

En parallel med et mishandlet barn kan tjene som ligefrem illustration af den afstumpede logik, der synes at gælde for Syrien: Skal et offer, der er blevet voldtaget af sine slægtninge, forblive tavst? Er dette mere praktisk end skam? Er det mere omkostningseffektivt end års anstrengende proces imod en usikker heling? Hvorfor overhovedet gøre sig den ulejlighed? Hvordan kan sådanne spørgsmål have et åbenlyst svar, når de stilles om én person, men kun fremkalde forvirring, når de vedrører millioner?

Vores forvirring har alvorlige, praktiske konsekvenser, hvoraf nogle påvirker os direkte. Faktisk er den syriske konflikt, som den for øjeblikket håndteres, hastigt ved at undergrave det internationale system, som har været fremherskende siden Anden Verdenskrig, og som stort set er skabt i USA’s billede.

At det amerikanske hegemoni en dag ville blive slået tilbage, er en uundgåelig og for mange velkommen udvikling, da det sæt af værdier, der lå til grund for internationale anliggender, altid var bygget op om og udsat for dobbeltmoral. Men den totale afvikling af det, som engang strukturerede samspillet mellem nationer, stiller os ikke desto mindre over for skræmmende perspektiver.

Syrien har grundlæggende demonstreret, at menneskerettigheder ikke længere tæller. Principper som beskyttelse eller asyl bliver en dårlig vittighed på linje med enhver forestilling om international retfærdighed. Ukrænkelige normer som forbud mod kemiske våben bliver spektakulært vendt på hovedet.

Det er mystisk, at folk, der foretrækker at se det syriske regime som et ’mindre onde’ end kaos, åbenbart også foretrækker det nye anarki i det eksisterende system for international styring, uanset alle dets fejl og mangler.

Mens disse gamle organiserende søjler rives ned, er den eneste konceptuelle og operationelle ramme, der virkelig former udenrigspolitikken, terrorbekæmpelsen i dens forskellige former. Men ’terrorisme’ er et ægte gummibegreb. I modsætning til ’kemiske våben’ har det ingen klar definition og kan omformes og omformuleres efter behov.

Terrorisme tjener, når alt kommer til alt, kun til at legitimere en eller anden variation af uhæmmet vold. Med andre ord fremmer det afviklingen af ​​alle aftalte normer. Det er ironisk, at USA’s præsident, Barack Obama, der af sine tilhængere stadig ses som indbegrebet af liberale værdier, faktisk har stået i spidsen for deres ødelæggelse som organiserende system på godt og ondt for verdens anliggender.

Her er det ikke kun USA, der skader sig selv. At tillade en krise af denne art at udvikle sig så betændt på tærsklen til Europa har forudsigeligt nok spillet en afgørende rolle i at rive kontinentet fra hinanden. Selv Washingtons fjender bør tænke sig om to gange, før de jubler.

Den nedsmeltning, som Syrien har været igennem, danner præcedens for lige så mareridtsagtige scenarier andre steder – forfaldet i Rusland og Kinas baggård i Centralasien rinder i hu.

Det er ulogisk, at et så diminutivt land, med så få naturressourcer, en lille befolkning og militære aktiver og institutioner, der er en bananrepublik værdig, skal blive omdrejningspunkt for et sammenbrud i den globale orden. Den bizarre kontrast er ingen undskyldning for ikke at have nogen antydning af politik – bortset fra at træde vande og forhale tingene – igennem fem år. Vores ønske om, at denne anomali vil gå væk, garanterer, at den vil komme til at hjemsøge os i mange år frem.

Red syrerne, red os selv

Vi er nødt til at lytte til syrere fra alle lejre, hvis vi skal tilføre vores påståede løsninger nogen form for realisme. Enhver vej frem, der vil undgå cyklisk vold og ustabilitet, må imødekomme ofrene.

Forbrydelserne vil i sidste ende blive hævnet, glemt eller forsonet på egne betingelser, ikke for at imødekomme lunerne hos de embedsmænd, der sidder i Washington, Moskva eller Teheran.

Ganske vist er der ikke ret meget, vi kan gøre for at fremme fredens sag og hindre rædslerne i den syriske virkelighed, ud over at uddele mad og medicin til dem, der behøver det, og være værter for de syriske flygtninge i vores samfund.

Vi kunne helt sikkert (og burde) gøre meget mere, men visse begrænsninger er reelle. Der er dog ikke det mindste til hinder for, at vi bliver bedre til at lytte og udvise empati og forståelse.

Dette er vigtigere for syrerne, end vi er tilbøjelige til at antage, og så meget desto mere nyttigt end at fylde dem med tomme ord. Og hvis vi ikke kan mobilisere menneskeheden til at gøre det for dem, kan vi måske gøre det for at redde os fra de selvdestruktive konsekvenser af vores eget moralske forlis.

© Peter Harling og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Fokus på Syrien

Det, der sker i Aleppo i disse dage, sætter vores verden på spil. Det er grusomt for ofrene og ødelæggende for vores tro på, at vi lever i en verden, hvor verdenssamfundet beskytter borgere i alle lande mod diktatorers krigsforbrydelser og massemord.

Men Syrien er mere end et land hærget af krig: det er en kulturel stormagt, et land med en poetisk tradition og et sted, hvor borgerne bliver ved med at drømme.

Vi har i en dag sat resten af verden i parentes for at sætte krigen, landet og den store verdensorden i perspektiv – forfra.

Seneste artikler

  • Modstand er den eneste mulighed

    17. oktober 2016
    De intense bombardementer af civile og udsultningen af Aleppo har til formål at presse oprørerne og befolkningen til overgivelse, mener de kæmpende grupper i byen. Men hvad venter, hvis de overgiver sig, spørger de retorisk
  • Hvem stod bag angrebet på FN-konvojen?

    15. oktober 2016
    Der hersker fortsat uvished om, hvem der stod bag angrebet på en nødhjælpskonvoj den 19. september. Sagen illustrerer, hvor vanskeligt det er at skelne mellem sandhed og propaganda i Syrien
  • De Hvide Hjelme og politiseringen af nødhjælpen

    15. oktober 2016
    Syriske nødhjælpsorganisationer, der opererer i de oprørskontrollerede områder, beskylder FN for at være i lommen på det syriske regime. Men også de syriske hjælpeorganisationers påståede neutralitet forekommer tvivlsom
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erfaringerne fra Irak viser at Vesten boer blande sig uden om Mellemoestens problemer.

Gustav Alexander

Det virker som om forfatteren har nogle implicitte antagelser om hvorledes vesten burde håndtere konflikten? Desværre bekræfter den syriske borgerkrig sandheden i Carl Schmitts definition af "det politiske" som ven/fjende relationer med sit fundament i den enes evne til at råde over den andens fysiske ret til eksistens. Dét er politik og det er det vi ser i Syrien.

Der gøres en masse liberal-demokratiske idealer om hvorledes vi "burde" håndtere konflikten og det vidner, mener jeg, mest af alt om en frasigelse af det politiske begreb og dets grundsten. Det liberal demokrati er - til dels - bygget på illusionen om mennesket som individ med individuelle rettighedder, som det ikke kan eller bør fratages. Når det spidser til ser vi imidlertid altid disse illusioner koges ned til hvad de er: Troen på at vi med liberal demokratiske idealer kan ændre sandheden bag "det politiske" og fortrænge begrebets ultimative konsekvens. Det kan vi desværre ikke - menneskerettighedder er et flot ideal men det er også et politisk fatamorgana.

Poul Sørensen

Syrien var/er et diktatur, hvor mennesker har været systematisk undertrykt og ingen har har haft skyggen af menneskerettigheder før krigen brød ud. Først demonstrerede syrerne fredeligt, men så gav Al-Assad ordre til tilfældig nedskydning af demonstranter og tortur af børn og unge og så gjorde et land, hvor menneskerettighedder systematisk var luet væk, oprør. På den baggrund, hvor det ubevæbnede menneske har ryggen imod muren og bliver skudt på, der bliver der krig og det var al-Assad der gav orderen til nedskydning af ubevæbnede mennesker.... det er egentligt ikke så svært at forstå, at det vil resultere i krig bare mærk efter hvordan det ville føles, hvis børn i Danmark blev tortureret af politiet og deres mishandlede kroppe bagefter blev smidt i gaderne som om de var affald... den slags får mennesker til at slås og den slags får også (desværre) unge danske muslimer til at bryde op af deres ellers behagelige tilværelse for, at deltage i denne usle krig ..... hvis et regime er sindsygt nok, så reagere ordentlige mennesker instinktivt imod det og de dårlige mennesker slutter sig til tyrannen..... Selvfølgelig skal unge mennesker ikke tage til Syrien for at bevise noget - KUN EN VÅBENHVILE OG FRED BEVISER NOGET SOM HELST .... kugler kan ikke længere bevise noget som helst i denne krig.
- Jeg syntes artiklen fremhæver Syrien før krigen som et forbilledligt land, hvad det ikke var tværtom var det et af de steder, hvor befolkningen var mest undertrykt i verden og derfor syntes jeg de efterfølgende opstille problemstillinger i artiklen bliver noget diffuse - men ja krig er noget lort og samtlige krige er beviset.

Philip B. Johnsen

Afstumpetheden er det normale, alle ved ansvaret er lokalt og globalt, alle informationer er til rådighed og spredes frit, det er nemlig det gode ved globalisering og det blev det fatale.

Tidligere har jeg skrevet, at 200 millioner klimaflygtninge i verden, de kommende få årtier, vil før eller siden for altid definere, vores fælles fremtid i den globaliserede verdens.

Det løb er kørt!

Fra link:
"Give me your tired, your poor, your huddled masses yearning to breathe free, the wretched refuse of your teeming shore, send these the tempest-tost to me...

I'LL lift their wallets, jewels, gold teeth and more!

Lars Løkke Rasmussen Venstre.
Probably the stupidest political party in the world.

It's offensive to compare us to the nazis!"
Link: http://www.theguardian.com/commentisfree/picture/2016/jan/26/steve-bell-...

Fred.
Håbet er handling, der kan skabe tillid.

Poul Sørensen

Jeg ville hellere have set en artikel der afslørede alle de bull shit undskyldninger som vores politikere kommer med for at nægte at tage imod flere flygtninge og netop undergrave ånden i menneskerettighederne.... lad os få nogen analyse af det.... der er plads nok i Danmark.
- Al-Assad er så stort et svin at Trump nok snart begynder at citere ham....

Hans Larsen, Christel Gruner-Olesen, Niels Erik Nielsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Niels Erik Nielsen

Det gør ondt, men det er rigtigt. Vesten har spillet moralsk fallit. Når alt er sagt og gjort, og vi har fået vores egen paranoia på afstand, vil det så måske dæmre for os, hvor dybt vi faldt?

Vesten startede ikke denne krig, Vesten deltager ikke som Rusland i folkemordet. Og at gribe ind, militært og politisk, i en dybt kompliceret og betændt konflikt har uforudsigelige konsekvenser.

Men det er og har hele tiden været i vores magt at leve op til idealet om menneskerettigheder og udvise menneskelig anstændighed og medlevelse ved at hjælpe menneskene, Syriens flygtende befolkning, til en tilværelse i sikkerhed.

Ikke mindst EU svigter. Og hvorfor? På grund af en irrationel, proportionsløs angst for en mikroskopisk terror-risiko? Eller er det pengene, er det kommet til det? Eller er det på grund af frygt for, at vores kultur skal kollapse, hvis vi får en nabo med en koran på boghylden? Hvad er vores kultur i det hele taget? Hvad er der tilbage af moralsk integritet i den?

Artiklen har ret og gør undertegnede færdig med bortforklaringer, der uden proportionalitet, uden forståelse for omfanget og dybden af disse lidelser, fremturer med petitesse-agtige undskyldninger for, hvorfor det ikke lige passer os at hjælpe disse mennesker ud af dette helvede.