Læsetid: 7 min.

’Lad os nu ikke lyve for hinanden. Hvis vi ikke griber ind, så griber vi ikke ind. Men så lad være med at fortælle mig om europæiske værdier’

Det er ikke kun Syriens fremtid, som ligger begravet under Aleppos murbrokker – det samme gør den internationale retsorden, som vi møjsommeligt har opbygget siden Murens Fald. Det mener den verdensberømte filosof Michael Ignatieff. Magtpolitikken er tilbage
Medieteknologien har formindsket den moralske distance i verden, og vi er så tæt på Aleppo, at vi næsten kan mærke bomberne falde. Alligevel er den moralske nærhed blevet fulgt op af en kølig distance, siger Michael Ignatieff. På billedet søger syriske mænd efter deres familiemedlemmer blandt civile ofre i Aleppo.

Medieteknologien har formindsket den moralske distance i verden, og vi er så tæt på Aleppo, at vi næsten kan mærke bomberne falde. Alligevel er den moralske nærhed blevet fulgt op af en kølig distance, siger Michael Ignatieff. På billedet søger syriske mænd efter deres familiemedlemmer blandt civile ofre i Aleppo.

JM Lopez

14. oktober 2016

Lige inden vi lægger telefonrøret på, bliver Michael Ignatieff pludselig vred.

I årtier har den verdensberømte historiker, ekspolitiker og filosof været fortaler for det, han kalder ’liberal internationalisme’: At det internationale samfund er moralsk forpligtet til at gribe ind, når menneskers liv og rettigheder er truet et sted på kloden (filosofien karakteriseres ofte som det modsatte af isolationisme). Menneskeheden har nemlig en moralsk pligt til at hjælpe hinanden, også selv om det indebærer krig.

Det var sådan, folkedrabet i Bosnien blev stoppet i 1995. Verdenssamfundet satte simpelthen foden ned, og de ansvarlige blev siden dømt for krigsforbrydelser – det var retfærdigt.

Men sådan er det ikke mere, siger Ignatieff. Og det er derfor, han er vred.

»Det har altid været svært at overtale folk til at gå i krig på vegne af fremmede mennesker i andre lande – og sådan skal det være. Kant havde ret: Demokratiske borgere vil ikke slås, og jeg vil ikke kritisere folk for ikke at gå i krig. Men de må kende konsekvenserne: At de hver evig eneste aften vil se et snavset barn på deres tv, som sidder fortabt på en stol tilsølet i blod og dækket af betonstøv. Sådan er det i Aleppo, og det vil vi se i lang, lang tid. Det er en moralsk katastrofe, som håner alle vores ...«

Den 69-årige canadier stopper op halvvejs i sin sætning. Han holder en lang pause, og selv over den skrøbelige telefonforbindelse mellem København og hans stille universitetetskontor i Budapest kan man høre, at han bliver berørt.

»... du ved: Alt det man siger om samvittighedens globalisering og international solidaritet med verdens folkeslag – lad os nu ikke lyve for hinanden. Hvis vi ikke griber ind, så griber vi ikke ind, men så lad være med at fortælle mig om europæiske værdier. Lad være med at fortælle mig om en stor mission for verden. Lad være med at fortælle mig om noget som helst. Bare hold din mund og bliv hjemme.«

– Nu gør du mig helt deprimeret …

Så griner han.

»Tjaa.«

– Hvordan tror du, vi kommer til at se tilbage på belejringen af Aleppo om 20 år?

»Som det endelige og definitive sammenbrud for den liberale internationalisme, som i 1990’erne reddede Bosnien og Kosovo fra ødelæggelse, og som sikrede Østtimors uafhængighed,« siger Michael Ignatieff.

»De syrere, som rejste sig imod Assad, troede på, at historien var på deres side, at Det Arabiske Forår ville føre til frihed, og at vi ville komme dem til hjælp. Men vi kom ikke. Derfor er den liberale internationalisme død. Vi har forrådt dem, der satte deres lid til os; dem, som troede på, at Europa ville komme. Vi kom ikke, for vi mente ikke, det var i vores nationale interesse. I stedet kommer syrerne nu til os.«

Et dårligt bytte

Få mennesker på kloden har et mere imponerende CV end Michael Ignatieff, som netop er blevet udnævnt til præsident for Central European University i Budapest: Han er tidligere Harvard-professor i menneskerettigheder, forfatter til 18 bøger (og 2 film), tv-vært på BBC og oppositionsleder i Canada for Det Liberale Parti, som han var formand for, indtil Justin Trudeau overtog i 2011.

Og så er han manden bag FN’s berømte og berygtede princip Responsibility to Protect, en doktrin, som forpligter det internationale samfund til at stoppe massedrab, uanset hvor i verden, det finder sted – sådan som man gjorde det i Bosnien, Kosovo, Darfur i Sudan og i Libyen (og ikke gjorde i Rwanda).

Princippet er også berygtet. Kritikere som Ruslands præsident Vladimir Putin ser det som Vestens belejlige undskyldning for at omstyrte de regeringer, Vesten ikke bryder sig om. Og Ignatieff har selv erkendt, at pligten til at beskytte i flere tilfælde er blevet anvendt for løst –  blandt andet til offensive interventioner i Irak og Libyen, som ikke begrænsede sig til at beskytte civile, men også var med til at vælte regimerne.

Michael Ignatieff drømmer i dag om en verden, som bygger mere på internationale regler, konventioner og FN-systemer end på magtpolitik og nationalstaters snævre interesser. Men lige nu ligger den verden begravet under murbrokkerne i Aleppo.

»Ideen om, at verden hele tiden går fremad, og at vi i stigende grad holder folk ansvarlige for deres krigsforbrydelser, er blevet smadret af Syrien. Der er jo straffrihed på alle sider. Den største del af skylden går til staten – til Assad – men der har været kriminelle handlinger på alle sider: oprørerne, russerne og så videre, og der er ingen udsigt til, at nogen bliver straffet, uanset hvilket scenarie, man forestiller sig,« siger Ignatieff.

Sporene fra Irak, Libyen og Afghanistan skræmmer, og det internationale samfund tør ikke længere blande sig, når det ser uhyrligheder. »USA kan ikke være verdens politimand,« som Donald Trump igen og igen siger, og mange statsledere i Europa ser ud til at være enige.

»Liberal internationalisme er blevet ødelagt af sine fejltagelser. Det er der ingen vej udenom: Libyen, Afghanistan og Irak har vist Vestens begrænsninger, Vestens ubeslutsomhed og Vestens manglende evne til at opnå militære og diplomatiske mål langt væk. Vi har afholdt Taleban fra at indtage Kabul, men det er stort set det eneste, vi har udrettet i Afghanistan. I Libyen har vi set al orden gå i opløsning – også selv om Gadaffis styre alligevel var på vej til at falde sammen. Det er derfor, der ikke var nogen politisk opbakning i Europa til at gribe ind i Syrien,« siger Ignatieff.

Men han har også en anden pointe: »Ikke at gribe ind kan være lige så katastrofalt.«

Lige nu dulmer Vesten sin frygt for en ny Irakkrig ved at ignorere et historisk massedrab i Syrien – og det er ikke nogen god taktik, mener han.

»De, der talte for en intervention i Syrien – og jeg var én af dem – var smerteligt bevidste om, at ingen stod bag os. Vi havde opbrugt vores kredit. Men det er ikke os, som betaler prisen for fortidens fejltagelser – det gør indbyggerne i Aleppo. Liberal internationalisme har haft nogle storslåede øjeblikke: Bosnien, Kosovo, Østtimor, Jugoslavientribunalet, Nürnbergprocessen. Det er værd at huske i dag, hvor klichéen efter Irakinvasionen er blevet, at enhver vestlig intervention altid er forfærdelig og gør alting værre. Men ikke at gøre noget kan også være forfærdeligt,« understreger han.

En gammel orden

Ignatieffs påstand er, at en intervention i Syrien i sommeren 2013 – hvor alle talte om røde linjer og kemiske våben – både havde sparet titusindvis af menneskeliv og reddet resterne af den internationale retsorden.

»Hvis Assad-regimet ikke havde fået lov til at overskride den røde linje og var blevet angrebet i juli 2013, kunne militær kraft og diplomati i hvert fald have skabt en længere våbenhvile eller en deling af landet. Nu har vi i stedet fået en militær udryddelse af civilbefolkningen,« siger han.

Og nu er det for sent. Risikoen for krig mellem USA og Rusland er blevet for stor til, at man kan gribe ind, og »det bedste, vi kan håbe på, er en humanitær våbenhvile«.

Det internationale samfund har ikke bare svigtet den syriske befolkning – det har også svigtet sig selv, mener Ignatieff. Og de politiske ledere bærer skylden.

»Der er et paradoks. Medieteknologien har formindsket den moralske distance i verden, og vi er så tæt på Aleppo, at vi næsten kan mærke bomberne falde. Alligevel er den moralske nærhed blevet fulgt op af en kølig distance. Jeg tror, det er et politisk problem: Ingen politikere har meldt klart ud og sagt: ’Vi er nødt til at gøre noget!’ Hverken i Danmark, i Frankrig, i Storbritannien, i Tyskland eller i USA. Det er politisk. Nogen skal rejse sig og sige: ’Kom nu!’ Uden det betyder billederne intet.«

Konsekvensen af Vestens passivitet er, at verden har forandret sig. De internationale spilleregler og universelle menneskerettigheder, som vi møjsommeligt har bygget op, bliver lige nu revet ned og erstattet af fortidens orden: magtpolitik.

»Da det så ud, som om Assad ville falde, traf Putin et valg: Om han så skulle jævne Aleppo med jorden for at bevare sin magtbase i landet, ville han gøre det. Det er det, det handler om,« siger Michael Ignatieff.

»Den liberale verdensorden var bygget på den illusion, at liberale demokratier kunne alliere sig med autoritære stater som Rusland og Kina og sammen etablere det 21. århundredes verdensorden med fred og fremgang. Og hvad har vi nu? En postimperialistisk rivalisering mellem regionale hegemoner, som sætter deres nationale sikkerhedsinteresser over alt andet. Så længe det er sådan, kan man ikke bygge en liberal orden.«

– Men har det ikke altid været sådan? Lov og orden er vel aldrig stærkere end den magt, som ligger bag. Er vi virkelig i en ny situation?

»International retfærdighed afhænger altid af, at stormagterne håndhæver den. Historien drives frem af stormagtspolitik og rivalisering, det har altid været en illusion, at vestlige liberale demokratier som USA, Storbritannien og Danmark kunne få Rusland og Kina til at skrive under på en liberal verdensorden, for de vil ikke have en liberal verdensorden – i hvert fald kun hvis den ikke trængte sig ind på deres vitale interesser.«

– Står vi så i en ny situation?

Ignatieff tænker et sekund.

»I forhold til retfærdighed, står vi nu i en gammel situation.«

Serie

Fokus på Syrien

Det, der sker i Aleppo i disse dage, sætter vores verden på spil. Det er grusomt for ofrene og ødelæggende for vores tro på, at vi lever i en verden, hvor verdenssamfundet beskytter borgere i alle lande mod diktatorers krigsforbrydelser og massemord.

Men Syrien er mere end et land hærget af krig: det er en kulturel stormagt, et land med en poetisk tradition og et sted, hvor borgerne bliver ved med at drømme.

Vi har i en dag sat resten af verden i parentes for at sætte krigen, landet og den store verdensorden i perspektiv – forfra.

Seneste artikler

  • Modstand er den eneste mulighed

    17. oktober 2016
    De intense bombardementer af civile og udsultningen af Aleppo har til formål at presse oprørerne og befolkningen til overgivelse, mener de kæmpende grupper i byen. Men hvad venter, hvis de overgiver sig, spørger de retorisk
  • Hvem stod bag angrebet på FN-konvojen?

    15. oktober 2016
    Der hersker fortsat uvished om, hvem der stod bag angrebet på en nødhjælpskonvoj den 19. september. Sagen illustrerer, hvor vanskeligt det er at skelne mellem sandhed og propaganda i Syrien
  • De Hvide Hjelme og politiseringen af nødhjælpen

    15. oktober 2016
    Syriske nødhjælpsorganisationer, der opererer i de oprørskontrollerede områder, beskylder FN for at være i lommen på det syriske regime. Men også de syriske hjælpeorganisationers påståede neutralitet forekommer tvivlsom
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Bindesbøll
  • Jan Weis
  • Kurt Nielsen
Thomas Bindesbøll, Jan Weis og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

I den trykte udgave af dagens avis er overskriften på dette interwiew:

Aleppo er den liberale Internationalismes sammenbrud.

Eller skulle den måske nærmere være den internationale liberalismes sammenbrud?

Det var overskriften der provokerede mig til at fare i blækhuset :-)

Konkurrencestat min bare røv!

Torben Skov, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Alle de såkaldte ’europæiske værdier’ er blevet afsløret som rene illusioner – null and void – og det har EU-europæerne selv været med til at demonstrere som de første …

Torben Skov, Jacob Jensen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar

Hvem har forventninger til EU? EU er en købmandssammenslutning.

Jens Thaarup Nyberg, Peter Jensen, Torben Skov, Jesper Nielsen, Jacob Jensen, Dagmar Christiandottir og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jan Weis

Jo, vi har forventninger til EU; men da slet ikke på det militære område.

Jean-Claude Juncker foreslog i september, at EU skulle have sit eget militære hovedkvarter og arbejde hen imod en fælles europæisk militærstyrke. Jeg så på TV Søren Søndergaard i Deadline kommentere forslaget - han knækkede næsten sammen af grin.
Jeg indrømmer, at jeg havde det på samme måde; men efterhånden kan jeg godt se fordele ved en permanent struktur for de 22 EU-lande, der også er Nato-medlemmer; meeen.............................á priori forventningen er vel, at det går op i hat & briller.

Måske et eller andet permanent samarbejde i Nato regi mellem de 22 lande - hvis de ellers kan blive enige om et eller andet; hvilket er mere end tvivlsomt.
Og hvordan kan Norge, Albanien, Island & Tyrkiet passes ind??
Og hvad mon Canada & USA siger til at blive udelukket??

Philip B. Johnsen

Det er helt korrekt når Michael Ignatieff, som manden bag FN’s berømte og berygtede princip Responsibility to Protect, en doktrin, forklare 'liberal internationalisme’ som:

"At det internationale samfund er moralsk forpligtet til at gribe ind, når menneskers liv og rettigheder er truet et sted på kloden (filosofien karakteriseres ofte som det modsatte af isolationisme). Menneskeheden har nemlig en moralsk pligt til at hjælpe hinanden, også selv om det indebærer krig."

Michael Ignatieff forstod bare ikke, at postimperialistisk rivalisering mellem regionale hegemoner, er og har heletiden været, det personlige taburetklister magthaverne skaber økonomisk vækst ved.

Despoter er og var vores nye stedfortræder slaveholdere, der forsvares og beskyttes, men kun fjernes, hvis de kræves udskiftet med en ny og stærkere af samme type.

Naivitet må man sige.

Jens Thaarup Nyberg, Torben Skov, Karsten Aaen og erik winberg anbefalede denne kommentar

I den sidste ende er det desværre venstrefløjen, der er den direkte årsag til at vestens politikere ikke længere tør eller ønsker at involvere sig i konflikter, men stiltiende accepterer humanitære katastrofer.

Realiteten er desværre den, at politikerne i den vestlige verden har lært, at ikke mindst venstrefløjen altid er i mod enhver militær indgriben og derfor har de politikere, der vedtog en indgriben i fx Irak efterfølgende måttet kæmpe med årelange kommissionsundersøgelser mv. som skulle "dokumentere", at ét (tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben) af et antal argumenter (herunder også humanitære) for indgriben i Irak ikke var tilstrækkeligt veldokumenteret.

Hvis forsøg på at hjælpe udenlandske befolkninger, der trues og slås ihjel af deres lokale despotiske ledere, med usvigelig sikkerhed afføder evindelige indenrigspolitiske trakasserier, så er det da lettere at holdes sig i ro!

Kristian Laursen

Enig, Jens Winther. Hvis venstrefløjen bare afholdt sig fra at stille irriterende kritiske spørgsmål, og afkræve ansvar af de vestlige politiske ledere, som fører krig i Mellemøsten eller dele af Afrika, så kunne de højreorienterede politiske militærgenier måske få skabt verdensfred.

Henrik Klausen, Peter Jensen, Mads Berg, Torben Skov, Karsten Aaen, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

nu støttede venstrefløjen, også Enhedslisten, jo interventionen i Libyen, som førte til at Gaddafi faldt. Og førte til at oprørere i Syrien, så troede Vesten ville gøre det igen, hvis bare de også startede et oprør.
Og i modsætning til Saddam Hussein var Gaddafi jo ingen trussel mod os, og nok heller ikke med meget mere end ord en trussel mod hovedparten af Libyens civilbefolkning.

Jan Weber Fritsbøger

og ingen tør sige højt at problemet i virkeligheden skyldes at magthaverne tror på militær som løsning, og den præmis accepterer vi fordi vi tror at magthavere gør gavn,
i virkeligheden er militær problemet og magthaverne farlige snyltere, kun et globalt forbud imod nationalt militær som bliver respekteret af staterne vil kunne forhindre krige, så hvis man ikke kan lide krig bør man arbejde hen imod et sådant forbud, og nej jeg er ikke naiv, jeg siger ikke det er muligt, men i så fald er det altså ikke muligt at få fred i verden.
jeg vælger så at sige fra og undlade at deltage, tænk hvis ingen befolkninger bakkede op om deres lederes krige.

Torben Skov, Karsten Aaen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Og Ignatieff har selv erkendt, at pligten til at beskytte i flere tilfælde er blevet anvendt for løst – blandt andet til offensive interventioner i Irak og Libyen, som ikke begrænsede sig til at beskytte civile, men også var med til at vælte regimerne.

Mærkeligt som alt meste af det ragnarok vi oplever på denne side af årtusindskiftet peger tilbage til Irak-krigen.

Henrik Klausen, Stig Bøg, Peter Jensen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

»USA kan ikke være verdens politimand,« som Donald Trump igen og igen siger, og mange statsledere i Europa ser ud til at være enige.

Tænk hvis USA havde sagt det i 2003.

Charlotte Svensgaard, Henrik Klausen, Stig Bøg, Torben Skov, Jacob Jensen, Dagmar Christiandottir og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jesper Nielsen

Toke, er du sarkastisk eller .. ? Hvad tror du der sker bagefter, hvis din plan blev realiseret, sådan reelt som situationen er i dag?

@Søren Kristensen - eller i 1944..

@Jasper Bertrand, om diktatorerne er en trussel mod os er fsv ikke så afgørende i denne sammenhæng. Hvis de vilkårligt slår deres egen ihjel er det fuldt tilstrækkeligt til, at man at humanitære årsager bør overveje at gribe ind. Det er jo også artiklens præmis.

Er verden et bedre sted uden Gadaffi, uden Saddam - der er jo det, det handler om. Og det samme gælder Assad. Jeg kan sgu godt forstå, at syrerne føler sig svigtet af den vestlige verden!

@Fritsbøger - mod despoter er der desværre ikke andre løsninger end den militære. Og hvis ikke vi er villige til til at kæmpe for vores idealer - og hjælpe andre, der deler samme idealer, hvad er vi og vores idealer så værd? At vi lever i et frit samfund skyldes, at andre har været villige til at ofre deres liv for os. Det pålægger os en forpligtelse til at kæmpe for de samme idealer!

"I den sidste ende er det desværre venstrefløjen, der er den direkte årsag til at vestens politikere ikke længere tør eller ønsker at involvere sig i konflikter, men stiltiende accepterer humanitære katastrofer."

En anden vinkel kunne være at Vestens toneangivende politikere kontinuerligt ignorerer nødvendig forebyggelse af konfliktudviklinger rundt omkring i verden, hvormed venstrefløjen anbringes i en slags catch22, når konflikterne har udviklet sig til ubærlige krigsscenarier - hvor det synes helt ubamhjertigt ikke at gribe ind militært.

Men til historien i Syrien, som til historien om Irak, hvor katastrofeniveauet var/er sammenligneligt, hører at en lang række aggressive og determinerende træk blev foretaget af udenlandske magter op til krigsudviklingen, som - rent logisk set - blev uundgåelig. Så hvilken international retsorden, der i artiklen refereres til, er nok værd at reflektere en smule over; der har jo hersket en voldsom retsuorden i en lang række spørgsmål siden FN's dannelse (ingen nævnt, ingen glemt) - hvor systemet gang på gang er kommet i vanskeligheder, er blevet saboteret, misbrugt eller desavoueret. Lad os se på dén side af sagen også, tak - måske endda hellere.

Vesten har selv bragt sig i den situation, som man nu befinder sig i, hvis man skal tro Daniele Ganser. Han skildre Libyen 2011, hvor der var en opfordring til 17.2. at deltage i en demonstration kaldet ”Vredens dag”. I modsætning til de fredlige demonstrationer i Ægypten og Tunesien, så greb man i Libyen straks til vold. 15. 2. blev politistationerne i Zintan og al-Baida angrebet og politifolk med svære brandsår blev bragt på hospitalet ( Joachim Guillard i Junge Welt). På ”Vredens dag ” blev 50 sorte soldater henrette. I Bngasi blev 2 lynchet. Jeg gider ikke at videregive det forløb, som oprulles i Dr Daniele Ganser bog. ”Illegale Kriege” , men der er i den grad tale om misinformation ifølge ham. Hans foredrag på universitetet og andre steder kan ses på youtube og han driver et lille institut for fredsforskning, der hedder SIPER. Han er en omstridt person, men hvis man forstår tysk (enkelte foredrag er på engelsk), er det faktisk interessant at høre på ham ikke mindst på tv. Den korte udlægning er, at Rusland og Kina følte sig snydt, fordi de mente, at mandatet R2P kun gjaldt en fly zone, men blev brugt til regime skifte.

I Syrien, tilbage i 2012, så vi hvordan FN-systemets plan for fred (Anans sekspunktsplan) blev saboteret af Houla-massakren, som af Tysklands, Frankrigs og Englands udenrigsministre blev brugt til at pege fingre mod Assad, selvom FN's undersøgerhold just forinden havde briefet om at der forelå modstridende indicier i sagen og at der var behov for yderligere undersøgelse af forløbet og lokationerne, hvori massakren havde fundet sted. Dette blev imidlertid aldrig efterkommet, og istedet fik vi skrivebordsmanøvrer, med betydelig amerikansk indflydelse, som fastholdt at 'det peger på Assad' - og krigshandlingerne kunne fortsætte; sekspunktsplanen, som både Assad og russerne havde sagt ja til, røg på gulvet. Et eksempel, blandt mange (enhver stor- og supermagt i verden har medvirket til at misbruge og/eller sabotere FN's vedtagne bestræbelser) på at FN's rolle som forvalter af international retsorden har ulige ringe vilkår - og ikke bør dæmoniseres som anakronistisk, omend der med fordel kan laves reformer af systemet.

Mads Kjærgård

Over 1 million døde i Irak, og vesten greb ikke ind. Men kastede blot nogle flere bomber! Man bør spørge sig selv, hvem der har skabt problemet. Hvilken organisation har udleveret våben og træning til diverse oprørsgrupper? CIA? Jovist er det en ulykkelig situation, men hvorfor råbe op nu, hvorfor ikke dengang vi selv startede det? Når Assad har vundet, så bliver der fred og mon ikke det er det, den syriske befolkning vil have? Fremfor den evigt CIA finansierede krig! At påstå, at Vesten bør gøre noget nu er dobbelt moral, så det vil noget! Handler efter min mening blot om, at vi har tabt spillet, det har intet med omsorg for ofrene at gøre. Prøv at søge på børn, bomber og Irak og se resultatet, hvor var omsorgen dengang?

Charlotte Svensgaard

Filosoffen glemmer at man sagtens kan have et værdi sæt, og argumentere for at det er en god ide at følge, fordi det er ens overbevisning, uden at man prøver at proppe det ned i halsen på udenforstående med våbenmagt.

Og at EU i øvrigt ikke en våbenalliance.

Og derfor mener jeg at hans holdning falder til jorden, både historisk og filosofisk

Hvad er konsekvensen af, at flere vil beskytte hver sin part ? Det er større konflikt. Det er bevist i mellemøsten, hvor parternes antal er uoverskuelige.
Lad drengene slås og bliv enige om "responsibility to limit" - og bliv væk.
Så fik FN`s sikkerhedsråd en anden indgangsvinkel.