Baggrund
Læsetid: 7 min.

Midt i den syriske ørken kæmper tusinder af flygtninge for overlevelse

I ingenmandsland ved grænsen til Jordan er op mod 75.000 syriske flygtninge strandet. Øjenvidner inde fra den uofficielle lejr i al-Rukban fortæller til Information, at døden truer ved vandmangel, ekstrem varme og skorpionbid
Der mangler mad og særligt vand i al-Rukban, ingenmandslandet mellem Jordan og Syrien. Hygiejnen er ringe, sygdomme breder sig, og der er stort set ingen medicin, fortæller øjenvidner og nødhjælpsarbejdere til Information.

Der mangler mad og særligt vand i al-Rukban, ingenmandslandet mellem Jordan og Syrien. Hygiejnen er ringe, sygdomme breder sig, og der er stort set ingen medicin, fortæller øjenvidner og nødhjælpsarbejdere til Information.

Muhammad Hamed

Udland
20. oktober 2016

Al-Rukban er et sted midt i ørkenen, lige der, hvor Irak, Syrien og Jordan mødes. Landskabet er alt andet end gæstfrit, men alligevel har en stor gruppe flygtninge slået sig ned her.

Der bor ingen lokale indbyggere, og området har aldrig været beboet af andre end syriske beduiner. Der er ingen infrastruktur, intet vand, ingen naturlige steder at søge ly. Der er kun ørkenvinden, varme somre og frysende kolde vintre.

I hvert af de telte, der nu er slået op, bor fem familier, hvilket svarer til 30-40 personer, fortæller Samea Saaeed, en 50-årig mor til seks. Hun har boet i lejren i tre måneder.

»Vi er alle kommet hertil, fordi her er sikkert. Det syriske regime vover ikke at angribe ved grænsen til Jordan. De russiske bombardementer er 100 procent skyld i den nuværende tilstrømning af flygtninge. Nogle af dem, der er kommet tidligere, er flygtet fra IS, og nogle er flygtet fra det syriske regimes undertrykkelse,« siger Samea Saaeed til Information over telefon.

Dem, der undslap belejringerne af Hama, Homs og Aleppo, har rejst hele vejen fra det nordlige Syrien til den sydøstlige grænse for at finde sikkerhed.

»Da vi ankom til dette område, så vi tusinder af civile på flugt fra helvede. Vi så otte nye gravsteder. Det var civile, som var døde af tørst.«

75.000 strandet i området

Siden den syriske revolutions første dage har tusinder af syriske civile flygtet til Jordan via byen Daraa, som ligger i det vestlige Syrien. Da flygtningestrømmen stod på sit højeste i sommeren 2012, ankom der ifølge den jordanske regering flere tusind flygtninge til Jordan hver nat.

I 2013 besluttede de jordanske myndigheder at lukke grænsen til Syrien. Den eneste måde at komme til Jordan var derefter via illegale ruter fra al-Rukpan.

I oktober 2014 var området den mest brugte overgang for syriske flygtninge, der var på flugt fra russiske bombardementer og det syriske regimes tankvogne samt Islamisk Stat. Situationen er nu blevet yderligere kompliceret.

Op mod 75.000 mennesker er ifølge Amnesty International og lokale kilder strandet i området.

Ifølge en af de lokale beduinstammeledere, sheik Farhan al-Swedan, har nogle af flygtningene rejst mere end 600 kilometer for at komme frem. Information møder ham i hans store gæstehus i den jordanske by al-Mafraq, der ligger omtrent 100 kilometer fra lejren.

»Mange syriske flygtninge kommer til den jordanske grænse, ikke fordi de regner med at kunne krydse den, men fordi Assad-regimets bombardementer ikke når herud i grænseområderne, og derfor er det et af de sikreste områder i Syrien.«

En anden lejr, al-Azraq, ligger i Jordan 100 km fra hovedstaden Amman. Information forsøgte at komme ind i lejren, men den var lukket for både gæster og pressen. I stedet kontaktede vi nogle af de mennesker, vi ville have mødt i lejren, og aftalte at mødes bag hegnet ind til lejren.

Associated Press

Ingen drikkevand

En af dem er Sanaa. Hun er kommet med sine tre børn og sin søster Warda fra Palmyra og har opholdt sig i al-Rukban-lejren, før hun kom videre til lejren i Jordan.

»Vi var i Palmyra, da IS kom i maj 2015. Jeg tog mine børn med mig og flygtede. Jeg var bange for at min ældste, Mohamed, der er 14 år, ville blive rekrutteret til IS. Så jeg besluttede at tage mod grænsen for at finde sikkerhed. Men situationen der, var værre end noget andet, jeg har oplevet. Sandstorme om sommeren og kulde om vinteren. Vi havde intet ly og købte et telt af beduinerne i området. De laver telte af sække, der har været sukker i. Det eneste gode ved at være der, var, at vi var i sikkerhed fra det syriske regime og de russiske bombardementer. Da vi ankom, regnede vi ikke med at kunne komme til Jordan, vi håbede bare at finde et sted at være,« fortæller Sanaa.

Hendes søn Mohamed tager over.

»Situationen i lejren var en katastrofe, der var ingen drikkevand og meget lidt mad, man dør eller bliver syg. Der bliver meget varmt, op mod 60 grader om sommeren, vi var nær døde.«

Sanaa tilføjer:

»Den nærmeste vandforsyning ligger 60 km væk. Der er ingen lastvogne, der kan hente vand til lejren, så nogle af de lokale beduiner henter vandet. I starten gjorde de det gratis, men nu sælger de vandet til flygtningene i lejren, og der er ikke nok vand til alle.«

Sanaa begynder at græde og siger, at hun håber på bedre tider, nu hvor de er kommet til Jordan.

Flere af de flygtninge, Information møder, er netop ankommet til al-Azraq lejren fra al-Rukban. De siger, at de har oplevet stammevold, og at nogle af stammerne forsøger at kontrollere vandforsyningen.

Den jordanske regering har skåret ned på nødhjælpen, fordi der var voldelige sammenstød mellem stammerne og de jordanske grænsevagter. Mindst en grænsevagt er blevet slået ihjel.

Bare vokser og vokser

Maher er nødhjælpsarbejder og arbejder for en lokal organisation i Jordan. Han var kommet til lejren for at aflevere noget nødhjælp, brød og vand. Han havde fået de jordanske myndigheders tilladelse til at komme ind i lejren, fortæller han fra sit kontor i Arbid i Jordan.

»Al-Rukban lejren er blevet sidste udvej. Ingen kan stoppe lejrens vækst, og det bedste, man kan gøre, er at hjælpe med at opbygge infrastrukturen der. Lejren mangler alle de mest basale fornødenheder,« siger Maher.

»Mange af dem, der ankommer fra konfliktzonerne i Syrien, er sårede og forsøger at komme videre til Jordan for at få lægehjælp. Der begynder også at udbryde sygdomme i lejren, fordi hygiejnen er så ringe, og fordi der ikke er rent vand. Det har også ført til udbrud af hepatitis B blandt indbyggerne i lejren. Mange er kvinder, børn og ældre.«

Maher siger at lejrens indbyggere lever under værre omstændigheder end dyr.

Den 21. juni i år blev der udført et selvmordsangreb mod en jordansk militærenhed i al-Rukban-området, hvor mindst seks jordanske grænsevagter mistede livet.

IS tog ifølge en erklæring bragt af Amaq News, der har forbindelser til IS, ansvaret.

En talsperson fra den jordanske hær sagde, at terrorangrebet var rettet mod en militærpost nær den syriske flygtningelejr i al-Rukban. Han hævdede også, at det jordanske militær forsøger at hjælpe de syriske flygtninge, som er i lejren.

»Dette var det første angreb rettet mod Jordan fra syrisk grund siden 2011,« sagde han.

Skorpionbid i halsen

Information taler i telefon med flere af indbyggerne i al-Rukban-lejren. En af dem er 32-årige Ali Kasem. Han er flygtet med sin familie fra byen Daer-Alzour, som er kontrolleret af IS. Han ankom med sine kone Maha og deres tre børn Omar, Read og Muhammad i sidste måned med håb om at komme over til Jordan. Men efter IS-angrebet har Jordan også lukket denne grænseovergang. De jordanske myndigheder har også lukket ned for hjælpen til al-Rukban-lejren.

»Vi kom hertil, fordi vi havde hørt, at det var den eneste vej ind i Jordan, men nu er grænsen lukket. Vi kan ikke tage tilbage til Daer-Alzour, for IS vil slå os ihjel. De vil tro, vi er spioner, hvis vi vender tilbage. Vi har købt et telt nu og slået os ned. Min yngste, Muhammad, har været syg på grund af varmen, og vi har ikke meget vand at drikke. Jeg har forsøgt at finde en læge i lejren. Der er nogen, men alt for få, og der er ingen ambulancer, der kan tage folk væk i akutte tilfælde. Her er intet førstehjælpsudstyr. Muhammad var nær død, men overlevede, fordi nogle ældre kvinder fandt nogle urter i ørkenen,« fortæller Ali Kasem.

»Her er heller ingen myndigheder, som kan håndhæve lov og orden i lejren, og flygtninge bliver udsat for kriminalitet. Folk forsøger at leve så normalt som muligt, men det er som en jungle. Folk prøver bare at overleve.«

Samea Saaeed har set børn dø i lejren på grund af de hårde livsbetingelser.

»Et af børnene var en pige på 10 måneder, Fadia Mohammed. Hun døde i fredags på grund af alvorlig gulsot og diarre. De havde ingen mulighed for at behandle hende i lejren. Et andet barn, Loae, døde for nogle dage siden på grund af forgiftning fra vandet.«

Hendes egen søn er ti år gammel og blev bidt af en skorpion i halsen, mens han sov.

»Vi kunne ikke finde en læge til ham, og vi måtte ikke komme ind i Jordan. De ville ikke lade os komme ind, selvom han var ved at dø foran øjnene af os. Vi var hjælpeløse. Næste dag fandt vi en kamelmand, en beduin, som kender den slags bid, og han hjalp os, så min søn overlevede.«

Situationen i lejren er en humanitær tragedie på grund af manglen på mad og vand og fraværet af nødhjælpsorganisationer. Samea tilføjer, at lukningen af grænsen til Jordan har forværret en allerede stor vandkrise i lejren.

»Jeg ved ikke, hvor længe det varer, før vi enten dør af varme eller kulde.«

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Vi skal hjælpe i nærområderne" ...er den mest anvendte ansvarsfralæggende sætning i dansk politik i disse år. Et af stederne hedder Al-Rukban. Det er bare at gå igang.

Anders Barfod, Bruger 240852 og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar