Når jeg kommer hjem, er mine børn stået op. Det første, en af dem sagde til mig i går, var: »Gudskelov, at vi stadig er i live«

Vi sover ikke godt, for det virker, som om der altid er jetfly i luften.

De vækker mig tidligt, selv om jeg prøver at ignorere lyden.

Hvis vi har vand, vasker jeg mig hver morgen før morgenbønnen.

Hvis ikke, går jeg hen til den nærliggende moské med en skål for at få lidt vand. Der er normalt en håndfuld mennesker, der gør det samme.

Der er ingen elektricitet, så der er mørkt i vores lejlighed.

Men min kone er normalt stået op, når jeg er tilbage. Så udnytter vi chancen for at tale lidt sammen, før børnene vågner.

En af de bedste lyde om morgenen er, når min nabo tænder sin generator, selv om det kun er i to timer, for han prøver at spare brændstof.

Så mødes vi alle for at oplade batterier og telefoner og tale om de seneste begivenheder i Aleppo og nattens bombning, imens vi drikker en kop te.

Når jeg kommer hjem, er mine børn stået op. Det første, en af dem sagde til mig i går, var: »Gudskelov, at vi stadig er i live.«

Morgenbrød

Jeg går ud efter brød og kommer tilbage med en pose med otte skiver, hvilket knap nok rækker til et enkelt måltid. Vi er en stor familie: mig, min kone og 11 børn. Det er en ussel og usund morgenmad. Brød, måske med lidt tomatpuré på, lidt oliven og te. Men vi spiser op til sidste krumme, allesammen.

Jeg har diabetes og nyreproblemer, og min kone har gigt og rygproblemer, men vi kan ikke få den medicin, vi har brug for – ikke engang smertestillende. Det lager, jeg fik hamstret, da belejringen blev brudt i sidste måned, er sluppet op.

Vi stammer fra en landsby nær al-Bab, som i dag er under kontrol af Islamisk Stat. Jeg var tidligere revisor for den syriske hær, men forlod jobbet i 2011 og fandt arbejde som taxachauffør i Aleppo. Vi har ingen indkomst nu. Min taxi blev smadret under et luftangreb, men i de her dage er der alligevel ikke benzin at få.

Hvis det er en stille morgen, går jeg ud for at se mig lidt om. Men Aleppo er en øde by nu. Der er ingen mennesker eller biler på gaderne. Alt, hvad jeg ser, er murbrokker og snavs. Alt, hvad jeg hører, er, at nu er den og den blev dræbt, eller nu har der været en massakre i nabokvarteret.

Beskyttelsesrum

Når jetflyene er over os, søger vi ned i kælderen i vores ejendom, hvor børn og kvinder begynder at skrige og græde. Vi mænd er også bange, især efter brugen af bunker buster-bomber. Vi føler, at døden venter på os.

Hver dag modtager vi en tekstbesked fra den syriske hær med meddelelser såsom:

»Våbenhvilen er brudt, fordi amerikanerne og tyrkerne ikke overholder betingelserne i aftalen.«

Eller: »Hvis I ønsker forsoning og fred, skal I hejse den Den Syriske Arabiske Republiks flag.«

Vi springer frokosten over for at spare mad, og om aftenen bruger vi gamle møbler og andet træ til at tænde op, så vi kan tilberede ris eller bulgur. Der er ingen strøm eller internetforbindelse, og der er mærkeligt stille i LED-pærebelysningen fra vores batterilygter.

Det føles, som om vi befinder os i et fængsel. Et virkelig stort, men også et klaustrofobisk fængsel. Den stemning varer ved, indtil vi går i seng omkring kl. 22 eller 23 og prøver at sove. Det er en uudholdelig situation.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.