Læsetid: 5 min.

Nyt grænsehegn udstiller Norges russiske dilemma

Norge vil gerne være den flinke nabo, men ruster sig med jagerfly og spionskib. Et lille hegn er blevet verdensberømt
I Arktis opfører Norge et hegn mod Rusland som værn mod indvandring, men det hegn betragtes i Nordnorges som en alovrlig kæp i hjulet hos dem, der kæmper for at opbygge relationer til russerne. 

I Arktis opfører Norge et hegn mod Rusland som værn mod indvandring, men det hegn betragtes i Nordnorges som en alovrlig kæp i hjulet hos dem, der kæmper for at opbygge relationer til russerne. 

Alastair Grant

4. oktober 2016

Kirkenes, Kolahalvøen – Selv i aftenskumringen, mens vi krydser grænsen fra Nordnorge til Rusland, kan vi se det nye hegn. Mod syd har gravkøerne stadig et par dages arbejde foran sig.

Hegnet er et par meter højt, og der er ingen pigtråd. Enhver pigespejder kunne kravle over.

Hegnet er blevet verdensberømt: Hvorfor opfører Norge et hegn mod Rusland – helt oppe i Arktis?

Kirkenes’ borgmester, Rune Rafaelsen, kalder hegnet »en Potemkim-kulisse«, en falsk forestilling, da han taler til sine danske gæster. Ikke én flygtning er blevet grebet i at krydse grænsen til Norge ulovligt på denne grænsestrækning, så hvorfor et hegn?

Læs også: Hvorfor vil Rusland pludselig forhandle om Nordpolen?

Jo, forklarer han selv, fordi Norges justits- og beredskabsminister, Anders Anundsen, for tiden er fra det norske Fremskridtsparti, der ønsker at vise sin styrke, når det gælder indvandring.

Sidste år kom 5.500 især syriske flygtninge til Norge via denne iskolde grænse mod Rusland, og selv om russerne efterfølgende har sat en effektiv prop i hullet, så ikke én flygtning nu når frem til grænsen, insisterer Anundsen på sit hegn.

I Nordnorge opfattes hegnet som en alvorlig kæp i hjulet hos dem, der som Kirkenes’ borgmester kæmper for at bygge relationer til russerne.

Sikkerhedspolitik

Hegnet bliver blot 200 meter langt, men det illustrerer glimrende, hvor komplekst det norskrussiske forhold i Arktis er.

Officielt er de to glade naboer. Men det militære samarbejde er suspenderet efter krisen i Ukraine og Krim; striber af norsk-russiske erhvervsprojekter er aflyst, og Norge investerer milliarder i nye fregatbesætninger og formentlig i 52 nye F35-kampfly.

Avisen Klassekampen fortalte forleden, hvordan et tænkt scenarie, hvor norske fly angriber mål i Rusland, hører med til argumenterne for indkøb af de mange jagerfly.

Russiske kampfly tæt på Norges luftrum har i de seneste år hyppigt provokeret norske jagerfly til at gå på vingerne, og Norge søsatte i foråret et af verdens mest avancerede overvågningsfartøjer, Marjata, netop til overvågning af de arktiske farvande, efter skibet var blevet udrustet med radarer, antenner og lytteudstyr i USA.

Marjata supplerer en af verdens større satellit-modtagestationer på Svalbard, som ifølge Norge kun er til kommercielt brug, men som i Rusland beskyldes for langt mere, og i Vadsø tæt på grænsen ligger en af det norske forsvars største lytteposter, der ifølge norsk presse også er fast leverandør til det amerikanske forsvar.

Grænsehegnet er snublet direkte ind i et minefelt.

Den russiske sjæl

Geir Hønneland, der er direktør for Norges førende arktiske forskningsmiljø på Fridtjof Nansen-instituttet i Oslo, beskriver i sit seneste værk Russia and the Arctic på forbilledlig klar vis, hvordan Norge har gjort talrige forsøg på at skabe naboskabsprojekter, kultursamarbejder og erhvervskontakter hen over grænsen, men også hvordan russisk uvilje, skepsis og mistænksomhed har været en næsten konstant modspiller.

Milliarder er investeret i miljøsamarbejde, kultur og anden udveksling siden fhv. udenrigsminister Thorvald Stoltenberg sammen med præsident Yetsins udenrigsminister Andrei Kozyrev i 1993 oprettede Barents Euro-Arctic Region (BEAR)-samarbejdet.

Sovjetunionen var opløst, og Rusland var frisk på en ny start.

Meget er opnået under oprydning af det russiske atomaffald på Kola-halvøen – verdens største atomlosseplads – og mange nyder godt af de lempelige visumregler i grænseregionen.

Læs også: Grønland kræver ny Thule-aftale

Fælles norsk-russisk fiskerikontrol i Barentshavet har sikret verdens rigeste forekomst af torsk, men bag kulissen ligger også striber af fejlslag og uudnyttede chancer.

Som nu det såkaldte Pomor-samarbejde, opkaldt efter Pomor-folket, et fanger- og fiskerfolk, der fra 1200-tallet bredte sig fra Hvidehavet over nordkysten både i Rusland og Norge.

Norge finansierede bl.a. bøger, seminarer og et fint Pomor-institut på universitetet i Arkhangelsk i Nordvestrusland. Alt var fint, Stoltenberg blev udnævnt til æres-Pomor, indtil det i 2013 pludselig blev for meget for russerne med al denne ’norske kulturimperialisme’.

Lederen af projektet, den russiske professor Ivan Moseev, blev prompte anklaget for at opfordre til had og diskrimination, fyret og idømt en bøde på 100.000 rubler og opført på Ruslands liste over ’terrorister og ekstremister’. Moseev fører i dag sag ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Den arktiske sjæl

Arktis er vigtigt i Rusland. Hønneland beskriver, hvordan den russiske presse ofte tegner den arktiske region som en kampplads, hvor USA, Norge og især Canada forsøger at fravriste Rusland adgang, ejendom og arveret.

Arktis ses i Rusland ikke alene som depoter af olie, gas og mineraler, men også som central kilde til åndelig rigdom og genfødsel for det ægte og stolte Rusland.

Hønneland viser, hvordan russisk Arktis-politik bygger på et narrativ, opdyrket i århundreder, hvor Arktis er lig med »frihed, eventyr og tidløshed – og ultimativt: patriotisme og russiskhed«.

Heri kan man også, skriver han, genfinde »kontrasten mellem det rene og hellige Østen og det beskidte og vantro Vesten, mellem det pyntede og kunstige Europa og det mandige, autentiske Rusland«.

Russerne forbinder det udstrakte, uendelige Arktis med essensen af det at være russisk:

»Ruslands endeløse territorium, den store fladhed, der bøjer sig rundt om horisonten og afviser eksistensen af en kant bliver til rum, hjerte og sjæl,« skriver Hønneland.

Det grænseløse, uendelige og krævende i Arktis retfærdiggør en særlig russisk fanden-i-voldskhed, en stolt og mandig trang til store armbevægelser og foragt for det kedelige og hverdags-støvede – som nu for eksempel de snusfornuftige, renskurede og dødkedelige nordmænd.

Hønneland viser, hvordan lederne i Sovjet byggede oven på denne russiske fornemmelse for arktisk urkraft og gjorde erobringen af Arktis til beviset på sovjetisk styrke. Erobringen af Arktis blev gennemført af selveste luftens helte, de russiske piloter, der i 1948 blev de første i verdenshistorien, der kunne dokumentere et ophold på Nordpolen.

Atomflåden

Kolahalvøen, klos op ad grænsen til Nordnorge, er i dag hjemsted for den russiske Nordflåde, den største i Rusland, og kernen af Ruslands atomslagstyrke, ubåde m.v.

I den kontekst må selv et lille hegn på 200 meter nødvendigvis afkodes i et større billede: Er Norge helt ved at droppe de tillidsskabende foranstaltninger? Vil Oslo finde på mere? Bliver de lempelige visumregler i grænseregionen f.eks. droppet?

Den lokale Sør-Vanger Avis skrev på lederplads 17. september:

»Kampflyindkøbet og grænsehegnet kan føre til betændte forhold på flere niveauer mellem Norge og Rusland. I 2016 er det hverken symbolske hegn eller flere detaljerede planer om angreb, vi har behov for.«

Martin Breum er journalist og forfatter. Han skriver jævnligt om Arktis i Information. Turen til Barentshavet er arrangeret i samarbejde med Dansk Udenrigspolitisk Selskab.

Geir Hønneland: ’Russia and the Arctic – Environment, Identity and Foreign Policy’. 205 sider, £16, I.B. Taurus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Staal
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Claus Oreskov
  • Poul Anker Sørensen
Toke Staal, Michael Kongstad Nielsen, Claus Oreskov og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Endnu en supergod artikel fra Martin Breums hånd, præcis, hvad jeg lægger i ordet og navnet Information. Martin Breum beretninger gør det klart, at Arktis ikke et kedeligt og endeløst snedækket landskab, men i virkeligheden et ekstremt højspændt område, som stormagterne har store interesser i. Tak for et sjældent kig ind bag de snedækkede ruder - der er virkelig gang i den...

Michael Kongstad Nielsen

Ja, og lad norsk Fremskridtsparti koncentrere sig om indenrigspolitik, ikke udenrigspolitik, hvor det som en elefant i en glasbutik risikerer at ødelægge Norges fantastiske anseelse som konfliktmægler i hele verden.

Alt i alt er den norske arktiske politik langt foran den danske ditto, som i perioder er fuldkommen fraværende. Det kan bl.a. aflæses i de mange publikationer på området som f.eks. den i artiklen omtalte bog af Geir Hønneland.
Kola-halvøen er jo gammelt dansk skatteland og derfor et naturligt sted at engagere sig i arktiske anliggender. Det har den nuværende regering fralagt sig, idet man fuldstændig har fjernet den lille pulje, som ellers var øremærket til dansk indsats i dette område! Et arktisk ståsted for mellemfolkelig udveksling, handel og kultur arbejde er dermed smit på møddingen som urentabelt af de samme politikere der gerne griber til skatteborgernes penge når det gælder militær oprustning i Arktisk!
Det kan godt være at Thorvald Stoldenberg og Andrei Kozyrev gerne vil tage æren for samarbejdet i Barens regionen, men det var daværende Arkhangelsk guvernør det tog initiativet.
Jeg har fulgt udviklingen omkring dette samarbejde fra dag 1. Jeg har deltaget i endeløse møder og sammenkomster med de forskelligste partner: politikere, forskere, miljøorganisationer, kirkelige forsamlinger, urfolks forsamlinger og forretningsmændene og så har jeg selv arbejdet og samarbejdet med folk i regionen på begge sider at grænsen. Jeg kan på den baggrund bevidne at nordmændene heroppe kom til Rusland som herrefolket. De lyttede aldrig til de lokale, de kom fra vesten, og derfor havde de altid ret. Samtidig var det tydeligt at mange så ned på russerne som laverestående end folk fra vest. Jeg skriver dette, som modvægt til de norskes skarpe kritik at russerne, og i erkendelsen af at ingen af parterne har meget at sige den anden på. Imidlertid kan de være glæde og stolte over hvad som de har opnået.

Henrik L Nielsen, Stig Bøg, Erik Jensen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Endnu et eksempel på, hvordan den yderste højrefløjs symbolpolitik er uvirksom og direkte skadelig.
Det er præcis som Trump, der vil bygge en mur, der hvor der allerede er et hegn. Som iøvrigt allerede er undermineret af tunneller. Populisme som kun har den virkning, at det ødelægger forholdet til naboen.

Man ser ikke på - eller er ligeglade med - hvorvidt det har den ønskede effekt. Ligeledes ser politikerne i deres jagt på stemmer ikke på (eller måske har de ikke evnen) om det har negative effekter som rationelt udvejer symbolpolitiken.

Her er et godt eksempel på at de lokale indbyggere og samfund, der allerede lider tab af forskellige slags på grund af geopolitiske forhold, nu skal belastes af denne iøvrigt ligegyldige beslutning, alene for at sikre endnu en taburet.

I det storpolitisk spil risikerer man i øvrigt at det vil give bagslag. Til trods for oprustning, Krim krisen og Ukraine i øvrigt samt modstridende interesser i Syrien har Rusland trods alt lukket denne flygtninge rute ind i Norge. Det er der måske mange grunde til, såsom at man fra Kremel hellere vil sende dem til EU. Men når nu EU er så presset som de kan blive indtil Tyrkiet lukker sluserne op, så er der jo ingen grund til ikke at drille Norge med deres hegn og åbne ruten op igen for nogle tusinde flygtninge, ligesom handelsaftaler og fælles projekter lider yderligere skade af retorikken. Det handler jo for russerne om at vise Norge at de har mindst lige så meget brug for Rusland som omvendt.

Symbolpolitik er ganske enkelt vanvittigt.

1 oktober 1987 kom Mikhail Gorbatjov til Murmansk og holdt hvad der blev kendt som Murmansk talen. Focus lå på atomvåbenfri sone i nord, nedrustning i Arktis (det modsatte af hvad som sker i dag!!), miljøsamarbejde og handel. I denne tale kom Mikhail Gorbatjov også ind på et ellers overset emne. De arktiske urfolk.
http://www.cfr.org/arctic/general-secretary-gorbachevs-speech-murmansk-o...
https://www.barentsinfo.fi/docs/Gorbachev_speech.pdf
Hvad der senere blev til Barens samarbejdet voksede organisk frem efter Gorbatjovs besøg i Murmansk 1987. Det arktiske miljøsamarbejde havde en stor stjerne hos daværende miljøminister Svend Auken og Danmark kom på verdenskortet, sammen med de store, takket være vores arrangement i det arktiske miljøsamarbejde. Senere borgerlige regeringer afviklede Miljøstyrelsen så meget, at dansk deltagelse i det arktiske miljøsamarbejde blev usynligt. Kompetente medarbejdere blev fyret og vores kompetence, viden og arrangement, gled ned på nuværende niveau. Det var også en tid med heftig græsrodsarbejde omkring Arktis. Omkring 20 ngo og græsrods organisationer mødtes ca. en gang om måneden gennem 10 år og diskuterede urfolks problematikken. I dette samarbejde var focus primært på de arktiske urfolk og miljøet i Arktisk. Jeg startede selv de internationale Chum møder, hvor ngo og græsrødder der arbejde med Rusland og Sibirien mødtes med urfolkene og diskuterede politik og strategier. Det blev til 2. internationale arktiske konferencer i Danmark samt en i Holland og en i St. Petersburg på Polarinstituttet. I samarbejde med den grønlandske politiker fra Siumut Hans-Pavia Rosing, udmøntede al denne aktivitet i en høringsrunde i folketinget i 2000, omkring urfolkene globalt, men med særlig perspektiv på Arktis. Samtlige partier i folketinget stod bag en beslutning om dansk arrangement i russisk Arktisk om samarbejde og mellemfolkeligt samvirke i regionen. En lille pulje blev afsat til støtte for dansk og grønlandsk støtte til arktiske urfolk i Nord Rusland og Sibirien – det er resterne af denne pulje den nuværende regering har udfaset, uden evaluering af indsatsen og uden at se på sagen i et samlet politisk perspektiv for dansk tilstedeværelse i Arktis!