Samarbejdet knirker i Europa efter Brexit og flygtningekrisen

BRUXELLES – Den britiske befolknings beslutning om at forlade EU har ikke kun kastet Storbritannien ud i tumult og skabt splittelse mellem de 52 og de 48 procent af befolkningen.

Det har også haft en markant indflydelse på samarbejdet i EU’s institutioner, særligt i Europa-Parlamentet, hvor arbejdet burde fortsætte som hidtil, så længe forhandlingerne ikke er skudt i gang, og briterne fortsat er fuldgyldige medlemmer.

I praksis er der imidlertid opstået vanskelligheder, fortæller flere parlamentarikere.

Negativ stemning

»Der er en ganske depressiv stemning i huset. Brexit har medført en meget negativ stemning i min gruppe,« fortæller svenske Marita Ulvskog, der sidder i S&D-gruppen sammen med de britiske Labour-parlamentarikere.

Hun tilføjer, at sammenholdet allerede var under pres på grund af flygtningekrisen.

»Der er en del konflikter mellem parlamentarikere i Øst- og Vesteuropa, som handler om økonomien og om flygtninge, hvor øst ikke vil tage imod flygtninge. Og når du så har lande som Tyskland og Sverige, som har taget mange, så skaber det nogle spændinger,« siger hun på et seminar arrangeret af Europa-Parlamentet om EU’s fremtid.

Læs også: ’Danmark burde overveje, om det er inde eller ude’

Danske Morten Løkkegaard, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, genkender spændingerne fra den liberale ALDE-gruppe.

»Det daglige arbejde hernede er for så vidt, som det plejer. Intet er forandret, og alligevel er alt forandret, for efter Brexit er det politiske landskab ændret så totalt, at det et eller andet sted påvirker vores måde at arbejde på hernede,« fortæller han.

»Fra dansk side synes vi jo, at briterne er vores venner, så vi har ikke så meget hast med at få sparket dem i røven ligesom nogle af vores sydeuropæiske kolleger, der næsten ikke kan få gjort det hurtigt nok. Det gælder specielt franskmændene.«

Hate crime mod briterne

Bendt Bendtsen oplever samme splittelse i den konservative EPP-gruppe, som den forhenværende britiske premierminister David Cameron trak sit parti ud af. Og måske fordi der ikke er nogle briter i gruppen at tage hensyn til, er dialogen særlig ucensureret, fortæller Bendtsen.

»Jeg kan sige, at Visegrad-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, red.) i min gruppe rent ud siger – det er efterhånden lige før, at det er hate crime mod briterne – at hvis vi ikke har total fri bevægelighed for arbejdskraften fremover, så stemmer vi imod en handelsaftale. Og gør de det, så har vi ingen aftale med briterne,« siger Bendtsen, der forventer, at Storbritannien vil gå efter en aftale a la den canadiske frihandelsaftale, CETA.

Dybt alvorligt for EU

Europa-Parlamentets formand, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, nærer ikke »nogen illusion om situationen for EU« efter Brexit-afstemningen.

»Et G7-land, den næststørste økonomi i det indre marked, et medlem af FN’s sikkerhedsråd, en atommagt forlader EU. Det vil svække unionen. Men årsagen til, at det er unionens næststørste økonomi, er, at det er medlem af det indre marked, så det vil også svække Storbritannien,« siger formanden.

Han anser den voksende populisme i Europa som et af hovedproblemerne og påpeger, at det især er problematisk, når medlemslandes regeringer »argumenterer for, at Bruxelles er en slags diktatur, samtidig med at de ved, at de har et veto«.

»Situationen er i mine øjne dramatisk,« siger han.

»Vi har længe haft en konsensus i Europa omkring ideen om, at nationerne gennem samarbejde og gennem fælles institutioner kan balancere deres politiske og kulturelle interesser og vilkår. Og den idé er mere og mere udfordret. Ikke kun af gennemsnitlige populister, men af regeringer i EU,« siger han.

Populisternes fodspor

Bendt Bendtsen er enig i, at det er populismen, der skaber problemer for Europa lige nu, fordi den presser de politiske ledere. Og hvis »stats- og regeringscheferne ikke kan blive enige om ret meget, så fungerer EU ikke«, konstaterer han. »Og det er der, hvor bolden ligger i øjeblikket.«

Løsningen er, mener han, at »der er nogen, der bliver nødt til at tage ansvar engang imellem, selv om man får bagdelen på slibemaskinen«.

»Sagt lige ud af landevejen, så kan jeg se, at de politiske ledere i Danmark – lige gyldigt om det er statsminister Lars Løkke Rasmussen, om det er Søren Pape, der er min partiformand, eller om det er Mette Frederiksen, der er socialdemokraternes formand – løber lidt efter den EU-kritiske dagsorden med Thulesen Dahl i spidsen. De løber i populisternes fodspor frem for at melde klart ud om, hvad der er behov for,« siger Bendtsen.

Grundtone af skepsis

Elmar Brok, tysk parlamentariker ligeledes fra EPP-gruppen, er enig og mener, at den britiske håndtering af EU-spørgsmålet er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå.

»Du kan ikke igennem 10 år fortælle dine borgere, at EU er håbløs, og så forvente, at det går anderledes. Vi har behov for regeringer, der fortæller deres borgere, når Europa gør noget godt,« siger han.

Morten Løkkegaard er nået til samme erkendelse efter nederlaget i folkeafstemningen i december.

»Man kan jo ikke ordne sådan noget på tre uger op til en folkeafstemning, hvis der er en eller anden grundtone af skepsis, og det må man jo sige, at der er. Så vi arbejder på at få mobiliseret nogle kræfter op til 2019 valget og få lagt nogle planer for, hvordan man løbende får orienteret danskerne om, hvad det her projekt går ud på, sådan at folk ikke igen bliver ofre for den manipulation, som tredje december (afstemning om det danske retsforbehold, red.) jo var udtryk for,« siger han.

Reformer

Spørgsmålet er, hvad EU selv kan gøre for at modvirke opløsningstendenserne, og Europa-Parlamentet har derfor sat sig for at udforske forskellige muligheder for at udvikle og reformere samarbejdet, så tilliden i befolkningerne genoprettes.

Forslagene spænder over ændringer inden for den eksisterende traktat – såsom større gennemsigtighed – til en reform af eurozonen, så der skabes finansiel fleksibilitet til at hjælpe medlemmer i krise.

Det mest vidtgående forslag er en ændring af den nuværende institutionelle opbygning forfattet af den forhenværende belgiske premierminister, Guy Verhofstadt, der er formand for ALDE-gruppen og – til briternes fortrydelse – parlamentets Brexit-forhandler.

Han mener, at tiden for »krisehåndtering gennem ad hoc og trinvise beslutninger er ovre«, og at det nu er på tide at »håndtere ledelsesmanglerne i EU ved at gennemføre en omfattende, dybdegående reform af Lisabon-traktaten«.

Hans vision er at sætte en stopper for det nuværende ’Europa a la carte’, hvor lande som Danmark har særordninger, og i stedet erstatte det med en formel totrinsstruktur, hvor dem, der ikke ønsker at være fulde medlemmer, kan blive associerede medlemmer. Det kunne tælle lande som Storbritannien, Norge, Tyrkiet og Ukraine.

Ikke megen opbakning

Imidlertid synes der ikke at være megen opbakning blandt mange af kollegerne for ideen.

»Vi bliver nødt til at arbejde på at få borgerne på vores side og ikke skabe en stor vision på en bakketop,« siger Elmar Brok, der er medforfatter på den rapport, der ser på, hvilke muligheder der eksisterer inden for den eksisterende traktat.

»Vi bør ikke skabe et permanent totrinssystem. Nogle gange kan et land befinde sig på ét trin; senere kan det befinde sig på et andet. Vi må bruge fleksibiliteten i traktaterne, sådan at lande, der ønsker det, kan gå videre, og andre senere kan følge efter,« tilføjer han og mener ikke, at Europa »har brug for flere skillelinjer«.

En byggeplads

Morten Løkkegaard, hvis gruppeformand er Verhofstadt, er enig.

»Verhofstadt er jo et menneske, der tror, at hvis man starter reformerne og smider håndgranaten og bygger det hele op på ny nu, så vil alting lykkes. Det er jo en besnærende tankegang, men jeg mener, at en af de store erkendelser, vi er nødt til at gøre os, er, at EU-samarbejdet er en byggeplads. Der vil være byggerod, der vil være støv, der bliver hvirvlet op hele tiden. Det ser ikke kønt ud, men det vil være en bygning, der står,« siger han.

Løkkegaard understreger, at han ikke er modstander af reformer, men han mener, at det lige nu er vigtigere at finde konkrete løsninger.

»I den bedste af alle verdener laver man begge ting på én gang, men så god er verden ikke. Så det spørgsmål, vi må stille os selv lige nu, er: Har vi brug for endnu et sandslot, eller har vi brug for, at vi starter med at skabe nogle løsninger for folk, sådan at legitimiteten er i orden?«

Hvad løsningen på EU’s krise bliver, er langt fra afklaret. Men ifølge Martin Schulz er der ikke noget alternativ til at komme i gang med arbejdet og finde den.

»Lyt til talerne om ’mit land først’, hvor alt handler om at finde en syndebuk, hvor der ikke tales om løsninger. Lyt til de taler. Dette er 1920’ernes og 30’ernes retorik – og resultatet er velkendt.«

Information deltog i The Future of Europe-seminaret på invitation af Europa-Parlamentet