I skal ikke sende mad til os. I skal forhindre regimet i at slå os ihjel

Jeg vågnede brat klokken syv, da en bombe slog ned ganske tæt på vores lejlighed. Mine børn blev ude af sig selv af rædsel og gav sig til at græde og skrige.

Eksplosionen forvoldte en del skader på døre og vinduer i vores lejlighed, men jeg fik til sidst beroliget børnene nogenlunde og kunne lave kaffe, som jeg drak sammen med min mand, mens jeg prøvede at falde til ro.

Drengene var sultne, men vi havde ikke noget brød – kun lidt pasta og et løg, som jeg lavede til dem. De tryglede mig: »Vær nu sød, mor. Bliv hos os. Gå ikke ud, hvis nu flyene kommer tilbage.«

Der er et hospital i nærheden af ​​vores hjem, og da mine børn hørte ambulancerne komme, begyndte de igen at græde og spurgte, om der var børn eller gamle mennesker eller kvinder blandt de tilskadekomne. De kan se de sårede fra vores vindue.

Før krigen arbejdede jeg som lærer i en skole for større børn. Vi var en normal familie. Vi plejede at gå rundt i vores by, i parkerne, på restauranter, for at slappe af og hygge os. Men efter at revolutionen var brudt ud, blev jeg arresteret, og min familie måtte betale en masse penge for at få mig ud af fængslet. I de fem år, som er gået siden, har jeg ikke været på den side, der er kontrolleret af regimet.

Jeg er i dag forstanderinde for en skole, vi selv har oprettet. Før belejringen gik jeg hver dag på arbejde i skolen og havde mine sønner på ti og tolv år med. De lavede lektier og legede med de andre elever, og når skoledagen var forbi, gik vi sammen hjem, lavede mad og så tv.

Intenst bombardement

Men bombardementet er i disse dage så intenst og kan rette sig imod alle mål: skoler, hospitaler, moskeer. To af lærerne, mine venner, blev dræbt og en tredje såret i benet og på hænderne, da de var på vej til skole.

Så nu holder vi skolen lukket. Et par lærere er derhenne for at forberede, at vi igen kan åbne, hvis angrebene skulle stilne af.

Om morgenen, når flyene kommer, skynder vi os ned i beskyttelserummene. For tiden tilbringer vi det meste af vores dag der. Det er så utrolig kedeligt. Der er intet, man kan foretage sig. Der er ingen elektricitet, for der er intet brændstof til generatoren.

Vores hverdag er fuld af strabadser. Hvordan skal jeg kunne forklare, hvordan det føles, når min søn siger til mig »Jeg er så sulten«, og jeg ikke aner, hvad jeg skal give ham at spise. Sidste uge havde han fødselsdag, og han græd hele natten, fordi vi ikke kunne lave en kage til ham.

Børnene kan godt huske deres kammerater – dem, der er flygtet, og dem, der er blevet dræbt, og de familiemedlemmer, der nu er i udlandet. De laver figurer af dem af papir og taler med dem, som om de stadig er her.

Nogle gange, når de kommer i skole med mig og ser, hvor tomt her er, siger de: »Hvornår begynder timen?« Jeg tror, at vi, hvis bombardementerne løjer af, snart tager dem ud at lave malerier på nogle af de biler og busser, som er blevet ødelagt af bomberne.

Frihedskamp

Selv om vi lider meget og føler os ladt i stikken, er vi alligevel stolte, fordi vi kæmper for at få vores frihed. Jeg håber, at mine børn, hvis jeg skulle dø, vil vokse op i et frit og sikkert land. Jeg vil gerne have, at I videregiver min bøn til verden: I skal ikke sende mad til os. I skal forhindre regimet i at slå os ihjel.

Det meste af min familie er nu i Tyrkiet, men min ene bror er her, og jeg arbejder sammen med ham. Vi har oprettet skolen sammen, og jeg arbejder med at yde psykologisk støtte til børnene og til de kvinder, der har brug for støtte, fordi de har mistet deres mænd eller sønner i krigen.

Vores skole er nu flyttet til et underjordisk beskyttelsesrum. Men jeg kan stadig se, når børnene kommer gående med deres skoletasker. Der er glæde i deres øjne, de er glade for at studere.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen