Læsetid: 4 min.

Det talende trykluftsbor

Portugiseren António Guterres, som FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt har indstillet til posten som næste generalsekretær, er kendt for sine oratoriske egenskaber
Jobbet som flygtningehøjkommissær har blandt andet bragt Antonio Guterres til den græske ø Lesbos, hvor han her taler med nyankomne flygtninge.

Jobbet som flygtningehøjkommissær har blandt andet bragt Antonio Guterres til den græske ø Lesbos, hvor han her taler med nyankomne flygtninge.

Antonis Pasvantis

7. oktober 2016

Det var et enigt sikkerhedsråd, der indstillede den 67-årige portugiser António Manuel de Oliveira Guterres til at afløse sydkoreaneren Ban Ki-moon på posten som FN’s generalsekretær.

Den russiske FN-ambassadør betegnede enigheden som »historisk«, da han onsdag annoncerede, at Sikkerhedsrådet efter en officiel afstemning torsdag agter at indstille den tidligere portugisiske premierminister og flygtningehøjkommissær til posten, hvorefter medlemmerne af FN’s Generalforsamling kan gøre indsigelse mod udnævnelsen:

»Det skyldes først og fremmest hans personlighed og hans glimrende præstationer under de åbne samtaler om posten,« siger António Costa Pinto, politologiprofessor ved universitetet i Lissabon, om Guterres’ udnævnelse og tilføjer:

»Han er kendt som en meget moderat, katolsk centrum-venstrepolitiker og har allerede haft en flot karriere i FN. Men så handler det også om, at Portugal er et lille land, der ikke spiller nogen rolle i international politik. Det gør, at Guterres f.eks. ikke er forbundet med de store problemer i EU eller med spændingerne mellem EU og Rusland som følge af situationen i Ukraine.«

Talende trykluftsbor

Lige fra udvælgelsesprocessens begyndelse blev Guterres betragtet som favorit.

For første gang er kandidaterne blevet udspurgt af FN’s medlemslande i generalforsamlingen, efterfulgt af vejledende afstemninger.

Mogens Lykketoft, som indtil midten af september var formand for generalforsamlingen, har været med til at indføre denne nye procedure. Egentlig var det ifølge en uskreven regel Østeuropas tur til at besætte posten, og flere ønskede at se den første kvindelige generalsekretær nogensinde.

Men den bulgarske leder af UNESCO, Irina Bokova, blev afskrevet på grund af sine tætte forbindelser til Rusland, så Bulgariens regering valgte for en uge siden at indstille en ny kandidat, EU-kommissæren Kristalina Georgieva. Men da havde Guterres allerede overbevist de fleste:

»Vi har en kandidat, som har overbevist med sin erfaring, sine visioner og sin tilpasningsevne på en lang række områder. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke har været uenighed eller kontroverser,« udtalte USA’s FN-ambassadør onsdag:

»Hver dag mødes vi i sikkerhedsrådet, hvor vi stræber efter den enighed, man har kunnet se i dag. Og med en så forfærdelig krise som den, der for tiden udspiller sig i Syrien, er det akutte behov for at opnå den form for enighed indlysende.«

I Portugal har Gutteres’ oratoriske egenskaber skaffet ham tilnavnet »det talende trykluftsbor«:

»Han er en fremragende taler,« siger António Costa Pinto, »og har altid en kvik bemærkning parat, når han møder folk. Han er vedholdende og giver aldrig op i diskussioner. Og så er det meget svært at fange ham i at være uforberedt.«

Globalt tænkende

Normalt er gode talegaver dog ingen garanti for succes i international politik, påpeger António Costa Pinto. Men den nye og mere åbne udvælgelsesproces samt det faktum, at der helt åbenlyst ikke var mere kvalificerede kandidater i feltet, har givet Guterres en afgørende fordel, mener han:

»Han tænker globalt og er meget velbevandret i international politik og historie. Det var også tydeligt under høringerne i FN,« siger António Costa Pinto og fortsætter:

»Men han var faktisk ikke specielt populær som portugisisk premierminister (1995-2002, red.) og heller ikke som formand for Socialistpartiet. Det skyldes især, at han på grund af sin katolske baggrund undlod at mobilisere partiet i forbindelse med en folkeafstemning om fri abort i 1998, så indtil 2007 var det forbudt at få foretaget en abort. Det fik han det meste af skylden for. Han blev også betragtet som en næsten for kompromissøgende forhandler, der forsøgte at inddrage alle. Men nogle af hans negative kendetegn som politiker i Portugal kan vise sig at være kvaliteter i rollen som FN’s generalsekretær.«

Det var under Guterres, at Portugal i 1999 blev medlem af eurozonen og samme år afhændede kolonien Macao til Kina. Efter at have forladt portugisisk politik blev han i 2005 udnævnt til leder for FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR,  og bestred posten indtil 2015.

I løbet af sine 10 år i UNHCR beskar Guterres agenturets personale i hovedkvarteret i Genève med en tredjedel for i stedet at optrappe tilstedeværelsen i konfliktzoner. Samtidig med den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig måtte Guterres kæmpe med et finansieringsproblem i UNHCR:

»Hvis man ser på det humanitære budget over hele verden, er det på mellem 20 og 30 mia. dollars,« udtalte han sidste år til The Guardian:

»Jeg kender ikke til nogen redningspakke til en blot mellemstor bank, som ikke har kostet mere end det. Ikke at bruge mere på humanitær hjælp er en dårlig strategi, hvis det ikke ligefrem er selvmorderisk.«

Guterres' ry som menneskerettighedsforkæmper kunne have skabt modstand mod hans kandidatur i lande som Kina og Rusland, der begge er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet.

Og spændingerne som følge af konflikterne i Syrien, Yemen og Libyen kan hurtigt få Guterres til at »fortryde, at han er blevet valgt,« udtaler Richard Gowan fra Center on International Cooperation til Le Monde. The New York Times betegner den nye generalsekretær som »et fortræffeligt valg«:

»Han har erfaringen, energien og den diplomatiske finesse,« hedder det i en leder, som påpeger, at Guterres skal bidrage til løsningen af regionale krige, spændingerne mellem Rusland og Vesten, Kinas aggressive fremfærd i Asien samt flygtningekrisen i Europa og Mellemøsten:

»I forhold til disse udfordringer har generalsekretæren begrænset magt, og embedets indflydelse svækkes yderligere af statsløse terrorgrupper og opstande, der krydser landegrænser. En stor del af Guterres’ arbejde kommer til at handle om at finde ud af, hvordan FN, en forsamling med 193 medlemmer, kan navigere i en verden, hvor terrorisme og krig smelter sammen og udløses af mange forskellige kræfter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu