Læsetid: 4 min.

Den vallonske mus og de ’udemokratiske handelsaftaler’

Hvordan skelner vi mellem de internationale aftaler, der underminerer demokratiske principper og dem, der ikke gør det?
27. oktober 2016

Den belgiske delstat Vallonien kan meget vel have endegyldigt torpederet ​​handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA) ved at nedlægge veto imod den. Af grunde, der ifølge magasinet The Economist »er vanskelige at fatte«.

Tja, det kan diskuteres. Vel er Canada en af ​​de mest progressive handelspartnere, man kan håbe at få, og vel er det svært at tro, at vallonske indkomster eller værdier virkelig skulle trues af aftalen. Men åbenlyst står der også noget større på spil end detaljerne i denne aftale.

I stedet for at rase over vallonernes dumhed og uvidenhed skulle vi hellere søge at forstå, hvorfor sådanne aftaler har så svært ved at blive anerkendt som legitime. Her påhviler der de politiske mainstreameliter og handelsteknokrater, der affejer almindelige menneskers bekymringer over tidligere handelsaftaler, et stort ansvar.

Eliterne bagatelliserer de fordelingsmæssige problemer, selv når de viser sig væsentlige for de mest direkte berørte lokalsamfund. De oversælger desuden de samlede gevinster fra handelsaftalerne, skønt disse har været ret beskedne – i al fald siden NAFTA. De hævder, at suverænitet ikke udhules, selv om den klart bliver udhulet i visse sammenhænge.

De afviser, at demokratiske principper undermineres, skønt de gør det på nogle punkter. De afviser, at aftalerne fører til social dumping, selv om de ofte gør præcis dette.

De hylder handelsaftalerne som en sejr for ’frihandel’ og ’markedsprincipper’, selv om Adam Smith og David Ricardo ville vende sig i deres grave, hvis de læste eksempelvis nogle af kapitlerne i ​​TPP.

Eliteheppekor

Og fordi de har forsømt at gøre opmærksom på alle disse forbehold og skyggesider, får international handel nu skylden for alle mulige dårligdomme – selv når dette ikke er fortjent. At demagoger og protektionister nu får taletid til at fremsætte deres meningsløse påstande om frihandlens fortrædeligheder, skyldes i vidt omfang det førnævnte eliteheppekor.

Ydermere handler modstanden mod handelstalen ikke kun om frygt for indkomsttab. Selv ikke kompensationsordninger for sådanne ville række. Den handler også om fairness, tab af demokratisk kontrol og eliternes ’tab af troværdighed’. Det skader frihandlens sag at påstå noget andet.

Min grundlæggende pointe omkring demokratisk legitimitet er denne. Det forhold, at et internationalt regelværk forhandles på plads af og accepteres af demokratisk valgte regeringer gør ikke i sig selv regelværket demokratisk legitimt.

Politologerne Bob Keohane, Steve Macedo og Andy Moravcsik påpeger ganske vist, at i visse henseender kan globale regelværk faktisk styrke demokratiet, fordi sådanne forhandlinger styrker og inviterer til mere multilateralisme.

De henviser til, at demokratisk valgte parlamenter i forvejen ofte uddelegerer magt til uafhængige eller kvasiuafhængig autonome organer. Centralbanker er typisk uafhængige, ligesom der findes diverse andre former for kontrol og balance i forfatningsmæssige demokratier.

Tilsvarende kan globale regelværk gøre det lettere for nationale demokratier at nå de mål, de forfølger, uanset at de medfører visse begrænsninger af deres autonomi.

Især tre specifikke mekanismer fremdrages. Globale regler kan styrke demokratiet ved at modvirke polariseret blokdannelse blandt nationerne. De kan beskytte mindretalsrettigheder. Og de kan forbedre kvaliteten af ​​de demokratiske overvejelser.

Global styring

Men bare fordi globaliseringen kan styrke demokratiet, betyder det ikke, at den altid gør det. Ret beset er der mange måder, hvorpå global styring går i den modsatte retning. Antidumpingregler kan f.eks. styrke protektionistiske interesser. Regler om intellektuelle ejendomsrettigheder og ophavsrettigheder kan favorisere medicinalselskaber og underholdningskoncerner som Disney, stik imod almenvellets interesse.

Tilsvarende er der mange måder, hvorpå globaliseringen snarere skader end øger kvaliteten af ​​de demokratiske overvejelser. For eksempel bliver multilaterale handelsaftaler ofte stemt igennem eller forkastet i de nationale parlamenter uden større diskussion, alene fordi de er internationale aftaler.

Globaliseringsstyrkende globale regler og demokratistyrkende globale regler kan til dels overlappe, men er ikke én og samme ting.

Mere generelt kan internationale forpligtelser bruges til at binde nationale regeringers hænder på både demokratisk legitime og illegitime måder. Ekstern disciplin kan søges opretholdt gennem to forskellige tilgange, hvor den ene er mere forsvarlig i en traditionel demokratisk optik end den anden.

Ekstern disciplin

Her er et eksempel på det første, det såkaldte tidsinkonsistensproblem: En national regering vil gerne forpligte sig på frihandel eller finanspolitisk balance, men indser, at den over tid risikerer at måtte give efter for politisk pres og slække på disse ideelle fordringer.

Den vælger derfor at binde sine hænder ved at indordne sig under ekstern disciplin. Når protektioniske interesser eller politiske kræfter, der vil øge det offentlige forbrug, forsøger at skrue op for presset, kan regeringen så sige: »Beklager, WTO eller IMF forbyder os at gå den vej.«

Resultat: Alle stilles bedre, med undtagelse af lobbyisterne og særinteresserne. Denne en regerings uddelegering og underlæggelse under ekstern disciplin er her et demokratisk gode. 

Problemer melder sig imidlertid, hvis en regeringen ikke så meget frygter sit fremtidige selv som sine fremtidige modstandere – oppositionen. Sidstnævnte kan have et helt andet syn på økonomisk politik og kan, hvis den vinder næste valg, beslutte sig for at skifte kurs.

Ved at indgå en international aftale, opnår den siddende regering at binde hænderne på sine modstandere. Men uanset om den kommende regering har bedre eller værre politiske ideer, er det svært at se, hvordan begrænsningen af dens politiske råderum kan være et demokratisk win-win-resultat. Denne form for ekstern disciplin har mindre demokratisk legitimitet, fordi den begunstiger et sæt politiske interesser på bekostning af alle andre.

© Dani Rodrik og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Der er helt unødigt at komplicere, hvad de såkaldte frihandelsaftaler går ud på, der er kun et mål, at sikre kortsigtet kapitalakkumulation.

Der er ingen plan for nogen form for bæredygtighed, det handler kun jagt på de kortsigtede økonomiske gevinster, uden hensyntagen til de lidelser CETA, TTIP og TiSA med ISDS påføre verdens befolkning.

Fakta om global kapitalakkumulation.

Ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen må derfor være, at økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået skabelsen af økonomisk vækst, rimelig fordeling af velstand og på den 'lange bane' bekæmpelse af fattigdom.

CETA, TTIP og TiSA med ISDS, er bygger på laissez faire principper, det frie marked, hvor individer udveksler varer og serviceydelser, uden statens indblanding og uden fremtidige mulighed for indblanding, de i kølvandet på CETA, TTIP og TiSA med ISDS beskyttet mod politisk indblanding og nu sikret uden politisk indblandning på afbrænding af kul, olie og gas menneskeskabte klimaforandringer er ligegyldige for jagten på de kortsigtede økonomiske gevinster.

Så er der arbejdstagere rettigheder, miljø, sundhed og fødevare sikkerhed, det er omtrent samme historie, hvor focus er på kapitalakkumulation de kortsigtede økonomiske gevinster.

Sådan fungere det, når politikere fralægger sig ansvaret til privat kapitalisme, uden mulighed for fremtidig regulering, hvor 'du og jeg' samtidig bliver bestjålet demokratiet og retsstat med CETA, TiSA og TTIP med ISDS.
(Se link)
Link: http://youtu.be/M4-mlGRPmkU