Analyse
Læsetid: 6 min.

Alle veje fører til Syrien, men ingen fører væk igen

Mange interesser mødes i Syrien, og et væld af lande, organisationer og individer bidrager til kaosset. Men ideen om, at borgerkrigen styres udefra, er ikke helt korrekt. Desværre kan man nærmest sige. For så ville krigen være nemmere at stoppe.
Washington har i overvejende grad mødt den russiske slåen-sig-på-brystet med hovedrysten og forarget mumlen. USA er ikke interesseret i en ny krig, hverken med indsættelse af egne styrker eller knap nok med støtte fra andres

Washington har i overvejende grad mødt den russiske slåen-sig-på-brystet med hovedrysten og forarget mumlen. USA er ikke interesseret i en ny krig, hverken med indsættelse af egne styrker eller knap nok med støtte fra andres

Carolyn Kaster

Udland
14. oktober 2016

Det bliver ofte sagt om den syriske konflikt, at det er en stedfortræderkrig. En konflikt, hvor to stormagter undlader en direkte konfrontation og i stedet lader deres konflikt udspille sig på en mindre scene i et tredje land, hvor stormagterne støtter hver deres protagonist i et blodigt skakspil på neutral grund.

Stedfortræderkrige kendes især fra Den Kolde Krig, hvor tredjeverdenslande agerede ideologisk og konkret slagplads for Sovjetunionen og USA.

Men selv om det ikke er svært at få øje på det fremmede engagement i den syriske konflikt, holder tesen ikke helt. 

Nettet af fremmede lande, organisationer og enkeltpersoner, der støtter de forskellige væbnede fraktioner i Syrien, er så varieret og med så mange forskellige mål, at det er svært at tale om to klare modsatrettede blokke, der er sat over for hinanden.

Samtidig lader grupperne sig kun i meget begrænset omfang styre af deres udenlandske støtter, men forfølger egne isolerede interesser.

Det faktum gør det desværre også væsentligt sværere for det internationale samfund at forhandle en fred på plads. Selv hvis man kan blive enige, kunne man så overbevise krigens parter til at følge anvisninger udefra? Svaret har indtil nu været negativt.

Syv lande med store interesser i Syrien

Den brudflade, der oftest har givet anledning til betegnelsen stedfortræderkrig, er konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien, eller mellem det shiitiske og det arabiske Mellemøsten.

Iran støtter Assad-regimet med våben, penge og soldater. De sidste kommer både fra egne rækker i primært Revolutionsgarden og fra allierede militser i andre mellemøstlige lande, primært libanesiske Hizbollah.

Saudi-Arabien har på sin side støttet store dele af den væbnede opposition og især de mere eller mindre islamistisk prægede grupper sammen med en række golfarabiske allierede samt Tyrkiet.

Kampen har gået på dominans i regionen, og både Iran og Saudi-Arabien er stadig kraftigt involveret i borgerkrigen, men dette aspekt af konflikten er kommet til at fylde mindre i det seneste år.

Dels har Rusland til en vis grad overtaget pladsen efter Iran, der trods alt har begrænsede ressourcer at bruge i Syrien. Dels hersker der internt i den sunnitiske lejr ganske store uenigheder. Og endelig har Islamisk Stats fremvækst i nogen grad ændret de strategiske prioriteter for begge lande.

Nabolandet Irak er et splittet land. Shia-miliserne bekæmper IS på hjemmebane, mens de på udebane støtter Assad i Syrien. Sideløbende lurer en konflikt mod de irakiske kurdere, som på den anden side er allieret med Tyrkiet, som er tilstede i Nordirak for at kæmpe mod IS, men også for at sikre de kurdiske slevstyremyndigheders fortsat fjendtlige forhold til de PKK-dominerede syriske kurdere.

Tyrkiets rolle som den måske vigtigste støtte for oppositionen har ændret sig. Fra at arbejde fokuseret på at vælte Bashar al-Assad går præsident Erdogans strategiske prioritet nu hovedsageligt på at bremse de kurdiske fremskridt i det nordøstlige Syrien.

Den genoptagne dialog med Kreml har også skabt tvivl om, hvem Tyrkiet på lang sigt vil støtte – men at den pågældende part er indstillet på at tøjle det kurdiske autonomiprojekt, ligner en forudsætning for støtte.

Læs også: Det bliver umuligt at skille de gode fra de onde i Syrien

Ruslands engagement i Syrien har været stigende med massive bombardementer af oprørsstyrker og oprørskontrollerede boligkvarterer, indsættelse af nye jord til luft-missilsystemer og en stadig mere aggressiv tone over for USA.

Det peger i retning af en klassisk koldkrigsdynamik, hvor den ene stormagts støtte til den ene krigspart modsvares af den anden stormagts støtte til den anden. Men den russiske optrappen er ikke rigtig blevet modsvaret af en ditto amerikansk. Samtidig har Ruslands evne til at påtvinge styret i Damaskus dets vilje flere gange fremstået tvivlsom.

USA støtter og har støttet forskellige oprørsgrupper, men indsatsen har været halvhjertet. Arabiske allierede og aktivistiske amerikanske parlamentarikere og lobbyister har skubbet på for, at USA i højere grad skulle fremstå som en slags moralsk hegemon i verden.

Men den mest helhjertede støtte er gået til de syriskkurdiske YPG-styrker, der er erklærede modstandere af USA’s vigtige regionale allierede, Tyrkiet, og i øvrigt strandet i ingenmandsland mellem regime og opposition.

Læs også: Aleppo er blevet Ruslands vej til den internationale scene

Washington har i overvejende grad mødt den russiske slåen-sig-på-brystet med hovedrysten og forarget mumlen. USA er ikke interesseret i en ny krig, hverken med indsættelse af egne styrker eller knap nok med støtte fra andres. At bekæmpe Islamisk Stat – primært fra oven – er et mere sikkert valg, og den politik vil næppe ændre sig markant under præsident Barack Obamas ledelse.

Europa støtter i behersket omfang oppositionen og er involveret i kampen mod IS. Ellers handler det mest om at undgå flygtninge, hvilket dominerer forholdet til ikke mindst Tyrkiet. Enkelte lande som Frankrig og England er mere højlydte og aktive i deres modstand mod Assad.

I den syriske revolution sidder de oprindelige aktivister, borgerretsforkæmpere og demokratiforkæmpere tilbage uden mange internationale venner, der vil sætte realpolitisk handling bag hensigtserklæringerne.

Det Arabiske Forårs kapital af ideer om lighed, medindflydelse og demokrati har i Syrien vist sig vanskelig at omsætte til magt i et internationalt system af nationer med mindre altruistiske interesser.

Alliancer

Jabhat Fateh al-Sham og andre salafist-islamistiske grupper

De islamistiske militser er vokset voldsomt frem i løbet af krigen, og det er især på grund af en kraftig støtte fra de arabiske golflande med både våben og penge, både fra individer, regeringer og organisationer.

Grupper som Jabhat Fateh al-Sham – det tidligere Jabhat al-Nusra – Ahrar al-Sham og Jaish al-Islam, der alle har en slags kalifat som endemål, er samlet i koalitionen Jaish al-Fatah, og i hvert fald de to sidste grupper formodes at være støttet af bl.a. Saudi-Arabien, Kuwait og Tyrkiet.

Den ’demokratisk orienterede’ opposition

Revolutionens oprindelige aktivister og den løse alliance af oprørsgrupper, der er kendt som FSA og allierede grupper. De enkelte grupper med vidt forskellig ideologisk og praktisk fundering støttes af forskellige donorer, ligesom visse arabiske lande formodes at støtte nogle større grupper.

USA formodes stadig at støtte nogle oprørsgrupper, dog hovedsageligt gennem arabiske partnere og først og fremmest gennem det såkaldte MOC-kommandocenter i Jordan, der koordinerer støtte til oprørsgrupper i det sydlige Syrien. N

etværket af militsgrupper omkring FSA er ganske stort, men det er også suverænt det mest udsultede på grund af manglende international støtte.

Kurderne

Den stærke YPG-styrke, der har udvidet det kurdiske område kraftigt i de seneste år, er reelt en del af det tyrkiske PKK og modtager soldater og støtte derfra, både fra Tyrkiet, fra lejrene i de nordirakiske bjerge og fra andre kurdiske egne. Støttes også af USA med både våben, information, luftstøtte og specialtropper, mens kurderne også har flirtet med Rusland.

Islamisk Stat

Har især i starten modtaget støtte fra individer og organisationer i forskellige golflande, mens Tyrkiet har givet organisationen en særdeles favorabel behandling for at understøtte dens kamp mod de syriske kurdere. En i Syrien mørklagt sag beretter også om våbenleverancer fra den tyrkiske efterretningstjeneste MIT til en gruppe, der formodes at være IS.

Det syriske styre

Støttes af Rusland, Iran, irakiske shia-militser, det libanesiske Hizbollah samt frivillige fra bl.a. Afghanistan hyret af iranske myndigheder. Styrets forhold til IS er ambivalent. De har haft temmelig få kampe internt, og styret beskyldes for at have fremmet IS’ vækst ved dels at undgå at bekæmpe dem, men derimod deres fjender i den syriske opposition, og dels ved at løslade en lang række islamister i revolutionens første tid, som senere kom til at spille vigtige roller.

Serie

Fokus på Syrien

Det, der sker i Aleppo i disse dage, sætter vores verden på spil. Det er grusomt for ofrene og ødelæggende for vores tro på, at vi lever i en verden, hvor verdenssamfundet beskytter borgere i alle lande mod diktatorers krigsforbrydelser og massemord.

Men Syrien er mere end et land hærget af krig: det er en kulturel stormagt, et land med en poetisk tradition og et sted, hvor borgerne bliver ved med at drømme.

Vi har i en dag sat resten af verden i parentes for at sætte krigen, landet og den store verdensorden i perspektiv – forfra.

Seneste artikler

  • Modstand er den eneste mulighed

    17. oktober 2016
    De intense bombardementer af civile og udsultningen af Aleppo har til formål at presse oprørerne og befolkningen til overgivelse, mener de kæmpende grupper i byen. Men hvad venter, hvis de overgiver sig, spørger de retorisk
  • De Hvide Hjelme og politiseringen af nødhjælpen

    15. oktober 2016
    Syriske nødhjælpsorganisationer, der opererer i de oprørskontrollerede områder, beskylder FN for at være i lommen på det syriske regime. Men også de syriske hjælpeorganisationers påståede neutralitet forekommer tvivlsom
  • Hvem stod bag angrebet på FN-konvojen?

    15. oktober 2016
    Der hersker fortsat uvished om, hvem der stod bag angrebet på en nødhjælpskonvoj den 19. september. Sagen illustrerer, hvor vanskeligt det er at skelne mellem sandhed og propaganda i Syrien
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bente Simonsen

Man glemmer en part i konflikten, Israel, som aldrig holder sig tilbage, hvis de kan skabe kaos og konflikt og få andre til at stå som synderne.
Golan er udbygget nu, de behøver mere land, og olieresourcer findes på den syriske side af Golan.