Læsetid: 8 min.

Vietnam balancerer mellem betonkommunistisk kommandostyre og kapitalistisk anarkisme

Danmark har udfaset udviklingsbistanden til Vietnam og betragter nu det vietnamesiske etpartistyre som en vigtig handelspartner i kampen om indflydelse på det boomende sydøstasiatiske marked. Men med det store fokus på erhvervsinteresser risikerer vietnamesernes kamp for rettigheder og lighed at ryge i svinget
Kristian Jensen aflagde høflighedsvisit hos tre vietnamesiske ministre på en formiddag, her premierminister Nguyen Xuan Phuc. Men pressen fik ingen mulighed for at stille spørgsmål. ’Sådan gør man altså ikke her,’ lød beskeden til de medrejsende danske journalister.

Kristian Jensen aflagde høflighedsvisit hos tre vietnamesiske ministre på en formiddag, her premierminister Nguyen Xuan Phuc. Men pressen fik ingen mulighed for at stille spørgsmål. ’Sådan gør man altså ikke her,’ lød beskeden til de medrejsende danske journalister.

LUONG THAI LINH

22. oktober 2016

Tre storbyer, fem flystrækninger, tre ministre og en ordentlig håndfuld virksomheder på fem dage.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er med en delegation af embedsfolk og journalister på turbotur til Vietnam og Thailand, sidstnævnte for at holde EU-møde med landene i den sydøstasiatiske organisation ASEAN, og førstnævnte for at cementere politiske kontakter med handelslandet Vietnam.

»Med lande som Kina og Vietnam hjælper det ikke at angribe dem direkte med krav om menneskerettigheder, fordi det står i en FN-resolution. Det er de fuldstændig ligeglade med,« siger Venstre-manden, der i 2003 udgav bogen Hurra for globaliseringen

Han er af den overbevisning, at idealer om menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption glider nemmere ned, hvis man også fodrer magthaverne med udsigt til handel og bæredygtig udvikling.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Jensen anerkender, at globaliseringen har haft flere tabere, end den globale elite har villet indrømme.

En sådan indrømmelse fra en erklæret neoliberalist skal lige markeres.

Carsten Wienholtz, Michael Kongstad Nielsen, Torben K L Jensen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

"Har det været på dagsordenen i dine snakke med de tre ministre?"
»Nej, ikke i den her omgang. (...)"

Hvad snakkede de så om? ...

Pengesager, vel.

Iøvrigt behøver Kristian Jensen nok ikke regne med at pengene udelukkende ender i oligarkers lommer.

»Regeringen har et vist fokus på det og investerer i fattige områder, men det kan fremover skabe et legitimitetsproblem for en stat, der påstår at markedsorienteringen er god for alle.«

Markedsøkonomien har i Kina, gennem beskatning og statskontrol med strategiske virksomheder og banker, skabt et enormt overskud i statskassen og masser af opp-investeringer, hvilket giver et helt enestående investeringsboom og opbygning af infrastruktur, moderne boliger, samt millioner af lavtlønsjob. Vietnam ser sig i konkurrence med Kina, så mon ikke de vælger den kinesiske model med massive statsinvestering i samfundet?

Torben K L Jensen

Vælge den kinesiske model? Man kan da fint bruge statskapitalisme og samtidig se mod vesten,tænk lige på at Vietnam for ikke så lang tid siden var i krig med Kina.

Kina og Vietnam ligner hinanden på den måde at de begge er planøkonomier og de har begge den samme samfundsfortælling; "Det er ikke socialisme at være fattig."

Begge lande har statslig ejerskab af virksomheder og banker, og begge har en stor bondebefolkning, der skal til byerne og have arbejde, og det helst uden, at de ender i de fattigzoner, som vi i den privatkapitalistiske verden kender som slumkvarterer, farvelaer osv. Det vil sige, at der i en fart skal skabes arbejdspladser, boliger og egentlig infrastruktur. Der er ikke tid til at lade privatkapitalismens markedsstyring finder det profitabelt at modernisere samfundet, som vi ellers ser det i vestligt styrede ulande på vej.

At to lande ligger i konkurrence med hinanden betyder jo ikke at de ikke kan udvikle sig efter samme økonomiske model.