Læsetid 8 min.

Vietnam balancerer mellem betonkommunistisk kommandostyre og kapitalistisk anarkisme

Danmark har udfaset udviklingsbistanden til Vietnam og betragter nu det vietnamesiske etpartistyre som en vigtig handelspartner i kampen om indflydelse på det boomende sydøstasiatiske marked. Men med det store fokus på erhvervsinteresser risikerer vietnamesernes kamp for rettigheder og lighed at ryge i svinget
Kristian Jensen aflagde høflighedsvisit hos tre vietnamesiske ministre på en formiddag, her premierminister Nguyen Xuan Phuc. Men pressen fik ingen mulighed for at stille spørgsmål. ’Sådan gør man altså ikke her,’ lød beskeden til de medrejsende danske journalister.

Kristian Jensen aflagde høflighedsvisit hos tre vietnamesiske ministre på en formiddag, her premierminister Nguyen Xuan Phuc. Men pressen fik ingen mulighed for at stille spørgsmål. ’Sådan gør man altså ikke her,’ lød beskeden til de medrejsende danske journalister.

LUONG THAI LINH
22. oktober 2016

Tre storbyer, fem flystrækninger, tre ministre og en ordentlig håndfuld virksomheder på fem dage.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er med en delegation af embedsfolk og journalister på turbotur til Vietnam og Thailand, sidstnævnte for at holde EU-møde med landene i den sydøstasiatiske organisation ASEAN, og førstnævnte for at cementere politiske kontakter med handelslandet Vietnam.

»Med lande som Kina og Vietnam hjælper det ikke at angribe dem direkte med krav om menneskerettigheder, fordi det står i en FN-resolution. Det er de fuldstændig ligeglade med,« siger Venstre-manden, der i 2003 udgav bogen Hurra for globaliseringen

Han er af den overbevisning, at idealer om menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption glider nemmere ned, hvis man også fodrer magthaverne med udsigt til handel og bæredygtig udvikling.

Nu har han som den første minister i Danmark siden Schlüter-regeringerne  ansvar for både EU-, udviklings-, handels- og udenrigsområdet og skal derfor kombinere en dagsorden om udvikling, erhvervsinteresser og menneskerettigheder på samme tid, når han trykker hånd med virksomhedsledere og ministre på skift. En rolle, der efter eget udsagn passer ham fint.

»Jeg tror, vi kan handle med hvem som helst. Vi skal bare ikke handle til hvilken som helst pris, og prisen for handel bliver for høj, hvis man ikke tager problematiske sager op,« lyder det fra venstremanden.

Danmark udfasede den traditionelle bistand til Vietnam i 2015, fordi landet leverer vækstrater på seks procent og af Verdensbanken bliver betegnet som verdensmestre i at reducere fattigdom.

Indtil da var Vietnam en af de største modtagere af dansk udviklingsbistand, der særligt var rettet mod fattigdomsbekæmpelse, landbrug, vand og antikorruption.

Vietnam åbnede med de såkaldte Doi Moi-reformer i 80’erne op for kapitalisme, udenlandske investeringer og frihandel, og landet forhandler nu frihandelsaftaler med både EU og USA i form af stillehavsaftalen TPP (Transpacifik Partnership).

Kristian Jensens ministerbesøg er derfor blot et af mange.

Det fremadstormende vækstland imponerer handelspartnerne, og fastholder samtidig den kommunistiske styreform og udadtil et fokus på kommunistiske idealer.

Men voksende ulighed, miljøkatastrofer og alt for megen korruption udfordrer forestillingen om, at staten kan rumme både handel og kommunistiske idealer.

Ingen rekorder på åbenhed

Fra det ene airconditionerede rum til det næste trykker jakkesætsklædte ministre smilende hinandens hænder foran en flok knipsende fotografer i Hanoi, inden dørene lukkes, og de formelle tilkendegivelser på tværs af blomsterklædte borde under enorme lysekroner kan begynde.

Den hastige procedure gentager sig tre gange på en formiddag, først med Vietnams udenrigsminister, så med premierministeren og sluttelig med planlægnings- og investeringsministeren. Kristian Jensen taler efter eget udsagn både om handel og menneskerettigheder, og her er de »utroligt gode til at sige, hvad vi vil høre«, som ministeren senere formulerer det.

Ingen af gangene er det muligt for journalister at stille et eneste spørgsmål.

Da Kristian Jensen var med kongefamilien i Saudi-Arabien tidligere i år, var der plads til et såkaldt doorstep med et par spørgsmål fra pressen, men »sådan gør man altså ikke her«, lyder beskeden til de fire medrejsende danske journalister i Hanoi.

Vi må derfor nøjes med at stille op ved siden af de vietnamesiske mediefolk, hvis succeskriterium synes at være at få taget et pænt billede af store smil foran guldindrammede billeder af landsfaderen Ho Chi Minh.

Selv om Vietnam på rekordtid er er rykket langt op ad vækstskalaen, halter kampen for pressefrihed, antikorruption og basale rettigheder for civilsamfundet efter. Kritikere frygter, at Vietnam vil gå i stå, når de får mærkatet handelspartner af lande som Danmark.

Kampen er først lige begyndt

Staten har traditionelt været den dominerende magt i Vietnam, men i de seneste 25 år har også virksomheder og udenlandske investorer fået stadig større indflydelse på landets udvikling.

I 2015 poppede 300 nye virksomheder op hver eneste dag i Vietnam, hvor enorme billboards med hammer og segl er en lige så fast bestanddel af gadebilledet som reklamer for Samsung og LG.

De ’ikkestatslige’ organisationer og civilsamfundet har derimod haft trange kår. I endnu et afkølet rum på den danske ambassade i Hanoi håber repræsentanter fra civilsamfundet, at åbningen af Vietnam mod omverdenen med alt hvad det indebærer af frihandelsaftaler og ministerbesøg kan kan presse de vietnamesiske myndigheder til at leve op til internationale standarder.

De er dog bekymrede for, om et for ensidigt fokus på vækst kan stække civilsamfundets muligheder for at agere vagthund over for stat og marked i den fremadstormende vækstøkonomi.

»Selv om vi har arbejdet hårdt, har vi stadig brug for støtte fra det diplomatiske niveau og donorerne. Korruption er fortsat omsiggribende, og råderummet for organisationer som vores er meget begrænset. Vi håber, at særligt Danmark vil støtte arbejdet, for kampen er først lige begyndt,« siger Nguyen Thi Kieu Vien, der er stifter og direktør i organisationen Towards Transparancy (TT). 

 Hun bakkes op af Pham Quang Tu fra ngo’en Oxfam i Vietnam.

»Det er en ny æra for Vietnam, og jeg håber, at lande som Danmark, der nu har ændret forholdet til Vietnam fuldstændig fra udviklingssamarbejde til et handelsmæssigt samarbejde vil fortsætte med at styrke civilsamfundets bestræbelser på at holde øje med stat og virksomheder. Uden det kan staten misbruge sin magt, og virksomhederne vil kunne fortsætte med at maksimere profitten til sig selv.«

Fagre markedsøkonomiske vækst

Lily Salloum Lindegaard er ph.d. hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun forsker og arbejder specifikt med udviklingen i Vietnam. Hun kan nikke genkendende til, at civilsamfundet står over for store udfordringer under det dominerende fokus på handel, og hun ser derudover uligheden i landet som et problem.

»Der er mange flere muligheder end før i tiden, men folk får ikke ligelig gavn af dem. Store, nye og halvtomme indkøbscentre tilbyder varer til europæiske priser, alt imens mange knokler på tøjfabrikker, hvor de producerer varer til eksport for en lav løn. Den ulighed er svær at undgå i overgangen fra udviklingsland til mellemindkomstland, men det skal aktivt håndteres for at opnå en mere jævn udvikling. Regeringen har et vist fokus på det og investerer i fattige områder, men det kan fremover skabe et legitimitetsproblem for en stat, der påstår at markedsorienteringen er god for alle.«

Irene Michele Nørlund er antropolog og har boet i og løbende rejst ind og ud af Vietnam, hvor hun blandt andet har forsket i arbejdstagernes rettigheder sammen med vietnamesiske kolleger. Hun uddyber ulighedens konsekvenser for vietnameserne. 

»Det rammer særligt de etniske minoriteter og de mange, der flytter til byerne for at få job. De har ikke de samme rettigheder til bolig og job, som dem, der er født i byen, og de lever en slags halvillegal tilværelse. Elektriciteten når langt langt ud, men ikke alle er begejstrede for moderniseringen. Priserne er steget voldsomt, og det kommer ikke alle til gode.«

Det er hendes indtryk, at vietnameserne i vid udstrækning har mistet troen på kommunismen. 

»Det er lidt ligesom Kina. Så længe det går godt, vil man gerne acceptere det. Men vi ser nu hele strande og ferieområder med store mansions, som almindelige vietnamesere overhovedet ikke kan betale, men hvor man forventer, at kineserne kommer og vil bruge en stor pose penge.«

Hurra for globalisering

Kristian Jensen kigger på vindtætte jakker og slidstærkt stof blandt rækkerne af symaskiner, hvor vietnamesiske arbejdere sidder med små stofmasker for munden.

Under rundturen på virksomheden Mascot fortæller den danske leder af virksomheden, hvordan Mascot vinder priser for at behandle arbejderne godt, simpelthen fordi de følger landets regler for arbejderrettigheder. Mascot er én af 130 danske virksomheder, der i dag har etableret sig i Vietnam.

Danmark er desuden det EU-land, der målt pr. indbygger har den største eksport til det vietnamisiske marked. I perioden fra 2001-2015 er Danmarks eksport til Vietnam vokset med 132 procent.

I bilen på vej hen til Mascot fortæller Kristian Jensen om formålet med at rejse til det land, han kalder en »blanding af politisk betonkommunisme og markedsøkonomisk anarkisme«.

»Det er at knytte et tættere bånd til ledelsen af landet. Beslutningerne tages af partiet, og derfor er det vigtigt, at de signalerer, at de arbejder med og respekterer Danmark. Det åbner muligheder for virksomheder, handel og investeringer. Det er også vigtigt at få skubbet til regimet, og sige, at hvis ikke I gør noget mere ved korruption, så kan I ikke forvente, at virksomhederne kommer.«

At rejse er at hente inspiration

Ministeren anerkender, at Vietnams opgradering til handelspartner kan give civilsamfundet problemer, og han er »enig med dem i«, at kampen for frihedsrettigheder først lige er begyndt.

»Jeg har ikke et klart svar på det. Når vi arbejder med udviklingslande har vi programmidler til at lave civilsamfundsopbygning, og når man så rykker ud af bistandsrammen, har vi ikke rigtig midlerne til det i øjeblikket. Det tror jeg, vi kommer til at overveje nærmere.«

Kristian Jensen har netop mulighed for at drøfte den udfordring i forhandlingerne med Folketingets øvrige partier om en ny udviklingspolitisk strategi frem mod 2030. Han afviser ikke, at civilsamfundet skal inkluderes i strategien.

»Der må vi prøve at få tænkt ind. Vi må se på, hvordan man får skabt de platforme, så befolkningen ikke kan kontrolleres, men styrer udviklingen i deres land.«

Én strategi kan ikke rumme det hele

Når Kristian Jensen ser på den globale handel, ser han en mere lige verden, hvor handel har løftet millioner ud af fattigdom, særligt i Asien. Samtidig anerkender han, at globaliseringen har haft flere tabere, end den globale elite har villet indrømme.

»I den globale arbejdsdeling risikerer man, at nogen bliver left behind, hvis ikke man tænker sig om. Det, vi har glemt i den vestlige verden er at se på, hvad de her mennesker skal leve af fremadrettet,« siger ministeren, der fremhæver Danmarks fokus på efteruddannelse for ufaglærte som vejen frem.

Også Vietnam risikerer at løbe ind i den type problemer, og særligt blandt de etniske minoriteter er uligheden stigende. Her er Kristian Jensen klar med et klassisk Venstre-argument om vækst for alle frem for lighed på bekostning af vækst.  

»Der er ingen tvivl om, at Vietnam får et problem med stigende ulighed. Uligheden kommer, fordi nogen får det bedre, uden alle kommer med, men hvis alternativet er, at alle har det lige dårligt, så er det et ringe alternativ. Vores opgave er at se, hvordan vi kan motivere et land som Vietnam til at have en inklusiv vækst, hvor både mindretal, køn og uddannelsesmæssig baggrund inkluderes.«

Har det været på dagsordenen i dine snakke med de tre ministre?

»Nej, ikke i den her omgang. Men jeg har sagt til nogle af samtalepartnerne, at de skal passe på, at deres sociale kontrakt hænger sammen. Særligt i et land som Vietnam. For hvis folk ikke føler sig inddraget i det, eller hvis de ikke føler, at styret tager hånd om deres problemer, så får styret kæmpemæssige problemer.«

Dagen efter fortæller en talsperson for Østerberg Is i Ho Chi Minh City over et powerpointshow og seks kugler is, at virksomheden oplever, at korruptionen er stigende.

Informations rejse til Vietnam var støttet af Udenrigsministeriet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Kristian Jensen anerkender, at globaliseringen har haft flere tabere, end den globale elite har villet indrømme.

En sådan indrømmelse fra en erklæret neoliberalist skal lige markeres.

Carsten Wienholtz, Michael Kongstad Nielsen, Torben K L Jensen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Fouad Fartous

"Har det været på dagsordenen i dine snakke med de tre ministre?"
»Nej, ikke i den her omgang. (...)"

Hvad snakkede de så om? ...

Brugerbillede for Bill Atkins

Pengesager, vel.

Iøvrigt behøver Kristian Jensen nok ikke regne med at pengene udelukkende ender i oligarkers lommer.

»Regeringen har et vist fokus på det og investerer i fattige områder, men det kan fremover skabe et legitimitetsproblem for en stat, der påstår at markedsorienteringen er god for alle.«

Markedsøkonomien har i Kina, gennem beskatning og statskontrol med strategiske virksomheder og banker, skabt et enormt overskud i statskassen og masser af opp-investeringer, hvilket giver et helt enestående investeringsboom og opbygning af infrastruktur, moderne boliger, samt millioner af lavtlønsjob. Vietnam ser sig i konkurrence med Kina, så mon ikke de vælger den kinesiske model med massive statsinvestering i samfundet?

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Vælge den kinesiske model? Man kan da fint bruge statskapitalisme og samtidig se mod vesten,tænk lige på at Vietnam for ikke så lang tid siden var i krig med Kina.

Brugerbillede for Bill Atkins

Kina og Vietnam ligner hinanden på den måde at de begge er planøkonomier og de har begge den samme samfundsfortælling; "Det er ikke socialisme at være fattig."

Begge lande har statslig ejerskab af virksomheder og banker, og begge har en stor bondebefolkning, der skal til byerne og have arbejde, og det helst uden, at de ender i de fattigzoner, som vi i den privatkapitalistiske verden kender som slumkvarterer, farvelaer osv. Det vil sige, at der i en fart skal skabes arbejdspladser, boliger og egentlig infrastruktur. Der er ikke tid til at lade privatkapitalismens markedsstyring finder det profitabelt at modernisere samfundet, som vi ellers ser det i vestligt styrede ulande på vej.

At to lande ligger i konkurrence med hinanden betyder jo ikke at de ikke kan udvikle sig efter samme økonomiske model.