Læsetid 4 min.

Yemen kan eksplodere op i ansigtet på Vesten

Diplomatisk forsømmelse kombineret med våbensalg fra USA og Storbritannien har resulteret i en stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabien og Iran, der truer med at inddrage Vesten
En vandpumpe-fabrik i Yemens hovedstad, Sanaá, er bombet i stykker under et saudi-arabisk luftangreb i september rettet mod de shiitiske Houthi-oprørere.

En vandpumpe-fabrik i Yemens hovedstad, Sanaá, er bombet i stykker under et saudi-arabisk luftangreb i september rettet mod de shiitiske Houthi-oprørere.

Hani Mohammed
15. oktober 2016

Houthi-oprørernes ublu forsøg på at sænke et amerikansk krigsskib, der patruljerede ud for Yemen, kan vise sig at være en afgørende eskalering af en konflikt, som er blevet skiftevis ignoreret og næret af vestlige magter.

Angrebet fra houthierne, hvis vigtigste støtte er Iran, falder sammen med et missilangreb godt 520 kilometer inde på saudiarabisk territorium og er et varsel om, at en hidtil afgrænset krudttønde kan komme til at antænde brand i hele regionen.

Konflikten i Yemen eskalerede i marts sidste år, da Saudi-Arabien, Irans største rival, gik i gang med en omfattende intervention med støtte fra en koalition af arabiske stater.

Siden da har omtrent 10.000 mennesker ladet livet i Yemen, og mange flere er blevet såret, fordrevet eller ramt af hungersnød. USA og Storbritannien har bakket op om den saudiske koalition og har sågar givet en vis praktisk støtte i form af efterretninger og træning, men har undgået at involvere sig direkte i Yemen. Bortset fra gentagne droneangreb fra CIA, heriblandt angreb mod formodede terrorister fra IS og al-Qaeda, der opholder sig på Den Arabiske Halvø.

Gode venner

Ligesom i Syrien har Obama-administrationen stillet sig på sidelinjen og foretrukket at handle via stedfortrædere snarere end direkte. Denne tilbageholdenhed kommer af Obamas frygt for, at USA bliver trukket ind i flere krige i Mellemøsten.

Den er imidlertid også en konsekvens af Obamas kontroversielle forsøg på at gøre sig gode venner med Iran gennem den banebrydende atomaftale, der blev indgået sidste år.

Krigen i Syrien har lagt beslag på al Washingtons diplomatiske energi – på Yemens og andre regionale konflikters bekostning, heriblandt Israel-Palæstina. Den utilsigtede besked, der bliver sendt til Teheran og houthierne er, at Yemen ikke er væsentlig.

Delvis på grund af denne situation har FN’s gentagne forsøg på at få en eller anden fredsaftale forhandlet igennem været betydeligt svækkede.

Men uforudsete begivenheder kan forstyrre selv den mest velplanlagte strategi. USA risikerer nu at blive trukket meget længere ind i konflikten. Den amerikanske destroyer, der blev angrebet i weekenden, befandt sig i området på grund af et tidligere Houthi-angreb på et fartøj fra De Forenede Arabiske Emirater, som deltager i den saudisk anførte koalition.

Destroyeren og tre andre krigsskibe var sendt af sted til Det Røde Hav og Adenbugten bevæbnet med Tomahawk-krydsermissiler og bemandet af amerikanske specialstyrker.

Forbrydelser mod civile

Riyadh er rystet af et missilangreb, der er slået ned langt inde over grænsen.

Samtidig har et bombeangreb på en begravelsesceremoni i Yemen med deltagelse af højtstående Houthi-folk, hvor mindst 140 blev dræbt, yderligere forstyrret Washingtons beregninger, idet den saudisk anførte koalition menes at være ansvarlig. Dette var blot det seneste i rækken af forbrydelser mod civile, som saudierne menes at stå bag.

USA har i stærke vendinger fordømt angrebet og siger, at støtten til Saudi-Arabiens aktiviteter vil blive taget op til genovervejelse. Disse hårde ord vil yderligere belaste forholdet til Riyadh. Bombeangrebet gør det også muligt for Rusland og Iran at beskylde USA for hykleri i Syrien, hvor de diplomatiske forhandlinger er blevet kortsluttet af angrebet på en FN-nødhjælpskonvoj i sidste måned.

Iran har – måske opildnet af udsigten til at kunne drive en kile ind mellem Riyadh og Washington – været hurtigt ude med en klage til FN over angrebet på begravelsesceremonien. Det kan måske forekomme ironisk, at en sådan klage skal komme fra et land, der har gjort sig skyldig i systematiske overgreb på menneskerettigheder, men det sker ikke desto mindre efter, at vestlige stater har set stiltiende til, mens de arabiske stater har forhindret en reel FN-undersøgelse af de forbrydelser, der begås i Yemen.

Manipuleret af Iran

Obama står dermed over for et kommende magttomrum ved afslutningen af sin periode, alt imens høge i Irans Revolutionære Garde står klar til at fyre op under begivenhederne. Ikke bare i Yemen, men også i Irak, hvor den shialedede regering er en nær allieret af regimet. Og i Syrien, hvor Irans egne soldater med Hizbollahs hjælp støtter Bashar al-Assad i belejringen af Aleppo.

Nogle eksperter mener, at Iran forsøger at ekspandere, ligesom Rusland, og har et ønske om at etablere permanente militærbaser langs Middelhavet til gengæld for sin indsats. Irans adfærd vil formentlig skuffe dem, der har støttet Obamas åbning over for Teheran, og bekræfte skeptikerne, som f.eks. Israels regering.

Det ligner, at de havde ret, da de forudså, at Teheran ville forblive en fjende af Vesten og fortsætte sine forsøg på at opnå regionalt herredømme og på at destabilisere det sunnidominerede Saudi-Arabien og dets allierede blandt golfstaterne.

Konflikten i Yemen har været diplomatisk nedprioriteret af USA og Europa; svigtet af FN's menneskeretsvagthunde; manipuleret af Iran og fyret op under af våbensalg fra USA og Storbritannien. Derfor er den ved at udvikle sig til et nyt Syrien, omend i mindre målestok. Men præcis som Syrien har Yemen potentiale til at eksplodere lige op i ansigtet på Vesten.

Rettelse: Information bragte lørdag denne analyse under bylinen ’Saeed Kamali Dehghan og Spencer Ackerman’ Analysen var rettelig skrevet af Simon Tisdall, sådan som det fremgår nu. Vi beklager fejlen.

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jørgen M. Mollerup
Jørgen M. Mollerup

Det er den samme problematik som i Syrien. Sunni versus shia, Saudi-Arabien versus Iran. Det ligner Europas trediveårskrig. Religion og territoriale interesser blandet sammen.
IS er Saudi-Arabiens ( og Tyrkiets?) forlængede arm i konflikten.
Vi (Europa) skal ikke indblandes i den konflikt.

Brugerbillede for Arne Lund

Den danske regering skal ikke have noget af at blande sig i konflikten, eller ytre sig om at saudierne begår krigsforbrydelser i Yemen, for tænk sig hvis nu saudierne så ikke ville købe for 4 mia kr. årligt hos Arla. Eller indbyde danske stjernearkitekter til at tegne de ministerier, hvor lrogsforbrydeæserne planlægges.