Læsetid: 6 min.

Arven efter Castro

Den mand, der førte an i revolutionen og førte sig frem på verdensscenen i et halvt århundrede har et efterladt et Cuba med gratis sundhedspleje, fødevaremangel – og ikke en eneste gade i hans navn.
At mange stadig føler hengivenhed for ’El Jefe Máximo’ på trods af hans ødelæggende økonomiske politik er, fordi han bliver bedømt mere for sine nationalistiske triumfer end sine kommunistiske fiaskoer

At mange stadig føler hengivenhed for ’El Jefe Máximo’ på trods af hans ødelæggende økonomiske politik er, fordi han bliver bedømt mere for sine nationalistiske triumfer end sine kommunistiske fiaskoer

AP Photo

26. november 2016

HAVANA - Ingen gade bærer hans navn, og der er ikke en eneste statue til hans ære, men Fidel Castro hverken ønskede eller behøvede denne form for anerkendelse. Fra kyst til kyst gjorde han Cuba til sit levende, åndende værk.

Børn i røde halsklude går i gratis skole, familier må rationere toiletpapir i forfaldne huse, pensionister nyder gratis medicinsk behandling, aviser fyldt med monoton propaganda: på en eller anden måde bærer alle præg af én mand.

Læs også: Cubas revolutionsikon Fidel Castro er død

Historikere vil drøfte Castros arv de kommende årtier, men hans revolutionens resultater og fiaskoer er åbenlyse i dagens Cuba, som – selv med de seneste års reformer – stadig bærer præg af et halvt århundredes ’Fidelismo’.

Den ’maksimale leder’ var en arbejdsnarkoman og detaljerytter, der forvandlede den caribiske ø til et økonomisk, politisk og socialt laboratorium, der på én gang har fascineret, rystet og inspireret verden.

»Da Fidel tog magten i 1959 ville få have forudsagt, at han ville være i stand til så fuldstændigt at transformere cubanske samfund, vende op og ned på USA’s prioriteringer i Latinamerika og få sig et verdensomspændende følge,« siger Dan Erikson, analytiker ved Den Interamerikanske dialog tænketank og forfatter til ’Cubakrigene’.

Knaphed

Den mest synlige negative arv er den udprægede knaphed. For almindelige cubanere har ting det med at være enten i mangel, såsom transport, bolig og mad, eller uoverkommeligt dyre, såsom sæbe, bøger og tøj.

Disse problemer har varet siden Fidel afleverede formandskabet til sin bror Raúl i 2008. Trods tilnærmelser til USA og tilskyndelse til mikrovirksomheder siden da, styrer staten stadig broderparten af ​​økonomien og betaler en gennemsnitlig månedsløn på mindre end 150 kr. Det har tvunget mange til at skaffe sig ekstra indkomst, hvor de kan, herunder ved prostitution og små-korruption. De heldige tjener hård valuta gennem job i turismen eller modtager dollar fra slægtninge i Florida.

Cubanerne er gode til at improvisere og kan leve på en sten med værdigheden i behold, men de længes efter lettere betingelser.

»Vi ønsker at købe gode ting, lækre ting, ligesom I gør i jeres lande,« siger Miguel, 20 år, som stirrer længselsfuldt på Adidas-sko i en butik på Neptunogade.

Castro skød skylden for trængslerne på den amerikanske embargo, et mangeårigt hævngerrigt kvælertag som kostede den cubanske økonomi milliarder. De fleste analytikere og mange cubanere siger imidlertid, at forkludret centralplanlægning og kvælende kontrol var endnu mere ødelæggende.

»De foregiver at betale os, og vi foregiver at arbejde,« går den gamle vittighed.

Takket være universel og gratis uddannelse og sundhedspleje kan Cuba dog prale af læse- og skrivefærdigheder og gennemsnitlig levetid på niveau med den udviklede verden. El Comandante sørgede for, at staten tog sig af de fattigste, en indsats som mange slumkvarterer over hele Latinamerika ikke har nydt magen til.

Idealismen funkler på steder som Havanas institut for blinde, hvor Lisbet, en ung læge, arbejder i maratonglange vagtskift:

»Vi ser hver eneste af patienterne. Det er vores job, og den måde vi bidrager til revolutionen og menneskeheden på.«

Fidels æra

Castro fortsatte med at have en plads i folks hjerter og sind, selv om han stort set trak sig fra det offentlige liv i det sidste årti af sit liv. Stadig mere svagelig holdt han sig for det meste i sin have i Zone Zero, højsikkerheds-distriktet i Havana, hvorfra han afkræftede hyppige rygter om sin død med fotografier af sig selv med den seneste udgave af statsavisen Granma i hånden. Han skrev lejlighedsvis klummer, herunder en gnaven kritik af Cubas bevægelse mod markedsøkonomi og forsoning med USA.

Men hans indflydelse var klart på retur.

Selv om han mødte pave Frans i 2015, brugte han meget mere tid sammen med sine planter end med nationale og globale magthavere. Selv før sin død, var han blevet mere af en historisk end en politisk figur.

»Fidel var den dominerende figur i årtier, men Raúl har taget beslutningerne,« bemærker en europæisk diplomat i Havana, som forudsagde at Fidels død ville have mere symbolsk end politisk betydning.

»Har hans tilstedeværelse stået i vejen for reformer? Muligvis. Det kan have en indvirkning på unge cubanere, men vi vil ikke se et enorm skifte i cubanske politik efter Fidels død. Mere signifikant ville det være, hvis Raúl dør, fordi han satte sin lederskab ind på reformer.«

Cuba var allerede begyndt at bevæge sig væk fra Fidels æra i en række af gradvise skridt, som minder om dem taget i Kina efter Mao Zedongs død eller i Vietnam efter ​​Ho Chi Minh.

Under den økonomiske Moderniseringsplan af 2010 har staten sparet en millioner arbejdspladser væk og åbnet muligheder for små private virksomheder, såsom paladares, familiedrevne restauranter, og casas particulares, hjemmehoteller. Landmændene har fået mere autonomi og prisincitamenter til at producere flere fødevarer. Regeringen har lempet oversøiske rejserestriktioner, løsnet lønlofter, og stoppet kontrollen med bilsalg og forbundet sig med oversøiske partnere for at bygge en ny frihandelszone på den tidligere ubådbase i Mariel. De største ændringer har været i den diplomatiske sfære, hvor Cuba har styrket båndene til Vatikanet og underskrevet en historisk aftale med USA for at lette et halvt århundredes kold krigsspænding.

Ved juraafdelingen på Havana Universitet, hvor Castro studerede fra 1945, er der beundring for landets tidligere leder, men mange mener, han har stået i vejen for udvikling af landet.

»Det bedste Fidel gjorde for Cuba var at give os gratis lægehjælp på niveau med den udviklede verden,« siger en elev. »Det værste er, at økonomiske forandringer er blevet forsinkede. Hvis Fidel og Raúl havde handlet tidligere, ville mange af nutidens problemer allerede være blevet løst.«

Den studerende drømmer om at starte sit eget private advokatfirma, men det er endnu ikke muligt, siger han, »fordi regeringen foretrækker at holde advokater og domstole under kontrol«, så han tænker på at følge efter sin bror, som for nylig flyttede til USA. Ikke desto mindre er han stolt af sit lands og sit universitetets historie. »Det er fantastisk, at et ikon som Fidel har studeret her.«

At mange stadig føler hengivenhed for ’El Jefe Máximo’ på trods af hans ødelæggende økonomiske politik er, fordi han bliver bedømt mere for sine nationalistiske triumfer end sine kommunistiske fiaskoer. Castros vigtigste inspiration var ikke Karl Marx, men José Martí, den cubanske uafhængighedshelt fra det 19. århundrede. Mens sidstnævnte kæmpede for at skubbe spanske kolonisatorer ud, gjorde Castro en ende på et amerikansk neo-imperialistisk overherredømme ved at sparke amerikanske selskaber og gangstere ud. Den tidligere bananrepublik er nu stolt over sin suverænitet.

I en afskedstale ved afslutningen af ​​dette års partikongres for det cubanske kommunistparti, opfordrede Castro sine landsmænd til at holde sig til deres socialistiske idealertrods de optøede bånd til USA, men han erkendte, at hans generation var på vej væk.

»Snart vil jeg være ligesom alle de andre,« sagde han om sine døde kammerater. »Tiden vil komme for os alle, men de cubanske kommunisters ideer vil forblive som bevis på denne planet om, at hvis de bliver fulgt med iver og værdighed kan de producere de materielle og kulturelle goder, som mennesker har brug for, og vi bliver nødt til at kæmpe uden ophør for at opnå dem.«

På trods af den skælvende stemme og den vemodige tone, var det en typisk stridbar opfordring til kamp. Den sidste af mange. Det kan godt være, der er gået mange år, siden Castros tordnende maratontaler, men Cuba vil stadig føles mærkeligt stille uden ham.

© The Guadian og Information

Oversat af Emil Rottbøll

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan undre sig over at det er muligt at skrive en artikel som opsummerer Castros liv, uden at nævne alle ofrene. Hvad med alle de uskyldige der døde i kølvandet på revolutionen? Hvad med journalister og systemkritikere som sad mange år i fængsel blot for at mene noget andet?

Peter Bækgaard, Robert Ørsted-Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Diktatorer er noget skidt, hvad enten de hedder Batista eller Castro, men når først det er påbegyndt - diktatorskabet, så vil det oftest blive afløst af en ny diktator, men vi kan da håbe på bedre tider for cubanerne, og det ikke vil vare i århundrede.

Finn Thøgersen

En ting der nok har manglet i dækningen er hans rolle under Cuba krisen set i lyset af de data der de senere år er frigivet i USA og Moskva

Hvis man ellers kan stole på de historier der efterhånden er dukket op, så forsøgte Castro i årene omkring Cuba krisen aktivt at provokere en konflikt mellem USA og USSR

Det er fx værd at bemærke at de russiske styrker på Cube i 1962 udover de famøse raketter også medbraget et antal taktiske a-våben (som var std på begge sider i halvtredserne og starten af tredserne).
Aftalen om tilbagetrækning af raketter mv nævner ikke taktiske a-våben med ét ord, men russerne sørgede omhyggeligt for at samtlige blev skibbet tilbage til USSR - angiveligt fordi lederne af de russiske enheder på øen i den grad ikke stolede på hvad Castro ville gøre med dem.

Peter Bækgaard

Esben Bøgh, Der er jo styr på arvefølgen i og med Raul har arvet styret efter sin bror. Der er nu tale om endnu et nedarvet diktatur som i Nordkorea og Syrien.