Læsetid: 2 min.

Bolivia mangler vand

Præsident Evo Morales har indført undtagelsestilstand på grund af vandmangel. Dårlig infrastruktur og klimaforandringer presser den bolivianske vandforsyning
26. november 2016

Daglige demonstrationer præger det meste af Bolivia, ikke mindst hovedstaden, La Paz, hvor borgerne er utilfredse med regeringens håndtering af den aktuelle vandkrise.

Bolivia er samtidig ramt af en længerevarende tørke, der i år forstærkes af vejrfænomenet El Niño, og mange af landets primære vandreserver er ved at tørre ud. Derudover skrumper Bolivias gletsjere, hvis smeltevand dækker mellem 15 og 30 procent af vandforbruget i de centrale dele af landet.

En stor del af befolkningen har derfor været uden vand i mere end en uge, og det har lagt pres på regeringen og præsident Evo Morales, der fra mandag erklærede landet i undtagelsestilstand.

»Lige nu er den umiddelbare løsning at sætte vandtanke op. De mere strukturelle løsninger tager tid, og jeg har derfor bedt forsvarsministeriet om militærets hjælp til at distribuere vand ved at sætte tanke op,« sagde præsident Evo Morales onsdag.

Alligevel mener mange i Bolivia, at krisen kunne have været afværget, hvis regeringen havde udbygget distributionsnettet som oprindeligt lovet. Derfor har enkelte borgergrupper anlagt sag imod navngivne ansvarlige hos de bolivianske myndigheder.

»Overtrædelsen er består i al sin enkelthed i, at man ikke har levet op til sine forpligtigelser. Der er nu 94 områder (i hovedstaden, red.) der har været uden vand i mere end ti dage, og det eneste tilgængelige vand er det ikke sikkert at drikke,« sagde borgergruppernes advokat ifølge dagbladet La Razon onsdag.

Problem vil vokse

Udfordringen med at sikre en stabil og tilstrækkelig vandforsyning i Bolivia vil vokse markant i løbet af de kommende år på grund af den accelererende globale opvarmning. Det viser et nyt studie, der analyserer Bolivias sammenhængende vandsystemer på et makroplan, og som er foretaget af professor Simon Cook fra Manchester Metropolitan University.

Fra 1986 til 2014 er de bolivianske gletsjeres areal skrumpet med 43 procent, viser studiet, der baserer sig på satellitfotos fra NASA. Den hastige afsmeltning medfører fare for pludselige oversvømmelser, konkluderer studiet. 

»Afsmeltningen skaber nye (højtliggende, red.) søer, der på et tidspunkt kan gå over deres bredder og oversvømme de lavereliggende byer og anden infrastruktur,« advarer Simon Cook i magasinet The Cryosphere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu