Læsetid: 3 min.

Bordet fanger med ny colombiansk fredsaftale

Efter befolkningens overraskende nej til et første udkast til fredsaftale med FARC er en ny aftale forhandlet på plads. Nu mangler blot parlamentets accept
Fredsprocessen har været i gang i flere år. Dette foto er fra oktober i år, hvor colombianere gik på gaden i Bogota for at kræve en fredsaftale.

Fredsprocessen har været i gang i flere år. Dette foto er fra oktober i år, hvor colombianere gik på gaden i Bogota for at kræve en fredsaftale.

Mauricio Duenas

15. november 2016

Lørdag aften i Havanna, Cuba, lykkedes det – endnu engang: Colombias revolutionære styrker, FARC, og den colombianske stat nåede til enighed om den fredsaftale, der skal afslutte mere end et halvt århundredes borgerkrig i det sydamerikanske land.

Det er dermed anden gang på blot få måneder, at de to parter bliver enige om en aftale, der skal sikre fremtidig fred i Colombia. Første udkast til en fredsaftale lå klar og underskrevet i juni, hvorefter den planmæssigt blev sendt til folkeafstemning den 2. september i år.

De fleste havde regnet med, at afstemningen ville være en formalitet – en slags flot og festlig handling i demokratiets navn, der skulle give aftalen maksimal legitimitet.

Men det uventede skete. Et spinkelt flertal stemte fredsaftalen ned, og pludselig stod det klart, at præsident Juan Manuel Santos – der kort efter folkets afvisning af fredsaftalen paradoksalt blev tildelt Nobels Fredspris – tilsyneladende havde undervurderet det konservative, religiøse Colombias indflydelse, ligesom han muligvis også havde undervurderet det had, der præger mange colombianere: At en stor del af befolkningen slet og ret ser FARC som en illegitim oprørsgruppe, som man nok ønsker fred med (eller fra), men ikke på de betingelser, som fredsaftalen tilbød.

Ikke mindst tidligere præsident Alvaro Uribe (2002-2010) formåede i tiden frem til folkeafstemningen at mobilisere nejsiden, hvor især argumenter imod fredsaftalens meget generøse amnesti til angrende oprørssoldater og FARC’s muligheder for politisk deltagelse i fredstid overbeviste mange colombianere om at stemme nej.

Næsten samme aftale

Men i stedet for at tabe modet og lade stumperne af århundredets fredsaftale falde til jorden, lød det fra begge parter i de sene nattetimer umiddelbart efter befolkningens afvisning, at de agtede at haste tilbage til Havanna og forhandlingsbordet. Præsident Santos gjorde det klart, at en revideret aftale skulle realiseres inden nytår, og fra FARC lød beskeden, at der kun er én vej frem, og at det er fredens sti.

Derfor skulle der kun gå 42 dage fra folkets afvisning, til en ny aftale lørdag aften lå klar og underskrevet. Og selv om det hedder sig, at man har lyttet til nejsiden og ændret i stort set samtlige af aftalens afsnit, er der ikke ændret på aftalens fundamentale og mest kontroversielle punkter.

»Vi har bevaret strukturen og ånden fra den oprindelige aftale,« sagde Ivan Marquez, chefforhandler for FARC, lørdag om den ny aftale, der ganske rigtigt fortsat giver en form for amnesti til alle angrende oprørssoldater, og som stadig sikrer, at FARC i fredstid konverteres til et politisk parti med garanterede sæder i parlamentet i de to kommende valgperioder (uafhængigt af valgresultatet). Den ny aftale giver også fortsat mulighed for, at tidligere FARC–ledere kan lade sig opstille til politiske poster.

Historien gentages ikke

Det, der er ændret, er derfor mindre, kontroversielle elementer af fredsaftalen. Det gælder blandt andet det særlige fredstribunal, der skal modtage og behandle sager om erstatning, skyld og ansvar i forhold til borgerkrigen. Her ønskede FARC deltagelse fra internationale jurister, men det får de ikke.

Et andet område, hvor FARC må give sig, er omkring båndene til den organiserede narkosmugling. Her forlanges det, at FARC som en del af fredsaftalen skal lægge alle oplysninger om involvering i kokainproduktion og smugling frem, ligesom alle FARC’s værdier skal overdrages til staten.

Endelig mister FARC retten til at blande sig politisk i 16 områder i landet, der skal indgå i en normaliseringsfase efter borgerkrigen. Dertil kommer en række kønspolitiske aspekter i aftalen, som nedtones lidt af hensyn til den katolske kirke i Colombia.

Men alt i alt er det ikke meget, som nejsiden får i den ny aftale. Og derfor er det nok godt, at fredsaftalen denne gang ikke skal til folkeafstemning, men blot stemmes igennem i det colombianske parlament, hvor der i udgangspunktet er flertal for en fredsaftale. Dermed risikerer man  ikke, at historien skulle gå hen og gentage sig. For som begge parter siger, er dette et endegyldigt og sidste bud på en fredsaftale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Ny indpakning og Wupti - så skal folk synes om den aftale som de én gang har forkastet.
Demokrati? Narrrhhj ikke sådan helt rent i kanten.