Nyhed
Læsetid: 4 min.

Flittige, vidende, empatiske og nogle gange lidt grå Steinmeier bliver ny tysk præsident

Efter måneders spil i kulisserne har de tyske konservative nødtvungent givet banen fri til en af landets fremtrædende socialdemokrater. Den mest populære tyske politiker vælges til februar som statsoverhoved. Ingen konservativ ønskede selv at stille op
Med stor naturlig autoritet, med en egenskab af overbevisende taler og tilmed og med en uplettet baggrund kan den 60-årige jurist Frank-Walter Steinmeier gå i Joachim Gaucks fodspor.

Med stor naturlig autoritet, med en egenskab af overbevisende taler og tilmed og med en uplettet baggrund kan den 60-årige jurist Frank-Walter Steinmeier gå i Joachim Gaucks fodspor.

Virginia Mayo

Udland
15. november 2016

Den yderst populære og meget driftssikre tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier kan til februar lade sig vælge som ny tysk præsident. Og allerede måneden efter tager han over efter Joachim Gauck, der i de seneste fem år har givet Tyskland et humant, eftertænksomt og vedkommende ansigt både udaf til og indadtil.

At efterfølge den yderst respekterede Joachim Gauck er i sig selv en stor opgave, idet Gauck nærmest har sat nye standarder for, hvad en tysk præsident skal kunne rumme og favne.

Med stor naturlig autoritet, med en egenskab af overbevisende taler og tilmed med en uplettet baggrund kan den 60-årige jurist Frank-Walter Steinmeier gå i Gaucks fodspor.

Det er en meget oplagt og velvalgt kandidat, er vurderingen i brede dele af det politiske landskab i Berlin.

Folkelig velvilje

Som landets ubestridt mest populære politiker bæres Steinmeier også ind i præsidentrollen i en stemning af folkelig velvilje, selv om det netop ikke er vælgerne, men politikerne der vælger præsidenten ved en ceremoni den 12. februar i Forbundsdagen i Berlin.

Frank-Walter Steinmeier har været en yderst trofast støtte for den tidligere socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, der gik af i 2005. Forud var Steinmeier i seks år kabinetschef i det tyske statsministerium, Kanzleramt.

Overgangen fra diskret magttekniker til populær udenrigsminister fra 2005 til 2009 overraskede mange. Trods sin populariet nåede Steinmeier sin egen politiske bølgedal i 2009, da han som SPD's kanslerkandidat tabte valget med et brag. Hver tredje SPD-vælger vendte partiet ryggen. 

Da SPD fire år senere igen gik i regering med Merkel, vendte han tilbage til udenrigsministeriet i Berlin. Siden har han været rejsende i tysk krisediplomati med Krim, Ukraine og Syrien som omdrejningspunkterne.

Med Steinmeier som præsident kan SPD-formand Sigmar Gabriel notere sig en vigtig sejr. For det var ham, der for tre uger siden gik ud i offentligheden og pressede på med Steinmeiers kandidatur.

Hvilket fik adskillige konservative til at rulle med øjnene, fordi det ikke foregik bag lukkede døre. Sigmar Gabriel er i dag stolt over, at SPD stiller med den tredje socialdemokratiske præsident i den nyere tyske historie. 

»I en tid med stor usikkerhed og nybrud, har vi brug for en præsident, der nyder stor respekt. Som flest mulige kan identificere sig med. Vi er stolte over at kunne nominere en mand som Steinmeier, som flertallet af tyskerne vil tage godt imod,« sagde SPD-formand Sigmar Gabriel på et pressemøde i Berlin.

Konservative dukker sig

Det er overraskende, at den mangeårige SPD-profil Steinmeier slog de mulige konservative kandidater af banen. Merkels CDU og det bayerske søsterparti CSU havde ellers længe set sig som de stærke, der selv skulle bestemme, hvilken kandidat de foretrækker.

Problemet var bare, at alle egnede kandidater trak sig. Udsigten til kampvalg og Steinmeier som modstander skræmte. 

At der er ovenud mange borgerlige kandidater, der er blevet spurgt, indrømmede også den bayerske CSU-formand Horst Seehofer i går på et pressemøde i München.

»Vi har talt med utroligt mange mennesker, men det har desværre ikke været muligt at finde en egnet kandidat. Det er naturligvis ærgerligt. Den proces har vi så valgt at afslutte«, sagde Horst Seehofer.

Skrækscenariet for CSU var et scenarie, hvor CDU/CSU sammen med De Grønne skulle nominere den grønne ministerpræsident Winfried Kretschmann fra delstaten Baden-Württemberg. 

Det ville have været en tand for meget, indrømmede Horst Seehofer, med henvisning til at De Grønne i den forløbne weekend vedtog højere beskatning af velhavere og at arbejde for et forbud mod forbrændingsmotoren. En gevaldig torn i øjet på Seehofer, der er stolt af Bayerns store bilindustri.

Derfor sendte CDU og CSU det signal, at man hellere vil støtte en moderat SPD-kandidat, end at indgå en alliance med De Grønne, der senere kan give især CSU forklaringsproblemer.

Selv om kansler Merkel med en præsident fra De Grønne kunne skabe en alliance, der kunne være en fordel, når de konservative efter forbunddagsvalget den kommende september skal på jagt efter en koalitionsfælle, som ifølge iagtagere meget vel kunne blive De Grønne.

Men at blande partitaktik og præsidentnomineringer sammen har tidligere vist sig at være fatal for Angela Merkel.

Merkels uheldige hånd

Merkels egne håndplukkede præsidenter har nemlig vist sig at floppe. Forud for Merkels egen knebne sejr i 2005 fik hun presset Horst Köhler, en noget bleg bankbyrokrat, der dog alligevel over flere omgange vovede at kritisere Merkel-regeringerne, igennem.

Efter knap halvanden valgperiode gik han af. Fuldstændig umotiveret, efter at der var kritik af nogle udtalelser, der netop var kritikværdige. Den tyndhudede præsident faldt tilbage på Merkel.

Siden kom endnu en Merkel-opfindelse til med den konservative Merkel-konkurrent Christian Wulff. Han udviklede sig til en katastrofe, da Wulff blev indblandet i pinlig sag omkring gratis hotelophold betalt af en sponsor, som præsidenten siden forsøgte at dække over.

Da Wulff endelig gik af, anså mange tyske borgere præsidentembedet som overflødigt og irrelevant. Siden har Joachim Gauck, der kom til imod Merkels vilje, genrejst respekten for præsidentrollen.

Den linie skal den flittige, vidende, empatiske og nogle gange lidt grå Frank-Walter Steinmeier fortsætte. Gerne med lidt mere kant, end han i dag er kendt for, lyder det i en række aviskommentarer. 

Tysklands præsidentvalg

Den tyske præsident vælges den 12. februar gennem det særlige organ Forbundsforsamlingen, der udgøres af de 630 medlemmer af parlamentet, samt 630 repræsentanter for delstatsparlamenterne.

Frank-Walter Steinmeier lader til at have et sikkert flertal blandt de i alt 1260 medlemmer.

Den tyske præsident har mestendels repræsentative opgaver og spiller en stor rolle som Tysklands ansigt udadtil som indadtil. Præsidenten agerer ligesom monarken i Danmark som opdragsgiver for en kansler til at danne regering.

Præsidenten godkender også ministre, dommere, officerer og højtstående embedsmænd. Samtidig skal en tysk præsident godkende love, menkan også potentielt afvise nye love.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fornem karriere - uplettet baggrund(sic!) - det skal selvfølgelig belønnes ...

„Agenda 2010: Steinmeier gilt als Schlüsselfigur und Architekt der Reform von Arbeitsmarkt und Sozialsystemen (2003 vom Bundestag gebilligt). Vor allem die Zusammenlegung von Arbeitslosen- und Sozialhilfe ("Hartz IV") war parteiintern heftig umstritten und war wesentlicher Grund für den Aufstieg der Linkspartei.“

http://www.spiegel.de/politik/deutschland/frank-walter-steinmeier-bundes...

Spørgsmålet er vel egentlig mest, - hvem der nu skal blive udenrigsminister.

- Omkring 75% af tyskerne er tilfredse med hans arbejde som udenrigsminister.
- Valget er en sejr for nationen, skriver Süddeutsche Zeitung.
- Et rigtig godt valg, sagde Merkel, der dog havde foretrukket en CDU-kandidat.
- Og beslutningen kommer ikke ligefrem som en overraskelse, siger professor Aurel Croissant fra Ruprecht-Karls-universitetet i Heidelberg.

Men den socialdemokratiske tidligere topdiplomat og formentlig kommende forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, kommer ikke i en stilling med meget stor indflydelse på tysk politik. Og hvis den havde haft betydning, så havde CSU også fortsat med at blokere for ham.

- Så det interessante i denne sag er nok, hvem der nu skal blive udenrigsminister.

En udnævnelse som er den rene husvalelse i disse Trump tider.

Nu skal Bundesversammlung jo lige vælge ham først. Og da der der naturligvis er hemmelig afstemning så valgmænd og -kvinder kun følger deres egen overbevisning og ikke nogen pålagte krav fra partier, vælgere, osv, så kommer det indimellem til overraskelser hvor selv sikre kandidater skal igennem flere omgange.