Læsetid: 4 min.

’Vi gør det, amerikanerne beder os om ...’

Danmarks nye udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), har aldrig tidligere vist interesse for udenrigspolitik. Det bliver derfor Udenrigsministeriets embedsmænd, der kommer til at lægge kursen, vurderer iagttagere
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, kommer som udenrigsminister stort set til at føre den samme politik som hans forgænger, Venstres Kristian Jensen, har gjort. Det mener Ole Wæver, professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, kommer som udenrigsminister stort set til at føre den samme politik som hans forgænger, Venstres Kristian Jensen, har gjort. Det mener Ole Wæver, professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Anders Rye Skjoldjensen

29. november 2016

Uerfaren på udenrigspolitiske emner og inkarneret EU-skeptiker.

Sådan beskriver iagttagere og politiske kolleger Danmarks nye udenrigsminister, den 49-årige  Anders Samuelsen.

De forudser, at det i høj grad bliver Udenrigsministeriets magtfulde embedsmænd, der kommer til at tegne den udenrigspolitiske kurs, mens Samuelsen vil få besked på at pakke sine få liberale mærkesager ned i nederste skrivebordskuffe.

»Danmarks nye udenrigsminister kommer ikke til at føre Liberal Alliance-politik,« siger lektor i international politik Peter Viggo Jakobsen fra Institut for Strategi på Forsvarsakademiet.

»Tværtimod. Som udenrigsminister må han følge det brede politiske flertal, som Danmark har tradition for på det forsvars- og udenrigspolitiske område,« siger han med henvisning til den enighed om Danmarks politik i forhold til EU, NATO og USA, som har eksisteret i Folketinget siden afslutningen på Den Kolde Krig.

Ole Wæver, professor i statskundskab på Københavns Universitet, er enig i, at Anders Samuelsen har begrænset råderum som udenrigsminister.

»Han kommer til at føre stort set samme politik, som Venstres Kristian Jensen har gjort,« siger Wæver. »Som småstat er Danmark spundet ind i et net af internationale samarbejdsorganisationer, aftaler og konventioner, som vil gøre det meget svært at føre en væsentlig anderledes udenrigspolitik end hidtil.« 

Det vil regeringen i verden

  • Styrke Danmarks internationale engagement.
  • Bruge hele den militære og civile værktøjskasse.
  • Deltage i krigen mod terror og IS.
  • Deltage i NATO-operationer, især Baltikum.
  • Udvikle en samtænkt udenrigspolitisk strategi.
  • Udvikle samarbejdet med USA.
  • Udvikle samarbejdet med Danmarks nærmeste europæiske partnere.
  • Udvikle det nordiske samarbejde.
  • Udvikle samarbejde med Kina og andre vækstøkonomier.
  • Øge dansk eksport.
  • Tiltrække udenlandske investeringer.
  • Inddrage erhvervsliv, fonde, organisationer og vidensmiljøer i udviklingspolitikken.
  • Stille krav til bistandsmodtagende lande.
  • Forbedre flygtningeforhold i nærområderne.
  • Forebygge migration gennem udvikling, investeringer og handel.
  • Arbejde for reformer af EU, NATO, FN og WTO.

Kilde: Regeringsgrundlaget

Må opgive EU-skepsis

I praksis betyder det, at Danmarks nye udenrigsminister må pakke en stor del af Liberal Alliances EU-skepsis væk.

I flere år har den liberale partileder været kraftig modstander af EU’s overnationale lag og insisteret på, at Unionen skal rulles tilbage til det frihandelsprojekt, den oprindelig var.

Flere af Liberal Alliances mærkesager på EU-området er da også totalt fraværende i regeringsgrundlaget, der blot nævner, at EU skal reformeres indefra, slankes og effektiviseres.

Professor i EU-politik Malene Wind fra Københavns Universitet mener derfor, at Samuelsen vil »holde sig indenfor skiven« i forhold til EU.

»Der står jo intet i regeringsgrundlaget om, at EU skal rulles tilbage eller om, at EU ikke skal blande sig i alle mulige detaljer, hvilket ellers er nogle af Liberal Alliances mærkesager,« siger hun.

»Alt tyder derfor på, at  Samuelsen kommer til at føre en uændret EU-politik, i hvert fald når han er i Bruxelles.« 

På hjemmebanen i Danmark forventer hun til gengæld, at han får svært ved at skjule sin EU-skepsis, og det kan få stor betydning i de kommende år.

»En meget negativ retorik om EU vil tiltale mange vælgere, og det kan på sigt påvirke danskernes opbakning til EU,« siger Malene Wind.

Oven på Brexit er opbakningen til fortsat dansk medlemskab af Unionen vokset til mere end 70 procent, men det kan hurtigt ændre sig, mener hun.

Det vil regeringen i EU

  • Reformere EU indefra.
  • Styrke, slanke, effektivisere EU.
  • Holde fast i nærhedsprincippet.
  • Styrke det indre marked, herunder et indre marked for energi.
  • Arbejde imod protektionisme.
  • Arbejde for stærke EU-handelaftaler med USA og Japan.
  • Arbejde imod en social union.
  • Velfærdsydelser skal blive i Danmark.
  • Styrket kontrol ved EU’s ydre grænser.
  • Overholdelse af Schengen-reglerne.
  • Tæt tilknytning til Europol.
  • Tæt samarbejde med Storbritannien.
  • Sikre danske interesser efter Brexit.

Kilde: www.stm.dk

Tæt på Trump

De første år af Liberal Alliances liv havde partiet ikke nogen udenrigspolitik, og da den endelig kom i 2014, forklarede Anders Samuelsen den således i et interview med DR2:

»Vores udenrigspolitik er, at vi følger det, amerikanerne beder os om,« sagde han. Om dette enkle princip i praksis vil betyde, at Danmark vil lægge sig endnu tættere op ad USA end hidtil, tvivler eksperterne imidlertid på.

»Danmark følger jo allerede alt, hvad USA beder om,« som Peter Viggo Jakobsen formulerer det.

»Vi har faktisk kun haft USA-venlige ministre i nyere tid. Det er faktisk kun Mogens Lykketoft (S), som  har brokket sig over USA – selv SF’s Holger K. Nielsen viste sig at være USA-venlig,« siger han.

Ole Wæver understreger, at Samuelsen ligesom sine forgængere vil forsøge at få det bedste ud af forholdet til USA.

»Men han vil hurtigt lære, at forholdet til EU er meget vigtigere for Danmark, end han hidtil har troet.«

Begge eksperter understreger, at den store ubekendte i forholdet til USA fortsat er USA’s nye præsident, Donald Trump, hvis udenrigspolitik fortsat er stort set ukendt.

»Men det er en ubekendt, som enhver ny dansk udenrigsminister skal forholde sig til,« som Peter Viggo Jakobsen siger.

Uerfaren 

Både eksperter og politiske kolleger forventer, at Anders Samuelsen – ligesom Trump i USA – vil blive udsat for en stejl læringskurve, fra dag ét.

I de mere end 15 år, han har været i politik, har han aldrig udvist speciel stor interesse for udenrigspolitik og kun sjældent brugt udenrigspolitiske synspunkter  til at profilere sig selv og sit parti.

Politiske kolleger i Folketinget bekræfter, at han kun har deltaget i et fåtal af møderne i Udenrigspolitisk Nævn, hvor han har siddet i en årrække og ikke deltaget i nævnets rejser.

»Med en så uerfaren minister bliver det embedsmændene i Udenrigsministeriet, der kommer til at lægge kursen,« siger Peter Viggo Jakobsen, der desuden forudser, at den nye minister får meget travlt, eftersom han bliver den eneste minister i et meget stort ministerium.

Udenrigsministeriet har tidligere været splittet op i både to og tre dele med en særskilt minister for udvikling og en anden for eksport og handel. Men det har statsminister Lars Løkke valgt ikke at gøre i denne omgang.

»Samuelsens forgænger, Kristian Jensen, var en arbejdsnarkoman, som overkom det meste, men mit gæt er, at Samuelsen vil prioritere. Der er selvfølgelig vigtige topmøder i EU, NATO, som han er tvunget til at deltage i, men jeg forventer, at han vil vælge de ting, han synes er sjovest,« siger Peter Viggo Jakobsen. 

Ifølge flere politiske kilder betyder det, at Samuelsen formentlig  vil bruge en stor del af sine kræfter på eksportfremme. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sikke et billede - var ikke klar over, at de var så mange groupies i Team Saxo Bank.

Lars Lund, Flemming Berger og Morten Johansen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Skæv dans på de bonede gulve

Og Verden skælvede så bjerget barslede med seks små mus med støvler på alle poter.
De ser ikke ud af ret meget endnu, men nøjjjj hvor de tramper!

Tænk at have en udenrigsminister der virker som en der kun lige fik sig sneget ind på handelsskolen og smidt ud efter første semester.
Det er sgu reelt demokrati. ingen skelen til kompetencer.
Kæmpe griner :-D

Anders Samuelsen bliver en marionetdukke som udenrigsminister, og han får intet, at skulle have sagt...

Derimod. så får Audi Anders en FED million gage + pension + eftervederlag.