Læsetid: 14 min.

Helt, skurk eller blot lydtapet

Fidel Castro gav cubanerne selvbevidsthed, men mislykkedes med sin utopiske drøm, som skabte håb for mange, men også desillusion og undertrykkelse
Fidel Castro var selv en helt central del af Cubas revolution, også gennem utallige rejser rundt i hele landet og et utal af lange taler. Men efterhånden blev slagordene og de mange ord for mange cubanere mere et lydtapet end et fortløbende argument

Fidel Castro var selv en helt central del af Cubas revolution, også gennem utallige rejser rundt i hele landet og et utal af lange taler. Men efterhånden blev slagordene og de mange ord for mange cubanere mere et lydtapet end et fortløbende argument

Lars Krabbe

28. november 2016

»Døm mig, det gør intet. Historien vil frikende mig«.

Sådan sluttede den selvsikre, 27-årige advokat og oprørsleder Fidel Castro udfordrende sin over fire timer lange forsvarstale på et lukket retsmøde hvor han var tiltalt for bl.a. væbnet oprør mod den USA-støttede militærdiktator Fulgencio Batista.

Talen var ikke en banal, juridisk procedure. Den var et politisk manifest, hvor Fidel Castro anklagende opregnede de centrale økonomiske, sociale og politiske problemer, som havde været anledningen til det mislykkede angreb på den vigtige Moncada-kaserne i Cubas næststørste by Santiago den 26 juli 1953, i dag en nationaldag i Cuba.

Castro pegede på seks hovedområder, der var forsømt og som burde stå i centrum for enhver regerings politik: Den skæve jordfordeling, den manglende industrialisering, boligmanglen, den voldsomme arbejdsløshed – ikke mindst blandt sukkerarbejderne, de kun havde arbejde få måneder om året – uddannelse, herunder den udbredte analfabetisme – og sundhed.

Mere end en advokats procedure, var talen en politisk programerklæring, som hans tilhængere hurtigt fik spredt over hele landet. Hans modstandere anklagede ham for at være kommunist, en alvorlig anklage i det USA-dominerede østat, da Den Kolde Krig var på sit højeste.

»For mit vedkommende ved jeg, at fængslet vil blive så hårdt, som det aldrig har været for nogen, fyldt med trusler, med gemen og fej grusomhed. Men jeg frygter den ikke, ligesom jeg heller ikke frygter raseriet fra den elendige tyran, der rev halvfjerds af mine brødre fra mig. Døm mig, det betyder intet. Historien vil frikende mig«.

Revolutionær retfærdighed

Fidel Castro var vant til at få sin vilje. Det skinnede tydeligt igennem i talen. Den befæstede hans ry som en stor taler og som en modig og frygtløs politisk leder.

Han blev født den 13. august 1926 i landsbyen Birán i den bjergrige. østlige Oriente-provins. Hans liv var præget af ofte dramatiske opgør med autoriteter og modstandere – fra faderen, den hårdtarbejdende bonde Angel Castro, der var indvandret fra det fattige Galicien i Spanien og havde arbejdet sig op, over de jesuitiske lærere i gymnasiet, korrupte og voldelige studenterledere og politikere til ti amerikanske præsidenter og USA-støttede kontrarevolutionære grupper og regeringer.

Cubas leder gennem et par menneskealdre, El Comandante Fidel Alejandro Castro Ruz, endte efter lang tids sygdom sine dage i en sygeseng i Havana uden den dramatik, der ellers havde omgivet ham. Han var blevet et vigtigt symbol på, at Cuba er en selvbevidst nation, som ikke kan knækkes af fremmede magter, dvs. det imperialistiske USA. Han havde lært, at det kunne nytte at gøre modstand mod diktatorer og korrupte systemer, selv om flere forsøg mislykkedes.

I april 1948 deltog han sammen med studenterpolitikere fra hele Latinamerika i en protest mod oprettelsen af Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) i Colombias hovedstad, Bogotá. Da den populære venstreliberale politiker Jorge Eliecer Gaitán blev skudt på åben gade i Bogotá, brød helvede løs. Volden bredte sig til andre dele af landet og markerede indledningen til den ti år lange periode, derc blev kendt som La Violencia (volden), og skabte grundlaget for grundlæggelsen af oprørsbevægelse FARC i 1964.

Da den tidligere sergent Fulgencio Batista i marts 1952 tog magten ved et kup, var Castro blevet færdig som advokat og havde etableret en retshjælp til fattige familier. Samtidig var han blevet en af lederne af det venstrepopulistiske parti Ortodoxos.

Efter kuppet dannede han en illegal bevægelse, der trænede og bevæbnede små grupper med henblik på at afsætte Batista. Samtidig forsøgte han at rejse sag mod Batista for brud på forfatningen. Da sagen blev afvist, satsede han på at opbygge en oprørsbevægelse med inspiration fra bl.a. Cubas frihedshelt José Martí, et mislykket dominikansk oprørsforsøg og Colombia 1948.

Planen var at indtage den vigtige Moncada-kaserne i Cubas næststørste by Santiago. Aktionen skulle finde sted den 26. juli 1953. Alt var gennemplanlagt. Intet kunne gå galt. Og alt gik galt. De 165 oprørere blev brutalt nedkæmpet, fængslet, tortureret, henrettet. Castro var heldig og blev stillet for retten, hvor han førte sin egen sag som en anklage mod Batista.

I en efterfølgende retssag blev Castro idømt 15 års fængsel, mens 55 medanklagede fik domme på mellem syv måneder og 13 års fængsel. I 1955 blev Castro og hans medfanger løsladt. Et par måneder senere forlod Castro og flere af hans kammerater Cuba af frygt for deres liv.

De rejste til Mexico, hvor de organiserede sig med henblik på forberedelse i væbnet kamp, bl.a. trænet af en veteran fra den spanske borgerkrig. Her mødte Castro bl.a. den argentinske læge Ernesto Guevara, der lige som Castro havde læst flere af marxismens klassikere og søgt at tolke dem ind i en latinamerikansk virkelighed. De blev hurtigt nære venner. Samtidig udbyggede Castros folk den nye bevægelse – 26. Juli-bevægelsen – i Cuba, I december skulle det endelige oprør indledes.

En mørk og stormfuld novemberdag i 1956 sejlede den forfaldne motoryacht Granma ud fra den mexicanske havneby Tuxpan med Castro og 81 bevæbnede oprørere for at lande i det østlige Cuba. Stormen, en læk og en mand overbord forsinkede den overfyldte båd, hvor de fleste var søsyge, så de kom to dage for sent til at møde lokale kammerater som aftalt. Efter træfninger enheder fra hæren, lykkedes det for 19 at slippe op i bjergene, hvor de i løbet af nogle måneder fik etableret et godt forhold til de lokale bønder.

Batista og hæren var stærkt opsatte på at tilintetgøre Castros oprørere, som var svage og udsatte. Typisk for Castro valgte han de dristige løsninger. Efter at Batista i cubanske medier havde hævdet, at Castro var død, inviterede Castro New York Times’ stjernereporter Herbert Matthews til besøg sig bjergene i februar 1957.

Matthews nåede frem og kunne bekræfte, Castro var i live ­– og at hans styrker var større end hidtil antaget. Castro brugte det gamle Tordenskjolds-trick, hvor Matthews kunne registrere hektisk aktivitet, mens han sad ved lejrbålet med Castro. Han hørte lyde i krattet og så skæggede oprørere konstant komme og gå. Castro rådede dog kun over en ganske lille styrke. Da reportagen blev offentliggjort, styrkede den moralen blandt oprørerne i byerne og mindskede Batistas troværdighed.

Kritik fra amerikanske medier. styrets tiltagende overgreb og dets nære kontakter med mafiaen, der brugte Cuba som et fristed, fik i slutningen af 1958 USA til at reducere sin militære støtte til Batistas regime

Nytårsnat 1958-59 flygtede Batista. Alt var kaos de første dage, mens Castro og hans folk kørte i triumftog fra Santiago til Havana. Politifolk og korrupte ledere blev lynchet, inden guerillaer kunne nå at gribe ind. Det efterfølgende retsopgør blev blodigt. De nye magthavere lod sig presse til at oprette nye særdomstole, som dømte flere hundrede til døden. Det er uklart, hvor mange der blev lynchet, men ifølge officielle cubanske kilder blev 972 henrettet i 1959. I Cuba var retssagerne populære, mens de blev kritiseret i udlandet for at være unfair.

Castro besvarede kritikken med ordene; »revolutionær retfærdighed er ikke baseret på lovbaserede rettesnore. Men på moralsk overbevisning« – en grundholdning, som i moderet form har hersket lige siden.

Fidel Castro, Havana, 1959

AP Photo

USA’s gave til Castro

I februar blev Castro taget i ed som ministerpræsident. Et omfattende reformarbejde blev sat i gang, ofte uden den nødvendige forberedelse. Hensigten var tydeligvis at vise cubanerne, at løfterne fra Historien vil frikende mig og 26.

Juli-bevægelsens program var alvorligt ment, samt at fastholde det politiske initiativ og støtten fra befolkningen. Begejstringen var generelt stor, og folk så gennem fingre med de fejl, der blev begået. De kunne jo se, at der blev handlet. Begejstringen blev næret af Castro, der tydeligvis var i sit es.

Han rejste landet tyndt de første år, kom ud i afkrogene. Lyttede, iagttog og talte meget, som regel belærende, ofte med tal og statistikker og med en opildnende retorik. Castro brugte sin kapacitet til at mobilisere til at presse politikere, der ikke tilhørte inderkredsen til at føje sig eller træde tilbage.

Allerede i maj 1959 blev den første landbrugsreform vedtaget. Den var forholdsvis moderat med en tilladt maksimumstørrelse for landbrug på 402 hektar. Men det var nok til at skaffe jord nok til at udstykke og uddele jord til omkring 200.000 landarbejdere og småbønder, mens de store jordbesiddere fik knækket grundlaget for deres magt. De valgte, sammen med byernes bedrestillede borgerskab, at forlade Cuba. Der blev bygget flere skoler, sundhedsklinikker og boliger. Infrastrukturen blev forbedret.

Reformerne var imidlertid ikke så effektive som forventet, bl.a. fordi der manglede kvalificeret arbejdskraft. Hovedparten af dem, der flygtede fra Cuba, var folk med videregående uddannelse, læger, ingeniører, økonomer. Samtidig brugte den nye regering løs af statens ressourcer, så statskassen efter to år var næsten tom. Desuden begyndte USA at indføre økonomiske restriktioner mod Cuba som gengæld for, at Cuba ekspropierede de amerikanske olieselskabers raffinaderier, som havde afvist

Det nye styres succes og de hurtige reformer vakte bekymring i Washington, der så det som kommunistisk, noget som man så bevist ved at flere kommunister fik poster den nye regering og dens institutioner. De mange, som var flygtet fra Cuba til især Miami, blev et godt rekrutteringsgrundlag for bl.a. CIA, som begyndte at gennemføre sabotageaktioner i Cuba. USA havde tidligere haft succes med at styrte en reformvenlig regering i Latinamerika, Jacobo Arbenz’ socialdemokratiske regering i Guatamala i 1954.

Præsident Eisenhower gav grønt lys til at forberede et lignende indgreb mod Cuba. Væbnede eksilgrupper støttet af CIA og den dominikanske diktator Rafael Trujillo gennemførte sabotager og etablerede væbnede grupper i bjergene. Castro havde imidlertid – bl.a. belært af Guatemalas tragedie – sørget for at opruste og – ikke mindst – sikre sig mod, at hæren rejste sig mod ham. Det var, som om han var helt i sit es ved at lægge strategier og forudse modstandernes næste mange træk. Et af hans vigtigste træk var at danne en folkemilits på 50.000, som skulle bevæbnes og trænes i kampteknik.

Medlemmerne skulle være politisk dybt engagerede og pålidelige. Folkemilitsen blev afsæt for oprettelsen af Komiteerne til Forsvar for Revolutionen, CDR, som både skulle være ledelsens øjne og ører og et middel til at mobilisere befolkningen til at engagere sig i revolutionen ved bl.a. at stå for vaccinationskampagner, uddannelseskampagner som opfølgning på den store alfabetiseringskampagne i 1960 og en slags klagekontor om fejl og uregelmæssigheder. CDR blev et effektivt middel til at overvåge befolkningen, men efterhånden også en effektiv kanal for den småkorruption, som et stift, bureaukratisk ansporede til.

Castro brød sig ikke sig særlig meget det sovjetiske styre – han ønskede at have fuld kontrol, ikke blive kontrolleret af andre. Prisen for at få de livsnødvendige økonomiske aftaler med Sovjet om bl.a. afsætning af sukker, kreditter og levering af olie var imidlertid at indordne sig under Sovjets globale politik og give politisk rum til det gamle, prosovjetiske kommunistparti, noget ikke passede Castro særlig godt. Politisk passede det ham derfor godt, at USA og eksilcubanerne i 1960 optrappede deres sabotageaktioner. Her kunne Castro og hans inderkreds selv afgøre, hvordan kampen skulle føres.

I april 1961 kom angrebet: en CIA-finansieret invasion indledt fra baser i de amerikanske lydstater i Latinamerika blev indledt. Den planlagte landgang i Svinebugten på Cubas engang øde sydkyst slog fejl. 1.189 oprørere blev taget til fange. De var en gave til Fidel Castro og revolutionen. Fangerne blev samlet og udspurgt på direkte tv af et panel af journalister.

På et tidspunkt tog Castro – der netop havde erklæret revolutionen for socialistisk – over. Ydmygelsen af USA var total. Castro kunne triumfere. Han blev for alvor et revolutionsikon, især i Latinamerika, hvor USA’s støtte til diktatorer og korrupte regeringer var stærkt upopulær.

Og det gav pondus i en verden hvor kolonier blev til selvstændige nationer. Trods skepsis over Cubas nyerklærede socialistiske kurs, udvidede de sovjetiske ledere samarbejdet i håb om at kunne styre cubanerne ind d det sovjetiske verdenssystem. Samtidig med, at Castro tog skridt til at slå de tre organisationer bag det nye styre sammen i en fælles, partiforberedende organisation, PURSC, sendte Castro sin søn Fidel til Moskva for at studere som en forløber for de mange cubanere, der med årene fulgte efter. Castro blev tildelt Lenins Fredspris, og sovjetiske rådgivere ankom til Cuba i stort tal.

Den åbenhed, Castro havde tilladt siden 1959, blev indskrænket. Den relativt frie presse fik flere og flere restriktioner, og til slut blev 26. Juli Bevægelsens fandenivoldske og eksperimenterende dagblad Revolución slået sammen med en anden avis til partiavisen Granma.

Inden for revolutionen, alt, udenfor, intet

I juni 1961 indkaldte Castro kunstnere og intellektuelle til et todages møde om deres rolle i revolutionen og grænserne for deres ytringer. I en lang, afsluttende tale udstak Castro de fremtidige linjer og grænser for kunstnere og intellektuelle:

»Den revolutionære sætter noget over alt andet; den revolutionære sætter endog noget over sin egen skaberånd (…) og den mest revolutionære kunstner vil være den, som er rede til at ofre selv sit eget kunstneriske kald for Revolutionen. (…) Revolutionen (…) bør handle på en sådan måde, at hele denne sektor af kunstnere og intellektuelle, der ikke er ægte revolutionære, kan finde et område inden for Revolutionen, hvor de kan arbejde og skabe, og at deres skaberånd, selv om de ikke er revolutionære forfattere og kunstnere, kan få mulighed for og frihed til at udtrykke sig inden for Revolutionen. Det betyder, at inden for Revolutionen, alt; mod Revolutionen, intet. Mod Revolutionen intet, fordi Revolutionen har også sine rettigheder, og Revolutionens første rettighed er retten til at eksistere. (…) Hvilke er de revolutionære og ikke-revolutionære kunstneres rettigheder? Inden for Revolutionen: alt; mod Revolutionen ingen rettigheder. Og dette er ingen undtagelse for forfattere og kunstnere. Det er et grundlæggende princip for Revolutionen«.

Castros tale er central for forståelsen af revolutionens udvikling. Han siger, at det er ham og revolutionens ledelse, der bestemmer, at han ikke tåler modsigelse. Det kom til udtryk de følgende år gennem en tiltagende censur og styring af kulturen – samtidig med at kunstnere, der holdt sig inden for de afstukne, men ikke særlig skarpt definerede rammer, generelt fik gode arbejdsforhold.

At det havde sin pris at bryde rammerne, måtte digteren Heberto Padilla og dramatikeren Anton Arrufat sande, da de i 1968 modtog hhv. Forfatter- og Kunstnerforbundet UNEACs poesi- og dramatikerpris. Værkerne blev udgivet med en lang fordømmelse af Padilla og Arrufat. Især fordømmelsen af Padilla var hård.

I marts 1971 blev Padilla arresteret og presset til en offentlig selvkritik på tv. Det udløste et ramaskrig blandt kunstnere og intellektuelle især i Latinamerika og Vesteuropa. Deres næsten uforbeholdne kærlighed til den cubanske revolution og Fidel Castro – som kulminerede med den storslåede internationale kulturkongres i Havana i januar 1968 med deltagelse af fremtrædende kunstnere og intellektuelle fra de to verdensdele – led et knæk.

Den gradvise politiske stramning op gennem 1960erne, der fulgtes med voksende økonomiske problemer som følge af USA’s blokade, dårlig planlægning, uovervejede produktionskampagner (med den mislykkede kampagne for at producere 10 mio. ton sukker i 1970, der var tænkt som en mirakelredning af Cubas økonomi, som den største fiasko), mangelfuld bistand fra Sovjet og østbloklandene tog meget af gejsten fra revolutionen – og var med til at skabe et billede af Cuba som en begyndende Sovjet-satellit. Castros klare støtte til Warszawa-pagt-landenes invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968 var et chok for mange.

Castro var stadig populær og beundret, men der kunne spores en træthed i befolkningen. Den livlige politiske debat fra de første år var stagneret. Det samme var tilfældet med debatten i de tre politiske organisationer, som i 1965 endelig blev til Cubas Kommunistiske Part, PCC. De partiskoler, der blev oprettet for at uddanne kadrer, blev hurtigt til et forum for diskussion sf nye, ofte kontroversielle ideer. Tilslut blev det åbenbart for broget for Castro og den øvrige partiledelse, som besluttede at lukke dem i begyndelsen af 1970erne.

Castro accepterede kun nødtvungent den voksende sovjetiske indflydelse fra 1960 og frem. Missilkrisen i oktober 1962, hvor Castro insisterede på at de sovjetiske missiler i Cuba skulle armeres med atombomber, var et godt eksempel på, hvordan han satsede, hvis han ikke fik sin vilje – som han havde fra barnsben med for eksempel at sætte ild til huset, hvis han ikke fik lov til at vende tilbage til skolen. Han gik ofte til kanten for at få sin vilje.

For at søge indflydelse og komme ud af Sovjets skygge, vendte Castro sig mod De Alliancefrie Landes Sammenslutning, en løs organisation af fortrinsvis tidligere kolonier, der ønskede større indflydelse uden at være en del af de to store blokke under ledelse af Sovjet og USA. Gennem dygtigt diplomati og med sit ry som en modig leder, der kæmpede mod USA’s overmagt, fik Castro snart en fremtrædende position blandt de alliancefri.

Under sammenslutningens konference i Havana i 1979 blev Castro valgt til generalsekretær, hvilket betød en styrkelse af hans internationale position. Hans triumf blev dog overskygget af den sovjetiske invasion i Afghanistan, et alliancefrit land, i 1979. Castro valgte nemlig ikke at tage afstand fra invasionen. Han beholdt dog posten indtil 1983.

’Efterhånden lyttede vi ikke længere’

1980erne blev dels præget af fortsatte økonomiske problemer og af Cubas engagement i krige i Afrika, Titusinder af cubanske soldater og militære rådgivere deltog i krige i bl.a. Etiopien og Angola. Ikke mindst i Angola gjorde cubanerne en forskel. Sydafrika tabte.

Men krigene kostede menneskeliv og penge og utallige traumer og problemer. Da Gorbatjov i 1985 overtog ledelsen i det kriseramte Sovjet, skar han ned på bistanden til Cuba. De økonomiske følger ramte hårdt. Flere søgte bort fra Cuba, korruption prostitution og narkohandel voksede. Dødsdommene i 1989 over et par fremtrædende helte fra krigene i Afrika chokerede cubanerne og markerede Castros vilje til kontrol.

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev Castros og revolutionens største prøvelse. På to år faldt økonomien med omkring 40 pct. Kraftværkerne måtte bruge uraffineret olie til deres produktion, el og benzin blev rationeret. Gennem udskiftning af gamle ledere, omlægning af landbruget til mere økologi, satsning på turisme, omlægning af udenrigshandelen til nye partnere lykkedes det at redde landet gennem de sværeste år.

Med den venstreorienterede Hugo Chávez valgsejr i Venezuela i 1999 lysnede det. Venezuela leverede olie til gengæld for bistand inden for især sundhed. Den lyserøde bølge i Sydamerika i 2000erne gav Cuba luft i økonomien og mulighed for at lette utilfredsheden blandt cubanerne. Livet blev lettere, men cubanernes udlængsel blev også større. Siden ’den særlige periode’ i 90erne er det blevet lettere for cubanere at rejse legalt ud af landet. Og mange har benyttet sig af det.

De første års revolutionære gejst er for længst blevet et fjernt minde, mens indelukketheden og undertrykkelsen stadig står i frisk erindring, »alt sammen til akkompagnement af Fidels taler«, som en cubansk bekendt bemærkede engang. »Vi vænnede os til lyden af dem. Efterhånden lyttede vi ikke. Budskabet var altid det samme – Patria o Muerte! Venceremos! (Fædreland eller Døden! Vi vil sejre!) De kørte altid i baggrunden, blev til et slags lydtapet«.

Efter at han blev syg i 2006 og trådte tilbage som kommunistpartiets generalsekretær i 2008, ytrede Fidel Castro sig især på skrift, ellers i enkelte taler og interviews. Nu er han tavs. Men han bliver næppe glemt foreløbig. Han har sat sig dybe spor i utallige menneskers liv – og i Cubas fremtid – som helt, skurk eller blot som lydtapet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Andersen

Trump blev også trykt på utallige T-shirts o.a. - helt?
Castros "utopiske drøm" blev metodisk og stranguleret af USA's blokade, og vi kender det mønster til hudløshed. Hvis ikke kvælning så kup (fx Allende i Chile, Mossadeq i Iran m.fl.) eller stiltiende accept af kup mod folkevalgte (Ægypten for ikke længe siden, Ukraine til dels også), aflysning af demokratiske valgresultater (Algeriet for en del år siden) osv. osv. Men den "utopiske drøm" lever! RIP Fidel.

Jacob Mathiasen

Det er sguda USA, som har forsøgt at slagte Cuba i en menneskealder, som er skyld i mange af problemerne. Castro har klaret det helt forbløffende fantastisk godt i betragtning af, hvem som har brugt utallige millioner, hvis ikke ligefrem milliarder på at fjerne ham. Landet har ingen nævneværdige ressourcer i form af olie, kul, gas - men alligevel har han klaret det.

USA - alle bananstaters moder og ophav til utallige virkeligt ondsindet diktatorer - har aldrig holdt sig for fin til at at opføre sig på de grimmeste måder menneskeheden kan udtænke for profit. Jeg ved ikke, hvorfor dette ikke er helt almindeligt accepteret i medierne taget i betragtning af de utroligt mange afsløringer der har været, som har vist netop dette.

Mikael Velschow-Rasmussen, Daniel Santos, Torben K L Jensen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Cuba har da frit kunne handle med Rusland i al den tid de har ønsket. Der er sikkert en håndfuld andre lande som de også har handlet med. Artiklens ordvalg falder på lydtapet. Jeg ved nu ikke om de fængslede systemkritikere er enige i at han blot er lydtapet, han er jo en simpel diktator når alt kommer til alt. Jeg kan heller ikke se hvorfor mannkan forsvare den manglende ytringsfrihed i landet.

Jacob Mathiasen

@peter: Hvilket land slår alle andre på jorden med flere længder når det gælder om at sætte befolkningen i fængsel? Ja undersøg det selv. Og der er faktisk også nogen som kan huske, hvad der skete med Frank Grevil - en slet skjult stats-smædekampagne i medierne, retten dømmer at befolkningen i et demokrati ikke har interesse i at vide at statsministeren lyver og bare leder efter undskyldninger for at bombe tilfældige bønder på den anden side af kloden, Frank Grevil begynder at falde ud af vinduer... Hvad er det som er svært at forstå om "os" selv?

Hvor meget bedre er USAs ytringsfrihed? Det er den ikke - der er massere af ting man ikke må sige - også her i Danmark. Staten har jo besluttet, hvem man må sige noget godt eller ondt om jvf. sagen om en rimeligt harmløs kommentar om en terrorist (som I dk under WW2 ville have været en frihedskæmper) og så en forvirret pige. Men ja - det er da lykkedes rigtigt godt. Der bombes løs og slagtes sagesløse på kryds og tværs og hvis fattige lande uden lånte trilliarder til våben formaster sig til at svare igen på den måde de kan - ja så er det terrorisme og dem må man ikke sige noget godt om.

Tilbage står at USA kyler langt flere i fængsel for forbrydelser, som faktisk ikke handler om andet end netop frihed. - Friheden til selv at vælge, hvem man kan lide og hvad man vil putte i sin egen krop

Hykleri og dobbeltmoral - det excellerer vi i.

Torben Lindegaard

@Jens Lohmann

"Politifolk og korrupte ledere blev lynchet, inden guerillaer kunne nå at gribe ind. Det efterfølgende retsopgør blev blodigt. De nye magthavere lod sig presse til at oprette nye særdomstole, som dømte flere hundrede til døden."

Arh, hold da kæft med den hvidvaskning af Castro's diktatur - det er ulideligt.

@Jacob Mathiasen

Two wrongs don't make a right! Enhver suveræn leder der tvinger befolkningen til kun at ytre sig positivt og fængsler dem der ytrer sig negativt, være det sig gennem kunsten eller andet, er en fascistoid diktator. Castro var ingen undtagelse.

Det være sig uanfægtet USAs involvering.

Christian De Thurah

Jacob Mathiasen

At blive ved med at gentage flosklen om, at den enes frihedskæmper er den andens terrorist, gør den altså ikke mere sand. Forskellen er ikke så relativ. Når man kalder de danske modstandsfolk "frihedskæmpere" og Schalburgfolkene "terrorister", handler det ikke så meget om, hvad der motiverede dem, som om hvordan de kæmpede.

Peter Bækgaard

Jacob Mathiasen, hvor mange mennesker har siddet og sidder fængslet i Cuba alene fordi de kritiserer styret? Hyldest af Fidel Castro er på alle plan forfejlet og forsimplet. Castro har på intet tidspunkt tilladt en eneste Cubaner at kritisere hans styreform. Befolkningen har ikke fri adgang til informationer, ej heller fødevarer på hylderne i butikker. Cuba, et land som pga dets beliggenhed har alle muligheder for at være selvforsynende med fødevarer, formår ikke at brødføde sin egen befolkning i tilstrækkeligt omfang.
Valg er en farce ( det er det sådan set også i USA- men af helt andre årsager).
Hvordan i alverden kan man hylde en som Fidel Castro? Med mindre man antager at han kæmper for frihed.... men hvilken frihed - det er i hvert fald ikke noget som kommer den enkelte Cubaner til gode.

Tak til Jens Lohmann og INF for den mest nuancerede og veldokumenterede baggrundsartikel og analyse - af de 7-8 stykker, jeg har læst og hørt efter Fidel Castros død. Næsten ingen andre analyser magter at medtage det historiske samspil mellem Batista-diktaturet (støttet af mafiaen og USA), de unge oprørere og guerilla-frihedskæmpere, der sejrer med folkelig støtte; men presses af eksilcubaneres og CIAs sabotageaktioner, USA's økonomiske blokade og Svinebugt-invasionen til det økonomiske, politiske og militære samarbejde med Sovjet og dets undertrykkende metoder. Sukker-rublerne blev dyrekøbte for mange cubanere. - Men de seneste 25 år har cubanere klaret sig igennem økonomisk med nikkel, cigarer, olie, turisme og Alba-samarbejdet - med dollars til gengæld for læge-, sygeplejerske og ingeniør-hjælp. - Jo, Fidel Castro har haft stor indflydelse og magt, men er sådan set blevet valgt og genvalgt som leder hvert femte år. - Nej, alle der kritiserer styret kommer ikke i fængsel. Jeg har gennem årene diskuteret med flere hundrede cubanere på gader, strande og i hjem - ingen af dem er blevet spærret inde for det. Og Leonardo Padura og andre forfattere får fortsat udgivet kritiske romaner om det cubanske samfunds skyggesider, charme og mangler. Gid de sort-hvide menings-fordomme kunne blive lige så farverige som markedspladser og cubanere i Habana, Trinidad og Santiago...!

Mon ikke sandheden, hvis den findes, ligger ca midt imellem Peter og Jakob. USA har gjort Cuba uret med blokaden, men frygten for at socialismen smuldrede, hvis friheden til at tale og ytre sig blev for stor, gjorde at kontrol og stikkeri har hersket lige til nu og samtidig er knapheden på almindelige forbrugsvarer så stor at en undergrundsøkonomi har været nødvendig. Livsglæden, musikken og dansen har ingen knækket, og uddannelsessystem sundhedssystem fungerer. Jeg har haft en cubansk svigerdatter som er kritisk omkring regimet og veluddannet, så jeg står ved de oplysninger her.

Peter Bækgaard

Viggo Okholm. Det er selve styret i Cuba vi diskuterer og der er ikke noget midt imellem. Det er et faktum at der sidder adskillige systemkritikere fængslet i Cuba. Det har der gjort siden Castro omdannede Cuba til en socialistisk stat.
Hyldesten af deres sundhedsvæsen som uovertruffen i sammenlignlige stater, er også en sandhed med modifikationer. Her kan Sicko, af Michael Moore, anbefales - ikke fordi den skildrer Cubas rigtige sundhedsvæsen, men fordi at hvis du er noget ved musikken så kan du få, eller hvis du har dollars så kan du få. Sicko bør følges op af kritiske udsendelser om netop Cubas sundhedsvæsen.
Det er også et faktum at størstedelen af den almindelige befolkning knap nok kan brødføde sig selv og sin familie. Børnedødeligheden er også en grov sandhed med modifikationer, så den ukritiske hyldest af sundhedsvæsnet bør genovervejes.
Om man kan lide Castro og hans dikatatur eller ej, det er jo op til en selv at beslutte, men det virker som om man labber fabrikerede historier i sig uden at undersøge nærmere, før man klapper i sine hænder. Jeg tror det har noget at gøre med at Castro en gang fremstod som folkets mand mod Batista, og hans kamp mod USA kolliderede med den globale modstand mod vietnam og USA andre krige og konflikter i den periode. Her så man Castro som en frontfigur mod slemme USA.
Når det så er sagt så skylder man sig selv at grave lidt dybere i Cubanske forhold. Man kan jo også se lidt på Fidels søn og hans seneste luksus ferier, og påstanden om at Fidel havde en personlig formue på et sted mellem 500-900 mio. USD, når han nu blev aflønnet utroligt beskedent ( officielt).
Forbes er blevet angrebet af Fidel mange gange for at tage ham med på deres liste - en sjov ting som åbenbart bekymrer Fidel mere end de andre udefra kommende angreb på det Socialistiske styre.
Se dernæst på hvordan det er gået med Cubas joint ventures med især spanske virksomheder i 90´erne. Fidel viste sig snart at være en mand der ikke gav meget for de aftaler han indgik da Venezuela åbnede tegnebogen for ham.
Alt i alt et styre som beskytter sig selv mod både interne kritikere og eksterne kritikere. Midlerne er ganske kritisable.

Peter Bækgaard.
Tak for et meget sagligt svar og redegørelse for problematikker og jo ud fra de oplysninger jeg har fået gennem en del år siden 2007 har du ret i en del. For mig ligger der altså bare en problematik i det at forskellige systemer ikke vil anerkende de årsager som måske ligger til grund for en form for paranoia. Desværre er det jo nok rigtigt at idealismen nogen gange bliver en by i Rusland når muligheden for, at sige et og gøre noget andet, opstår. Nej Castro var ikke en helt for mig, men hvordan det var gået cubanerne hvis der ikke var blevet en revolution er jo ikke til at vide.

Peter Bækgaard

Viggo Okholm, jeg tror ikke der kan herske nogen tvivl om at Batista på ét eller andet tidspunkt ville være blevet væltet, uanset USA og CIA.
Jeg opponerer imod den udbredte romantisering der hersker blandt mange såkaldte intellektuelle, herunder en stor del som er født i efterkrigsårene. Denne romantisering er ude af trit med virkeligheden på Cuba.
Jeg leder stadig efter argumenter for hvorfor folk ikke måtte have en mobiltelefon ( indtil for få år siden), hvorfor måtte de ikke se udenlandsk TV - hvorfor må de ikke rejse frit ind og ud af landet?
Disse simple forhold, som vi tager for givet, er blokeret af styret af én simpel årsag - for at konsolidere magten hos en elite ingen har kunne kritisere i generationer. En elite som ikke har tilladt andre politikere at stille op imod.
Hvad er det reelt set Castro frygtede? jeg tror det er hans fald fra tinderne der var hans største bekymring. Den magt han kæmpede så indædt for at få skulle ingen fravriste ham. Det er da ikke demokratisk.
Fidel beslutter sig jo heller ikke for en socialistisk stat da sejren er et faktum - nej han vil først lege med USA, som ikke vil være venner. Hvad nu hvis USA sagde OK vi kan godt være venner....?
Castro er et magtmenneske og hans hang til magt har kostet Cubanerne den frihed de fortjener på lige fod med alle andre mennesker.
Uanset hvor meget jeg har læst om Fidel ( og jeg har læst meget siden jeg gik i folkeskole), så har jeg ikke set noget der kan formilde mit syn på at han er topfiguren i et totalitært magtregime.
Cuba har jeg altid fundet interessant - dels pga. konflikten med USA, men også pga. myten omkring Castro.