Læsetid 5 min.

’Ideen om international retfærdighed dør ikke’

Ruslands beslutning om at forlade krigsforbryderdomstolen i Haag får ikke de store praktiske konsekvenser, vurderer to eksperter i krigsforbryderopgør. Men manglen på respekt for international justits er dybt foruroligende
Indtil nu har ICC afsagt tre domme. Blandt de dømte er Liberias tidligere præsident Charles Taylor, som blev idømt 50 års fængsel i 2012.

Indtil nu har ICC afsagt tre domme. Blandt de dømte er Liberias tidligere præsident Charles Taylor, som blev idømt 50 års fængsel i 2012.

Vincent Jannink

22. november 2016

Det er helt klart et tilbageskridt for den internationale retsbevidshed, at Rusland har trukket sin støtte til den internationale straffedomstol i Haag, men det er ikke noget, der bremser domstolens arbejde eller umuliggør etableringen af en international retsorden.

Det er vurderingen fra to af Danmarks førende eksperter i krigsforbryderopgør, professor Frederik Harhoff fra Syddansk Universitet, der bl.a. har været dommer ved FN’s krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien og lektor Iryna Marchuk fra Københavns Universitet, der har været tilknyttet flere af de store krigsforbryderdomstole, heriblandt domstolen i Haag.

»Jeg er stensikker på, at idéen om international retfærdighed ikke dør, bare fordi enkelte lande bakker ud. Den taler jo til hjertet i os alle. Selvfølgelig skal krigsforbrydelser straffes. Hvis vi opgiver det, opgiver vi jo respekten for ofrene, for en international retsorden, for os selv,« siger Frederik Harhoff.

»Der er blot tale om et midlertidigt tilbageskridt.«

Ukraine-sag på vej

Rusland besluttede tidligere på ugen at trække sin opbakning til krigsforbryderdomstolen i Haag, efter det blev klart, at domstolen forbereder at rejse en sag om krigsforbrydelser mod Rusland på grund af det, domstolen betegner som en ulovlig besættelse af den ukrainske halvø Krim.

Beslutningen har vakt international opsigt og fået adskillige menneskeretsorganisationer til at råbe vagt i gevær. Ikke mindst fordi Sydafrika, Burundi og Gambia tidligere på efteråret gjorde det samme, og flere andre afrikanske lande, heriblandt Kenya, overvejer at følge efter deres eksempel.

Både Frederik Harhoff og Iryna Marchuk finder da også udviklingen dybt foruroligende, men opfordrer samtidig til at slå koldt vand i blodet.

»Det får ikke mange praktiske konsekvenser, at Rusland har tilbagekaldt sin underskrift på den såkaldte Rom-statut,« siger Iryna Marchuk.

Årsagen er, at Rusland aldrig har ratificeret sin underskrift på Rom-statutten, der udgør grundlaget for krigsforbryderdomstolens arbejde. Dermed har Rusland heller ikke anerkendt domstolens ret til at dømme.

»Indtil videre har Rusland i et vist omfang samarbejdet med domstolen, bl.a. i en igangværende efterforskning af mulige krigsforbrydelser i Georgien. Det samarbejde skal Haag ikke regne med i forhold til Ukraine-sagen,« siger hun.

Ruslands beslutning om at trække sin underskrift tilbage blev truffet, efter at ICC’s anklager, Fatou Bensouda, tidligere på ugen offentliggorde en rapport, der slog fast, at russiske styrker var involveret i besættelsen af Østukraine og annekteringen af Krimhalvøen i 2014.

Fakta: ICC

  • Den Internationale Straffedomstol eller Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) blev oprettet i 2002 for at retsforfølge enkeltpersoner for forbrydelser mod menneskeheden, folkemord og andre krigsforbrydelser, herunder overtrædelser af FN’s Charter.
  • Formålet med domstolen var at oprette en permanent international domstol, som kunne sætte en stopper for straffriheden for alvorlige krigsforbrydelser og dermed forhindre gentagelse.
  • Domstolen kan selv tage en sag op eller behandle sager efter ønske fra et medlemsland eller fra FN’s Sikkerhedsråd.
  • 121 lande anerkender i øjeblikket domstolens jurisdiktion.
  • I løbet af 2016 har Sydafrika, Burundi, Gambia og Rusland trukket sig, mens Kenya og Namibia overvejer at trække sig.
  • Indtil nu har ICC afsagt tre domme. Blandt de dømte er Liberias tidligere præsident Charles Taylor, som blev idømt 50 års fængsel i 2012. Sager fra en lang række lande er under forberedelse eller efterforskning. Det drejer sig bl.a. om sager fra Ukraine, Georgien, Israel, Sudan, Colombia, Irak, Afghanistan, Uganda, Congo og Den Centralafrikanske Republik.

Kilder: ICC, Reuters m.fl.

Egeninteresser truet

Tidligere på efteråret besluttede Sydafrika, Burundi og Gambia ligeledes at trække deres anerkendelse af krigforbryderdomstolens autoritet tilbage.

I Burundis tilfælde blev beslutningen truffet i protest mod krigsforbryderdomstolens efterforskning af formodede krigsforbrydelser i Burundi, mens Sydafrika trak sig i protest mod domstolens kraftige kritik af landets manglende arrestation af Sudans krigsforbrydersigtede præsident Omar el-Bashir.

Bashir er efterlyst på grund af sin rolle under nedkæmpelsen af et oprør i Darfur, men trods en international arrestordre undlod de sydafrikanske myndigheder at tilbageholde den sudanske leder, da han besøgte landet i 2015.

For Gambias vedkommende var det formentlig landets mislykkede forsøg på at få Europa retsforfulgt som ansvarlig for de mange afrikanske migranter, som er druknet i Middelhavet, der blev udslagsgivende for landets beslutning om at trække opbakningen til krigsforbrydersdomstolen tilbage.

Ligesom en række andre afrikanske lande og Den Afrikanske Union kritiserer Gambia krigsforbryderdomstolen for kun at retsforfølge afrikanske statsledere og ikke vestlige ledere, som de mener har begået tilsvarende krigsforbrydelser.

Domstolen stiller det afrikanske kontinent i et uforholdsmæsssigt dårligt lys, lyder kritikken.

Afrikansk slagside

Frederik Harhoff mener imidlertid, at den kritik er uberettiget.

»Det er rigtigt, at domstolen indtil videre kun har dømt i afrikanske sager, men i tre af de fire tilfælde er det faktisk sager, der er rejst på anmodning fra de pågældende lande selv. Hvordan kan det være domstolens fejl?« spørger han.

Iryna Marchuk mener imidlertid, at domstolen, der har fungeret i 12 år, kunne have haft større fokus på sager uden for det afrikanske kontinent.

»Anklageren fra Den Internationale Straffedomstol kunne bestemt godt have været mere strategisk i sin prioritering af sagerne, i begyndelsen arbejdede den stort set kun med afrikanske sager, men nu er der et væld af andre sager på vej,« siger hun.

Flere lande har også kritiseret domstolen i Haag for at arbejde alt for langsomt. Tre domme på tolv år lyder ikke af meget, erkender de to eksperter.

»Men det er en meget kompliceret proces at forberede de store sager, som ofte tæller tusindvis af dokumenter, afhøring af hundredevis af vidner og bunkevis af rapporter fra ngo'er, siger Iryna Marchuk.

Også Frederik Harhoff understreger, at der er brug for tålmodighed, når det drejer sig om at få statsledere og andre topfolk dømt for alvorlige krigsforbrydelser.

»Det er jo alvorlige sager, der ofte bliver modarbejdet på alle planer. Det er sager, hvor dokumenter og beviser forsvinder, og vidner bliver dræbt,« siger han. En forberedelsestid på tre-fire år er derfor ikke ualmindelig, men i enkelte sager – som f.eks. den om Georgien – har arbejdet indtil videre varet i syv år.

»Og det er for lang tid,« mener Marchuk.

International tendens

De to eksperter regner ikke med, at de fire landes exit vil åbne for en strøm af udmeldelser.

»Det tror jeg virkelig ikke vil ske,« siger Iryna Marchuk.

Men i takt med at de sager, domstolen behandler, risikerer at ramme stadig flere af de lande og regeringer, der er er medlemmer af domstolen, stiger risikoen.

Frederik Harhoff mener også, at udmeldingerne er en del af internationale tendens, hvor respekten for international retfærdighed og internationale institutioner er på retur.

»Det er en del af en mere generel international tendens til øget isolationisme,« siger han og peger både på Brexit og valget af Trump som symptomer på denne tendens.

»Vi er ved at tabe noget meget elementært på gulvet, nemlig respekten for det intenationale samarbejde.«

Til gengæld er han overbevist om, at både domstolens effektivitet og respekten for den vil øges.

»Alle de internationale krigsforbryderdomstole har haft en svær begyndelse, men pludselig kom der gang i arbejdet. Det vil også ske her. Det skal nok lykkes at lave en effektiv og troværdig domstol, men det kræver stor tålmodighed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mads Berg
    Mads Berg
  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Robert  Kroll
    Robert Kroll
Mads Berg, Espen Bøgh og Robert Kroll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

Ruslands ambivalens overfor krigsforbryderdomstolen i Haag er helt forståelig.

Thomas Petersen, Jesper Nielsen, Espen Bøgh, John Andersen, Martin A. Garcia Willumsen og Walter Ego anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Walter Ego

Information har drejet mod højre, i den grad at avisen nu har endt op i Washington, hvor udenriksredaktionen nu skal have flyttet ind i et flot, hvidt hus, med store "amerikanske" flag udenfor, og inde på kontoret.
Strumpf!!

Brugerbillede for Robert  Kroll

Det er et skridt tilbage hver eneste gang nogen tilbagekalder deres støtte/tilslutning til domstolen - og det er et skridt frem hver gang et nyt land tilslutter sig.

Lad os håbe, at antallet af "indmeldelser" i det lange løb på "massiv" vis vil overstige antallet af "udmeldelser".

Jo flere, der tilslutter sig, jo sværere bliver det at holde sig udenfor .

God artikel.

Brugerbillede for Espen Bøgh

Den internationale domstol er en ganske udmærket ide, men savner legitimitet grundet sin ensidighed fra vestens side udadtil mod andre.

Det største problem er den amerikanske udeblivelse, som skyldtes den amerikanske selvforståelse af egen ret - landets exceptionalisme, retten til at være udenfor og samtidig slå sig op som vogter for den gode moral, retssamfundet, imod krigsforbrydelser m.m..

I Vesteuropa spiller England og Frankrig også dette kort, og senest så vi det da England havde besøg af Pinochet, - en notorisk militærkriminel person, som de ikke ville anholde til retsforfølgelse.

Rusland er således ikke noget enestående tilfælde, - de tager sig bare den samme ret som Amerika, og visse lande i Vesteuropa, - men bliver blot skældt mere ud offentligt i propagandaens øjemed.

Vesten dobbeltspil med retssamfund ser mange afrikanske stater også klart og tydeligt og har meldt fra, - for hvorfor skal vestens egne krigsforbrydere selv gå frit rundt ustraffet?

Mikael Velschow-Rasmussen, Thomas Petersen, John Andersen, Christian Nymark, Torben K L Jensen og Khuram Bashir anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Jeg finder nu trækket som en stærk indikator for, at Rusland (Putin) er stærkt nervøs for at blive holdt op på egne handlinger.
"Rusland besluttede tidligere på ugen at trække sin opbakning til krigsforbryderdomstolen i Haag, efter det blev klart, at domstolen forbereder at rejse en sag om krigsforbrydelser mod Rusland på grund af det, domstolen betegner som en ulovlig besættelse af den ukrainske halvø Krim"

Dette og meget andet virker dog ikke til at gøre indtryk på de "tro" skribenter, der farer i blækhuset hver gang en kritik af Putin viser sig. Så så meget for en neutral holdning.
At alt meget vel kan ændres i forhold til den sidste ulykke i USA, hvor reality-værten nu varmer op til et familie foretagende med stærke meninger!

Thomas Bindesbøll, Mads Berg, Robert Kroll og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter  Hansen

Selvom man ikke er med, eller anerkender den internationale domstol, så kan man vel stadigt godt blive dømt af den, det er vel ikke anderledes en Nurnberg domstolen, den blev næppe heller anerkendt af nazi Tyskland.

Brugerbillede for Espen Bøgh

@ Anne Eriksen

Håber ikke det gør noget jeg benytter mig af genbrug på dine vegne, i lidt omskrevet form, da jeg finder det særdeles relevant for debatten med dig.

"
Jeg finder nu trækket som en stærk indikator for, at Amerika (Bush) er stærkt nervøs for at blive holdt op på egne handlinger.

"Amerika besluttede tidligere at trække sin opbakning til krigsforbryderdomstolen i Haag, efter det blev klart, at domstolen risikere at rejse en sag om krigsforbrydelser mod Amerika på grund af den invasionen af Irak, som en ulovlig besættelse uden FN mandat"

Dette og meget andet virker dog ikke til at gøre indtryk på de "tro" skribenter, der farer i blækhuset hver gang en kritik af Amerika viser sig. Så så meget for en neutral holdning.
"

PS: Må jeg minde om at over 1 mio. mennesker i Irak er ramt direkte via døde familiemedlemmer, fædre, mødre og bør fætre og kusiner onkler osv. - alle dræbt fortrinsvis af amerikanske kugler, bomber m.m.

PPS: Stik så lige piben ind min pige.

Mikael Velschow-Rasmussen, John Andersen, Jesper Nielsen, Mette Møhl og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

@ Espen Bøgh

Nu mener jeg ikke, at jeg på noget tidspunkt har givet udtryk for begejstring for hverken Bush eller Irak-krigen? Ej heller ikke "vores" Anders F. Rasmussen, som nok også har været lidt nervøs, men nu har V jo fået lodset Irak-kommissionen på afstand.

Jeg synes også, at det er OK, at Obama ikke har gjort noget alvorligt ved Syrien selvom han bliver bebrejdet det fra flere sider.
Jeg har stærkt kritiseret måden Assad og Rusland har handlet på i Syrien, især i senere tid. Svarene går meget ofte på kritik af USA, hvor man trækker tråde tilbage til fortiden, hvor USA har...

Det samme med Hillary C., der også har fået bebrejdelser for snart sagt alt, inklusive hendes mands sidespring - at utallige mænd er værre gør intet - men hun er jo kvinde, ser man.
At man nu skal tage stilling til en fuldstændig farce, ser man endda beskrevet som et nødvendigt modtræk til den førte politik.
Han er en mand, som siger hvad han mener?

Må jeg minde om Danmarks deltagelse - nu og før - samt vigtigheden af mange fly - flyvende? - og så ryger jeg forresten ikke.

Brugerbillede for Espen Bøgh

@ Anne Eriksen

Jeg må desværre starte med at "gentage" mig selv fra før; "Håber ikke det gør noget jeg benytter mig af genbrug på dine vegne, i lidt omskrevet form, da jeg finder det særdeles relevant for debatten med dig."

"
Nu mener jeg ikke, at jeg på noget tidspunkt har givet udtryk for begejstring for hverken Bush eller Putin?
"

"
Svarene går meget ofte på kritik af USA, hvor man trækker tråde tilbage til fortiden, hvor USA har...
"

Mener du dermed Amerika ikke længere har kamptropper i hverken Afghanistan eller Irak(?), så er du sandelig ikke godt oplyst.

Hvorfor vil du kun den kortest mulige historie og krigsforbrydelser når det gælder Amerika, så deres ikke optræder på lige fod med andres?

- Vietnam kæmper fortsat efter krigen med endeligt store landområder der blev sprøjtet med "agent Orange", der selv i dag giver sig udslag i mange - rigtig mange endda stærkt misdannede børn såvel mentalt som fysisk i nutiden.

Selvfølgelig er det noget vietnameserne glemmer lige så hurtigt som du, men jeg tror ikke dem der får disse børn den dag i dag ser helt sådan på det, men det mener du ikke hører nutiden til.

Har du raske børn selv, det ønsker jeg da for dig?!

Jeg har ikke på noget tidspunkt i dette emne udbredt mig om den indre amerikanske politik i forbindelse med valget, - så hvorfor du trækker kvindekortet til Clintons fordel, og som jeg anser for et billigt kønspolitisk trick, er mig helt uforståeligt, og ligeledes modsætningen D. Trumps karakter.

Selvfølgelig er det godt med "mange fly - flyvende", for uden dem havde ikke været muligt at beskytte civilbefolkningen i Libyen bl.a., - og derfor hersker der ikke kaos i dagens Libyen, men alene fred og demokrati uden klankrige og kampe om magten, vel?
(jeg var heller ikke begejstret for Gadaffi)

Hvem der roder i Syrien er i min optik meget sært at få helt på plads, for noget er åbent og som sædvanligt er meget skjult, men IS kender vi vist alle til, og skal ret være ret så er Tyrkiet også på banen, - og endda med sin helt egen dagsorden om først at bombe PPK og YPG krigerne der trods alt bekæmper IS sådan som vesten gør for af gøre livet mere tåleligt for befolkningen og en mulig tilbagevenden for mange flygtninge, og fri for IS rædsler.

Selv hovedemnet går du gerne udenom, - tilslutningen til domstolen og de forhold der i dag er begrænset af vestens dobbelt spil overfor resten af verden om moralen og retssamfundet hjørne sten for menneskelighed, - men kun for omgivelserne(andre lande), og ikke dem selv også.

Måske skal jeg i den sammenhæng bare tage det som udtryk for at være for besværligt at tage stilling til, - når dit kvindekort altid ligger så dejligt fristende på bordet lige foran dig, og er så let at trække frem, og klaske på bordet som en joker.

Når du ikke ryger, så vil jeg anbefale dig at købe briller for pengene du sparer, og jeg vil anbefale dig få nogle med bredt og langt synsfelt, og er det muligt så også gerne med "empati" for andres lidelser skabt i fortiden, men præger nutiden for dem.

Brugerbillede for Anne Eriksen

@ Espen Bøgh

Tak for dit svar - igen vil det være godt at nøjes med nutiden - nemlig mediernes forkærlighed for enten Øst eller Vest. Det er ikke muligt at ændre fortiden.
For min skyld kan du godt beskylde mig for at trække kvindekortet og meget andet, men ikke for mangel på empati, hverken i nu- eller fortid.

Kan F-35 flyve? - Kan folk kommunikere sig til forståelse? Ikke nødvendigvis, derfor foretrækker jeg at ende diskussionen her.

Brugerbillede for Thomas Petersen
Thomas Petersen

ICC endte desværre med at følge IMF og verdensbanken og blev et instrument til vestlig magtudøvelse.
Det lå lidt i kortene da USA meldte fra fra starten.