Læsetid: 2 min.

Kenya udskyder lukning af verdens største flygtningelejr

Internationalt pres har fået Kenya til at udskyde lukningen af Dadaab-lejren, der huser mindst 260.000 somaliere. Planen er at sende de mange mænd, kvinder og børn retur til det borgerkrigshærgede land, hvor al-shabaab vinder frem dag for dag
19. november 2016

Efter massivt internationalt pres er den kenyanske regering gået med til at udsætte lukningen af verdens største flygtningelejr, Dadaab, der ligger cirka 100 km fra grænsen til Somalia. Men lukkes skal den. Det slog indenrigsminister Joseph Ole Nkaissery fast, da udsættelsen tidligere på uden blev annonceret i Nairobi.

Kenya betragter lejren, der huser omkring 260.000 somaliske flygtninge, som en sikkerhedstrussel, bl.a. fordi militante islamister har brugt lejren til at skjule sig for de kenyanske myndigheder.

Beslutningen om at lukke den store flygtningelejr, der ligger langt ude i ørkenen, har vakt international furore.

Menneskeretsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International har på det skarpeste protesteret mod Kenyas tvangshjemsendelse af de mange flygtninge.

Dels fordi store dele af Somalia fortsat er hærget af borgerkrig, og dels fordi mange af flygtningene har mistet alt, hvad de ejer og får meget svært ved at klare sig i det ultrafattige land.

Bortført af al-Shabaab

En ny rapport fra Amnesty International dokumenterer, at Kenya er i fuld gang med deporteringerne, selv om Somalia stadig befinder sig i blodig borgerkrig mellem den internationalt støttede regering og den militante islamistiske milits Al-Shabaab, der ønsker at omdanne Somalia til en islamistisk stat.

Blandt dem, der har forsøgt at vende tilbage, er to drenge på 15 og 18, som har levet i Dadaab-lejren. I januar i år vendte de tilbage til Somalia sammen med deres forældre og fem søskende.

De fire følgende måneder var et mareridt, fortæller den ældste til amnesty.dk. De to drenges far blev dræbt af al-Shabaab, og de blev de selv blev tvunget til at være krigere for militsen, indtil de efter flere måneder havde held til at flygte tilbage til Kenya.

»Kort efter at vi vendte tilbage til Somalia, kom al-Shabaab til vores nabolag, hvor de raserede folks hjem, og vi mistede vores kvæg. De bortførte unge på vores alder, heriblandt os. Først kom de og bankede på døren og spurgte, om der boede en familie. De spurgte efter min bror og mig. Min far protesterede, men han blev myrdet, de tømte hele huset, og vi blev bortført,« fortæller den ældste bror.

Krigen tager til

Sammen med sin lillebror slap han væk, men hvad der er sket med deres mor og søskende, aner de ikke. 

»Al-Shabaab kontrollerer Somalia, og de kender os. Hvis vi tager tilbage, bliver vi myrdet. Kenya er vores hjem, og vi vil blive her. Sikkerhedssituationen i Somalia har ikke forandret sig. Det er umuligt for os at tage tilbage og leve der,« siger han til amnesty.dk.

Ifølge Kenyas indenrigsminister vil de »frivillige repatrieringer« imidlertid fortsætte, selv om lukningen af Dadaab-lejren er blevet udsat.

Samtidig ser borgerkrigen med al-Shabaab kun ud til at tage til. Nyhedsbrevet Africa Confidential rapporterer, at de etiopiske styrker, som hidtil har hjulpet regeringen i Mogadishu med at presse al-Shabaab ud af byerne, i al stilhed forlader landet. Samtidig har den Afrikanske Union netop anmodet om yderligere 4.000 mand til at støtte regeringen mod den al-Qaeda-allierede oprørsmilits.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu