Læsetid: 8 min.

Når man ikke vil lytte, får man ... Trump

Nu kan det vist ikke siges tydeligere til det politiske establishment, at den kendte model har ramt muren, og at dens forvaltere ikke har mandat til at fastholde den. Problemet er, at Donald Trumps svar blot vil gøre alting værre
Da Madonna dagen før valget optrådte ved en af Hillary Clintons valgmøder skabte det et kort glimt den atmosfære af fællesskab, varme og håb, som ikke er trængt igennem med Hillary Clintons professionelle valgmaskine

Da Madonna dagen før valget optrådte ved en af Hillary Clintons valgmøder skabte det et kort glimt den atmosfære af fællesskab, varme og håb, som ikke er trængt igennem med Hillary Clintons professionelle valgmaskine

Matt Rourke

10. november 2016

Der var et øjeblik af ægte bevægelse i New Yorks Washington Square Park mandag aften før skæbnevalget.

Uannonceret, angiveligt improviseret stod rockstjernen Madonna pludselig i parken med strikket hue i de amerikanske farver, rød akustisk guitar, sønnen David og en guitarist.

»Denne koncert handler om at forene os,« sagde stjernen til de forbløffede amerikanere, der stimlede sammen i mørket til denne pop up-happening til støtte for Hillary Clinton, ifølge alle meningsmålinger på vej til at blive USA’s første kvindelige præsident. Og mens folk holdt om hinanden i den kølige aften, sang Madonna John Lennons »Imagine«.

»You may say I’m a dreamer, but I’m not the only one. I hope someday you’ll join us, and the world will be as one.«

Her var pludselig i et kort glimt den atmosfære af fællesskab, varme og håb, som ikke er trængt igennem med Hillary Clintons professionelle valgmaskine, men som huskes fra Barack Obamas kampagne tilbage i 2008.

I fællesskab kan vi skabe noget smukt, sammen kan vi realisere vore drømme. Yes we can.

En »følelse af katarsis og enhed«, skrev avisen The Guardian, der havde en reporter i parken.

Men Madonna er en drømmer og mange med hende.

Da Donald Trump natten til onsdag tog svingstaten Florida, og skriften på væggen begyndte at blive synlig, blev det også klart, at det er Trump, der i 2016-valgkampen har varetaget den funktion og imødekommet det behov, som Obama tog ansvar for og sejrede på for otte år siden.

En handlekraftig oprører

I tiden siden 2008 er Barack Obama selv blevet offer for det muliges kunst, bundet ind i realpolitikkens snærende bånd og udefra oplevet som del af the Washington establishment.

Og hans tiltænkte, superkompetente og indtil i aftes forventede afløser, Hillary Clinton, er fra start blevet anskuet af mange vælgere som selve personificeringen af den politisk-økonomiske elite, der i magtfulde netværk beskytter egne og systemets interesser og lever fjernt fra den virkelighed præget af usikkerhed, frygt og marginalisering, som er mange amerikaneres.

Over for hende har stået en mand, der – iblandet meget vrøvl, vulgaritet og verbal vold – har kunnet servere det budskab om opgør, om en ny start, om genoplivning af den amerikanske drøm, som også bar Obama ind i Det Hvide Hus.

Otte år med Obama har ikke i overbevisende grad gjort tilværelsen lettere eller mere tryg og retfærdig for flertallet af amerikanere, og derfor er det logisk, at den ny præsident bliver en person, der ikke nøjes med at parafrasere Obama – fra dennes yes we can til Trumps we will make America great again – men som i lyset af den øgede frustration blandt vælgerne supplerer dette håb om forandring med et skånselsløs og aggressivt stormløb på selve systemet.

Obama havde karisma og visioner, men hverken en politik for, ambition om eller evne til at ændre ’systemet’ – derfor er det logisk, at vælgerne nu vil have ham afløst af én, der i tilgift til løfterne om at skabe økonomisk fremgang og tryghed sætter ord på vreden og bebuder et stormløb på ’the rigged system’, det korrumperede Washington.

Hvor mange så Obama som en frelser, har Trump fremstået som både frelser og hævner.

Og som den amerikanske historiker og politiske analytiker Thomas Frank skriver i dagens kronik: Med Hillary Clinton stod vælgerne med »en teknokrat, der tilbød en finjustering, hvor det nationen ville, var at knalde en forhammer ned i maskinen.«

I valget mellem en insider og systembeskytter på den ene side og en handlekraftig oprører udefra på den anden side var valget tilsyneladende let for mange.

Thomas Frank er også en af dem, der i bagklogskabens ulideligt klare lys siger, at Bernie Sanders kunne have slået Trump, fordi også Sanders gik til valg på en protest mod det gamle system.

Han kunne have opfanget en del af de frustrerede demokratiske vælgere, der antagelig endte med at hoppe over til Trump i protest mod Hillary Clinton, set som systemets beskytter.

Så dyb har frustrationen været og så stærkt ønsket om forandring, at Trump er blevet foretrukket, uanset at han ikke har præsenteret nogen politisk substans, uanset at han selv tilhører den superrige, skatteunddragende elite, og uanset at han har løjet hæmningsløst, ringeagtet kvinder, opfordret til selvtægt, chikaneret minoriteter og raslet med sablen over for andre nationer.

Ja, så indædt er vreden, at mange formentlig har stemt på ham netop på grund af – ikke på trods af – disse meldinger.

’The centre cannot hold’

I disse timer svømmer medier over med selvransagende forklaringer på det utænkelige, der skete tirsdag.

Der peges på selve valgsystemets skævheder, på mediernes fokus på skandaler frem for kandidaternes politik, på FBI’s indblanding i sidste øjeblik, på uafhængige kandidater der stjal stemmer fra Clinton m.m.

Mere alvorligt og langt mere smertefuldt at erkende er, at Donald Trumps meget klare sejr er endnu et vidnesbyrd – det hidtil stærkeste – om den bølge af protest mod den økonomiske og politiske globalisering, der præger hele den vestlige verden. Og den dertil knyttede dybe mistillid til det politiske centrum, der forvalter samme globalisering.

Modellen opleves at favorisere de multinationale selskaber, finanskapitalen og den politiske elite på bekostning af levevilkår og indflydelse hos den arbejdende – eller arbejdsløse – befolkning.

Mens kapitalen flytter rastløst og uhindret rundt på kloden, vokser uligheden i USA som i de fleste europæiske lande, væksten er svag eller ikkeeksisterende, og det politiske establishment fremtræder paralyseret, uden andet svar på miseren end mere af det samme.

Nødvendighedens politik i forskellige nationale aftapninger.

I april skrev vi her i avisen om ’Things fall apart; the centre cannot hold’ med et citat fra den irske digter William Butler Yeats digt The Second Coming, forfattet for hundrede år siden under lignende tilstande.

Artiklen beskrev bevægelsen væk fra det politiske centrum og ud mod fløjene, ud til venstreradikale partier og fremmedfjendske højrepopulister – og mest det sidste.

Siden da har bl.a. briterne undsagt EU ved Brexit-afstemningen, det indvandringskritiske Alternative für Deutschland har haft massiv fremgang ved delstatsvalg i Berlin og Mecklenburg-Vorpommern, Front Nationales leder Marine Le Pen står til at få flest eller næstflest stemmer ved forårets franske præsidentvalg.

Det politiske establishment prøver at reagere på utilfredsheden og vælgerflugten ved at differentiere globaliseringen; lukke for nødstedte menneskers bevægelsesfrihed og skrue op for erhvervskapitalens fri bevægelighed.

Den betydelige usikkerhed om hans politik til trods, er det sandsynligt, at valget af Donald Trump i USA vil give øget selvtillid til ligesindede kræfter i Europa.

Når verdens mest magtfulde embede ved vælgernes gunst besættes med en mand, der vil bygge fysiske mure for at holde de fremmede ude og isolere USA økonomisk ved at spænde ben for eksisterende og påtænkte handelsaftaler – henholdsvis NAFTA, TPP og TTIP – så vil det givetvis opildne andre. At isolere sig og vende verden ryggen har fået øget legitimitet med Trumps indtog i Det Hvide Hus.

Charlatan eller karakterafviger?

Man kan med god grund gyse af frygt ved udsigten til de konkrete ting, byggemilliardæren kan finde på at gennemføre.

Dreje USA’s Højesteret mod højre, give de rige skattelettelser, øge militærbudgettet, indlede en handelskrig med Kina, stigmatisere USA’s sorte, muslimske og latinamerikanske befolkninger, aflyse klimapolitikken og genåbne kulminerne, begrænse kvinders og minoriteters rettigheder…

Donald Trump er i en unik gunstig situation med republikansk flertal i begge Kongressens kamre – spørgsmålet er dels, om Republikanerne faktisk vil spille med på hans populistiske politik eller måske i virkeligheden søge at tøjle og moderere ham i erkendelse af forslagenes ekstremistiske karakter, og dels om manden overhovedet er opsat på at omsætte sine bombastiske slagord fra valgkampen til rigtig politik.

Måske vil han i virkeligheden primært være præsident af navn med al den opmærksomhed, prestige og glamour, det indebærer, og så overlade til teknokraterne at forvalte det vingeskudte politisk-økonomiske system.

Vi har endnu til gode at se, om Donald Trump bare er en narcissistisk charlatan, en karikatur der falder igennem, eller en labil karakterafviger med regulære og faretruende ideologiske ambitioner, som bringer mindelser om nogle af historiens grimmeste skikkelser.

Dette er ikke fascisme, men dette er bestemt måden, fascisme kan begynde, skrev i går redaktøren for The New Yorker, David Remnick.

Et andet svar

I kølvandet på præsidentvalget kan det politiske establishment i Washington – og i de europæiske hovedstæder – rive hår ud af hovederne i fortvivlet frustration over Trumps politiske meldinger og programpunkter.

Dybt i deres sjæle er de overbevist om, at vejen frem for de trængte økonomier er en genoplivning af væksten via øget økonomisk globalisering, skærpet international konkurrence, forstærket produktivitet m.m. Herunder aftaler som stillehavsaftalen TPP og den transatlantiske aftale TTIP. Men de må indse, at en stor del af deres vælgere bare ikke vil have det, fordi man ikke føler, det er en globalisering og udvikling, der gavner den brede befolkning, endsige virker på væksten.

Man føler sig ladt i stikken og forrådt af en elite, der sejler uskadt gennem krisen og plejer egne privilegier, alt mens fremmede strømmer ind over grænserne og lægger beslag på jobs og sociale ydelser.

Når systemets forvaltere søger at ignorere denne folkelige modvilje i ærlig forvisning om, at man vitterlig er på rette, nødvendige spor, får man – Donald Trump. Eller Brexit. Eller Valloniens protest mod CETA-aftalen og TTIP. Eller det hollandske folkeafstemnings-nej i foråret til EU-handelsaftalen med Ukraine. Eller noget andet, der spænder ben for masterplanen.

Rigtig meget tyder på, at den proces med grænseoverskridende liberalisering og deregulering, der blev sat i gang af Margaret Thatcher og Ronald Reagan ved indgangen til 1980’erne, og som syntes at triumfere globalt efter Berlin-murens fald i 1989, er ved at køre uhjælpeligt fast.

De gamle vækstrater kan ikke genskabes, den fri markedskapitalisme kan ikke sikre lighed. Populister, der lover opgør – hvor tåget og modsætningsfuldt deres budskab end er – bliver valgt.

Følgelig er valget af Trump også en gigantisk udfordring for de kræfter, der deler systemkritikken, men ikke tror på, at vejen frem er at lukke sig inde i selvtilstrækkelighed eller i forestillingen om at kunne genskabe fortiden og vende tilbage til tilstandene, før krisen blev permanent.

Nok er TTIP med dets undergravning af demokrati og favorisering af store virksomheder ikke svaret, men hvad er så? Nok er det ikke acceptabelt at bygge mure og vende nødstedte medmennesker ryggen, men hvad er alternativet?

Nok er satsningen på grænseløs vækst på bekostning af miljø, lighed og menneskelig trivsel ikke vejen frem, men hvordan ser så en langtidsholdbar, solidarisk økonomi så ud? Nok vil Donald Trumps usammenhængende, selvmodsigende program blot gøre alting meget værre, men hvis ikke han kan levere løsninger, hvem kan så?

Bernie Sanders forsøgte at give nogle svar, ligesom visse partier og folkelige bevægelser rundt om i Europa gør det. Men foreløbig er det ikke lykkedes at vinde tilstrækkeligt gehør, tale med den fornødne overbevisningskraft eller vække det engagement i offentligheden, som Donald Trump med sine letkøbte slagord har formået.

De øjeblikke af håb, fællesskab og tro på en anden fremtid, som Madonna vakte til live mandag aften, er endnu alt for sjældne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Jesper Eskelund
  • Steffen Gliese
  • Per Jongberg
  • Flemming Berger
  • Ejvind Larsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Torben Arendal
  • Bill Atkins
  • Mark Thalmay
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
  • Søren Rehhoff
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
John Fredsted, Jesper Eskelund, Steffen Gliese, Per Jongberg, Flemming Berger, Ejvind Larsen, Palle Yndal-Olsen, Torben Arendal, Bill Atkins, Mark Thalmay, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen, Søren Rehhoff, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Når jeg læser jsn, har jeg fornemmelsen af at stå på et grundlag, der er ligeså spinkelt som mit eget, men dog et grundlag.

Lasse Glavind, Steffen Gliese, Robert Ørsted-Jensen, Flemming Berger, Ejvind Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Man kan være bekymret for meget af det, Trump har sagt, og også for en stor del af de ting, han erklærer, at han vil gennemføre. Men hvis han får held til at realisere sin første, fjerde, femte og sjette foranstaltning til forebyggelse af korruption, har han faktisk gjort demokratiet en stor tjeneste (se https://assets.donaldjtrump.com/…/O-TRU-102316-Contractv02.…).

Steffen Gliese, Hans Aagaard og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Selv JSN i denne ellers fine artikel, viger tilbage for at sige det lige ud:
kapitalisme er ikke for alle og kan ikke bringes til at være det.
Der tales meget om elitens og mediernes svigt. Dette svigt består først og fremmest i, ikke at tage denne erkendelse til sig og lade den styre meningsdannelse og politik.
De vrede i USA tror på, at kapitalismen kan bringes til at give dem fortiden tilbage. Det kan den ikke.
Men medierne og eliten - ikke mindst den akademiske - mener til syvende og sidst, at det kan den nok godt alligevel, og det afholder dem fra at fortælle sandheden.
Hvis de TROR den kan, så bør det i det mindste fremlægges, at der er tale om tro.
For enden af en sådan tro og sådanne fortielser ligger fascismen. For slet ikke at tale om samfundsmæssige sammenbrud, som vi ikke har fantasi til at forestille os.

Karsten Aaen, Kim Houmøller, Steffen Gliese, David Zennaro, Peter Jensen, Per Jongberg, Anne Eriksen, Flemming Berger, Ejvind Larsen, Palle Yndal-Olsen, Herman Hansen, Lise Lotte Rahbek, Torben Arendal, Philip B. Johnsen, Flemming S. Andersen, Mark Thalmay, Niels Duus Nielsen og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar

JSN gør i sin glimrende artikel Thomas Frank en smule uret:
- "Thomas Frank er også en af dem, der i bagklogskabens ulideligt klare lys siger, at Bernie Sanders kunne have slået Trump, fordi også Sanders gik til valg på en protest mod det gamle system."

Faktisk blev der under primærvalgene lavet flere undersøgelser, der viste, at Sanders som præsidentkandidat ville kunne slå Trump med større stemmetal end Hillary Clinton.

The Independent minder om det med dette klip af en Sanders-kommentar

• “Right now in every major poll, national poll and statewide poll done in the last month, six weeks, we are defeating Trump often by big numbers, and always at a larger margin than Secretary Clinton is.”

So spoke Bernie Sanders, Hillary Clinton’s Democratic rival in the primary, when he appeared on the May 29 2016 edition of NBC’s 'Meet the Press'.

http://www.independent.co.uk/news/people/presidential-election-donald-tr...

Steffen Gliese, Peter Jensen, Sabine Behrmann, Flemming Berger, Ejvind Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Hvis Trumps sejr har fået alle politikere i samtlige demokratier til at vågne op af selvfedmen og fået dem til at tage deres opgave alvorligt, så har han allerede nået mere end de fleste mennesker når

Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Jens Falkenberg, Bjarne Andersen, Hans Aagaard, Tino Rozzo, David Zennaro, Peter Jensen, Per Jongberg, Bruger 240852, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Jens Kofoed, Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Anne Schøtt, Torben Arendal og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Det enste Trump vækker er mere nationalisme alle politikerne er igang med at bortforklare hans sejr... Trump vandt ikke en protestsejr han vandt fordi han fremstod som de flertallet af amerikanere opfatter som beviset på den amerikanske drøm og som den fanden i voldske leder - som en Patton som amerikaneren elsker...

Anne Schøtt
09. november, 2016 - 11:22
sådan går det, når de etablerede ikke gider lytte til de arbejdsløse

Steffen Gliese, Jens Falkenberg og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

...Trump var en katastrofe før han blev valgt. Så det er han sikkert i mindst lige så høj grad efter han nu vitterligt er valgt som USA's 45. præsident - Ubegribeligt og chokerende.

...Og her havde Herman lige gået og glædet sig til dette valg blev overstået og aldrig høre et ord om Trump igen - Nu kommer vi ikke til at høre om andet dagligt i mindst 4 år - Nærmest mere ubærlig end det faktum at han er blevet valgt :-(

Poul Sørensen, Karsten Aaen, Carsten Mortensen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det næste interessante kapitel bliver, hvilke typer han fisker frem fra det konservative folkedyb og foreslåer som ministre - alle medier vil derefter gå på jagt efter skandalerne, som følger med - og ingen vil kunne holde ud, hverken at se eller høre på dem - i fire år ...

Poul Sørensen, Vibeke Rasmussen, Anne Eriksen, Jens Kofoed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hulk og snøft. Popsilden Madonna, Amerikas svar på Danmarks Nick & Jay.
Så kan det næsten ikke blive mere patetisk på den ufede måde, at mandschauvinisten med hentehåret løb med gevinsten i valglotteriet for næsen af Mrs Clinton ... ;-(

Politikerne må have sovet i timen (historie) ...efter Hitler og Mussolini. "We had it coming". Når masserne undertrykkes, så kommer sådan én som Trump.
Det kommer åbenbart vældig bag på mange etablerede.

Anders Graae, john andy houbo Pedersen, Carsten Mortensen, Jens Falkenberg, Bjarne Andersen, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Jan Weis og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

...Thjaaa, nye generationer og det hele begynder forfra igen. Intet nyt fra vestfronten her - Sådan bliver det sikkert ved med at gentage sig.

Altså i det mindste indtil den dag robotter med hyper overdreven kunstig intelligens tager over og smider mennesket på møddingen som overflødige ;-)

...Verden var ellers så tæt på. Først med murens fald og siden Bernie Sanders. Men det skulle åbenbart ikke være - Magt begæret og egen interesser kender ingen grænser.

Politisk-historisk set er sammenligningen mellem Hitler og Trump på ihvertfald ét punkt ikke helt passende; Trump kommer til magten abrupt, uden nogen som helst forudgående parlamentarisk erfaring, på ryggen af en folkestemning, mens Hitler - på et tidspunkt hvor den folkelige opbakning til hans etnocentriske og antikommunistiske parlør var for nedadgående - blev indsat som kansler af den tyske, borgerligt-kapitalistiske magtelite mhp. at forebygge en venstreorienteret magtovertagelse ved næste rigsdagsvalg. Som Hitler og kumpaner derpå vandt.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Per Torbensen, Hans Aagaard og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

...Trump vil over de næste 4 år skabe 25 millioner arbejdspladser i USA hovedsageligt ved at genopbygge landets infrastruktur - En lignende taktik har tillige været anvendt for 70 år siden.

Kim Houmøller, Steffen Gliese, Jens Falkenberg, Liliane Murray og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Overvejende god og nuanceret artikel, men fremstilles eliten ikke i et vel rosenrødt skær, når "establishment" er overbeviste "dybt i deres sjæle" om vejen frem og "søger at ignorere denne folkelige modvilje i ærlig forvisning om, at man vitterlig er på rette, nødvendige spor?"

Ikke underligt at manden, som noget af det første, tænker på byggeprojekter - hvem mon ender med at få entrepriserne? ...

Kim Houmøller, Per Torbensen, Jens Falkenberg, Peter Jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Hvad sker der lige? Efter Trump har vundet valget til USA's præsident embede stiger aktie kurserne og tyske Edmund Stoiber (CSU) begynder at tale om Trump er muligvis den bedre præsident for Europa frem for Clinton - Helt andre toner som for bare få timer siden.

Er den hård arbejdende amerikanske Joe blevet taget godt og grundigt ved the-american-ass? Of course er Joe det.

...Vi taler jo om narcissisten Trump og kun Trump for Trumps skyld. Absolut ingen anden - Make-Trump-great-again.

Herman Hansen:
"Efter Trump har vundet valget til USA’s præsident embede stiger aktie kurserne og tyske Edmund Stoiber (CSU) begynder at tale om Trump er muligvis den bedre præsident for Europa frem for Clinton"

Ja, for politikerne, kapitalen og eliten, så er det jo også det vigtigste der findes overhovedet, hvornår begynder de at kunne se noget, andet end i et kapitalistisk vækst perspektiv!

På engelsk omtaler man sommetider om penge, som 'cool cash', kolde kontanter, og det er jo det penge er, kolde, følelsesløse, umenneskelige, og med mindre man virkelig fryser, så er der ikke meget varme at hente i penge.
Hvordan er det lykkedes os, at få penge til at være det ALT drejer sig om?

Christian Lucas

Austerity må stoppe nu. Neo-liberalismen må stoppe nu. Glas paladset med navnet "Politologi" skal rives ned. Og der skal lyttes til mennesker, ikke regneark. Ellers ender EU i samme situation.

Steffen Gliese og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Det er måske en lidt malplaceret ros - emnets alvor og karakter taget i betragtning - men journalisten JSN er et af desværre få, men ret gode personlige argumenter for at abonnere på en avis.

Anne Eriksen, Flemming S. Andersen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Amerika er virkelig så delt, at de newyorkere, jeg korresponderer med, ikke ville forstå jsn's artikel - det er vel forskellen på et stort og et lille land, at vi har den samme splittelse lige udenfor døren.
Af andre grunde end Stoiber vil Trump være bedst for Europa: han vil tvinge ud-til-bens-regeringer som den danske til at vende sig imod det nære opland og dyrke forsvar med det øvrige EU, så vi ikke igen forfalder til tåbelige eventyr i fjerne lande.
Dernæst må det stå klart for de europæiske socialdemokratier, at de ikke vinder folk tilbage ved at efterligne den populistiske højrefløj - den fejltagelse, der blev begået i Weimarrepublikken også - med ved at finde sit egalitære og samfundsorienterede ståsted igen, uden 3. vejs workfare, men i stedet den respekt for arbejdet, som herskede før Nyrup/Lykketoft/Jelved. Man respekterer ikke arbejde ved at forære det væk for understøttelse eller kontanthjælp, det er tværtimod fokus på penge - respekt for arbejdet er at insistere på, at det har tilstrækkelig værdi til at indebære en løn, man kan leve rimelig godt af.

Vibeke Rasmussen

Seth Stevenson, en af de journalister der var del af pressekorpset, som rejste med rundt og dækkede Donald Trumps valgkampagne – dog modsat tradition og andre(s) valgkampagner aldrig ombord på dennes fly – giver her et indblik i, hvad der efterhånden langsomt gik op for ham: How Trump Conned America.

Han beskriver bl.a., hvordan pressekorpset blev indhegnet under Trumps rallies, og hvordan det kun gradvist gik op for ham, hvad meningen med dét egentlig var, og at det ikke var ment som beskyttelse:

"Behold, Trump said to his fans, I’ve rounded up a passel of those elites you detest. And I’ve caged them for you! Allow me to belittle them for your delight. Here, now you take a turn—go ahead, have at it! Do it again, don’t be shy! Under President Trump, the other elites will be in cages, too. We’ll lock them up, just like the chant goes. Just like you wanted. You’ll be their captors."

Og han konstaterer:

"His campaign was in no way about policy. It was the singer, not the song."

Seth Stevenson afslutter med de tanker, han gjorde sig under Donald Trumps sejrsfest:

"And as Trump took the stage to bask in his victory, I felt something else, too. Pity for the small-town Trumpists who thought they voted for one of their own but elected a man who mingles solely with rich assholes. Pity for the plutocrat-haters who’ve now ensured sweeping deregulation of financial institutions. Pity for the salt-of-the-earthers who are sick of Washington corruption yet elected a man who will surely preside over the most corrupt administration imaginable. Pity for all those excited rallygoers duped by a con man—an elite in sheep’s clothing."

Forhåbentlig har Demokraterne lært lektien: en kandidat skal vælges på sine politiske ambitioner, ikke på sit køn.
??

Er det ikke mere sandsynligt at Clinton tabte på sit køn, og hvad angår politiske ambitioner hvem tror at Trump overhovedet har nogle; tumpen har ikke andet end personlige narcissistiske ambitioner hvis der skal dømmes efter hans valgkampagne.

Anne Eriksen, Rune Christensen, Herman Hansen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Liliane Murray
11. november, 2016 - 07:31

...Fordi det er let og simple at gøre penge til Gud - Det er åbenbart ikke kun populister, som søger de simple løsninger - Svindler regeringen følger tæt trop.

Rune Christensen

Colin Bradley 19:20
Nej, det synes jeg ikke. Når et massivt flertal af centrum-venstre er parate til at vælge en sort mand, tror jeg også de er parate til at gøre det samme for en hvid kvinde. Naturligvis kan kønnet godt have spillet en negativ rolle, med de super arrogante og nedladende kommentarer om at man er sexist hvis man ikke (kommer ud og) stemmer på hende.
Hun blev fravalgt fordi hun var mere af det samme. Samme neoliberale økonomi, samme intervenistiske udenrigspolitik etc. Det var hendes mand der stod for deregulering af økonomien, bruddet med fagforeningerne og den institutionaliserede racistiske fængselpolitik, som igen fodrer ind i privatisering osv. Hun moderede godt nok sig selv en smule en måned før valget, men når hun hele sit politiske liv har forsvaret den politik, så virker det utroværdigt at hun 'flip-flopper' (som Trump rigtig kaldte det) i sidste øjeblik.
I desuden er det jo interessant at under primærvalget, klarede Clinton sig godt ved de lukkede valg og Sanders sig godt ved de åbne valg. Og når man hørte vælgerne på gaden i en voxpop, så faldt valget på Sanders når det galdt økonomi, jobs og mere lighed, når det faldt på Clinton var det 'vi skal have USA første kvindelige præsident.'

Robert Ørsted-Jensen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Under Demokraternes primærvalg vandt Hillary Clinton de fleste af de åbne demokratiske valg, de såkaldte primaries, hvor én person=én stemme. Bernie Sanders vandt næsten udelukkende de alt andet end demokratiske caucuses.

Hun vandt primærvalget med knap 4 millioner flere stemmer end ham, og selv om hun tabte præsidentvalget, fik hun alligevel op mod to millioner flere stemmer end sin modkandidat. Det kan man dårligt kalde fravalg.

Anne Eriksen, Karsten Aaen og Rune Christensen anbefalede denne kommentar
Rune Christensen

Hun er den mindst populære præsident kandidat i moderne historie, mindre populær en W i 2000 for fan'. Den sidste der var mere upopulær, var hendes mand. Det handler om deres politiske historie. Men hendes kandidatur blev i høj grad fremstillet som en sejrer for kvinder, hvilket også ville have været en symbolsk sejr for mange kvinder i den vestelige verden, men hendes vælgere fravalgte hende, fordi de ikke føler hun repræsenterer dem, på grund af hun var etablissementets kandidat, som har svigtet dem gennem fyrre år.

Vibeke Rasmussen

"Den sidste der var mere upopulær, var hendes mand."

Til trods for, at Bill Clinton, "America's first black president' som han kærligt blev kaldt inden Barack Obama, igennem hele sit præsidentskab ved hver en lejlighed blev forsøgt modarbejdet af en republikansk domineret kongres, til trods for at republikanerne under hele hans periode som præsident, og såmænd allerede længe inden, med løgne, rygter og konspirationer godt hjulpet af et ånd- og åndeløst pressekorps, forsøgte at få ham hængt op på noget ulovligt, uden held indtil de måtte lade sig nøje med afsløring af et bj i det ovale værelse mellem to gensidigt enige, voksne mennesker, og til trods for en rigsretssag, hvor han blev frifundet, til trods for alt det, forlod Bill Clinton Det Hvide Hus med en rekord høj 'approval rating' på 66%. I øvrigt samme procent Hillary Clinton modtog som Udenrigsminister.

Og amerikanere ser stadig med glæde og længsel tilbage på hans præsidentskab som en tid med "Peace and Prosperity".

Var der nogen ovenfor, der nævnte 'historieløshed'?

Rune Christensen

Og alligevel, på trods af alle dette, tabte en Clinton det Hvide Hus, på trods af at man stod til et 'slam dunk.'. Man havde håbet at dette ville give anledning til refleksion.

Sanders kæmper videre for forandring og taler stadig for fulde huse.
Hans indflydelse efter valget er tilsyneladende så stor, at Demokrater fra New Jersey kappes om at få en anbefaling fra Sanders i kampen om at erstatte delstatens guvernør Chris Christie.

Vibeke Rasmussen

Apropos forskellen på caucus- og primary-valg, ses urimeligheden i den første tydeligt, når en stat, som fx hér Washington, gennemfører begge slags.

Selv om vinderen af primærvalget fik flest stemmer, blev vinderen af caucus-valget tildelt flest delegerede, fordi partiet, Democrats, prioriterede resultatet fra caucus-valget over primary-valget. Ikke rigtigt hverken fair eller demokratisk.

'Late night host' John Oliver slår til lyd for, at vælgerne skal kræve caucus-valg afskaffet ved at protestere på, naturligvis, Groundhog Day. :)

"Og amerikanere ser stadig med glæde og længsel tilbage på hans præsidentskab som en tid med "Peace and Prosperity"."

Jeg er sikker på at serberne i bl.a. Beograd anno ... 1999? også ser tilbage på Bill's bills med fredfyldt og åndrigt sindelag. Bill the bomber, Bill the drummer. Et hyret og hyped head, ligesom alle andre kalamiteter i konkurrencedemokratiets ked(somm)elige kapitalkarrusel.