Læsetid: 1 min.

Nicaragua i Ortegas jerngreb

Daniel Ortega er fortsat præsident og hans kone ny vicepræsident i Nicaragua efter endnu et præsidentvalg uden reel opposition
Daniel Ortega er fortsat præsident og hans kone ny vicepræsident i Nicaragua efter endnu et præsidentvalg uden reel opposition

Esteban Felix

12. november 2016

Søndag vandt den nu 71-årige Daniel Ortega præsidentvalget i Nicaragua, hvilket betyder, at den tidligere revolutionsleder får sin tredje embedsperiode i træk.

Daniel Ortega fik hele 72 procent af stemmerne, og søndagens præsidentvalg blev dermed den største valgsejr nogensinde for Ortega.

Hans nærmeste konkurrent, kandidaten for Det Liberale Parti, PLC, fik blot 14 procent af stemmerne. Men det var forventet, lyder det fra landets opposition, der i stort omfang blev udelukket fra at deltage i valget.

Oppositionen havde derfor opfordret vælgerne til at blive hjemme, hvilket størstedelen ifølge oppositionen også gjorde. De peger på, at stemmedeltagelsen endte på mellem 20-30 procent.

Den påstand afvises fra det officielle Nicaragua, men uden deltagelse af internationale valgobservatører, som Daniel Ortega havde udelukket fra valget, er det uklart, hvor stor en del af nicaraguanerne, der valgte at stemme.

I Somozas ånd

»Vi taler om den mindste valgdeltagelse i et valg de sidste 30 år. Det er en massiv afvisning af valget, der er én stor farce,« lød det fra en af oppositionens ledere, Violeta Granera.

Ikke desto mindre fortsætter Daniel Ortega som præsident, mens Ortegas hustru, Rosario Murillo – der tidligere var minister for kommunikation – de kommende år er landets vicepræsident.

Dermed synes arvefølgen sikret, og Daniel Ortegas kapring af magten og samtlige af landets institutioner begynder at minde om den forhadte nicaraguanske diktator Anastasio Somozas regime, som Ortega paradoksalt nok var med til at vælte ved revolutionen i 1979.

Det mener i hvert fald Carlos Fernando Chamorro, der i de tidligere revolutionsdage i 1980’erne var allieret med Ortega. Han kalder sammenligningen mellem Ortega og Somoza for nødvendig:

»Den er nødvendig, fordi Somoza er det, vi opfatter som diktatur i Nicaragua. Og Ortegas regime er et diktatur – ikke et militært eller et blodigt et, men et diktatur.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Diktatur?

Det fremgår af artiklen, at Ortega netop har vundet (klart) ved det nylige præsidentvalg.

Ortega afgav frivilligt magten, da FSLN mistede flertal i 1990 - til den konservative Violeta Chamorro, der stod i spidsen for en borgerlig koalition.
Ortega har været i opposition politisk i 16 år, efter hans nederlag i 1990.

Savner noget analyse, og ikke bare en udtalelse fra Chamorro (bemærk navnesammenfaldet - med tidligere konservative præsident?).

Jeg er stor fan af Daniel Ortega, og har engang mødt ham personligt.
Jeg ønsker mig dybere analyser af situationen i landet, som - sagtens kan være speget/røget!
Artiklen dokumenterer ikke sine påstande, synes jeg. Det må kunne gøres bedre, tak.