’Fremtiden er nu’ for Italiens Renzi

FIRENZE – La Leopolda-mødet var Matteo Renzis springbræt til magten.

I november 2010 afholdt han sammen med andre unge eksponenter for centrumvenstrepartiet PD en politisk workshop i en nedlagt remise i Firenze under overskriften Prossima fermata Italia – næste stop Italien.

Renzi var kort forinden blevet valgt til byens borgmester, og på Leopolda-stationen annoncerede han, at PD’s ledelse skulle »ophugges«.

To uger efter blev han inviteret til frokost hos den daværende regeringsleder, Silvio Berlusconi, som om han allerede var en leder på nationalt niveau. I et interview med Vanity Fair udtalte Berlusconis datter, Barbara:

»Renzi virkede på mig som en person, der virkelig vil ændre tingene. Det, der tilnærmer os hinanden, er ikke de politiske ideer, men den samme generationskultur, tror jeg. Jeg føler mig repræsenteret af ham.«

Mødet i remisen er siden blevet en årligt tilbagevendende begivenhed. I 2012 benyttede Renzi anledningen til at lancere sit kandidatur til formandsposten i PD, men tabte primærvalget til den tidligere økonomiminister Pier Luigi Bersani.

Efter et skuffende resultat ved parlamentsvalget i 2013, hvor protestpartiet MoVimento 5 Stelle fik stemmer nok til at sabotere regeringsforhandlingerne, gav Bersani op, hvorpå PD’s Enrico Letta blev leder for en koalitionsregering sammen med en lille galakse af centrumhøjrepartier omkring de to foregående ministerpræsidenter, Berlusconi og hans efterfølger, Mario Monti.

’Fremtiden er nu’

Mens Lettas regering var hæmmet af de interne konflikter på højrefløjen som følge af Berlusconis svækkede lederposition, erobrede Renzi magten i partiet ved et nyt primærvalg. Derefter væltede han Letta og forvandlede et år inde i valgperioden, der var begyndt med politisk kaos, parlamentet til en forfatningsgivende forsamling.

I år var La Leopolda helliget den forfatningsreform, Renzi har brugt sit snævre og konstant skiftende regeringsflertal til at gennemtvinge, og som italienerne på søndag kan godkende eller forkaste ved en folkeafstemning. »Fremtiden er nu«, lød sloganet for den syvende udgave af arrangementet, hvor Information var til stede:

»Vi er nødt til at være unge, mere drastiske, mere free,« forklarer en af deltagerne, den midaldrende tandlæge Alfredo Baldan fra Padova, og tilføjer: »Man skal bevæge sig fremad i livet, man må ikke stå stille.«

Ændringerne vedrører en tredjedel af forfatningens 47 ud af 139 paragraffer. Tilsammen ændrer de balancen mellem borgerne, regeringen, parlamentets to kamre, regionerne, domstolene og republikkens præsident. Den erklærede hensigt er at skabe mere stabile regeringer. 

Et nej kan derimod udløse en politisk krise i den nu tredjestørste økonomi i et forvejen ustabilt EU. Derfor har f.eks. nobelprismodtageren i økonomi Joseph Stiglitz beskrevet afstemningen som en potentielt destabiliserende faktor på linje med Brexit.

Politisk kursusweekend

Renzi har været i konstant bevægelse i sine første 1.000 dage ved magten. A young man in a hurry, kaldte The Economist sit første portræt af den dengang 39-årige Renzi, som er Italiens yngste regeringsleder nogensinde.

Han repræsenterer det fremadstræbende, moderne Italien klædt i habitjakke, cowboybukser og sorte sko, som også er standarduniformen ved La Leopolda.

På væggene i de to store haller hænger en række citater om fremtiden. Ifølge den østrigske filosof Karl Popper, det åbne samfunds teoretiker, »er fremtiden meget åben og afhænger af os alle sammen«, mens internettets opfinder, Tim Berners-Lee, har sagt, at »fremtiden er det, vi skaber«.

Deltagerne er fordelt ved runde borde med 12 stole for at diskutere og udvikle ideer. Det minder lidt om et firma på kursusweekend, men Leopolda er først og fremmest et show – Renzis show.

På tredjedagen overtager han iført en stram, hvid skjorte med opsmøgede ærmer scenen fra fremtidens repræsentanter i form af en flok nybagte mødre:

»Når lederne på landsplan og i byerne i dag er 40-årige, er det, fordi en generation af drømmere har afvist nejets logik med, at intet kan lade sig gøre,« sagde ministerpræsidenten:

»Når det politiske liv har givet plads til en ny generation, er det, fordi mange af jer her har sagt, at nu går vi i gang og skal videre. Og noget har forandret sig: For syv år siden var Italien ingenting. Vi giver Italien det tilbage, landet fortjener. Og for at gøre det har vi været nødt til at udskifte en politikerklasse, som havde bragt os i den tilstand.«

Kort efter at have overtaget regeringsmagten inviterede Renzi Berlusconi, som i mellemtiden var blevet ekskluderet fra parlamentet efter en definitiv dom for groft skattesvig, til et møde på tomandshånd i PD’s hovedkvarter i de centrale Rom.

PD, der opstod i 2007 som en kold fusion mellem rester af det gamle kommunistparti og centrumsøgende kristendemokrater, var nu Renzis parti, og han viste sig straks parat til at indgå aftaler med hvem som helst for at beholde magten:

»Jeg vil ændre Italien, mens en del af venstrefløjen vil ændre italienerne. Det er to forskellige ting,« bedyrede han.

Misundelige modstandere

Ved et af de runde borde sidder forfatterinden Erna Marioni. Hun har været medlem af PD i tre år, siden Matteo Renzi første gang stillede op som formand.

»Jeg tror rigtig meget på ham og er tiltrukket af et PD, der helt har forladt det gamle kommunistpartis ideer.«

Men Renzis beslutning om at gennemføre den største reform af landets forfatning siden republikkens indførelse i efterkrigstiden har også skabt dyb splittelse i PD på grund af den afgørende støtte fra tidligere medlemmer af Berlusconis parti. Bersani og den tidligere ministerpræsident Massimo D’Alema fører kampagne for et nej til forfatningsreformen:

»Det er en meget konfliktfyldt situation i partiet, som er spidset yderligere til inden folkeafstemningen,« siger Erna Marioni og fortsætter:

»Det er virkelig et splittet parti, og jeg har det skidt med at høre alle disse udfald mod Renzi. Der har altid været spændinger mellem fløjene i partiet, men de er blevet værre, efter at Renzi er kommet til. Desværre fører de fleste medlemmer i min partiafdeling kampagne for et nej. Der er meget misundelse i forhold til Renzi, hans karisma og resultater. Renzi gør noget, de andre står stille.«

Selv om Renzi hævder allerede at have opnået mere end de fleste af sine forgængere tilsammen, kan hans kritikere påpege, at det på mange områder ikke er blevet til meget andet end hensigtserklæringer.

Trods sin hyperaktivitet har han stadig brug for at fremhæve tidligere lederes mangler og fiaskoer for selv at kunne repræsentere ideen om dynamik og forandring. Efter at have tabt kampen om partiet »bruger de folkeafstemningen som et redskab til at få hævn«, hævder han.

Paradoksernes kampagne

Flere af de adspurgte deltagere ved La Leopolda 2016 har svært ved at pege på, hvilke konkrete forbedringer forfatningsreformen medfører og betragter således i stedet folkeafstemningen som en slags evaluering af Renzis regering.

Lia, en pensioneret lærerinde fra Arezzo, der kun vil oplyse sit fornavn, fortæller, at hun tidligere har stemt på Kristendemokraterne, så Berlusconis Forza Italia og endelig på Renzi ved primærvalget, hvor man ikke behøvede at være medlem af PD for at kunne deltage:

»Det er et fremskridt i forhold til det rene ingenting,« siger hun om forfatningsændringerne. »Man kan jo ikke hele tiden begynde helt forfra med at diskutere alting. Reformen er ikke perfekt, men et produkt af politiske forhandlinger. Sådan er det jo i demokratiet. Jeg kan ikke tro på, at folk ikke ønsker en lille forbedring af situationen. Folk klager jo altid over, at så mange benytter sig af systemet, og her er jo i det mindste en mulighed for at spare lidt. Kommer der måske nogen efter Renzi, som vil kunne lave en perfekt forfatning? Det tror jeg ikke.«

Ifølge de fleste meningsmålinger vil folkeafstemningen ende med et nej, men et stort antal uafklarede vælgere skaber usikkerhed om resultatet. En vælgerpsykologisk undersøgelse fra forskere ved European University Institute i Firenze og universitetet i Zürich konkluderer, at »eksplicitte henvisninger til regeringens arbejde risikerer at være modproduktive i forhold til reformen«.

Eller sagt med andre ord: Jo mere Renzi fører kampagne for reformen, des flere vælgere risikerer han at friste til at afgive en proteststemme mod regeringen. Det er de økonomisk velstillede, der er mest tilbøjelige til at støtte reformen:

»Mens kun en femtedel af dem, der har svært ved at få pengene til at række til hele måneden, støtter reformen, vil næsten halvdelen af dem, der lever uden økonomiske vanskeligheder, stemme ja,« skriver valgforskerne.

Undersøgelsen viser desuden, at de fleste vælgere ser positivt på dele af reformen, men er kritiske over for andre. På nej-siden mener to tredjedele således, at reduktionen af Senatet – fra 315 til 100 medlemmer – er en god ting. Reformen vil også medføre, at landets regionalforsamlinger skal vælge senatorerne, men alligevel mener de fleste ja-tilhængere, at »senatorerne altid bør vælges direkte af borgerne«.

Ubegrundet angst

Under La Leopolda høvler regnen ned over Firenze. Der er blevet nedlagt forbud mod en planlagt demonstration foran den tidligere togstation, og der opstår voldsomme sammenstød med politiet, da nogle hundrede demonstranter forsøger at trodse forbuddet. Indenfor er der mindst lige så mange sikkerhedsfolk som mødedeltagere.

Samme weekend mindes byens indbyggere den store oversvømmelse for 50 år siden, da Arno-floden gik over sine bredder. Dengang hjalp tusinder af frivillige fra hele landet med at redde så mange kunstskatte som muligt. Nu er udfordringen at finde ressourcer til genopbygningen efter jordskælvene nordøst for Rom. Lige inden Renzis tale får et lynnedslag strømmen til at gå:

»Tænk, hvad et lyn kan være for vores medborgere, som er blevet hjemløse efter jordskælvet,« improviserer han. »En idé om en forebyggelsesstrategi for fremtidige generationer må stå centralt på den politiske dagsorden. Der er også nødvendigt at gøre noget i Europa for at ændre sparepolitikken. Italiens borgmestre, I skal – uanset om Bruxelles kan lide det eller ej – tage hjem og iværksætte projekter,« siger Renzi, som har indledt et slagsmål med EU-kommissionen for at få øget råderum på næste års finanslov.

Federico Conti, en 50-årig konsulent med tilknytning til arbejdsministeriet, er kørt til Rom for at give sit bidrag til ja-kampagnen. Han er ked af den stigende EU-skepsis i Italien, men forsvarer Renzis ret til at hæve stemmen og forsøge at øge sin magt:

»Italien er jo ikke et ødelagt land som efter krigen, men en bærende kraft i EU,« mener Conti og fortsætter:

»Vi fik vores forfatning af en generation, der havde oplevet krigen, men i dag er angsten for et autoritært styre, som den var beregnet til at forhindre, ubegrundet. Ville man ikke også reparere lidt på sin bil eller en køkkenmaskine efter 70 års brug? Desværre er der en udbredt angst for forandringer.«