Læsetid: 6 min.

De riges formuer er symbolet på fælles velfærd i USA

Amerikanerne går ind for lighed og de foretrækker fattige mennesker frem for forretningsfolk – de kan bare også godt lide skattelettelser og mindre offentlige udgifter. Den anerkendte amerikanske forsker Larry M. Bartels forklarer, hvordan amerikanerne har det med økonomisk ulighed
Jay Z og Beyonce støttede Hillary Clinton under valgkampen. De to musikere er ikoner på den synlige rigdom, amerikanerne ser som beviser på, at samfundet bliver rigere.

Jay Z og Beyonce støttede Hillary Clinton under valgkampen. De to musikere er ikoner på den synlige rigdom, amerikanerne ser som beviser på, at samfundet bliver rigere.

Matt Rourke

9. november 2016

’The Establishment’ er navnet på et uhyre i amerikansk politik. Når nogen taler om ’the Establisment’, taler de til modstanden imod det, og de taler den modstand op til masseforagt. Det er et skældsord for uligheden mellem dem, der sidder på magten, og dem, der står med afmagten.

Men uligheden mellem de rigeste og alle de andre har ikke været et stort tema i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Økonomiske institutioner som IMF og Verdensbanken har fremhævet den økonomiske ulighed som en trussel mod fundamentet for det vestlige amerikanske samfund, og præsident Barack Obama har kaldt det sin tids store udfordring.

– Når kandidaterne ikke har gjort ulighed til et tema i et samfund så ulige som det amerikanske, skyldes det så, at de amerikanske vælgere er ligeglade?

»Amerikanere udtrykker ofte stor utilfredshed med ulighed,« forklarer Larry M. Bartels i et email-interview med Information. Han er en af de førende forskere i ulighed og demokrati i USA, og forfatter til bogen Unequal Democracy, som er et hovedværk inden for forskningen i sammenhængen mellem økonomisk ulighed og politisk demokrati:

»Over de seneste 30 år har mere end 85 procent af amerikanerne tilsluttet sig udsagnet: ’Vores samfund skal gøre det, der er nødvendigt for, at alle har lige muligheder for at klare sig’,« anfører Bartels:

»Amerikanerne har varmere følelser for mennesker fra arbejderklassen og middelklassen, ja selv for fattige mennesker, end de har for ’forretningsfolk’ eller ’rige mennesker’. Ja, flertallet mener endda, at de rige betaler mindre, end de burde, i indkomstskat.«

Det siger Bartels ikke, fordi han har talt med alle borgerne i Amerika, men fordi hans forskning bygger på studier af amerikanernes holdninger og præferencer. 

– Hvordan kan det så være, at vælgerne har fundet sig i, at de rige betaler mindre og mindre i skat?

»Det skyldes, at amerikanerne på samme tid har et ønske om sænke skatterne, reducere de offentlige udgifter og gøre regeringens rolle i samfundet mindre. Amerikanerne er tilhængere af økonomisk lighed som et mål, men de er imod de midler, som man kan opnå det med,« fremhæver Bartels.

Og tilføjer:

»Det er i det hele taget sjældent, at vælgernes ønsker om bestemte politikker på bestemte områder skaber markante ændringer i deres måde at stemme på.«

Man kan godt være tilhænger af højere indkomstskatter for de rige og alligevel stemme republikansk, fordi man identificerer sig med det partis generelle verdensbillede. Og man kan stemme demokratisk, selv om man er skeptisk over for Obamas sundhedsreform, fordi man opfatter sig selv som progressiv:

»Mitt Romney tabte nogle stemmer i 2012, fordi han blev set som en plutokrat uden forbindelse med almindelige amerikaneres virkelighed, men ønsker om at beskatte de rige havde efter alt at dømme ingen betydning for valget i 2012.«

Demokrater vs. republikanere

En af de opsigtsvækkende opdagelser i Unequal Democracy er, at uligheden i USA er steget systematisk under republikanske præsidenter og er blevet mindre eller i hvert fald stagneret under demokratiske præsidenter.

Det har ellers været en stærk myte, at der reelt ingen forskel var på republikanere og demokrater, hvad angik fordelingspolitik. Republikaneren Richard Nixon tilsluttede sig i starten af 1970’erne en socialdemokratisk finanspolitik, mens demokraten Bill Clinton i 1990’erne lovede et opgør med ’velfærd’, som vi kender det:

»Middelklassefamilier har oplevet omkring dobbelt så meget reallønsfremgang under demokrater som under republikanere, og de fattige familier med arbejde har oplevet ti gange så høj vækst i deres indkomster under demokrater,« anfører Bartels, som har sammenholdt økonomiske analyser med politiske studier.

Læs også: ’Jeg ved en ting: Alle har en chance i Amerika’

Disse forskelle kan ikke forklares med demografiske forandringer, oliepriser, konjunkturer eller andre faktorer, som præsidenter ikke kontrollerer, understreger Bartels:

»Forskellen afspejler konstante forskelle i de økonomiske prioriteringer. Demokraterne fokuserer på at skabe beskæftigelse og stimulere forbruget, hvilket er bedst for dem med lavere indkomster, mens Republikanerne fokuserer på inflation, renterne og skattelettelser, hvilke gavner de rige mest.«

Der er dog ifølge Bartels en gruppe, hvis økonomiske skæbne ikke er påvirket af, hvem der leder landet:

»De virkelig velhavende klarer sig generelt rigtig godt under begge partier.«

De riges rigdom

Under valgkampen har Hillary Clinton haft adskillige millionærer med på scenen: Store popstjerner som Jay Z, der også er en velhavende forretningsmand og tjener flere hundrede millioner kroner om året, og Jennifer Lopez, som skulle have en formue på over en milliard kroner.

Man kunne tro, det var et problem at stå med de riges guld og glimmer på scenen, når man førte kampagne for social retfærdighed. Men sådan opfattes rigdom ikke i USA:

»Det er meget mærkeligt, men mange vælgere oplever tilsyneladende, at det går godt for landet, hvis de rige bliver rigere.«

De velhavendes rigdom bliver ifølge Bartels ofte set som tegn på, at det går godt for den amerikanske økonomi:

»Det kan betyde mere for folks vurdering af økonomien end fremgangen i deres egen økonomi eller den samlede økonomi. Vi har ingen forskning, som forklarer det. Måske skyldes det, at medier fokuserer uforholdsmæssigt meget på de velhavendes formuer. Resultatet er under alle omstændigheder, at oplevelsen af økonomien viser sig at favorisere Republikanerne på valgdagen.«

Bartels er ikke selv demokrat, han er ikke politik aktiv, og selv har han kun stemt ved ét eneste præsidentvalg – på Ronald Reagan:

– Hvordan forklarer du, at lavindkomstgrupperne og arbejderklassen ikke stemmer massivt på Demokraterne, når det ifølge din forskning er til deres økonomiske fordel?

»Det er klart, at forskellene i præsidenternes økonomiske resultater ikke kan oversættes direkte til, hvordan folk stemmer. En åbenlys grund er, at folk også går op i andre ting politisk, end hvad der er bedst for deres egen økonomi.«

Men det er ikke hele forklaringen, bemærker Bartels:

»Folks egen økonomi har faktisk en stor effekt på valgresultaterne. En vigtig ting er, at vælgerne tager mest højde for, hvordan det er gået med deres egen indkomst i selve valgåret. Det betyder mere for dem, end hvordan det er gået i hele præsidentens valgperiode.«

– Hvem favoriserer det?

»Republikanerne har typisk økonomisk tilbagegang i starten af deres præsidentperioder, mens væksten stiger op mod næste valg. Demokraterne har typisk stor økonomisk vækst i starten af deres valgperiode, som så flader ud mod slutningen.«

Forklaringen er, at Demokraterne ofte investerer i arbejdspladser i starten af perioden, hvilket giver en umiddelbar effekt, hvorimod Republikanerne skærer ned på offentlige investeringer og skatter, hvilket giver en senere effekt. Det er ikke noget, Republikanerne spekulerer i, men en slags utilsigtet konsekvens af deres økonomiske ideologi, som favoriserer dem på valgdagen.

Kampen mod ulighed

Uligheden er steget mere i USA end i de fleste vesteuropæiske lande. Kan det skyldes, at den amerikanske venstrefløj har været mere fokuseret på rettigheder end på omfordeling? I har ikke et arbejderparti, men et demokratisk parti, som sætter lighed i rettigheder over lighed i økonomi?

»Barack Obama udrettede faktisk i sine første to år som præsident en del i forhold til økonomisk lighed. Han førte politik, som gjorde en forskel: Hans økonomiske stimulusprogram, hans sundhedsreform og den finansielle regulering. De her forandringer vendte ikke den overordnede historiske udvikling tilbage mod større økonomisk lighed, men de gjorde, at udviklingen mod større ulighed blev bremset. Men derefter lykkedes det Republikanerne at blokere de fleste af hans anstrengelser.«

– Hvad kan vi forvente i forhold til kampen mod økonomisk ulighed, hvis Trump vinder valget eller hvis Clinton vinder valget?

»I den første halvdel af perioden efter Anden Verdenskrig var valget mellem Republikanerne og Demokraterne et valg mellem større ulighed eller større lighed. Men i det nuværende økonomisk og politiske klima står valget snarere mellem hurtigt stigende ulighed under Republikanerne eller langsomt stigende ulighed under Demokraterne.«

»Jeg regner med, at Hillary Clinton vil forsøge at sætte samme kurs, som Obama gjorde i starten. Men hun vil også stå over for meget hård modstand fra Republikanerne.«

Uanset hvem der vinder, kan vi være sikre på én ting: De velhavende vil klare sig godt. Og vi kan regne med en anden ting: Mange vil opfatte deres rigdom som et tegn på, at det går godt i USA. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu