Læsetid: 6 min.

Selvransagelsen der udeblev

Den britiske Brexit-valgkamp blottede en rå politisk kultur, der blev skærpet undervejs. Men medvirkede den til mordet på Labour-politikeren Jo Cox? Det mener en række iagttagere, Information har talt med op til starten på retssagen mod den formodede gerningsmand, der begynder i dag
Labour-politikeren Jo Cox blev stukket ned og skudt i sin valgkreds en dag i juni – knap en uge før folkeafstemningen om Brexit. Mandag begynder retssagen mod den formodede gerningsmand

Labour-politikeren Jo Cox blev stukket ned og skudt i sin valgkreds en dag i juni – knap en uge før folkeafstemningen om Brexit. Mandag begynder retssagen mod den formodede gerningsmand

Alastair Grant

14. november 2016

LONDON – Labour-politikeren Jo Cox var bekymret i ugerne og månederne op til den dag i juni – knap en uge før folkeafstemningen om Brexit – hvor hun blev brutalt stukket ned og skudt i sin valgkreds.

Ikke kun havde hun kontaktet politiet efter at have modtaget seksuelt motiverede trusler sendt til sit Westminster-kontor, hun var også blevet mere og mere bekymret over tonen »fra højre til venstre« i valgkampen, har hendes enkemand efterfølgende fortalt.

»Jeg tror, at hun var meget bekymret over, at sproget blev grovere og grovere, at folk blev drevet til at indtage mere ekstreme positioner,« sagde Brendan Cox i et interview med BBC kort efter mordet.

Siden har han tilføjet, at han mener, valgkampen var »en periode med øgede spændinger og tilspidset debat, og noget af det kom nogle gange ud af kontrol«.

Mange iagttagere og debattører giver ham ret, og der synes at være enighed om, at Storbritannien er kommet forslået ud på den anden side af Brexit-valgkampen, samt at en rå politisk kultur blev blottet og skærpet undervejs.

»Politik har aldrig føltes mere ondsindet,« skrev The Observer i forrige uge i en leder.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er rigtigt direkte at sammenkæde den forråede politiske kultur og mordet på Jo Cox, sådan som LBC-radioværten James O’Brien gjorde, da han på sit program påstod, at gerningsmanden var blevet »presset til randen af mord af den politiske debat«.

Professor i kommunikation Steven Barnett fra Westminster University i London er ikke i tvivl om, »at havde der ikke været nogen folkeafstemning med den retorik, vi oplevede på begge sider af argumentet, ville Jo Cox ikke være blevet dræbt«.

»Den slags tilfældige angreb finder ikke sted på den måde. Gerningsmanden følte sig tydeligvis tilskyndet og opfordret af retorikken i valgkampen, der handlede om at ’sætte dit land først’ og om, at alle, der ikke troede på, at Storbritannien kunne klare sig uden for EU, var forrædere,« siger Steven Barnett til Information forud for starten på retssagen mod den formodede gerningsmand mandag.

Ifølge vidner råbte gerningsmanden »Storbritannien først« forud for angrebet, og da han blev fremstillet i retten, afgav han sit navn som: »Død over forrædere; frihed til Storbritannien«.

»Det siger noget ret deprimerende om vores politiske kultur og vores evne til at have en fornuftig politisk debat,« tilføjer Barnett.

Læs også: ’Angreb kan ikke ses isoleret’

Katy Parry, lektor i medier og kommunikation ved University of Leeds, mener, at »det er farligt at sige, at diskursen var årsagen til hans handlinger«.

Omvendt mener hun, at mordet og den efterfølgende stigning i hadangreb på 41 procent bunder i en atmosfære skabt under valgkampen, der fik gerningsmændene til at »føle, at det er legitimt at udtrykke deres synspunkter og handle på deres frygt på en måde, de ikke kunne før«.

Hun påpeger også, at der næppe er nogen tvivl om, at mordet var politisk motiveret.

»Jo Cox symboliserede kampen for kvinders rettigheder og for humanitære sager, så det, at hun blev angrebet på åben gade, giver en fornemmelse af, at hun blev angrebet for, hvem hun var, og hvad hun symboliserede – så der er en forbindelse til det politiske klima,« tilføjer Parry, som mener, at den grove retorik gradvis »blev mere acceptabel, fordi den blev gentaget af mainstreammedier«.

Hvor kommer det fra?

Den gradvise forråelse af den politiske debat har mange årsager, påpeger Steven Barnett. Bl.a. har politikerne selv har et stort ansvar for deres sprogbrug, og særligt Leave-fløjen bestod af »gammeldags demagoger og populister, der fremførte en følelsesladet meddelelse, der overtromlede enhver fornuft og fakta primært gennem det talte sprog«, mener han.

»På trods af al den tale om sociale medier kunne vi lige så godt have været i 1930’ernes Tyskland eller 1920’ernes Italien,« siger han.

Forråelsen af debatten er – mener Barnett – også et »symptom på en mere omfattende fremmedgørelse blandt dem, der er blevet hægtet af som følge af globaliseringen, og som afreagerer på dem med en anden hudfarve«.

Katy Parry er enig i, at det er »svært at adskille det forværrede klima med den voksende økonomiske ulighed«.

»Det går helt tilbage til Thatcher, hvor lokalsamfund blev ødelagt, og ideen om markedet tog over. Men i stedet for at se det finansielle system eller store virksomheder som drivkraften bag dette begyndte folk at skyde skylden på immigranter,« siger hun og peger på, at medierne også spiller en rolle.

»Medierne kommer ind i billedet ved at puste til frygten om denne trussel frem for at forklare de komplicerede strukturer, som ikke er så lette at skrive om i en kort nyhedsartikel.«

Barnett er heller ikke i tvivl om, at de britiske medier – særligt, men ikke udelukkende tabloidaviserne – har en stor del af ansvaret for den giftige tone i debatten.

»Jeg mener, at valgkampen har bekræftet, at den landsdækkende presse spiller en førende rolle i at sprede bitterhed og splittelse,« siger han.

»Journalister har ret til at tage et standpunkt, men det er noget andet, når de foregiver at udgive information, mens det faktisk er propaganda,« tilføjer han om en lang række af tabloidavisernes artikler og forsider under valgkampen, der – mener han – bevidst fordrejede sandheden, fordi avisernes ejere ønskede Brexit.

Efterspillet

Brexit fik de, og selv om der efter mordet på Jo Cox er blevet talt en masse om at hele de skel, der opstod undervejs i folkeafstemningen og om, at drabet må blive et vendepunkt til en bedre politik, er »præcis det modsatte sket«, mener Barnett.

»Leave-sidens 40 år med had til alt, hvad der har med EU at gøre, er blevet til triumferen. De føler nu, at de har licens til at godte sig over resultatet. Så snart nogen nævner, at vilkårene for Brexit bør sættes til en folkeafstemning, lyder det: ’Du tabte, vi vandt’,« siger han og fremhæver bl.a. forrige uges rasende debat, efter at tre landsretsdommere gav Remain-sidens sagsøger Gina Miller ret i, at regeringen skal have parlamentets godkendelse af at igangsætte artikel 50-processen om udmeldelse af EU.

Tabloidavisen Daily Mail kørte bl.a. en forside, hvor den kaldte de tre dommere for »Fjender af folket«, og på de sociale medier skrev Brexit-tilhængere kommentarer som: »Af med deres hoveder; jeg joker ikke«, og »dødsstraffen eksisterer stadig for landsforræderi, og det er hvad der burde ske med disse forrædere«.

Også Gina Miller modtog dødstrusler og er gået til politiet efter kommentarer som: »Dræb hende! To bag øret. Kast hende i en skraldespand.«

Hvad Barnett finder særlig rystende er, at den ene politiker efter den anden deltog i kritikken af dommerstanden og sagsøgerne.

»Premierministeren har ført an. Der har ikke været noget som helst forsøg på at sige: ’Husk de 48 procent'. Det handler bare om, at ’Brexit betyder Brexit’ og om komme ud af EU hurtigst muligt,« siger han og mener, at splittelsen i landet »er blevet større siden folkeafstemningen«.

Katy Parry er enig.

»Der var en masse diskussion efter mordet på Jo Cox om, at vi nu skulle have en anden slags politik, men i stedet tror jeg, at aviserne føler sig opmuntret. Vi så det i den måde, hvorpå der var homofobiske angreb på en af landsretsdommerne,« siger hun.

»Jeg føler ikke, at regeringen og politikerne generelt har forsøgt at gribe ind på nogen måde.«

Hverken Parry eller Barnett ser tegn på en bedring af tonen og det politiske klima foreløbig.

»Se på tallene for stigningen i racistiske overgreb, siden Jo Cox døde,« siger Barnett.

»Man kan frygte en fortsættelse af denne type modbydelig racistisk chikane begået af folk, der nu føler sig berettiget til at gøre den slags ting. Der er en ny følelse af væmmelighed og intolerance i landet, som politikerne frygter, men som de er bange for at udfordre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forrået debat...
Den mest forråede debat jeg kender til, er DR2 Debatten. Her kan Joachim B. Olsen helt lovligt stå og svine en befolkningsgruppe til og plædere for, at deres beskedne eksistensgrundlag og muligheder skal tages fra dem.
Repræsentanter for denne befolkningsgruppe forventes pænt og nedtynget at forsøge at kommentere angrebene. (Ret skal jo være ret.) Det går sjældent godt for en lavtuddannet, ikke medietrænet person, som må finde sig i, at hr. JBO for åben skærm beskylder dem for at lyve.

Det er rendyrket ondskab! Og de ramte må ikke forsvare sig. Tilbage står raseriet hvis lejligheden byder sig.
Jeg forstår faktisk ikke, at her er så fredeligt som her er?

Egon Stich, Philip B. Johnsen, Jens Erik Starup, David Zennaro, Karsten Aaen, Ebbe Overbye og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Jo Cox blev en forfærdelig og ulykkelig del af Brexit, men at skyde modstanderne af EU alt i skoene er næppe befordrende eller rigtigt for forståelsen af "nej-siden".

Vi kan ikke frikende det politiske establishment for drabet entydigt, - når James Cameron viser sig selv at være en del af problemet med afsløringen af "Panama" papirerne, der samtidig med han taler om alle skal yde sit til samfundet, - og så selv vil stå udenfor med en opfattelse af retten til elitens fordele, som en naturlighed, og som andre ikke kan opnå eller skal have ret til.

Island statsminister måtte også lide den skæbne, at gå af, og skulle erkende han ifølge "Panama" papirerne, som en del af den politiske elite, ville have fordele ingen andre skulle have.

I EU ser vi helt det samme billede landene imellem, - Irland, Luxembourg m.fl. indgår skjulte skatteaftaler med store virksomheder, så den skat de ellers skulle betale til de samfund hvori de tjener deres penge ikke bliver beskattet i disse lande, - men beskattes på særdeles lempelige aftalte vilkår, hvis de flytter deres penge / hjemsted til disse lande.

Her står især Juncker i vejen for forandring, men næppe alene, og det værste syntes at være den inficering af vore demokratiske samfund og dets værdier fra kapitalens side, viser hvor let det er med penge under bordet til politikere, der samtidig stiller krav til borgerne om at være demokratiske, moralske og etiske i sind og handling.

Denne elitære afstumpethed iblandt den politiske og medie eliten, er hvad folket i EU rejser sig imod flere og flere steder, - så at kalde det for "populisme" eller hvilket skældsord man nu fra elitens side vil finde på, er komplet vanvittigt og viser hvor lidt man har forstået og åbenbart har forstået - udover at menneskerne i EU alene er træktyr(æsler), men ikke behøver tage særlig alvorligt.

Man kan ikke fra elitens side forvente, at "trækæslerne" gang på gang skal blive på perronen når eliten kører til endnu en fest med overdådigheden som mål og hyldet til overdådigheden, som de selv har sat i scene for sig selv og overdådighedens skyld alene.

Henrik Brøndum

Jeg synes det er en hån mod de efterladte at analysere sig ihjel over årsagen til den enkelte terrorbegivenhed eller meningsløse mord begået af folk der vil have opmærksomhed. Der har været skoleskyderier i både Finland, Skotland og USA. En ung tysk pilot på en chartermaskine flyver alle passagererne ind i et bjerg. I Norge skyder en galning løs. Jeg vil opfordre til at alle i højere grad ser disse begivenheder som trafikulykker. De bekæmpes bedst med generelle forebyggende foranstaltninger - men uanset hvor god sikkerhedskontrollen i lugthavnen bliver - vil der altid være huller - og omvendt kører millioner fuld i bil uden at krumme et hår på nogens hoved.

Mon ikke det mere er fordi pressen er under pres - at der står grimme ting i aviserne? De unge er heldigvis mere og mere selvstændige i deres meningsdannelse - og medierne slæber bagud med omskiftningen fra Views til News - eller endnu bedre viden.