Læsetid: 9 min.

Hvad sker der, når Trump støder mod virkelighedens mur?

Efter den grimmeste valgkamp i nyere tid står USA’s næste præsident i et dilemma. Han kan enten indrømme, at han har givet løfter, der ikke kan indfris i praksis – og støde sine vælgergrupper fra sig. Eller prøve at gøre det alligevel – og blive kørt over af modstand fra systemet og andre dele af befolkningen
The Affordable Care Act, bedre kendt som Obamacare, bliver fotograferet af journalister og fotografer efter underskrivelsen. Spørgsmålet er, hvor meget af den – og meget andet – der vil overleve Trumps tid i Det Hvide Hus. Foto: Chip Somodevilla/Getty Images

The Affordable Care Act, bedre kendt som Obamacare, bliver fotograferet af journalister og fotografer efter underskrivelsen. Spørgsmålet er, hvor meget af den – og meget andet – der vil overleve Trumps tid i Det Hvide Hus. Foto: Chip Somodevilla/Getty Images

Chip Somodevilla

16. november 2016

Morgenen efter valget var Clintons tilhængere i sorg.

Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne en så ond skæbne blive nedkaldt over os?

Folk ringede ind til radioprogrammer for at spørge, hvad de skulle sige til deres børn.

Medieværter tilskyndede lytterne til at give udtryk for deres chok og ubehag, og de tilskyndede Trump-tilhængere til at forsikre omverdenen om, at alt, hvad de ønskede, var sammenhold, ikke fortsat fjendskab.

På Facebook dukkede ord som ’mareridt’, ’jordskælv’ og ’apokalypse’ op med åndeløs regelmæssighed.

Tydeligvis var Hitler i huset.

Tidevandsbølge

Måske burde de ikke have været helt så overraskede. Hvis de havde kigget ud over landets grænser, havde de set noget så indlysende, at det knap tåler gentagelse: Trumps succes er ikke et isoleret fænomen.

Det samme tidevand, der har skyllet ham ind, og mange af de samme bekymringer, som han har givet mæle – frygt for indvandrere, arbejderklassens afmagtsfølelse – har været faste temaer hos europæiske højrefløjspartier i årtier og har navnlig i de seneste år skabt en bred stribe af nye partier.

Læs også: Trump har ret: Økonomien er syg

Hos USA’s venstreliberale dominerede en vis naivitet og måske en selvisolering som følge af, at de begrænsede deres nyhedskilder til dem, der bekræftede de ideer, de allerede havde. Da valgresultatet var uafviseligt, talte flere af mine Facebook-'venner' om at leve i en ’boble’ og svor, at de fremover ville forsøge at træde ud af deres komfortzone.

Vi behøvede ikke engang at se helt til Europa; primærvalgene var nok. Trumps succesrige udmanøvrering af 16 andre republikanske kandidater, hvoraf mange tilhørte inderkredsen i hans parti, gjorde klart for alle, der ville se realiteten i øjnene, at stærke kræfter på højrefløjen ville have forandring for enhver pris, om det så indebar, at de skulle bringe hele systemet til fald.

Sanders-bevægelsens folkelige medvind viste, trods den modstand den mødte fra Demokraternes magtfulde partiapparat, at utilfredsheden ikke var begrænset til højre. Fra græsrodsvenstrefløjen stod et kludetæppe af grupper, der repræsenterer etniske og seksuelle minoriteter, foruden gamle og nye venstreorienterede, der mente, at Det Demokratiske Parti var drevet væk fra sine egalitære rødder.

Ingen mobilisering

Hvis Clinton ikke skyndsomst fik mobiliseret disse fraktioner over på sin side, var der reel fare for, at hendes tilslutning på valgdagen kunne blive for lille.

Det gjorde hun så ikke, og det blev den så. Hendes kampagne var for tøvende, for inkonsekvent. Til tider brugte hun uinspirerede slogans til at appellere til vælgernes højere moral og motiver. Andre gange luftede hun beskidt vasketøj fra Trumps smudsige fortid.

Det er tvivlsomt, om erklæringen i ellevte time fra FBI-chef Comey om, at hans agentur måske ville genoptage efterforskningen af hendes e-mails, virkelig var udslagsgivende for hendes nederlag.

Læs også: Trumps sejr indvarsler enden på globaliseringen

Til gengæld har vi siden erfaret, at Bill Clinton i flere måneder tryglede hende om at føre stærk og målrettet kampagne i rustbæltets arbejderkvarterer, som hun stort set havde afskrevet.

New York Times brugte ordet ’fortvivlet’ til at beskrive tidligere præsident Clintons frustration over sin kones kampagnechef, der ignorerede ham fuldstændig.

Hvor meget de end favoriserede Clinton, var mainstream-medierne ikke til større hjælp. Udover at forære Trump for milliarder af dollars af gratis reklame, tog de ham aldrig alvorligt, men foretrak at fremstille ham og hans tilhængere som klovne og dummepetere. Valgtallene viser, at kun halvdelen af ​​landets støtteberettigede vælgere mødte op – og at en uforholdsmæssig andel af disse i nøglestaterne forsømte at stemme på Clinton.

Selvvalgt uvidenhed

Set i bakspejlet kan man i det mindste et stykke ad vejen anskue Clintons nederlag som et udtryk for selvvalgt uvidenhed – som en modvilje mod at ville indse, at uanset hvor vagt kravet om forandring end måtte have været i folkedybet, så fortjente det at blive mødt med mere end establishment-floskler.

Der er mange grunde til, at arbejderklassen valgte at satse på Trump. De fleste er blevet overset i de smertefulde selvransagelser, som mainstreammedierne har hengivet sig til i de seneste dage for at piske sig selv for deres egen blindhed.

En af de grunde, der fortjener at blive gransket nærmere, blev fremdraget på valgmorgenen af den konservative TV-kommentator Hugh Hewitt. Han mente, at den nye sygesikringsordning Affordable Care Act (’Obamacare’) var skydeskive for en stor del af arbejderklassens utilfredshed.

Læs også: Trumps stemme – forførerens stemme

Det kræver lidt kedelig udredning at forklare dette. Obama var lige så lidt som Bill Clinton i stand til at få en rent offentligt finansieret sygesikringsordning igennem Kongressen. I Obamacare er det de private forsikringsselskaber snarere end det offentlige, der sætter prisen på forsikringspræmier. Selv om regeringen betaler tilskud til forsikringstagere, må 20 procent af dem selv betale det fulde beløb.

Flere vælgere, jeg talte med i New York, Pennsylvania og Ohio, beklagede sig alle over den høje pris, de måtte betale på sundhedsforsikringspræmier – nogle hævdede, at disse præmier kostede deres familier over 10.000 dollar om året. Kort før valget meddelte flere private forsikringsselskaber, at de ikke længere ville være med i ordningen, hvilket ville drive præmierne op på et endnu højere prisniveau.

’Gratis’ akutbehandling

Nuvel, det forholder sig sådan, at USA altid har haft et de facto-sundhedsvæsen: hospitalernes akutmodtagelser. Enhver, der har oplevet en akutmodtagelse på et offentligt hospital i en hvilken som helst amerikansk by, vil vide, at disse er fulde af fattige mennesker, hvis lidelser kan spænde fra alt fra forkølelse til brækkede arme.

Forsikring eller ej behandler de amerikanske sygehuse dem alle gratis – eller rettere: De behandler dem og sender dem herefter hjem med enorme regninger, som de aldrig betaler. Dette sløsede system koster skatteyderne mere end et forbundsstatsligt sundhedssystem ville, men Kongressen lytter ikke til den slags revisoranker.

Det gør skatteyderne imidlertid. For amerikanere i den lavere middelklasse, der allerede lever på kanten, er gratis akutmodtagelse et bedre behandlingstilbud end at skulle betale tusindvis af dollars om året for en sygeforsikringsordning.

Obamacare blev således aldrig populær og måtte falde.

Så uhyret vandt. Bøhmanden blev valgt. Amatøren førte en smartere kampagne end den gamle professionelle.

Det giver næppe mening at spekulere over, hvem den valgte præsident i virkeligheden ’er’. En del af Trumps lejlighedsvise charme – eller effektivitet i al fald – er netop, at han ser ud til at være bedøvende ligeglad med, hvem han er, hvordan han virker på andre, og hvad der kommer ud af hans mund. Østeuropæiske venner, der ved et og andet om demagoger, insisterer på, at de har set hans type før. Jeg er ikke sikker på det.

Politiske planer

Lad os i stedet se nærmere på et udsnit af Trumps politiske planer

Første gruppe består af nogle af hans mere excentriske ideer. Om dem kan vi allerede i udgangspunktet slå fast, at de er umulige at realisere, hvilket de fleste af hans tilhængere da også allerede har erkendt og accepteret.

Blandt disse er at bygge Den Amerikanske Mur (’Hvad nu, hvis de private ejere ikke vil sælge jorden under muren?’), deportationen af 11 millioner illegale indvandrere (’Hvordan skal en så stor operation gribes an i praksis?’), USA’s ensidige opsigelse af atomaftalen med Iran (’Hvordan vil medunderskriverne forholde sig?’). Om disse flyvske ideer afspejler Trumps særegne sans for humor eller hans uvidenhed, har vi til gode at se.

Læs også: Trump leverer den populisme, demokratiet har manglet så længe

Andre af hans forslag hører mere hjemme i et demokratisk partiprogram end i et republikansk, herunder milliardbevillinger til opgradering af en forvitrende national infrastruktur, forbundsstatslig finansiering af barselsorlov for arbejdende mødre – alt dette lyder mere som Roosevelt end Reagan, om end det skal bemærkes, at hverken Trump eller Clinton (som delte disse ideer) havde noget som helst bud på, hvordan de skal finansieres.

En tredje gruppe er så vage og vanskelige at gennemføre, at også de lige så godt kunne være luftkasteller. Disse omfatter ’at bombe ISIS til helvede’, ’at trække os ud af Mellemøsten’, ’at lukke landets grænser for muslimer’, ’at skaffe tabte arbejdspladser tilbage’ (skønt teknologien har gjort dem forældede) osv., osv. Selv om man kan blive opskræmt over nogle af disse ideer, er der trøst at hente i, at de næppe nogensinde vil kunne sættes i værk.

Skadelige ideer

Den sidste gruppe er ideer, der både er gennemførlige og varsler ilde. Blandt disse er den mulige udpegning af to eller tre konservative højesteretsdommere, afviklingen – eller i al fald den delvise afvikling – af Obamacare, skattelettelser og besparelser eller lukning af diverse forbundsstatslige programmer, stramning af indvandringslovene, tilbagerulning af opblødningen af de ​​amerikansk-cubanske relationer og af alle de fremskridt, Obama gjorde i forhold til at begrænse udledning af kulstof og drivhusgasser.

Det sidste synes at være det mest skadelige og samtidig det politikområde, hvor Trump vil sætte ind først.

Og i hvilken kategori skal vi placere de potentielle handelskrige med Japan og Kina? Svært at sige, men alene italesættelsen af dem som eventualiteter er nok til at gøre de internationale markeder nervøse.

Læs også: Mens Trump ser stort på klimaforandringerne, får Kina plads til at vise ansvar

Det største problem på Trumps dagsorden er selvfølgelig lige præcis det, der fik ham valgt – hvordan man skal få den store gruppe af mennesker, som plejede at ernære sig ved manuelt arbejde, tilbage i job. Ud over at true med at straffe virksomheder, der vil flytte arbejdspladser ud af landet, har Trump ikke formuleret bud på løsninger her, men hans tilhængere synes at være tålmodige.

Det forhold, at han er forretningsmand snarere end professionel politiker – og ikke engang en selfmade eller ligefrem ærlig eller brillant forretningsmand, snarere selvpromoverende end imperiebyggende – er for hans vælgere tilsyneladende tilstrækkeligt til at indikere, at han på et tidspunkt kommer på nogle ideer.

Når man tænker over det, slog de sig til tåls med meget lidt ved at vælge Trump, hvilket mere end noget viser, hvilken håbløshed de må føle.

Tradionel republikaner

I denne første uge efter valget har medierne allerede hævdet, at de ser ​​en helt ny Donald Trump tone frem. De brugte ord som ’imødekommende’ og ’ydmyg’ til at beskrive adfærden hos dette sære væsen. Det overgangshold, han har samlet, og listen over potentielle ministeremner til hans regering tyder på, at han vil vise sig at være langt mere som en traditionel establishment-republikaner, end både hans tilhængere eller modstandere forventede.

Men Clintons tilhængere nærer mistro og med god grund. Hvor blev den hadopflammende Donald af? Hvor blev den hævngerrige, hånlige, rapkæftede, kvindefjendske, racistiske, narcissistiske Donald af?

Hvor blev den demagog af, der ikke blot opildnede sine tilhængere med sine oppustede fantasier om Clintons forbrydelser, men også med sin store plan om Fort Amerika, den mest magtfulde nation på den globale arena og et genskabt paradis af fuld beskæftigelse og velstandsfremgang for alle?

Der er gode grunde til fortsat bekymring. Selv om Trump i sejrstalen kom med den sædvanlige kliché om, at han vil være »præsident for hele folket«, har han ikke gjort den mindste ansats til at række ud til nogen af de grupper, han har fornærmet. Der kommer hele tiden meldinger om spredte angreb på muslimer og sorte amerikanere.

Gadedemonstrationer mod Trump som præsident har allerede fundet sted i mindst ti byer og mange flere er på vej. Indtil videre har højrefløjen ikke organiseret moddemonstrationer af betydning, men det er formentlig kun et spørgsmål om tid.

Trumps dilemma

I det øjeblik, han bliver præsident, vil Trump stå over for et frygteligt dilemma. Hvis han kommer til fornuft og erkender, at hans mere ekstreme ideer ikke kun er uigennemførlige, men også letkøbt mundsvejr, vil hans indrømmelse kunne udløse det enorme raseri, som hans mest højreekstremistiske tilhængere brænder for at udtrykke.

Skulle den demagogiske Trump derimod træde frem og vælge at handle på nogle af disse forslag, vil konsekvenserne blive endnu værre. Der findes en spirende koalition af unge miljøforkæmpere, aktivister fra Black Lives Matter, Bernie Sanders-entusiaster og idealister, der var opildnede under valgkampen, men blev tilsidesat af establishmentdemokrater, og som nu utvivlsomt allerede er i gang med at ruste sig til de gadekampe, de mener, er på vej.

Uanset hvad tegner fremtidsudsigterne skræmmende.

George Blecher er amerikansk forfatter

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Blechers frontberetning fra det amerikanske præsidentvalg

Frem mod det amerikanske præsidentvalg den 8. november leverer den amerikanske forfatter George Blecher snapshots fra en valgkamp, der i sjælden grad sætter amerikanerne på prøve

Seneste artikler

  • Demagogen og systembevareren

    4. november 2016
    Den mest beskidte valgkamp i mands minde lakker mod enden, uden at nogen af kandidaterne har inspireret til ret meget andet end lede
  • Træt og alene

    22. oktober 2016
    Donald Trump er måske nok blevet politiker i løbet af valgkampen, men ikke en særlig vellykket en. Desværre er der heller ikke meget at skrive hjem om hos Demokraterne
  • USA’s valgkamp nærmer sig rendestensniveauet

    1. oktober 2016
    I sin tredje ’frontberetning’ fra præsidentvalgkampen fortæller den amerikanske forfatter George Blecher om politisk mismod og frustrationer over, at ingen af kandidaterne indgyder håb om forandring, og om en valgkamp, der er ved udarte sig til ren mudderkastning
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, hvad der sker mon:

Der sker det her:

https://www.facebook.com/pointofviewinternational/?fref=ts

Og her den fra POV International linkede historie fra MSNBC, se her:

http://www.msnbc.com/rachel-maddow-show/trump-applied-difficult-job-he-k...

"And so it perhaps shouldn’t have come as too big of a surprise when Kushner, during his White House tour, asked how many West Wing staffers would remain in their jobs after the new administration took over. The answer, of course, is practically zero: Trump will need his own team.

The trouble is, Kushner isn’t the only one on Team Trump who’s completely unaware of such things. As the Wall Street Journal reported, the president-elect is ignorant, too.
During their private White House meeting on Thursday, Mr. Obama walked his successor through the duties of running the country, and Mr. Trump seemed surprised by the scope, said people familiar with the meeting. […]

After meeting with Mr. Trump, the only person to be elected president without having held a government or military position, Mr. Obama realized the Republican needs more guidance. He plans to spend more time with his successor than presidents typically do, people familiar with the matter said.
Note that when Obama and Trump spoke briefly to reporters on Thursday, the Republican president-elect turned to the incumbent and said, “I look forward to being with you many, many more times.”

Left unsaid: “I’m starting to worry that I have no idea what I’m doing, so please help me.”

Der sker også det her:

http://politiken.dk/udland/fokus_int/Fokus_pr_sidentvalg_2016/ECE3472553...

"Årsagen er en ny artikel, hvori New York Times beretter om kaos i Trump-lejren. Trumps medarbejdere er travlt beskæftigede med at forberede, at han skal overtage præsidentposten, men processen er ramt af »kaos, fyringer og interne hundeslagsmål« og forløber angiveligt ret så improviseret. Eksempelvis foretager Donald Trump de første telefonsamtaler med udenlandske ledere uden først at læse op på på det briefingmateriale, han har fået tildelt fra det amerikanske udenrigsministerium, fortæller The New York Times."

Og det her:

http://www.independent.co.uk/news/people/donald-trump-plans-to-split-tim...

"It said as the President-elect comes to grips with the fact that he has won – a result he reportedly did not anticipate – Mr Trump might spend most of the week in Washington, much like members of Congress, and return to Trump Tower or his golf course in Bedminster, New Jersey, or his Mar-a-Lago estate in Florida on weekends."

Kort sagt:

Sådan går det når en person der ikke ved, hvad en præsident i USA laver, stiller op - og vinder.

Philip B. Johnsen

Karsten Aaen

Hvordan vil Donald Trump kunne bevare magten og tilslutning til den kommende og sansynligvis meget personlige politik?

Det er nok også værd at skænke en tanke, hvodan Donald Trump reagere på fremtidens kritik fra verdens ledere, de får muligvis det meget let ved, at påpege Donald Trump skiller sig ud og muligvis ikke engang lykkedes med andet end, at gøre sine egne venner rigere, men tænker verdens ledere mon på, når deres nemme prygleoffer, får på puklen, at de mennesker der i stort antal har stemt på Donald Trump, nu verdens mægtigste mand, er modstanderne til de selv samme verdensleders manglende politiske handling på en lang række af handlingskrævende opgaver, der har sent Donald Trump vælgerne i fattigdom eller på tærsklen til fattigdom.

Det er muligt Donald Trump, på sigt som beskrevet, bliver skyldig i øget fattidom, men det vil i en ophedet hetz af Donald Trump, blive vendt lige tilbage i hovedet på de selvsamme handlingslammede verdensledere.

Det kan blive en slags katalysator til en voldsom optrapning af en mulig kommende konflikt stemning, muligvis også en legitimering til handling direkte i hånden på Donald Trump og hans støttere i Europa, Donald Trump er uden erfaring, vil muligvis råbe højt, at Donald Trump gøre sit bedste.

john andy houbo Pedersen

Man må da håbe at den selvovervurderende Donald J. Trump omgiver sig med mennesker med en større indsigt.