Nyhed
Læsetid: 2 min.

Trump vil deportere op mod tre millioner indvandrere

Valgløfterne om at deportere indvandrere og opførelse af en mur bliver til noget, bebuder Donald Trump, dog med visse moderationer. Nato-chef advarer mod alenegang
Udland
14. november 2016

Donald Trump vil holde i hvert fald to af sine valgløfter. Op mod tre millioner papirløse immigranter kan blive smidt ud af USA, og muren i Mexico vil blive bygget.

Det sagde USA's kommende præsident i et interview i tv-programmet "60 Minutes", der blev sendt søndag aften på den amerikanske tv-kanal CBS.

»De kriminelle og folk, der er tidligere straffet, bandemedlemmer og narkohandlere, det er formentlig to millioner mennesker og kan endda være tre millioner, dem vil vi sende ud af vores land eller fængsle dem, siger Trump i et uddrag af interviewet.

Trump siger, at når disse mennesker er ude af landet, vil han og hans kommende regering tage en beslutning om status for de resterende millioner af indvandrere, som opholder sig i USA uden dokumenter. Dem betegner Trump som »fantastiske mennesker«.

Samtidig fastholder han, at han vil bygge den mur mod Mexico, som er et af hans mest opsigtsvækkende valgløfter.

Men Trump tilføjer, at dele af muren kan erstattes af et hegn på nogle strækninger af den lange grænse, skriver Reuters.

»Men i visse områder er en mur mere passende. Jeg er rigtig god til det her, det hedder byggeri,« siger han i interviewet. Det er Trumps første store tv-interview, siden han vandt præsidentvalget i USA tirsdag.

Alenegang

En anden af Trumps udtalelser under valgkampen om, at Nato-lande under angreb ikke længere nødvendigvis kan regne med USA’s støtte, fik desuden Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, til søndag at advare både USA og europæerne mod at gå enegang.

»At handle på egen hånd er ikke en mulighed,« lød det fra Jens Stoltenberg til de europæiske medlemslande og USA's nyvalgte præsident, Donald Trump.

»Vi står over for den største udfordring for vores sikkerhed i mere end en generation,« skriver Stoltenberg i en kommenter i den britiske søndagsavis Observer.

Han fremhæver Nato-alliancens styrker på et tidspunkt, hvor mange er alvorligt bekymret for, om Trump nærer varme følelser over for forsvarsalliancen.

»Dette er ikke et tidspunkt til at drage partnerskabet mellem Europa og USA i tvivl,« skriver Stoltenberg.

Donald Trump har under valgkampen truet med at svigte USA's europæiske forbundsfæller, med mindre europæerne sætter de økonomiske bidrag til forsvarssamarbejdet i vejret.

Og Trump har ret i, at der skal bruges flere penge på forsvar i Europa, lyder det fra Stoltenberg.

»Det er alt for let at tage frihed, sikkerhed og fremgang for givet. I disse usikre tider har vi brug for et stærkt amerikansk lederskab, og vi har brug for, at europæerne betaler deres del af byrden,« skriver Stoltenberg. Han opfordrer til, at USA og Europa begynder at "pleje" de ting, vi har til fælles i stedet for at handle på egen hånd.

»I stedet for at uddybe forskellene er der brug for, at vi plejer de ting, vi har til fælles og gennem visdom og rettidighed arbejder for fælles løsninger,« skriver Stoltenberg.

Donald Trump mødtes lørdag med den første europæiske politiker, efter at han blev valgt. Det var den tidligere leder af det britiske parti Ukip, Nigel Farage, som besøgte Trump i Trump Tower i New York.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her