Læsetid: 7 min.

Trump fører ikke valgkampen – og medierne ved det godt

Tirsdag viderebragte flere danske medier en historie om, at Donald Trump fører over Hillary Clinton i valgkampen. Det er bare ikke rigtigt ifølge det amerikanske valgsystem, og medierne får nu kritik for at skabe en misvisende fremstilling for at fastholde spændingen frem til valget
Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, i en kirke i Las Vegas. Af danske medier er han blevet udråbt som en mulig vinder af valget i USA. Men trods fremgang i målinger, så må Clinton fortsat regnes som storfavorit.

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, i en kirke i Las Vegas. Af danske medier er han blevet udråbt som en mulig vinder af valget i USA. Men trods fremgang i målinger, så må Clinton fortsat regnes som storfavorit.

Evan Vucci

3. november 2016

I går kunne man på bt.dk klappe i hænderne eller ryste på hovedet af historien »Trump står til at blive USA’s nye præsident,« mens overskriften »Trump fører over Clinton i ny måling,« blev viderebragt af flere danske medier – inklusive Information.

Her kan man let få det indtryk, at Donald Trump ikke blot fører i en meningsmåling i hele befolkningen, men også er forrest i kampen om præsidentposten.

Det er bare ikke korrekt.

For nok viser én ny måling, at Trump fører med ét procentpoint, men et gennemsnit af en bred samling af meningsmålinger fra analysesitet RealClearPolitics.com viser en føring til Clinton på 1,7 procentpoint. Det er et markant fald siden oktober, men stadig en samlet føring af de vægtede målinger.

Men i et amerikansk præsidentvalg er en national føring ikke det, man vinder på. Det amerikanske valgsystem betyder nemlig, at man ikke vinder præsidentposten ved at have flertal i befolkningen, men derimod ved at vinde mindst 270 valgmandsstemmer. Her fører Clinton fortsat ræset, men det blev i tirsdagens dækning en mindre sidehistorie.

Mette Nøhr Claushøj, USA-ekspert og ekstern lektor i amerikansk politik og politiske kampagner ved Københavns Universitet, kalder mediernes dækning for direkte misvisende.

»Det er journalistisk uforsvarligt at bringe en enkelt måling. Det er noget andet at bringe en tendens med mange målinger i træk. Men den amerikanske valgkampsdækning bærer så meget præg af, at det er et hestevæddeløb mellem to kandidater, og det er kedeligt for medierne, hvis den ene fører solidt. Så alle historier, der peger i retning af en ændring i balancen, bliver blæst stort op – og ofte større end datamaterialet kan forsvare.«

En dæmper på Trumps føring

Historien bygger på en meningsmåling foretaget på vegne af tv-kanalen ABC News og Washington Post, hvor Trump med ét procentpoint fører stemmekampen i hele befolkningen. Trump står ifølge målingen til at høste opbakning fra 46 procent, mens Clinton står til 45 procent af stemmerne.

I Danmark blev historien oprindeligt bragt på Ritzau og derefter viderebragt i flere andre medier samt omskrevet på bt.dk.

Overskrifterne om Trumps angivelige føring har modtaget skarp kritik, blandt andet af forfatter og forsker i informationsvidenskab, Morten Bay, der i en kritisk analyse i mediet POV International skriver »Skam jer, Ritzau og B.T. – det her er jo løgn.«

Morten Bay kritiserer, at historierne giver et misvisende billede af det amerikanske valgsystem, samt at den omtalte måling har tre procents fejlmargin, hvorfor »Trumps føring lige så godt kan være en Clinton-føring«, lyder det i analysen.

Også i DR’s tv-avis kunne man i aftes tune ind på en historie om, at Donald Trump »efter i ugevis at have været bagud, nu er ved at udligne«.

Knap fire minutter henne, efter billeder af glade og fejrende Trump-tilhængere, lægger DR’s korrespondent med egne ord »en dæmper på festen« og forklarer, at man i USA dog ikke stemmer direkte på en kandidat, men derimod på de 538 valgmænd.

Her får seeren at vide, at Clinton reelt ligger så lunt i svinget, at »hvis der var valg nu, midt i TV-avisen, ville hun sandsynligvis blive præsident«.

Fra DR Nyheder svarer udlandschef Johan Engbo, at de normalt er varsomme med at lave selvstændige nyhedsvinkler om det amerikanske valg alene baseret på meningsmålinger, der på grund af udsving og statistisk usikkerhed kan være misvisende.

Læs også: ’Det er utroligt, hun ikke er i fængsel’

Historien bygger derfor på, at Clinton samlet er gået fra at have en føring på 6,7 procentpoint i oktober til 2,2 den 1. november.

Johan Engbo mener fuldt ud, at DR i indslaget lever op til sine forpligtigelser, fordi historien er udtryk for et momentum for Trump, hvor Clinton for en gangs skyld taber terræn – formentlig blandt andet på grund af e-mailsagen.

»Vi står dermed med en forandring af rollerne i valgkampen, og det er vores opgave at formidle og sætte det i perspektiv. Begge dele lykkedes vi flot med i aftes, hvor vi fortæller, at Trump haler ind, men, blandt andet på grund af valgsystemet, så er Clinton fortsat favorit.«

Intet nødvendigt sammenfald

Spørger man Mette Nøhr Claushøj, er der flere grunde til at være på vagt over for mediedækningen. For det første skal man ikke stole på enkelte meningsmålinger, selv om de kan være udtryk for en entusiasme i befolkningen.

»Meningsmålingerne har en vis statistisk usikkerhed indbygget, så man skal aldrig regne med én, og slet ikke i de her år, fordi færre har fastnettelefoner, mens en del meningsmålinger laves på nettet. Man skal derfor bruge de sider, der viser det vægtede gennemsnit

Der kan være sammenfald mellem befolkningsflertal og endelig sejr, men det er langtfra altid tilfældet. Washington Post uddyber selv i den oprindelige artikel, at Mitt Romney i 2012 førte foran Obama i en lignende måling en uge før valget, hvor Obama i sidste ende vandt på både befolkningsstemmer og valgmandsstemmer.

Alt i alt er der lige nu i valgkampen tale om så lille en forskel og så store usikkerheder i metoderne, at man ifølge Mette Nøhr Claushøj slet ikke skal kigge på flertallet i befolkningen, men derimod se på svingstaterne.

Ifølge hende er befolkningsflertallet kun relevant, hvis forskellen mellem kandidaterne viser en stærk tendens i den ene eller anden retning.

»Hvis Trump i gennemsnittet af målingerne stod til 60 procent og Clinton 40, ville det vise en tendens, men her er forskellen så lille, at vi skal se på svingstaterne. Og særligt valget i 2000 viser jo, at man godt kan få flest stemmer nationalt og alligevel tabe valget i valgmandskollegiet.«

I 2000 havde tabte Al Gore kampen til George W. Bush om at få flest valgmandsstemmer. Bush fik 271 mod Gores 266, og selv om Al Gore fik flest stemmer, tabte han altså præsidentvalget.

Trump har derfor ifølge Mette Nøhr Claushøj kun én mulighed for at vinde det store matematiske regnestykke om de udslagsgivende valgmandsstemmer.

»Der er ingen regnestykker eller kombinationer med svingstater og valgmænd, der går op for Trump, hvis ikke han vinder Florida.«

Endelig lidt momentum

I flere af historierne har medierne fokuseret på, at Trump fører i en meningsmåling.

Men her mener Mette Nøhr Claushøj ikke, at medierne kan ud fra, at danskerne forstår valgmandssystemet og forstår, at det ikke er et reelt billede af føringen hen mod selve præsidentposten.

Fra BT svarer chefredaktør Olav Skaaning på kritikken, og på hvorfor bt.dk onsdag morgen ændrede historiens overskrift til »Nu er det pludseligt vendt: Trump fører i meningsmåling.«

»Overskriften ’Trump står til at blive USAs næste præsident’ er ikke retvisende. Fordi der er tale om enkelt meningsmåling, fordi der ikke er taget forbehold for tre procent fejlmargin, og fordi det amerikanske valg afgøres af, hvem der får flest valgmænd. Ikke hvem der får flest stemmer. Da vi så kritikken på POV, ændrede vi senere overskriften, og har gjort vores læsere opmærksomme på rettelsen.«

Olav Skaaning forsvarer dog, at mediet har bragt historien, fordi de stoler på deres nyhedsbureau, Ritzau, som han henviser til for yderligere svar. Han har efterfølgende ikke svaret på uddybende spørgsmål om historiens relevans.

Fra Ritzau svarer redaktionschef Martin Darling, at historien er relevant i forhold til at forstå, hvordan de ting, der sker i den amerikanske valgkamp, påvirker vælgerskaren.

»Det giver et billede af, hvordan alle de optrin, angreb og politiske udmeldinger, vi er vidne til, afspejler sig i tilslutning til hovedpersonerne. Det siger i mine øjne noget om USA, at selv om 9,9 ud af 10 personer herhjemme kappes om at ryste på hovedet af Trump, så rammer hans kandidatur åbenbart fortsat noget i rigtig mange amerikanere.«

Martin Darling anerkender samtidig, at »historien ikke nødvendigvis siger noget om valgets udfald«.

Han understreger, at Ritzau ofte i den slags historier beskriver, hvordan det amerikanske valgsystem fungerer. »Det kunne vi med fordel have gjort her også.«

Ritzau vil ikke rette i telegrammet, men Martin Darling kalder det »en reminder til os om, at vi skal huske at skrive en passage om valgsystemet i USA ind i alle historier i den her kategori«.

Rettelse

Information vælger at bringe en rettelse, fordi overskriften ’Trump fører over Clinton i ny måling’ er misvisende. Det fortæller chefredaktør Rune Lykkeberg.

»Når vi skriver, at Trump fører over Hillary er det underforstået, at det er kampen om at blive præsident. Det giver læserne det indtryk. Men det viser målingen ikke, den viser the popular vote, og det er ikke udslagsgivende.«

Derfor vil Information ikke fremover bringe meningsmålinger uden at redegøre for, hvad der måles, og hvilke usikkerheder, det er behæftet med.

»Det er ingen undskyldning for os, at Ritzau er afsenderen, for særligt med så sensationel en rubrik bør vi altid gå telegrammerne igennem,« lyder det fra Rune Lykkeberg.

Han mener ikke, at Information prøver at dramatisere valget med meningsmålinger eller ved at skabe tvivl.

»Det er ikke en tendens hos os. Men her er det misvisende, og derfor bringer vi en rettelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Mihail Larsen
  • Ejvind Larsen
Hans Jørn Storgaard Andersen, Mihail Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor overasket over mediernes (herunder helt klart også infoen) manglende moral og evne til at forholde sig til den objektive sandhed, medierne vil gerne selv være i centrum af denne verdens hændelser, derfor fremstiller de hvadsomhelst i egen interesse for at forfølge det mål, man er vel meningsdanner og avisen skal sælge.!!

@Mr White, var det bare så enkelt...!

Det egentlige problem består desværre i journalisternes manglende indsigt i amerikansk politik i almindelig og valgsystemet i særdeleshed.

Finn Thøgersen

Nu skal man ikke vente megen forståelse for tekniske detalier blandt journalister

"Poll of polls" er gode til et hurtigt overblik fordi de har en større sample size og dermed udjævner de værste udsving i enkelte polls ligesom metodiske forskelle fylder mindre.

MEN som med alle andre former for glidende gennemsnit har de en tendens til at være bagefter når der sker hurtige ændringer fordi nogle af de indgående polls er ældre.

Det er iøvrigt ikke kun udenlandske valg journalister klumrer med,

Berlingske havde for et par uger siden en artikel om at Nye Borgelige iflg Berlingske Barometer lå omkring spærregrænsen og der dermed var risiko for stemmespild.

Journalisten havde dog overset at i hvertfald én af de målinger der indgik i barometret dengang endnu ikke havde fået NB med i deres måling og derfor talte som et 0.

Søren Kristensen

Jeg synes det ok medierne gætter med undervejs. De er med til at vedligeholde spændingen til det sidste og det er jo knald hamrende spændende!

Journalistikkens fristelser

Det er ret elementært: Pressen lever af oplags- og seertal. Derfor er der mere fokus på drama end på nøgtern orientering. Mere på personlige, emotionelle modsætninger end på tørre facts og indhold.

For en journalist ligger der derfor en fristelsen i at udvælge sig de statistikker og meningsmålinger, der kan understøtte en dramatisering. Ved at falde for denne fristelsen reducerer journalisten sig til en sælger af underholdning. Det kan derfor heller ikke undre, at faget er sunket i almindeligt omdømme.

Ved sidste præsidentvalg havde David Trads, der dengang var korrespondent i USA, og jeg en mailudveksling, der tog udgangspunkt i min undring over hans artikler, mere specielt i hans informationer om, hvor tæt valgkampen var. Han oplyste mig om, at han blandt andet brugte meningsmålingsbureauet 'Rasmussen' som basis for sine analyser. Det kritiserede jeg ham for og sendte en evaluering af bureauets troværdighed:

http://www.electoral-vote.com/evp2012/Info/rasmussen.html

På RealClearPolitics oversigter dengang blev der eksplicit advaret mod anvendelse af materiale fra 'Rasmussen'. Men 'Rasmussen' havde den fordel, at det hele tiden (konsekvent) trak gennemsnittet af målinger til højre, og derfor kunne det fungere som alibi for en ellers unødvendig dramatisering. Hvem husker ikke, hvor forbløffet Romney og hans folk bar på valgaftenen; nogle af dem græd ligefrem. De havde følt sig sikre på sejren - p.gr. af Rasmussen.

Siger historien ikke også lige så meget om det uduelige demokrati der hersker i USA?

Èt parti accepteres som bekendt ikke som et demokrati. USA har så (med alt for høje spærregrænser) låst sig fast på kun to partier og indirekte valg, der ikke nødvendigtvis giver et befolkningsflertal demokratisk indflydelse. Det er svært at forestille sig et ringere og mere udemokratisk valgsystem, hvis det skal kaldes demokratisk.

Man kan på den baggrund undres over, at amerikanerne fare rund i verden med bål og brand, for med vold og magt, at indfører demokrati. Måske skulle de se lidt indad - der er helt klart plads til forbedring når man står på nederste trin af demokratistigen.

@Erik Jensen, der er en hel del, du har misforstået!

1. Der er ikke "spærregrænser" ved valgene i USA.
2. At man traditionelt har to partier i USA er ikke noget vedtaget eller lovfæstet. Og begge de to partier dækker et bredere spektrum af holdninger end man typisk ser i andre lande (der er i begge partier "fløje", der holdningsmæssigt ligger ganske langt fra hinanden).
3. Præsidentens magt afbalanceres af kongressenes to kamre (senatet og repræsentanternes hus).
4. At kalde præsidentvalget et indirekte valg er en forenkling - realiteten er lidt mere nuanceret.

At sige, at USA står på "demokratistigens nederste trin" er vrøvl!

Finn Thøgersen

Søren Kristensen,

Det er så en misforståelse af bookmakerens rolle.

Bookmakeren er fuldstændig ligeglad med hvem der vinder, hand interesse er 1) som alt overvældende hovedprioritet - at sikre at uanset hvem der vinder er hans udbetalinger mindre end det han ialt har fået ind, og 2) at få flest muligt til at spille mest muligt

Dvs at hvis fx Warren Buffett er parat til at satse massivt på fx Jill Stein så ender hun med 1:1 odds mens Clinton ender på fx 1:1.5 og Trump på fx 1:2, og det uanset at Stein ikke har en chance.
Alternativt hvis han satser massivt på Trump så får han odds 1:1 og Clinton 1:2

Diverse spillemarkeder har fået en del opmærksomhed de seneste år som en alternativ informationskanel, ikke mindst fordi meningsmålingerne bliver stadig dårligere fordi folk i stigende grad simpelthen er holdt op med at tage telefonen når "Ukendt Nr" ringer.

Men de siger mere om hvormeget der er spillet for end om udfaldet, fx gik diverse markeder helt i skoven mht Brexit

@Jens Winther
Tak for din kommentar.

Det amerikanske demokrati kan beskrives og omtales på mange forskellige måder. Jeg er helt enig med dig i, at min beskrivelse er forenklet, men det gør den jo ikke forkert i sig selv.

Jeg ved såmænd godt, at man ikke kalder det spærregrænse, når andre end de to store partier holdes uden for reelle muligheder for at vinde præsidentvalget. Det var mit valg, helt ubekymret at bruge den betegnelse, for at forenkle beskrivelsen af et system, der gennem de seneste ca 150 år, reelt set kun har levnet to partier mulighed for at vinde præsidentvalget, selvom der har været andre partier på banen.

Det er også mit bevidste valg, at betegne denne statiske situation som et valgsystem der har "låst sig fast på to partier". Kan du finde et bedre udtryk, står det dig frit for, men at det skulle være en misforståelse, har jeg svært ved at se.

Endelig, er det også mit valg, at bruge metaforen om at stå på nederste trin af stigen til demokrati, når man har et politisk system, der reelt har låst sig fast på to partier. Enten forstår du metaforen eller også forstår du den ikke. Uanset hvad, er det næppe udtryk for en misforståelse, men mere udtryk for min holdning.

Og til aller sidst, vil jeg bare slå fast, at Præsidentvalget naturligvis kun kan betegnes som indirekte, fordi de registrerede vælgere i hver delstat (samt Washington D.C.) stemmer om, hvem delstatens delegerede skal stemme på. Der er vist ikke mere kød på det ben.