Analyse
Læsetid: 4 min.

Trump vil næppe revolutionere USA’s Mellemøst-politik

Vis mig Trumps udenrigspolitiske rådgivere, og jeg skal sige dig, hvilken politik han vil føre i Mellemøsten: total krig mod jihadister og accept af autokratiske ledere, der garanterer ’stabilitet’
I 2015 erklærede Donald Trump sig ’neutral’ i den israelsk-palæstinensiske konflikt, men udtrykte senere helhjertet støtte til Netanyahu-regeringens jødiske bosættelser i Østjerusalem og på den besatte Vestbred. På fotoet følger amerikanere og israelere afgørelsen på valget på en bar i det centrale Jerusalem.

I 2015 erklærede Donald Trump sig ’neutral’ i den israelsk-palæstinensiske konflikt, men udtrykte senere helhjertet støtte til Netanyahu-regeringens jødiske bosættelser i Østjerusalem og på den besatte Vestbred. På fotoet følger amerikanere og israelere afgørelsen på valget på en bar i det centrale Jerusalem.

Debbie Hill

Udland
12. november 2016

Blandt Donald Trumps tidligste gratulanter var to muslimske præsidenter, Egyptens Abdel Fattah al-Sisi og Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan.

Egypten er med 1,3 milliarder dollar om året den største modtager af amerikansk militærhjælp efter Israel, og trods sin latente islamofobi har Trump i sin valgkamp kaldt al-Sisi »en storartet fyr«.

Hvad angår Tyrkiet har Trump afvist at bifalde den nuværende amerikanske administrations forsigtige kritik af de tyrkiske myndigheders arrestationsbølge efter det fejlslagne militærkup 15. juli.

Tværtimod har en Trump-rådgiver tilkendegivet, at man bør efterkomme Erdogans krav om udlevering af Fethullah Gülen, den islamiske prædikant i USA-eksil, som beskyldes for at stå bag kupforsøget. 

Den stærke mand

Attituden synes påvirket af hans måske kommende udenrigsminister, den erfarne politiske høg Newt Gingrich, og kan give et fingerpeg om den mellemøstpolitik, Trump vil føre.

Af spontane og løsrevne udtalelser under valgkampen kan det udledes, at Trump værdsætter ’den stærke mand’, der kan sikre stabilitet. Eksempelvis har han sagt om Syriens Bashar al-Assad, at »han er slem, men måske er de folk (de sunni-muslimske oprørere, red.) værre«.

Vladimir Putin, al-Assad og Erdogan er »allierede i krigen mod Islamisk Stat«, der i Trumps optik skal bombes tilbage til den stenalder, de kommer fra. 

Trump har anbefalet etablering af sikre zoner i Syrien, der skal forebygge flygtningestrømmen til Vesten, men intet tyder på, at han er villig til at indsætte amerikanske styrker på landjorden. Hvad det angår, følger han præsident Barack Obamas linje med at overlade Iran og Rusland ejerskab til den syriske konflikt. 

Trumps agtelse for den russiske præsident er velkendt, og det er noteret, at hans militære toprådgiver, Michael T. Flynn, en tidligere generalløjtnant og chef for Pentagons efterretningstjeneste, der jævnligt har bidraget til det russiske propaganda-medie Russia Today (RT), blev placeret ved siden af Putin ved en gallamiddag, RT holdt i Moskva sidste år. 

Det var samme Flynn, der i en artikel til avisen ’The Hill’ på valgdagen den 8. november gjorde gældende, at Fethullah Gülen uden videre bør udleveres til Tyrkiet, hvilket Obama-administrationen hidtil har afvist, medmindre Tyrkiet leverer håndfaste beviser for kupanklagen.

Flynn skriver, at de radikale islamister »henter ideologien fra teologer som Gülen, der kører med en fordækt dagsorden. Vi bør ikke yde ham et sikkert tilflugtssted, da det i denne krise er bydende nødvendigt, at vi husker, hvem vores rigtige venner er«.

Genbrug af neokonservative

I det hele taget kan man få et fingerpeg om, hvordan den kommende præsidents mellemøstpolitik vil tegne sig, ved at se nærmere på hans udenrigspolitiske rådgivere.

Udover Flynn er det blandt andre den tidligere Pentagon-talsmand Jeffrey D. Gordon med kommunikationsansvar for Guantánamo-fangelejren. Han er tilknyttet neokonservative tænketanke og har skrevet klummer til Murdoch-medier som Fox News og Wall Street Journal og til den republikanske avis The Washington Times.

Med sin baggrund som flådeofficer har han været sikkerhedpolitisk rådgiver for politikere som Sarah Palin, vicepræsidentkandidat i 2008, og Mike Huckabee, der søgte nominering som præsidentkandidat, indtil han i februar blev fejet af banen, hvorefter Gordon blev ansat på Trumps kampagnehold. 

En anden central person i Trumps udenrigspolitiske rådgiverstab er Walid Phares, en libanesisk kristen intellektuel med neokonservative kontakter. Han var manden, der ifølge Time Magazine fik modereret Trumps oprindelige erklæring om at ville ’rive atom-aftalen med Iran over’ til et krav om at genforhandle den. 

Hvilket kan blive vanskeligt, eftersom »Den fælles omfattende handlingsplan«, som er aftalens officielle benævnelse, ikke kun er indgået med USA, men med syv parter: de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd samt Tyskland og EU.

Iranaftalen er på skinner

Amerikanerne har teoretisk ret til at opsige aftalen, men det vil i givet fald ske ensidigt og blive yderst besværligt, eftersom det er stipuleret i aftaleteksten, at alle parter skal konsulteres i tilfælde af uoverensstemmelser.

Som Mouin Rabbani, en analytiker med base i Jordan, tørt bemærkede til tv-kanalen Al Jazeera, »er det absurd at forestille sig, at de seks øvrige parter vil affinde sig med en amerikansk beslutning«.

Langt de fleste sanktioner mod Iran blev hævet i januar, og lige siden har vestlige oliefirmaer og finansvirksomheder haft travlt med at investere i Iran.

Erhvervsdelegationer fra begge sider mødes regelmæssigt, og så sent som i onsdags tog Federica Mogherini, EU’s udenrigspolitiske chef, imod Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, i Bruxelles som led i den politisk-økonomiske dialog mellem Teheran og EU.

Ligeledes onsdag konstaterede den iranske præsident, Hassan Rouhani, ifølge det iranske nyhedsbureau, IRNA, at »valget af præsident i USA vil ikke påvirke Irans udenrigspolitik«.

Israel skeptisk

Et amerikansk brud med Iran hænger heller ikke sammen med Irans rolle som allieret med USA i krigen mod Islamisk Stat, specielt i Irak, hvor det langtfra er givet, at Mosul er faldet 20. januar, hvor Trump tages i ed.

Hans udfald mod Iran-aftalen kan være dikteret af en taktisk kursændring i forholdet til Israel, hvor han i 2015 erklærede sig ’neutral’ – altså indifferent – i den israelsk-palæstinensiske konflikt, men endte med helhjertet støtte til Netanyahu-regeringens jødiske bosættelser i Østjerusalem og på den besatte Vestbred, ligesom han ikke har nævnt tostatsløsningen med et ord.

Alligevel er meldingerne fra Jerusalem, at Benjamin Netanyahu er »utryg« ved Trump, som han anser for mere uberegnelig end den Israel-venlige Hillary Clinton.

Netanyahu har da også skyndt sig at signere en amerikansk militær hjælpepakke på 38 milliarder dollar over ti år, inden Obama-administrationen går af.

Som et kuriosum kan nævnes, at jihadisterne er begejstrede. Sheik Abu Muhammad al-Maqdisi, den Jordan-baserede jihad-teoretiker og i en periode åndelige vejleder for al-Qaeda-terroristen Abu Musab al-Zarqawi tweetede til sine 56.000 følgere, at »Trumps periode kan blive begyndelsen til Amerikas fragmentering og sammenbrud«. Mon dog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I et andet scenarie benytter Trump en rigsret mod Clinton som et brækjern for at koble wahhabisterne sammen med alt fra 9/11 til folkemordet i Yemen, svække CIA og styrke FBI.

Et Saudigate med Trump som showmaster ville sikkert tiltale ham. Ideen er desuden tilstrækkelig vanvittig i Washington-parnassets øjne, hvilket falder fint i tråd med trumpsk adfærd.

I et tredje kapres dagsordenen af en veltilrettelagt finanskrise, et monumentalt falskflag-angreb eller et snigmord på manden selv. Eventuelt for at forhindre 'andet scenarie'.

Thomas Petersen

John Bolton bliver også nævnt som mulig kandidat til det Trumpske kabinet. JOHN effing BOLTON!
Så mangler vi bare Victoria Nuland som udenkrigsminister.

Hvedebrødsdagene bliver korte nu hvor amerikanerne 2 præsidenter i træk har stemt for forandring.
Trump må naturligvis blive en kæmpe skuffelse for dem der stemte på ham, men som en klog mand engang sagde, dem der gør fredelig forandring umulig...

Vi lever i sandhed i interessante tider.