Et par dage efter at Donald Trump havde vundet præsidentvalget modtog den anerkendte amerikanske sociolog Arlie Russell Hochschild en sms fra en borger i den konservative sydstat Louisiana.
Hochschild havde tilbragt lange perioder af de seneste fem år på at komme tæt på statens Tea Party-aktivister. Den del af den kristne, hvide befolkning, der er endt med at blive tændt af Trumps ild og sociale bevægelse, og som Hochschild beskriver i sin nye bog, der udkom kort før valget. Det er bogen, kvinden fra Louisiana refererer til i sin sms:
»Din titel er Strangers In Their Own Land. Nu er det jer på venstrefløjen, der er fremmede i jeres eget land,« læser Arlie Russell Hochschild, mens hun sidder på sit kontor på et af USA’s fineste universiteter, Berkeley i Californien.
Og sociologen deler hendes opfattelse. Hochschild ville med sin nye bog forsøge at forstå og åbne sin egen kulturelle cirkel ud mod noget fremmed.
Men ved Trumps mellemkomst har brølet fra folket lagt håret helt ned på Arlie Russell Hochschild og den intellektuelle, kulturelt velbevandrede og økologisk spisende klasse, hun er en del af.
Trumps vælgere oplevede under primærvalgkampen at blive ’høje’ på en følelse af pludselig at være en del af et stærkt og ligesindet flertal. Og de ville holde fast i den følelse. Derfor har de verfet al kritik af byggematadoren og USA’s næste præsident af vejen, forklarer Arlie Russell Hochschild på en telefon fra Californien.
»De ville holde fast i følelsen af endelig at føle sig anerkendt,« siger sociologen.
Arlie Russell Hochschild kalder det deres »følsesmæssige egeninteresse«. Begrebet bruger hun, fordi hun ønsker at gøre opmærksom på, at følelserne er noget andet og måske endnu mere vigtigt end den »økonomiske egeninteresse«, hun »og andre liberale analytikere« på venstrefløjen normalt fokuserer på, når de skal forklare Trumps vælgere.
Når de progressive på den amerikanske venstrefløj føler taknemmelighed over for f.eks. offentlige skoler, parker og biblioteker, forventes den samme følelse af de konservative, hvide kristne i Syden. Men sådan føler de mennesker, Hochschild mødte, ikke.
»Jeg opdagede, at Trump giver sine støtter en svimlende befrielse fra følelsen af at være en fremmed i sit eget land,« konstaterer Hochschild.
Miljøaktivist for Trump
Der er blevet talt og skrevet meget både før og efter valget om, hvem Trumps vælgere er i socioøkonomisk forstand. Er de fattige, blot trængte og utrygge, eller tilhører de overvejende en middelklasse, der egentlig klarer sig ganske udmærket.
To tredjedele af amerikanerne har ingen collegeuddannelse. Dermed er de blue collar arbejdere, mens de samtidig kan tilhøre den økonomiske middelklasse.
Og det var også økonomi, Hochschild tog udgangspunkt i, da hun startede ud for fem år siden, da hun gik i gang med at indkredse de 60 mennesker med tilknytning til Tea Party-bevægelsen, som hun fulgte og interviewede. Knap 20 af dem kom hun så tæt på, at hun blev en fast tilbagevendende person i deres private, religiøse og professionelle liv.
For hvordan kunne det være, at borgere i et område, der på grund af Louisianas store forurenende plastik- og energivirksomheder havde fået smadret deres drikkevand, natur og jagtområder, som mange var afhængige af, handlede og stemte imod deres egne økonomiske interesser?
Hvorfor hadede de den føderale regering så meget, at de afviste enhver statslig miljølovgivning, spurgte sociologen, der mødte lokale miljøaktivister med Tea Party-skilte i forhaven.
Læs også: Når ens patriotisme bliver kaldt nationalisme eller racisme, stemmer man på Trump
Det var folk som Lee Sherman, mangeårig ansat på en af Louisianas mest forurenende virksomheder PPG, hvor hans job blandt andet bestod i at tømme store tanke med giftige kemikalier efter solnedgang i det engang så smukke marskland Bayou d’inde. Han blev selv syg af kemikalierne og blev fyret for for meget fravær.
Men på et møde syv år senere, hvor PPG erklærede sig uskyldig i den situation, der havde ført til, at myndighederne måtte lukke ned for al offentlig brug af naturområdet og indtagelse af lokalt fangede fisk, rejste Sherman sig op med et skilt med påskriften: »Jeg var den, der dumpede det i The Bayou«.
Alligevel er Sherman imod miljøreguleringer, fortæller han Hochschild.
Alt kan forsvinde
Arlie Russell Hochschild møder også Jackie Tabor til et Tea Party-fokusgruppemøde, og senere inviterer Jackie Tabor sociologen hjem efter søndagsgudstjenesten i den lokale baptistmenighed.
Familien har to biler i carporten, manden er bygningsarbejder og har tjent godt på bl.a. genopbygningen efter de store orkaner. Børnene har hamster og hunde, og over ildstedet i den store dagligstue hænger tre bukkehoveder, som manden Heath har nedlagt på sin jagt.
Jackie selv kommer fra små kår, opvokset i et fattigt hjem, afhængig af offentlig velfærd og hjemløs i perioder. Og hun er bange for at miste alt det, hun har opnået og kæmpet for.
Det er ikke fordi, hun føler sig snydt, fordi den amerikanske drøm ikke længere kan levere fremskridt for folk som hende. Det er fordi, hun har opnået drømmen, men endnu ikke fuldt udtømt den, at hun er bange for at tabe.
»Alt der her kan forsvinde fra den ene dag til den anden,« siger hun til sociologen og peger rundt i stuen.
Jackie Tabor er også ked af, at de lokale unger ikke længere kan bade i søen. Men »forureningen er det, vi må ofre for kapitalismen«, ræsonnerer hun.
»Mange af de mennesker, som jeg lærte rigtig godt at kende igennem de fem år, klarer sig ganske godt økonomisk. Men de følte også, at de var få niveauer over den deprimerede og virkelig trængte arbejderklasse. Deres forældre tilhørte arbejderklassen. De var blikkenslagere, elektrikere og tømrere. Og det er altid sandt i enhver social bevægelse, at det ikke er dem, der virkelig er på røven, der råber op. Det er dem, der har lidt overskud til at gøre det,« siger Arlie Russell Hochschild.
Den dybe fortælling
Den dybe frustration, sociologen møder, er også en del af »en dybere fortælling«, opdager hun.
Og Hochschild fortolker fortællingen som et billede af mennesker på vej op ad en bakke til den amerikanske drøm, hvor de må stå i kø, mens andre snyder sig foran dem.
De må se på de sorte, der får de job, der tidligere var forbeholdt dem, pga. affirmative action (positiv særbehandling, red.). På kvinder, der tager de job, der før var forbeholdt mænd.
De ser flygtninge, immigranter og offentligt ansatte, selv den truede brune pelikan bliver hjulpet af staten, som de føler blot vinker alle dem, der snyder i køen, videre op ad bakken.
Det land, som de mente, var bygget på flid og hårdt arbejde, oplever de nu som værende bygget på snyd.
Og allerøverst står Barack Obama, der skulle være deres præsident. Det er ham, der vinker.
»De mennesker i køen siger til sig selv: ’De liberale mener, at selv dyr skal have det bedre end mennesker.’ Og de føler, at alt dette er sponsoreret af den føderale regering, og dermed betragter de den som en regering for dem, der springer over i køen,« siger Arlie Russell Hochschild.
Læs også: Når man ikke vil lytte, får man ... Trump
Ifølge den mest omfattende undersøgelse af Trumps støtter offentliggjort i juli af Jordan Rothwell, økonom ved Gallup, kommer hans største opbakning fra folk, der klarer sig godt økonomisk.
Samtidig har USA det seneste år oplevet rekordhøje indkomststigninger. Men som økonom ved University of Michigan, Justin Wolfers, ifølge The New Yorker har vist i en anden undersøgelse, er stigningen størst blandt latinoer, sorte og immigranter, og lavest blandt amerikanere, der bor uden for de store byområder. Den amerikanske drøm har altid været funderet på fremskridt. Men det er blevet meget sværere for denne gruppe hvide amerikanere og deres børn at få del i fremskridtet.
Billedet af dem, der springer over i køen, er den konservative version af venstrefløjen og Bernie Sanders’ ulighed.
»Mange af dem, jeg lærte at kende, genkendte den ’dybe fortælling’. De hader den føderale regering, fordi de mener, at den vil ekskludere dem. Det er derfor, de vil bekæmpe og skære den ned. Også selv om de selv er eller kan blive afhængige af statens ydelser. De forbinder det med skam, fordi Tea Party-bevægelsen ideologisk har cementeret forestillingen om, at det største onde, staten, er det moralsk forkasteligt at være afhængig af,« siger Hochschild.
Skamfølelsen er nemmere at vende ud mod dem, der snyder foran i køen, end indad. Og skamfølelsen er især stor blandt de lidt ældre mænd, oplever Hochschild.
Jeg er kapitalist
Ifølge finansmagasinet Bloomberg og netmediet vox.com er mellem tre og syv millioner amerikanske mænd arbejdsløse og har opgivet at finde job. Men det er mændene i 60’erne, der har forsørget deres kone og familie hele livet, som er dem, der først har mærket den amerikanske drøm forsvinde, oplever sociologen. Enten som følge af, at de ikke har fået efteruddannelse, eller fordi deres arbejdsgivere ikke har villet betale deres aldersbetingede højere lønninger. De søger og søger job, men selv i onlineansøgninger afslører cv‘et deres alder.
»Nogle kan slet ikke finde job, andre får ’pink-collar’ job i serviceindustrien til en langt dårligere løn,« forklarer Hochschild.
En af dem er Bill. Han har fundet et deltidsjob hos en bogholder til ti dollar i timen. Men han bruger meget af sin tid på at sælge sko med magnetiske indlæg, der skal fjerne smerter og ømhed, og på andre ting, han håber på, kan udvikle sig til en forretning.
»Jeg er en kapitalist,« siger han og forventer, at han måske kan blive millionær på de aktier, han har købt i en medicinalvirksomhed.
At Trump så under valgkampen har fremlagt en stor statslig syvpunktsplan med massive investeringer i blandt andet bygning af ny infrastruktur, generer ikke vælgerne med de antistatslige følelser:
»Det betyder ikke så meget for dem. Trump vil redde den amerikanske arbejderklasse, det er hans kontrakt med vælgerne. Og derfor tilgiver de ham alt. De er den eneste gruppe, han ikke har hængt ud under valgkampen.«
Efter valget er det blevet diskuteret, hvorvidt Trumps vælgere kan forenes med deres modstandere i hans økonomiske investeringsplan for landet.
»Meget af det, senator Sanders sagde om økonomien under primærvalgkampen, ræsonnerer jo med Trumps politik. Og der er mulighed for at mødes der, hvis Demokraterne og de liberale rækker ud. Men de er nødt til at forstå den kulturelle fremmedgørelse og den følelsesmæssige egeninteresse, der driver Trumps vælgere,« siger Arlie Russell Hochschild.
