Læsetid: 2 min.

TTIP døde med Trumps sejr

Der er næppe nogen tvivl om, at Donald Trumps sejr betyder et farvel til frihandelsaftalen TTIP, mener flere iagttagere. Spørgsmålet er, om EU kan overleve ’Brexit gange ti’
Der er næppe nogen tvivl om, at Donald Trumps sejr betyder et farvel til frihandelsaftalen TTIP, mener flere iagttagere. Spørgsmålet er, om EU kan overleve ’Brexit gange ti’

Andrew Testa

10. november 2016

Husk på »vores fælles indsats for at fremme energisikkerhed og begrænse klimaforandring«.

Husk på vores »samarbejde imod truslerne mod Europas østlige og sydlige nabolag«.

Husk på »forhandlingerne om TTIP«.

EU's officielle lykønskningsbrev til Donald Trump var en næsten desperat appel til den nyvalgte præsident om at anerkende det dybe og brede strategiske partnerskab mellem EU og USA – velvidende at stor usikkerhed nu omgærder alle de nævnte områder.

Især ser det sort ud for forhandlingerne om den transatlantiske frihandelsaftale TTIP, mener flere eksperter.

»Enten vil vi se en fuldstændig genforhandling af TTIP, eller også vil den være død og begravet,« siger Rem Korteweg, ekspert i det transatlantiske forhold hos Centre for European Reform i London.

Jeremy Shapiro, ekspert i amerikansk udenrigspolitik hos European Council on Foreign Relations i London, er enig.

»Der har været så store problemer omkring TTIP, at den vil blive det første offer,« siger han og påpeger, at Trump »ikke kan lide store handelsaftaler«.

»Han er ikke som sådan antihandel, men han er imod store aftaler, som han mener skader USA. Det betyder, at han vil droppe WTO, NAFTA og TTIP,« vurderer han.

I forhold til WTO og det nordatlanske NAFTA tror Shapiro, at Trump »funktionelt snarere end officielt« vil trække USA ud.

»Hvad kan WTO gøre, hvis USA begynder at bryde dets regler? Det er den slags, Trump kan gøre, og jeg kan ikke se, at nogen i USA vil stoppe ham. I WTO vil der være en flok jurister, som vil stampe i jorden, men de kan ikke gøre noget på grund af USA’s størrelse,« siger han og forventer, at andre lande vil følge trop, hvilket meget vel kan ende med at underminere WTO.

Brexit gange ti

Rem Korteweg påpeger, at Trumps sejr i et bredere perspektiv betyder, at der »ikke længere vil være en fælles vestlig tilgang til frihandel«.

»Trump har sammenlignet det, han gør, med Brexit, men han har signalleret en meget mere protektionistisk tilgang, end de ledende britiske politikere har,« siger han.

Donald Trump sagde under valgkampen, at en sejr ville være »Brexit gange ti«, og i lyset af, at én Brexit var rigeligt til at ryste EU-samarbejdet, er der nu dem, der spørger, om EU overhovedet kan overleve præsidentskiftet i USA.

Korteweg er dog optimistisk på Europas vegne.

»Én slående ting efter Brexit var, hvordan appetitten for lignende EU-afstemninger forduftede rundt om i Europa. At USA nu gennemgår denne revolution, kan måske få nogle europæiske ledere til at konkludere, at de må stå sammen i denne nye, usikre verden.«

Shapiro er omvendt »overhovedet ikke sikker på«, at EU kan overleve »Brexit gange ti«.

»EU’s tilstand er ekstrem usikker, og dette gør det en hel del værre. Den store test bliver det franske valg. Jeg tror ikke, at EU kan overleve, hvis Marine Le Pen vinder, og Frankrig ender med at forlade samarbejdet,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

Tusind tak hr. Trump. Så skal Danmark måske alligevel ikke styres af de store multinationale selskaber.

Sup Aya Laya, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Torben Skov, Flemming S. Andersen, Niels Peter Jensen, Hans Larsen, Uffe Illum, Lars Peter Simonsen, Preben Jensen, Torben K L Jensen, Bodil Waldstrøm, Jacob Jensen og John Andersen anbefalede denne kommentar

TPP og TTIP er garanteret også noge begrundelser hvorfor Clinton tabte. Hun virkede bare aldrig som om hun mente det når hun sagde at hun var imod disse aftaler.