Læsetid: 7 min.

Udødelige afgrøder er plantebiologiens hellige gral

Hun er på jagt efter biologiens hellige gral. Millioner sulter verden over, men en forsker mener at have fundet svaret – planter, der aldrig dør
På universitet i Cape Town har Jill Farrant fyldt køleskabe op med genoplivningsplanter. De gemmer på formlen til evigt planteliv.

På universitet i Cape Town har Jill Farrant fyldt køleskabe op med genoplivningsplanter. De gemmer på formlen til evigt planteliv.

Peter Lykke Lind

14. november 2016

Der findes kun 135 slags af de såkaldte genoplivningsplanter i verden – det vil sige planter, der kan tabe 95 procent af deres vandbeholdning og stadig overleve.

Men plantearten rummer til gengæld muligvis svaret på en af menneskehedens største udfordringer: hungersnød og fødevareusikkerhed. I dag lever 795 millioner mennesker verden over uden nok mad til at leve et sundt liv, og det vil den sydafrikanske biologiprofessor Jill Farrant gøre noget ved via sin forskning i genoplivningsplanter.

»Giv dem vand, og de er klar igen 24 til 48 timer senere, fantastisk, ikke?« spørger Jill Farrant retorisk Informations udsendte, på hendes kontor på University of Cape Town i Sydafrika.

Farrant opdagede genoplivningsplanter som kun ni-årig på sin fars gård, langt ude på landet i Sydafrika, hvor der er dårlige vilkår for planter og afgrøder.

»Jeg sad på min fars gård og kiggede på en plante, der var stendød. Det regnede samme nat, og næste dag var den hel grøn. Jeg fortalte min far om planten, men han var ikke imponeret, så jeg glemte alt om det. Men inden da skrev jeg det ned i min dagbog. Det var i 1970. Kort efter jeg havde afsluttet min ph.d. i biologi 30 år senere, var jeg til en forelæsning om udødelige planter. Og så tænkte jeg, gad vide om det var det, jeg så, da jeg var barn,« siger Farrant.

Det fik hende til at undersøge, om hun kunne kortlægge, hvordan genoplivningsplanter overlever, og om teknikken kan bruges til at gøre afgrøder udødelige.

Hun forklarer, at man kan manipulere med afgrøder på to måder.

»Genmodificering – hvor man tager gener fra en genoplivningsplante og lægger dem ind i afgrøder. Det har vi gjort med antioxidanter. De er voldsomt helende, og med dem har vi haft succes med at forlænge afgrøders liv med tre-fire uger,« siger hun nærmest opgivende.

»Den anden måde har taget mig 23 års arbejde at bevise,« siger hun, straks mere entusiastisk.

»Alle de gener, der skal bruges for, at afgrøder bliver udødelige, de er der allerede.«

Forskellen er, fortæller Farrant, at genoplivningsplanterne har udviklet en unik overlevelsesstrategi. Hun forklarer – som var hun en plante:

»Jeg er en genoplivningsplante. Jeg har de samme gener som afgrøder, men jeg tænder for den mekanisme, der gør, at jeg kan overleve. Gennem 140 millioner års evolution, har jeg fundet ud af at tænde for den funktion. Afgrøder tænder ikke for den funktion. De siger: Min strategi er at vokse så meget som muligt, mens jeg har vand, for at blive så stor og stærk som mulig, så jeg kan lave kerner, så der kommer nye planter,« forklarer Farrant levende.

Hun fortæller, at det ikke har været et evolutionistisk krav til afgrøder, men at genoplivningsplanter har tilpasset sig disse krav, fordi de eksisterer, hvor intet andet kan gro.

Det handler for Jill Farrant og resten af hendes hold om at finde tænd/sluk knappen i afgrøderne. Hun har fundet to, siger hun, og tegner et elektricitetsnet.

»Hvis altså vi kan finde ud af, hvilke gener der skal tændes for og i hvilken rækkefølge, for at få afgrøder til at vågne, når der kommer tørke,« siger hun. Men der er lidt vej endnu, og lidt finansielle udfordringer.

20 millioner euro, 10 år

»Fem år, så kan jeg give dig en genoplivningsplante, der giver afgrøder,« siger Farrant selvsikkert, da jeg spørger, hvornår der er mad på bordet som følge af hendes forskning.

»Så skal den testes. Det tager yderligere fem år. 10 år, så er det på din tallerken. Det er måske alt for længe,« siger hun.

– Hvad mangler du?

»Hvis jeg fik 20 millioner euro, så er det klar om fem år, men jeg har i lang tid prøvet at få de penge.«

– Det er mange penge?

»Ja, der er meget, der skal gøres,« siger Farrant og begynder at tale om behovet for en nytænkning inden for fødevarer. Hendes første forsøgsafgrøder er majs, bønner og en lokal kornart, der hedder Tef.

– De kedeligste ingredienser fra det afrikanske køkken?

»Ja, men det er det, der er brug for, det er det, folk spiser her,« griner hun.

I Etiopien, hvor 10 millioner lever uden sikker adgang til fødevarer, udgør Tef i forvejen en stor del af kalorieindtaget for den fattige befolkning.

»Det handler om at give folk, hvad de allerede spiser,« siger Farrant.

Ifølge David Orr, talsperson for FN’s World Food Programme (WFP) i det sydlige Afrika, er behovet for fødevarer enormt. Han henviser over for Information til tal fra Det Sydlige Afrikas Udviklingsråd, der beskriver, hvordan 40 millioner mennesker mangler mad, på tværs af den sydlige afrikanske region.

David Orr og WFP byder generelt innovative metoder velkomne.

»Vores globale mål om en verden uden sult kan kun opnås, hvis vi accellererer vores indsats og sammen udforsker hver eneste måde at stoppe hungersnød på,« siger han til Information.

Derfor omfavner WFP innovation igennem organisationens arbejde, forklarer Orr.

»Vi bliver nødt til at bruge nye værktøjer og metoder aktivt i kampen mod sult,« siger han.

Farrant bruger nye metoder til at udvikle gamle afgrøder.

»Jeg kigge på bønner – kikærter. De er proteinholdige, og det er vigtigt. Vi har ikke råd til at give kylling og kød til folk, men har du bønner, så kan du give dem protein. Nu mangler jeg bare at gøre dem udødelige,« siger hun og klukker.

For nogle er dét at ændre på gener ikke helt så morsomt.

Ja, det er genmodificering

Spørger man FN’s organisation for ernæring og landbrug (FOA), siger programleder for plantegenetiske ressourcer, Chikelu Mba, at han har et nuanceret syn på genmodificering generelt. »Man bliver nødt til at kigge på hver enkelt sag. Men vi anbefaler udelukkende evidensbaserede beslutninger, når vi taler om afgrøder.«

Jill Farrant siger, at frygten for genmodificering bunder i den store uvidenhed, der hersker i offentligheden om, hvad farerne ved genmodificering er:

»Hvis det er gjort ordentligt, er det ikke farligt. Det vigtige er, hvad du bruger det til.«

Det er Chikelu Mba enig i. Hans hovedpointe er, at hele diskussionen om genmodificering er drevet af private firmaer og interesseorganisationer.

»Videnskaben har ikke været effektiv, når det drejer sig om at formidle fordelene ved forskningen,« siger han.

Han finder Farrants forskning interessant, men maner til forsigtighed. »Vi bliver nødt til at se effekterne af modificeringen i en kontekst,« siger Mba.

Ifølge Farrant er alle afgrøder modificerede, på naturlig vis vel at mærke.

– Men det, du laver, er genmodificering?

»Ja, men jeg lægger ikke noget nyt ind. Jeg ændrer på sammensætningen. Mennesker kan bare ikke lide at kalde det genmodificering.«

– Det lyder farligt?

»Det er farligt. Men du tester, tester og tester. Og så tester du til menneskeligt indtag. Du kommer ikke til at spise noget nyt, men moderplanten kommer til at respondere anderledes på vejrforholdene,« forklarer hun.

Farrant sammenligner genmodificerede afgrøder med hundeavlsmetoder.

»Alle hunde og katte er mutanter. Vi har avlet pitbulls og schnauzere osv. Du får forskellige arter ud af det. Men der er ulemper. Min schnauzer kan ikke tåle fed mad. Men det kan man lade være med at give den,« siger Farrant.

Hun fortæller, at der findes 17-18 forskellige slags majs.

»De er allesammen modificerede,« siger hun.

Den forklaring køber Chikelu Mba dog ikke.

»Så taler man om semantik,« siger Mba. »Det handler om sikkerhed. Hvad modificeringen medfører af bivirkninger, det skal testes,« siger han.

En ting giver han dog Farrant helt ret i. Behovet for innovation på fødevareområdet i den sydlige afrikanske region er enormt.

»Det er beviseligt, at høsten i den region er markant mindre end i andre dele af verden. Ting, man tager for givet andre steder, vokser ikke i den region,« siger Mba.

For Farrant er det uforståeligt, at nogle former for modificering er accepterede, mens andre er lagt for had.

»Insulin er modificeret. Medicin fint, men majs nej tak. Der er meget viden, der skal bredes ud, fordele og ulemper ved, hvad folk spiser,« siger Farrant.

Fra Afrika, til Afrika

Jill Farrant er blevet en international biologirockstjerne, men hun er meget opsat på, at hendes forskning skal blive i Afrika. Uanset de finansielle udfordringer, som det medfører.

»Jeg er i Afrika, og det er dyrt at købe forskningsudstyr. Min forskning går meget langsommere, end hvad folk kan på den anden side af Atlanten, men jeg vil ikke give mine hemmeligheder væk til en global virksomhed som Monsanto, for de kan sælge det dyrt tilbage til Afrika. Fandeme nej,« siger hun.

I stedet har Farrant allieret sig med forskere i Europa.

»Når vi har bevist, at det virker, så skal vi overbevise regeringer. Hvis de vil have teknologien, så kan de få det gratis,« lover hun.

– Hvor stor er efterspørgslen?

»Engang sagde alle altid: ’Hvor er det spændende.’ I år med tørke kan folk jo se, hvor nødvendigt det er. Så nu siger de: ’Hvorfor er det ikke i gang?’ Svaret er, at ingen vil investere i et projekt, der måske ikke kommer til at virke. Det har taget mig 23 år at bevise det teoretisk. Jeg mangler bare at proppe teknologien i afgrøderne.«

– Og hvad skal der til for, at det sker?

»Nogen skal investere i det her. Med vores finansielle situation i Sydafrika bliver det ikke her. Min næste mulighed er Bill og Melinda Gates. Og så prøver vi lige nu med et projekt I Sverige – folk kan se vigtigheden af projektet nu.«

Jill Farrant blev kendt på den internationale biolog og fødevare-scene med en TED Talk fra 2015, og der er øget interesse for hendes forskning, men hun er begyndt at få travlt.

»Jeg vil gøre det, før jeg bliver pensioneret, så jeg har 10 år,« siger hun med håb i stemmen.

»Jeg har bevist, at generne virker, og i de sidste måneder har vi fundet tænd/sluk knappen. Jeg har altid haft mavefornemmelsen, det har bare taget lang tid at bevise det. Vi har lagt det teoretiske fundament. Men vi må se,« siger hun forhåbningsfuldt og venter på dén e-mail fra en investor, der på sigt måske kan brødføde millioner i en region, hvor sult bliver et stadig større problem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Hm. Det kan godt være hun ikke vil samarbejde med Monsanto nu - men hvad når hun ikke længere har styringen af projektet?
Og hvad med langtidsvirkningerne af genmodificerede fødevarer? Det kan da godt være det ser sikkert ud, men hvad er effekten på mennesker og natur om 5 år eller om 20 år?
Kender vi ikke allesammen til historierne om når videnskabspersoner med de bedste hensigter piller lidt ved naturens orden med fatale resultater? G.eks da man blandede aggressive bier fra et kontinent med meget honningydende bier fra et andet kontinent og fik.. vildt aggresive og angrebslystne bier i stort omfang. Og så i det USA som nu pga enorme arealer med monokulturer har svært ved at holde liv i deres bier..

Min skepsis omfatter IKKE, at man skal undgå at forske i den slags.
Min skepsis går på de uoverlagte konsekvenser af at pille ved naturen med de formål at menneskene kan blive endnu flere..

Flemming Berger, Flemming S. Andersen, Randi Christiansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Udødelige planter? Det lyder som et temmelig stort indgreb i naturens orden, som man bør være forsigtig med, sålænge de fulde konsekvenser ikke kendes. At den slags eksperimenter kan gå gruelig galt, er verdenssituationen et både positivt men også skræmmende eksempel på. Forsigtighedsprincippet er et godt princip. Better safe than sorry.

Lise Lotte Rahbæk: Mener du virkelig, at det er bedst, at holde befolkningstilvæksten nede vha. sult? Kunne man ikke finde bedre metoder???
iøvrigt har vi "pillet ved naturen" i tusindvis af år og selektion foregår også naturligt.
Randi Christiansen: hvad hentyder du til? hvilke lignende eksperimenter har ført til en skræmmende verdenssituation? skal vi bare lade stå til? trække på skuldrene af sultende børn? er det et godt forsigtighedsprincip?
Hold nu op med at være så fremskridtsangste.

Lise Lotte Rahbek

Bettina Jensen
"En yndet form for polemik
>består i det probate trick
>at dutte folk en mening på,
>hvis vanvid alle kan forstå!"
Piet Hein skrev det for længe siden.

Prøv igen. Og denne gang med din egen mening og holdning istedet for dumme tricks.

dumme tricks? jeg stiller dig nogle spørgsmål, som du ikke svarer på...
Min holdning er da naturligvis, at dette er spændende og perspektivrig forskning, som bør anerkendes og støttes.

Randi Christiansen

Bettina - den måde vore fælles naturressoucer administreres er uintelligent, korrupt og meget farlig for os.

Klimabelastninger, miljøforurening, en fordelingsnøgle bundet til overlevelsesressourcer som bliver stadig mere ulige imellem de overpriviligerede og de underpriviligerede, krigene raser og dødens våbenkøbmænd danser på ofrene ... eller hvad i al verden de får tiden til at gå med, når de ikke er på arbejde.

Kort sagt de miljø-og socioøkonomiske eksperimenter, som menneskeheden udsættes for, er ødelæggende for os, og konsekvenserne - fx sult - søges afbødet med rabiate forandringer i dna koden - gen manipulering - i stedet for at se på årsagerne til de ubalancer, som plager os.

Grundforskning er vigtig og bør være fri, men når man tvinger andre til at være forsøgskaniner, overskrides grænsen for det tilladelige.