Anthony Giddens: Labour må forny sig omkring de nye kulturelle og økonomiske skel

Sunderland, Hartlepool, Middlesbrough, South Tyneside, Stockton-on-Tees.

Alle traditionelle Labour-kredse. Alle – og mange andre – ignorerede de den 23. juni i år opfordringen fra partiets ledelse og stemte for Brexit med massive margener som 61%-39%, 70%-30% og 62%-38%.

Det kom som et chok for partiet. Men hvad der er værre for Labour er, at der nu er tegn på, at folkeafstemningen har rykket ved vælgernes loyalitet også ved lokale og nationale valg.

Ved en række suppleringsvalg til byråd i november faldt partiets stemmeandel med mere end 25 procent i flere traditionelle Labour-kredse som Newcastle og Mansfield.

Og ved et nyligt suppleringsvalg til Westminster i Remain-kredsen Richmond oplevede partiet en vælgerflugt fra dets urbane, proeuropæiske base til Liberaldemokraterne, der som det eneste parti kæmper for en ny folkeafstemning om EU.

Situationen er så kritisk for partiet, at den britiske sociolog Anthony Giddens mener, at der ganske som da han i 1990’erne var medvirkende til en grundlæggende fornyelse af partiet med Den Tredje Vej, nu igen er behov for en gennemgribende rekonstruktion med udgangspunkt i den nye politiske virkelighed, som blev blottet af Brexit og valget af Donald Trump i USA.

»For at komme tæt på magten igen, må liberale og venstreorienterede partier i dag gentage det, vi gjorde for 20 år siden med Den Tredje Vej – men under meget anderledes vilkår. Den Tredje Vej var ikke som den ofte blev fremstillet; den var baseret på en analyse af de store strukturelle forandringer, der foregik i de vestlige samfund på det tidspunkt og på tværs af verden. Den vigtigste var globaliseringens dramatiske fremrykning. Første gang, jeg nævnte ’globalisering’ over for politiske ledere, jeg mødte, havde de stort set ikke hørt udtrykket. Pludselig – og selvfølgelig ikke kun på grund af mig – begyndte de alle at tale om det. Nu har vi igen en periode med enorm forandring, og vi bliver nødt til at træde et skridt tilbage og analysere det for at finde en guide til handling og intervention,« siger Giddens over en kop kaffe i kantinen i det britiske Overhus.

Den tidligere rektor for London School of Economics blev efter en lang, imponerende akademisk karriere udpeget til Overhuset i 2004, hvor han repræsenterer Labour.

»Problemet er, at denne forandring er nært forestående og presserende. Og det er en enorm udfordring,« tilføjer han.

Den nye virkelighed

Giddens har naturligvis – som hans kolleger både på universiteterne og i parlamentet – tænkt en hel del over, hvad der fik så mange Labour-vælgere, særligt i det nordlige England, til at stemme for Brexit.

»Der foregår et kultursammenstød i mange samfund i dag. Mange medierapporter forsimpler det ved at sige, at folk er blevet hægtet af på grund af globaliseringen, men det er meget mere kompliceret. Der er økonomisk nød skabt af den økonomiske krise, som ganske enkelt ikke blev håndteret ordentligt i de fleste lande, hvor almindelige mennesker blev tvunget til at betale prisen for de finansielle eliters dårlige opførsel,« siger Lord Giddens.

»Derudover er der en krise omkring kulturel identitet blandt nogle grupper, identificeret af sociologer som folk, der føler sig hægtet af eller isoleret. Studier både herfra og fra USA viser, at mange hvide i USA og mange oprindelige briter – jeg vil ikke sige, at det bare er arbejderklassen, det er bredere end det – føler sig lidt, som om de er migranter i deres eget land. De prøver at holde fast i deres eksisterende levemåder og identitet, og verden er kørt fra dem. Meget af det her var allerede plantet og er en reaktion på en længerevarende udvikling, og hvis du kobler det sammen med den førstnævnte årsag, så har du en hel masse utilfredse mennesker. EU blev for mange af dem et symbol på de forandringer,« siger Giddens og tilføjer, at »vores samfund i bund og grund bliver mere og mere polariserede mellem denne gruppe og de kosmopolitiske, udadskuende mennesker«.

»Jeg tror ikke nødvendigvis, at de blot er rigere og udadskuende; der er også en generationsforskel. Det kommer som regel til udtryk som temmelig bemærkelsesværdige geografiske skel inden for lande mellem ’lokale’ og ’kosmopolitter’.«

Ingen forstod det

Kompleksiteten bag det oprør, som EU-folkeafstemningen endte med at blive, stod langt fra klart for Labour, mener han og kalder Labours Remain-kampagne for »temmelig ineffektiv i forhold til at få det proeuropæiske budskab ud«.

»Labours formand Jeremy Corbyn er ambivalent i forhold til EU. Han forsvarede at forblive medlem, men jeg tror ikke engang, hans bedste ven ville påstå, at hans indsats var drevet af nogen stor følelsesmæssig forpligtelse. Men man kan dog også sige, at den daværende konservative regering heller ikke håndterede deres kampagne særligt godt. Jeg tror rent ud sagt ikke, at nogen af siderne forstod baggrunden for vreden og var i stand til at adressere den,« siger han.

 

For at komme tæt på magten igen, må liberale og venstreorienterede partier i dag gentage det, vi gjorde for 20 år siden med Den Tredje Vej

– Anthony Giddens, sociolog og medlem af Overhuset

Dette problem er langt fra forsvundet med folkeafstemningen, idet britisk politik i dag synes opdelt langs en Remain/Leave-skillelinje frem for langs traditionelle partiskillelinjer.

Derfor mener Giddens heller ikke, at Labours finansordfører John McDonnell har ret, når han siger, at Brexit er en »enorm mulighed« for Labour.

»Nogle af de ting, som John McDonnell siger, er korrekte. Meget af dette reflekterer høj ulighed og konsekvenserne af den globale finanskrise. Men jeg tror ikke, at Labour er i en position, hvor det kan drage fordel af de nye muligheder, for partiet er temmelig marginaliseret i dag på grund af intern splittelse, og fordi mange vælgere i deres traditionelle vælgerbaser nu hælder til UKIP snarere end mod venstrefløjen. Det er et meget vanskeligt strukturelt problem for dem.«

Netop fordi »britisk politik er blevet forandret af folkeafstemningen og dens efterdønninger« og fordi »den sociale og kulturelle polarisering nu er blevet godt og grundigt politiseret«, mener Giddens, at det vil være vanskeligt for Labour at tiltrække nogen af de to traditionelle vælgergrupper – arbejderne og kosmopolitterne i byerne.

I øjeblikket afspejler suppleringsvalgresultaterne, at vælgerne foretrækker de partier, der står for ’den rene vare’: UKIP og Liberaldemokraterne.

Labours holdning til Brexit er mere tvetydig. Partiet har sagt, at det ikke vil stemme imod aktivering af Artikel 50 eller forsøge at blokere Brexit, men at det vil kæmpe for adgang til det indre marked og så ’blød’ en Brexit som muligt.

Derfor vil det også være svært at erobre rollen som talerør for de 48 procent, der stemte for Remain, fra Liberaldemokraterne.

»Brexit, og hvilken form den bør antage, er blevet det altoverskyggende emne både for landet og for mange vælgere, og den eneste måde, Labour rigtig kan drage fordel af det, er hvis det skrottede nogle af de synspunkter, det har i øjeblikket. Partiet ville blive nødt til at samarbejde med andre proeuropæere på centrum-venstre-fløjen, som ønsker at bevare stærke forbindelser til resten af Europa. Det tror jeg ikke, at Corbyns Labour-parti vil gøre,« siger han.

Fornyelse?

Hvis det britiske Labour-parti – eller for den sags skyld socialdemokratierne rundt om i Europa – igen skal vinde magten og påvirke den politiske udvikling hjemme såvel som i EU er der ingen vej udenom: Det må analysere den nye virkelighed, hvor »populistiske partier ikke længere er yderligtgående partier«, og forny sig.

»Populistiske partier må udfordres frontalt med en fornyelsesdagsorden,« siger Giddens, men pointerer at »den politiske midte i mange lande ser ud til at krakelere«.

»Ingen ved i øjeblikket, hvor permanent det vil være. De ortodokse socialdemokrater i Europa har virkelig store strukturelle problemer nu, og det står ikke klart, om de kan generobre deres vælgerbaser. Den politik, som fungerede så godt i mange lande for to årtier siden, er stort set forældet nu. Socialdemokrater må forny sig omkring de nye kulturelle og økonomiske skel, og vi ved ikke rigtig, hvordan den politiske dagsorden under udvikling vil komme til at se ud. Men det er langt fra Den Tredje Vej,« siger Giddens.

»Det, jeg godt kan lide ved Corbyn og McDonnell, er, at de lægger vægt på, at vi nu skal have en total rekonstruktion af politikken til venstre for midten,« tilføjer han, men beklager, at de tos bud på et rekonstrueret Labour »for meget ligner 1970’ernes«.

Derfor tror han også, at det er dem, der kalder sig selv for ’proeuropæere’, snarere end Labour-partiet, der vil komme til at spille en rolle i forhold til at styre landet og det kriseramte EU igennem den svære tid, de befinder sig i lige nu.

»I øjeblikket er det vigtigste for liberale og centrum-venstre-partier og aktivister i Europa at forsøge at styre igennem denne krisesituation, hvor tingene truer med at falde fra hinanden. Proeuropæere føler sig måske ikke længere som historiens fortrop, men faktisk forbliver EU afgørende for Europas fremtid. Det ville være ekstremt ødelæggende, hvis EU skulle kollapse. Så risikerer vi at være tilbage ved en senere model af 1930’erne. Nogle af de ting, der igen er blevet synlige som anti-semitisme og racisme, bringer bekymrende erindringer om den periode,« siger han og mener, at »proeuropæere må blive ved med at arbejde« imod disse ødelæggende strømninger.

»Det er ikke i nogens interesse – lige meget hvor stor en populist, du er – hvis EU kollapser. Eller dens møntfod. Jeg ser enorme dilemmaer her for et populistisk parti på højre- eller venstrefløjen, som skulle komme til magten. EU’s strukturelle problemer er enorme med flygtningestrømme, der søger indrejse fra Mellemøsten og Nordafrika, et fjendtligt Rusland ved dets østlige grænse og en uforudsigelig amerikansk præsident ved magten. Kollektiv handling og paneuropæisk ledelse er altafgørende for at styre kontinentet gennem alt dette,« siger han og mener ikke, at »Labour-partiet vil spille en stor rolle i dette«.

»Men det er på en måde større end disse partiskel. Verden er blevet meget usikker, og Labour-partiet er en mindre ting, i forhold til alle disse andre ting, der foregår. Polarisering og splittelse er et problem for os alle, og det er slet ikke klart, hvordan man forliger de to sider.«