Læsetid: 9 min.

Hos Barack Obama er håbet intakt

Efter otte år i Det Hvide Hus og demokraternes knusende nederlag til Donald Trump forbliver Barack Obama tro til sit inspirerende og optimistiske budskab fra 2008
Barack Obama er overbevist om, at hans politiske bedrifter gennem otte år vil overleve

Barack Obama er overbevist om, at hans politiske bedrifter gennem otte år vil overleve

Polfoto

30. december 2016

Hvordan reagerede Barack Obama egentligt på Donald Trumps overraskende sejr, da han fulgte begivenhederne i sine private gemakker i Det Hvide Hus på valgaftenen den 8. november?

En sejr, der kan undergrave og i værste fald ødelægge mange af den progressive præsidents bedrifter.

Svaret på det spørgsmål er fundamentalt, hvis man ønsker at forstå, hvordan Obama selv vurderer sit præsidentskabs betydning i amerikansk historie.

Snart vil historikere tage stilling til, hvorvidt Obama var en reformpræsident, der ligesom Franklin D. Roosevelt og Ronald Reagan lancerede en ny politisk æra ved at omdefinere forbundstatens rolle i indenrigs- og udenrigspolitik, eller om han blot tjente som garant for videreførelsen af status quo.

Alternativt kan Obama ses som præsidenten, der tog det første store skridt i retning af at samle en bred koalition af vælgergrupper under en progressiv paraply. En bevægelse, der i de næste år vil gå til kamp mod Donald Trump for at forsvare Obamas vigtigste bedrifter, gøre op med Clinton-parrets midtsøgende kurs, appellere til arbejderklassen og forberede vejen til partiets comeback i 2018 og 2020.

Det kan godt være, at præsidentkandidaten Obamas berømte mantra fra valgkampen i 2008 – »Yes, we can!« – i dag lyder lidt hult. Dem, der i en blanding af eufori og håb stemte på ham dengang, kan næppe bebrejdes, hvis de i dag mener, at de løfterige ambitioner ikke rigtigt er blevet virkeliggjort, og hvis nogle af dem er, så føles det ikke rigtigt som en sejr. Og værst af alt: Alting ser pludseligt så sort ud.

Men til sortseerne har den ukuelige optimist, som præsidenten altid har været, et svar på rede hånd.

I et interview efter præsidentvalget med New Yorker Magazines chefredaktør David Remnick sagde Obama, at nederlag er en uomgængelig del af politikeres liv, og han drog en parallel mellem sin egen reaktion på det uventede nederlag til Hillary Clinton i primærvalget i New Hampshire i 2008 og Trumps sejr over Clinton otte år senere.

»Nederlag følges som regel af dyb skuffelse. Da jeg tabte i New Hampshire, var det kun det andet primærvalg i, hvad der skulle vise sig at være en uendelig lang valgkamp. Og folk har glemt, at det faktisk var den nat, jeg gav min ’Yes, we can’-tale. Det var stillet over for nederlaget, ikke sejren, at jeg brugte det slogan for første gang,« fortæller Obama.

Dengang i 2008 var kampagnerådgiverne dybt forundrede over, at Obama tog nederlaget med et skuldertræk. Næste dags aften fortalte han sin kone, Michelle, at han selvfølgelig var skuffet, men at han i bund og grund følte sig udmærket tilpas. Det var tåbeligt at tro, at alt var afgjort, blot fordi han havde vundet det forudgående valg i Iowa. De amerikanske vælgere var kloge. De ville afprøve denne unge, uafprøvede senator.

Pete Souza

Forandring er ikke let

Og så tilføjede Obama i sin samtale med Michelle på et hotelværelse i Boston et syn på politikkens muligheder, han aldrig siden har fraveget.

»Hvem har sagt, at forandring er let? Ingen enkelt person eller enkelt begivenhed er i stand til at ændre dybtliggende konventioner i vort lands politiske, sociale og økonomiske liv … Det sker kun, når folk finder sammen og inspireres til at gennemføre forandringer.«

Dagen efter Trumps sejr hang Obamas relativt unge stab i Det Hvide Hus med hovederne. Det var nu op til præsidenten, 55, at trøste dem. Ifølge David Remnick skal han bl.a. have sagt: »Det er let at være håbefuld, når alting glider, men der er kun virkeligt behov for håb, når tingene ser værst ud.«

Trods Clintons nederlag og Trumps indsættelse som Obamas efterfølger 20. januar har Obama ikke mistet håbet. Han føler sig sikker på, at et solidt flertal af det amerikanske folk bakker op om hans politiske resultater i de sidste otte år. Til sin gamle politiske rådgiver David Axelrod sagde han i et interview på CNN i denne uge, at han ville have slået Trump, hvis han – og ikke Hillary Clinton – havde været Demokraternes kandidat.

Oprindeligt havde Obama planlagt at trække sig tilbage og fokusere på at skrive sine erindringer, alt imens Clinton byggede videre på hans eftermæle. Den plan er gået i vasken. Han vil stadig skrive en bog, men en del af ekspræsidentens tid vil blive viet til at opfostre yngre amerikanere til at blive »den næste Michelle Obama eller den næste Barack Obama«, som han sagde til The New Yorker.

Den næste generation skal beriges med ideer og udstyres med midler til at skabe sociale forandringer.

»Når jævne mennesker engagerer sig, når de følger med og sætter sig ind i, hvilke kræfter, der påvirker deres liv og har mulighed for at slutte sig til andre, så sker der fremskridt,« sagde han til David Remnick.

Det er en idé, Obama tog til sig i sine dage som social aktivist i Chicago, inden han blev optaget på Harvard Universitys juridiske fakultet.

Kun på ét væsentligt punkt synes Obama i sin præsidenttid at have ændret sin syn på, hvordan man gennem det politiske system skaber vedvarende forandringer af det amerikanske samfund.

I 2008 blev han valgt på et forsonende, tværpartisk budskab, der har sin oprindelse i den berømte tale, han gav som en ukendt lokal lovgiver fra Illinois til den demokratiske partikongres i 2004. Det budskab har Obama nu definitivt skrinlagt efter hans nyttesløse bestræbelser på at række hånden ud til det republikanske mindretal i Kongressen i de to første regeringsår.

Bitterheden

I en række interviews med prominente amerikanske journalister og historikere dette efterår har Obama ikke lagt skjul på sin bitterhed.

Han fortalte f.eks. Jonathan Chait fra New York Magazine, at han blev taget på sengen, da han kort tid efter indsættelsen skulle drøfte et økonomisk stimulusprogram med de republikanske lovgivere.

På vej til Kongressen blev Obama underrettet om, at mindretalslederen i Repræsentanternes Hus, John Boehner, i en pressemeddelse netop havde udtalt, at republikanerne var imod en stimulering af USA’s økonomi. Det skete i begyndelsen af 2009, hvor 800.000 amerikanere mistede deres job hver måned.

»Jeg havde ærligt talt regnet med, at vi kunne samles om et fælles fremstød på et tidspunkt, hvor landet oplevede den værste finanskrise siden den økonomiske depression i 1930’erne. At de afviste det viser, hvor naiv min forestilling var,« fortalte Obama historikeren Doris Kearns Goodwin i magasinet Vanity Fair.

Republikanernes kompromisløse afvisning af Obama på et tidspunkt, hvor ikke alene USA’s, men hele verdens økonomi var uhyggelig tæt på en total nedsmeltning, står i greel kontrast til den gode vilje og samarbejdsånd, demokratiske lovgiveres udviste over for præsident George W. Bush i flere år efter terrorangrebet 11. september 2001.  

»Fra republikanernes synspunkt var det taktisk set en politisk genistreg at afvise samarbejde med mig i 2009, men det var en bet for landet. De vurderede, at et samarbejde ville bekræfte, at mit stimulus-program var den rette løsning, og at det kun ville belønne mig og mit parti,« siger Obama til New York Magazine.

Præsidenten konkluderer: »Hvis republikanerne derimod sagde nej til alt, jeg foreslog, ville det føre til en fastlåst og dysfunktionel lovgivningsproces, og det ville gavne dem til midtvejsvalgene i 2010.«

Republikanerne havde set rigtigt. De overtog Repræsentantenes Hus fra Demokraterne i 2010.

Farvel til samarbejde

I interviewet forklarer Obama, at han på baggrund af sine bitre erfaringer mener, det ikke længere er anbefalelsesværdigt at forlade sig på et tværpartisk samarbejde med republikanerne.

»For republikanske lovgivere er spillerummet for samarbejde med demokrater blevet ekstremt snævert. Konservativ talk-radio og sociale medier er straks efter dem. De risikerer, at aktivister i deres valgkreds finansierer en modkandidat til næste primærvalg. Det er en dynamik, som bliver svær at ændre,« sagde præsidenten.

I bund og grund er der derfor kun en vej frem, hvis man vil meningsfuld forandring, og det er at vinde præsidentvalg og vinde et flertal i Kongressen.

»At rykke mod midten i økonomisk politik og indgå de klassiske handler mellem demokrater og republikanere har mistet sin betydning,« konkluderer Obama.

Den erkendelse går imod alt, hvad Obama har stået for. Hele hans politiske karriere forudsætter, at sociale fremskridt i USA realiseres ved mobilisering af bevægelser, hvis kamp munder ud i et samarbejde i Kongressen om lovgivning.

Sådan har det altid været gennem den amerikanske historie, lige fra kampen for ophævelsen af slaveriet til legaliseringen af homoseksuelle ægteskaber. At det i fremtiden skulle blive sværere og endda umuligt at skabe sociale fremskridt gennem partipolitisk samarbejde og kompromis kan undergrave befolkningens tillid til de demokratiske institutioner.

Det er på denne baggrund – republikanernes manglende samarbejdsvilje, den dysfunktionelle Kongres, det fragmentiserede mediebillede og en stedse voksende politisk polarisering i landet – at præsident Obamas eftermæle skal anskues.

Set i det lys er hans bedrifter betragtelige. Spørgsmålet er, hvor holdbare de er. Til New Yorker Magazine sagde Obama, at han selv vurderer at have fået gennemført 75 pct. af sit valgprogram, og at »måske 15-20 pct. vil blive skrottet« af en Trump-regering.

»Det betyder, at der stadig er en masse ting, der vil hænge fast.«

Obamas indenrigspolitiske facitliste - plussiden

  • Stimulus-pakken fra 2009 bevilgede 831 mia. dollar til investeringer i infrastruktur, uddannelse, sundhed, vedvarende energi og skattelettelser og til dækning af voksende udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse og sociale bistandsprogrammer.
  • Forbundsregeringen bevilgede i 2009 lån til to af USA’s tre store bilfabrikanter for at undgå betalingsstandsning og konkurs. General Motors og Chrysler overlevede.
  • Sundhedsreformen fra 2010 forpligtede alle amerikanere til at tegne en sygesikring og alle forsikringsselskaber til at acceptere ansøgere, der lider af en sygdom. Mindrebemidlede modtager subsidier til at dække præmien. Otte mio. tilmeldte sig. Indkomstgrænsen for optagelse i programmet Medicaid blev hævet, hvilket tilførte 12 mio. nye modtagere.
  • Finansreformen Dodd-Frank fra 2010 pålagde pengeinstitutter, investeringsbanker og spekulationsfonde samt realkreditselskaber en stribe nye regler – det største indgreb siden tilsvarende lovgivning i 1930’erne. Det overordnede formål er at forebygge risikoen for en gentagelse af finanskrisen fra 2007-08. Loven skaber desuden et føderalt institut til beskyttelse af bankkunders interesser.
  • I en række forordninger i 2009 fastslog Obama, at en præsidents sikkerhedspolitik er bundet af FN’s konventioner, amerikansk lovgivning og forfatningen. Det betyder blandt andet, at en præsident ikke må give dispensation til brug af tortur under forhør af terrormistænkte.
  • To love støttet og underskrevet af Obama i 2009-10 yder beskyttelse til homoseksuelle. Den ene forbyder forsvaret at udelukke mænd og kvinder, der åbent erklærer sig som homoseksuelle. Den anden udvider en eksisterende lov mod hadforbrydelser til at omfatte homoseksuelle og transkønnede amerikanere.
  • En lov fra 2010, Fair Sentencing Act, reducerede en ekstrem forskel i den obligatoriske strafudmåling mellem pushere af crack (overvejende sorte og latinoer) og kokainpulver (overvejende hvide). En forordning fra 2016 beordrer forbundsstatens fængsler til at begrænse isolationsfængsling, især for mindreårige og mentalt handikappede indsatte.
  • Obama-regeringen afviste i 2012 at forsvare en lov, underskrevet af Bill Clinton, der nægter alle typer forbundsstatsydelser til homoseksuelle ægtepar. Året efter kendte højesteret loven for forfatningsstridig.
  • I 2012 udstedte Obama en forordning, der gav ca. 700.000 mindreårige børn – ført ind i USA uden dokumenter – en midlertidig opholdstilladelse, der skal fornyes hvert andet år. To år senere gav han i et dekret dokumentløse immigranter ret til at søge om en treårs arbejdstilladelse, såfremt deres børn er amerikanske statsborgere eller har et greencard.
  • I 2015 bemyndigede han miljøagenturet til at pålægge delstaterne en øvre grænse for udledning af CO2 fra elektricitetsværker. Planen er at reducere udslippet med 32 pct. inden 2030.

Pete Souza

Obamas indenrigspolitiske facitliste - minussiden

  • Trods sit løfte i valgkampen prioriterede Obama det ikke særligt højt at overtale det demokratiske flertal i Senatet til at vedtage et lovforslag i 2009, der vil indføre kvotehandel med CO2 i USA i stil med EU-systemet. Lovforslaget er allerede vedtaget af Repræsentanternes Hus.
  • Trods en stribe af masseskyderier begået af sindsforstyrrede enkeltindivider i hans otte år lange regeringstid lykkedes det aldrig for Obama at overtale Kongressen til at stramme våbenkontrollovgivningen.
  • Obama fik heller ikke overtalt Kongressen til at hæve den føderale mindsteløn på 7,25 dollar i timen.
  • Obama lovede på dagen for sin indsættelse at lukke Guantánamo-lejren. Antallet af indsatte er blevet reduceret fra 242 i januar 2009 til 59 i dag. Regeringen søger at sende yderligere 23 til udenlandske destinationer. Men lejren vil stadig eksistere, når Trump indsættes som præsident 20. januar.
  • Obama overholdt ikke et løfte om at indføre mere gennemsigtighed »end nogensinde« i statsadministrationen. Tværtimod benyttede han eksisterende love og regulativer om klassificering til at gå efter whistleblowers og til at holde CIA’s droneprogram og en liste over terrormistænkte dømt administrativt til henrettelse udenfor USA hemmelig.
Serie

Arven efter Obama

Han kom til magten i 2009 som den første sorte præsident og i en stemning af eufori, og han har nu regeret USA i otte år. Men hvilken forskel gjorde han egentlig? Information kortlægger præsident Obamas bedrifter, uindfriede løfter og nederlag i en serie op til hans afsked den 20. januar.

Seneste artikler

  • Da Obama sagde nej til endnu en krig

    17. januar 2017
    Måske bliver det vigtigste udenrigspolitiske eftermæle, som præsident Obama efterlader sig, hans beslutning om ikke at intervenere militært i Syrien efter Assad-styrets brug af giftgas mod civile i august 2013
  • Der var håb. Var der andet?

    14. januar 2017
    Han talte til det fineste, det højeste og det bedste i den liberale verden. Men alt det, Obama står for, er ved at bryde sammen
  • »Efter min mening har Obama ikke gjort en skid for os her«

    11. januar 2017
    De fleste sorte amerikanere troede efter valget i 2008, at USA’s første afroamerikanske præsident ville have et særligt øje for det sorte mindretal, der har overlevet flere århundreder med slaveri og raceadskillelse, og som stadig udsættes for racisme. Men det var først i Obamas sidste to år i embedet, han for alvor begyndte at fokusere på forskelsbehandling af afroamerikanere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu