Læsetid: 4 min.

Nu begynder kampen om, hvem der skal lede den franske venstrefløj

Med François Hollandes beslutning om ikke at genopstille som præsident går de franske socialister omsider i gang med en primærvalgskampagne. Udfaldet er langtfra sikkert
Benoît Hamon, der i sidste uge meldte sig ind i kampen om at blive Socialisternes præsidentkandidat, forsvarer socialistiske projekter, der længe har været i glemmebogen som borgerløn, nulvækst, omfordeling, klimatiltag og såmænd også legalisering af cannabis.

Benoît Hamon, der i sidste uge meldte sig ind i kampen om at blive Socialisternes præsidentkandidat, forsvarer socialistiske projekter, der længe har været i glemmebogen som borgerløn, nulvækst, omfordeling, klimatiltag og såmænd også legalisering af cannabis.

James Eliot

15. december 2016

På en kold decemberaften med forureningen hængende over Frankrigs storbyer stillede den socialistiske præsidentkandidat Bênoit Hamon i sidste uge op til en hel aftens krydsild på den statslige tv-kanal France 2.

Hermed indledtes en række af politiske udsendelser og debatter, der resulterer i valget af socialisternes kandidat til januar på en venstrefløj, hvor adskillige outsidere truer det fælles fodslag.

Fristen for at stille op er i dag.

Mod midten er den tidligere økonomiminister Emmanuel Macron gået solo. Hans vælgermøder trækker tusindvis, selv om der er blevet gjort grin med hans entusiasme og en nærmest orgiastisk råbetur, der nu kører i ring på nettet. På det yderste venstre er det Jean-Luc Mélenchon, der samler kræfter og endnu ikke har sat tempoet op.

Benoît Hamon kæmper til gengæld inden for socialisternes rækker. Han forsvarer socialistiske projekter, der længe har været i glemmebogen som borgerløn, nulvækst, omfordeling, klimatiltag og såmænd også legalisering af cannabis.

Hamon ligger foreløbig på tredjepladsen, langt bag den netop afgåede premierminister Manuel Valls, der umiddelbart inden tv-udsendelsen vurderedes at kunne få 45 procent af stemmerne.

Emmanuel Macron, Frankrigs tidligere økonomiminister, er feltets sorte hest i kampen om at blive Socialisternes præsidentkandidat, Han kører sin helt egen kampagne på en reformistisk platform uden egentligt partiapparat i ryggen, men med opbud af ungdommelig charme – han er kun 38 år.
Læs også

Den anden stemmesluger i de meningsmålinger, alle nu tager med et gran salt, er Arnaud Montebourg, der med 28 procent står som leder af les frondeurs, de utilfredse.

Både Montebourg og Hamon forlod i 2014 den første Hollande-regering i protest mod en pagt med erhvervslivet og besparelser i den offentlige sektor. De gik så vidt her i efteråret som at forsøge at opstille et mistillidsvotum til regeringen, da Valls pr. dekret gennemførte en omstridt arbejdsmarkedsreform.

Fem temmelig ukendte socialistister har for længst erklæret deres kandidatur. Men i den forløbne uge stillede den tidligere undervisningsminister og filosofilærer Vincent Peillon overraskende op som midteralternativ efter et fravær fra politik på to år.

’Alt andet end Valls’ er blevet en undertone hos mange socialister. Med hele ni kandidater ligner kampen om socialisternes præsidentkandidatpost efterhånden mest en partikongres.

Feltet er åbnet op

For et halvt år siden troede mange, at det kommende præsidentvalg kunne ende med en klassisk revanchekamp mellem tidligere præsident Nicolas Sarkozy og den afgående præsident François Hollande og med Front Nationales Marine Le Pen som næsten sikker vinder af valgets første omgang.

Men det politiske landskab i Frankrig har med en kombination af primærvalg og tv-dækning fået en helt ny karakter.

Republikanerne førte for første gang i partiets historie en primærvalgskampagne. Her skulle tre tv-debatter vise sig afgørende for, at Fillon trådte landsfaderligt ud af Sarkozys skygge med et politisk program, han i flere år har rejst Frankrig tyndt med. Et langt mere konservativt og klassisk højreorienteret program end hans modstanderes.

Hamon kunne da heller ikke undgå at smile lidt på tv, da han blev spurgt, om han drømte om at være venstrefløjens Francois Fillon.

For nu er det på venstrefløjen, feltet er åbnet op, og skønt Valls umiddelbart virker som den ’naturlige leder’, er det ingenlunde sikkert, han bevarer sit forspring.

Det mest efterspurgte hos socialisterne en, der ’kan samle’. Valls er tidligere på året kommet for skade at sige, at der indbyrdes er så stor uenighed socialisterne imellem, at det ikke kan lade sig gøre. Så sværvægteren svigter. Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, støtter Peillon, mens Lilles borgmester, Martine Aubry, udtrykker skepsis over Valls’ evner som samler.

Linjen

Hvis kampen kommer til at stå mellem en politik, der fortsat underlægger sig Bruxelles’ nedskæringsdirektiver samt fornyelse af det franske arbejdsmarked – Macron og Valls mod les frondeurs ideer om at få hjulene i gang ved offentligt forbrug og omfordeling – synes der vitterlig at være en grøft.

Den er ikke ny – allerede Mitterrand stod midt i den i firserne, og Hollande har i al sin tid som partiformand og præsident forsøgt at skræve over den.

Linjen går også mellem dem, der stadig går ind for mere frihandel, og dem, der vil beskytte Frankrigs interesser. Den udkantsbefolkning, der har set arbejdspladser blive nedlagt både i den private og den offentlige sektor, har i høj grad flyttet sig mod Front Nationale. Det er et befolkningslag, der kun har set Hollandes og Valls’ politik skabe forværringer.

Den franske højrefløjs præsidentkandidat, François Fillon, repræsenterer en løjerlig blanding af konservatisme og ultraliberalisme.
Læs også

Men også hos le Pen-vælgerne fordeles kortene anderledes i denne primærvalgperiode. Med sin konservatisme, tale om Frankrig som stolt nation og restriktive indvandringspolitik trækker republikanernes Fillon konservative le Pen-vælgere.

En anden del af Le Pens vælgere kan imidlertid fristes af den halvdel af socialister, som nu står i opposition til den politik, der er blevet ført under Valls og Hollande.

Det er i dette felt, Hamon har en chance. Det er også i dette felt, at en anden frondeur står stærkt, nemlig Arnault Montebourg. Som tidligere Segolène Royal-støtte og arbejdsminister i den første Hollande-regering, arbejdede han for at styrke en made in France-politik. Han er i endnu højere grad end Hamon på kant med EU og går ind for fransk protektionisme.

En renæssance

Mens den socialistiske debat nu fylder sendefladen, træder Marine le Pen vande.

I den forløbne uge har hun måttet håndtere en intern Front National-debat om fri abort. Hun er selv for, men niecen Marion Maréchal-le Pen vil kræve brugerbetaling. Marine le Pen har også prøvet at trænge igennem med et forslag om at nægte illegale indvandrerbørn skolegang. Det gav ikke megen genlyd i sværmen af socialistiske kandidater.

Viser det sig, at det bliver længst mod venstre, socialisterne finder en ny kandidat, kommer den efterlyste samling måske slet ikke til at stå inden for socialistpartiet, men hos løsgængeren Mélenchon, som Hamon da også rækker hånden ud imod.

Fillon fik også ny konkurrence i den forløbne uge. Den tidligere indenrigsminister Michèle Alliot-Marie, dukkede pludselig op bagom primærvalget og præsenterede sig som fri elektron på højrefløjen, helt i de Gaulles ånd, mener hun. Måske allermest for at sikre sig plads i en kommende regering?

Kortene kan med socialisternes valg i slutningen af januar blive endnu mere overraskende fordelt i et præsidentvalg, hvor den politiske debat i al fald har fået en renæssance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis de skal vinde, skal det være så rødt som muligt. Og så samlende og integrerende som muligt. Oprøret handler jo om ulighed, ikke racisme.

Michael Kongstad Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

PS er ikke et socialistisk parti - men et rent ud sagt socialdemokratisk centrum-højre parti der accepterer nyliberalismen. Typisk for PS i sin regeringstid især at have markeret sig ved kampen for højere arbejdstid - mod 35 timers ugen - for højere pensionsalder og accept af EU's katastrofale krisepolitik, som især har ramt grækerne og den græske venstrefløjs-regering. - Hvorfor fortsætter Information med at øge den politiske forvirring...?

De sidste 15 år har været en nedtur for venstrefløjen. De fleste partier og bevægelser har opgivet klassekampen til fordel for identitetspolitik. Hvis kontakten med arbejderklassen tidligere var svag, er den på et helt abstrakt plan nu. Dette har stort set ødelagt den anti-imperialistiske kamp og gjort det muligt for de højreorienterede populistiske partier til at sikre en stærk position i arbejderklassen.

De vigtigste er at forsteningen brydes op og der kommer en karakter af bevægelse over den socialistiske fløj. Det samlende mål skal være begrænsning af - og i sidste ende nationalisering af - privatkapitalen, og stop for dens skævvridning af samfundet.