Læsetid: 6 min.

Borgerkrigen er lige om hjørnet

Erdogan-regeringens hårdhændede afvisning af de kurdiske krav om politisk autonomi har radikaliseret kurderne efter en periode med håb om en løsning
Terrorangrebet, der fandt sted i Istanbuls centrum lørdag aften ved 22-tiden, og indtil videre har dræbt 38 personer, heraf 30 politibetjente, og såret mindst 166, var en reaktion på flyangreb på PKK-stillinger i Nordirak og tyrkiske sikkerhedsstyrkers aktioner i kurdiske byer og landsbyer, hvor snesevis af borgmestre er anholdt

Terrorangrebet, der fandt sted i Istanbuls centrum lørdag aften ved 22-tiden, og indtil videre har dræbt 38 personer, heraf 30 politibetjente, og såret mindst 166, var en reaktion på flyangreb på PKK-stillinger i Nordirak og tyrkiske sikkerhedsstyrkers aktioner i kurdiske byer og landsbyer, hvor snesevis af borgmestre er anholdt

Depo Photos

12. december 2016

Det er kun et par dage siden Tyrkiets indenrigsminister Süleyman Soylu lovede sine tilhørere på et lokalt partimøde i den sydøstlige provins Van, at »PKK vil være udslettet senest i april næste år«. Dagen efter kunne de tyrkiske medier citere generalstaben for, at kampfly havde ’neutraliseret’ 19 PKK-militante i Gara-regionen i Nordirak, ligesom ’mindst fem tilholdssteder og et PKK-logistik-center’ var ødelagt ved angrebet.

Ifølge den fyndigt talende indenrigsminister er 53 PKK-tilholdssteder i Tyrkiets sydøstligekurdiske provinser opsporet og ødelagt siden fjendtlighederne blev genoptaget for 17 måneder siden.

Terrorangrebet i Istanbuls centrum lørdag aften ved 22-tiden, der indtil videre har dræbt 38 personer, heraf 30 politibetjente, og såret andre 166, var næppe et direktesvar på Süleyman Soylus løfte om ’udslettelse af PKK’, eller tilgeneralstaben – dertil var det for omhyggeligt planlagt.

Men at det er en reaktion på de regelmæssige bombardementer af PKK-stillinger i Nordirak og tyrkiske sikkerhedsstyrkers ’neutraliseringer’ i kurdiske byer og landsbyer, er evident.

Søndag tog aflæggeren af det forbudte kurdiske separatistparti, TAK (Kurdistans Frihedsfalke), skylden for terrorangrebet ved Istanbuls prominente fodboldstadion, der er hjemsted for klubben Besiktas og lægger bane til landsholdets hjemmekampe.

Angrebet var rettet mod den politistyrke, der var på vej tilbage til deres politistationer efter en fodboldkamp to timer tidligere, og planlagt til et tidspunkt, hvor tilskuerne havde forladt arenaen.

TAK, der tidligere har gennemført lignende angreb på politiet i Ankara, lod en bil med sprængstof torpedere en politibus, hvorefter en selvmordsaktivist et minut senere detonerede sit sprængbælte i en lille park over for stadionanlægget.

Det konkrete budskab er: Vi rammer den tyrkiske stat, hvor og hvornår det passer os. Og det underforståede budskab er, at præsident Recep Tayyip Erdogan og hans regerende parti, AKP (Adalet ve Kalkinma Partisi: Retfærdigheds- og Udviklings-Partiet), også i fremtiden vil være ude af stand til at stabilisere sikkerhedssituationen, så længe den forhandlingsproces om en løsning på kurdernes krav om politisk autonomi, der stod på i tre år mellem 2012 og 2015, fortsat er suspenderet.

Ny forfatning

Det vedbliver den med at være, hvis man skal tro premierministeren, Binali Yilderim, der med en tyrkisk talemåde i september erklærede, at »der bliver ingen løsning-sløsning«. Og årsagen er både enkel og kompleks.

Den handler primært om Erdogans ambition om en ny forfatning, der ændrer den politiske struktur fra parlamentarisme til et præsidentielt system, der samler den udøvende magt i præsidentpaladset. Og dermed vil legitimere Erdogans nuværende praksis, hvor han med begrundelse i undtagelsestilstanden, der blev indført efter det mislykkede kupforsøg i juli, regerer med dekreter. Erdogans løsning på det kurdiske problem er militær, hvormed han har styrket den radikale fløj i separatistpartiet, PKK.

Vendepunktet i regeringens holdning til en kurdisk løsning, der indtil foråret 2015 var styret af Erdogans tilsyneladende ærlige vilje til at finde en forhandlet aftale og blev påbegyndt med lempelser i kurdernes kulturelle rettigheder, indtraf med valget i juni 2015.

Her kom det legale kurdiske parti, HDP (Halk Demokratik Partisi: Folkets Demokratiske Parti) for første gang i parlamentet ved at passere den spærregrænse på 10 procent, der blev indført i 80’erne for at holde netop kurdiske (og islamiske) partier uden for indflydelse.

HDP’s leder, den unge og karismatiske Selahattin Demirtas, samlede ikke kun kurdiske, men også venstreorienterede og grønne vælgere, og kom i parlamentet med 80 mandater – nok til at blokere Erdogans ønske om et flertal på mere end de 330 af parlamentets 550 pladser, der skal til for at sende en ny forfatning til folkeafstemning.

Ved dette valg mistede AKP for første gang siden 2002 sit absolutte flertal i parlamentet, og kort efter blev en lejr med unge tyrkisk-kurdere, samlet i solidaritetsarbejde vis a visden syrisk-kurdiske by, Kobane, angrebet af Islamisk Stat (se tidslinje).

En teori er, at dette angreb udløste vrede i militante dele af PKK, der så det som de facto godkendt af Erdogan og myrdedeto tyrkiske politibetjente som hævn. En anden teori går ud på, at den radikale fløj i PKK, der er imod fredsforhandlinger med den tyrkiske regering, benyttede lejligheden til at fremprovokere en konfrontation med Erdogan.

Erdogan lod sig provokere

Og Erdogan lod sig villigt provokere. Tyrkiske kampfly indledte omgående bombardementer af de PKK-styrker i Nordirak, der indtil da havde forholdt sig i ro med en ensidigt erklæret våbenhvile.

Offensiven mod PKK blev samtidig startskud til en smædekampagne mod HDP, som Erdogan og hans regering beskylder for at være forbundet med separatisterne. HDP lægger ikke skjul på, at partiet er enig med PKK i de politiske mål, men afviser kategorisk at have organisatorisk forbindelse til det ulovlige parti.

Et hurtigt nyvalg i november 2015 reducerede HDP’s tilslutning, men partiet blev med 59 mandater i parlamentet – stadig nok til at blokere Erdogans forfatningsambitioner.

Efter undtagelsestilstanden, indført efter kupforsøget i juni, strammede AKP-regeringen kursen mod de kurdiske politikere. Ni medlemmer af HDP-parlamentsgruppen, herunder formanden Sehalattin Demirtas, blev anholdt og 28 kurdiske HDP-kommuner blev sat under administration, ligesom 24 borgmestre blev anholdt.

Dertil kom suspendering af mere end 11.000 lærere, mistænkt for medlemskab af PKK. Premierminister Yilderim anslog allerede i september, at 14.000 lærere ’på den ene eller anden måde er involveret i terrorisme’. Reelt er det sydøstlige Tyrkiet vendt tilbage til krigstilstanden fra midten af 90’erne, hvor afbrændte landsbyer og vilkårlige drab og forsvindinger hørte til dagens uorden.

Denne tilstand er baggrunden forterrorangrebet i Istanbul lørdag aften. Og den borgerkrig, flere tyrkiske iagttagere frygter er lige om hjørnet, er rykket et nøk tættere på.

Artiklen er opdateret den 11. december klokken 20.27.

Tidslinje: Terrorangreb i Tyrkiet

Mindst 272 er dræbt i terrorangreb udført af Islamisk Stat og kurdiske militante i de sidste halvandet år:

  • 20. juli 2015: 34 unge fortrinsvis tyrkisk-kurdiske aktivister blev dræbt og mere end 100 såret i et selvmordsbombeangreb i den sydøstlige by Suruç nær grænsen til Syrien. Den tyrkiske regering udpegede IS som skyldig.
  • 10. oktober 2015: I tyrkisk histories blodigste terrorangreb blev 109 dræbt og mere end 500 såret af to selvmordsbomber mod en kurdisk politisk fredsdemonstration i Ankara. IS er mistænkt.
  • 12. januar 2016: 11 tyske turister blev dræbt og yderligere 16 blev såret i et selvmordsangreb i Istanbuls Sultanahmet-kvarter i den historiske del af byen. Ekspremierminister Ahmet Davutoğlu gav IS skylden.
  • 17. februar 2016: 29 blev dræbt ved en bilbombeangreb rettet mod militære busser tæt på generalstabens hovedkvarter i Ankara. Kurdistans Friheds Falke (TAK), en gruppe knyttet til PKK, tog skylden.
  • 13. marts 2016: 37 mennesker blev dræbt og snesevis såret i et selvmordsbilbombe angreb i Ankara. TAK påtog sig skylden.
  • 19. marts 2016: Tre israelere og en iraner blev dræbt og snesevis blev såret i et selvmordsbombeangreb i Istanbuls centrum, Istiklal Avenue. IS menes at stå bag.
  • 12. maj 2016: 16 civile blev dræbt, da en bombelastet PKK-lastbil detonerede i Dürümlü, en landsby i den sydøstlige provins Diyarbakır.
  • 7. juni 2016: Mindst syv politifolk og fire civile blev dræbt, da en bombe ramte et politikøretøj nær det historiske centrum af Istanbul. TAK tog skylden for angrebet.
  • 28. juni 2016: Mindst 47 mennesker blev dræbt af tre selvmordsbombemænd i Istanbuls Atatürk Lufthavn. Premierminister Binali Yıldırım udpegede IS som mistænkte.
  • 20. august 2016: 57 civile, heraf 34 børn, blev dræbt i et IS-bombeangreb på et bryllup i Gaziantep nær den syriske grænse.
  • 9. oktober 2016: Ti soldater og otte civile blev dræbt i et PKK-selvmordsbombeangreb rettet mod et militært vej-checkpoint i Şemdinli-distriktet i den østlige provins Hakkari.
  • 10. december 2016: Mindst 38 mennesker, syv af dem civile, og 30 politifolk, blev dræbt og 166 andre blev såret i to bombeangreb uden for Beşiktaş fodboldklubs stadion i Istanbul.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Espen Bøgh
  • Erik Karlsen
David Zennaro, Espen Bøgh og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fremtiden ser dyster ud for Tyrkiets befolkning med Erdogan ved magten, der skaber mere splittelse end samling, og slet ikke fred til nogen side overhovedet.

Man kunne ønske han skelede lidt til Columbias præsident, der har skabt fred med FARC efter 50 års krig.

Muligvis kommer der et militærkup i det nye år eller senere, men lige nu hylder an snæver gruppe Erdogan, men det kan næppe fortsætte, og når friheden efterhånden erkendes er opdelt for landets borgere, ligesom mulighederne til fri information i medierne er begrænset, så vil modstanden vokse overfor Erdogan, og hans parti.

En borgerkrig kan også ligge og vente udi fremtiden, med Erdogans stadig mere sygelige trang til mere magt overalt i samfundet og alt og alle.

Totalitære styrer har det ikke med at overleve i længden, og hvis det alligevel sker, så står den frelsende stund forsat i forarmelsens billede i mange år fremover, hvilket historien vidner om overalt på kloden.

Halil Karateke

Artiklen nævner intet om at HDP/PKK vendte Tayyip ryggen til. Erdogan ville give dem selvbestemmelse og rettigheder i Tyrkiets kurdiske regioner, og de skulle hjælpe ham med at ændre grundloven, så han kunne blive den nye diktator/sultan. da de blev lovet et selvstændigt kurdistan af USA hvis de hjalp med at bekæmpe ISIS vendte de ryggen til. Det var HDP/PKK der vendte ryggen til Erdogan, og derefter lovede Erdogan at han aldrig nogen sinde ville lade et kurdistan opstå i Syrien og vest Irak. Han lod dem dø i Kobane, og siden har der været "åben" krig imellem AKP og PKK/HDP.