Italienernes nej ved søndagens folkeafstemning – anført af Femstjernebevægelsen, det EU-fjendtlige Lega Nord og nyfascistiske CasaPound – samt det faktum, at hele 46 procent af østrigerne stemte på en højrenationalistisk præsidentkandidat fra et parti stiftet af tidligere nazister – er blot de seneste eksempler på europæernes søgen mod yderfløjene og væk fra midten af det politiske spektrum.
Det er en udvikling, der nu bekymrer økonomer i Verdensbanken og OECD så meget, at de er begyndt at forske i sammenhængen mellem den voksende populisme og den økonomiske udvikling på kontinentet.
At der er en sammenhæng, er tydeligt ifølge en ny rapport – Polarization and Populism – netop udgivet af Verdensbanken.
Den konkluderer, at »et fald på ét procentpoint i den gennemsnitlige BNP-vækst over de seneste fire år kan associeres med en stigning på 3,1 procentpoint i andelen af vælgere for partier med et mere populistisk standpunkt«.
Læs også: Den danske model kan være opskriften
»Når du ser på den overordnede ideologi, så er antallet af vælgere i Europa over de seneste 15 år, som stemte for de mere ekstreme fløje på det politiske spektrum, mere end fordoblet. Dette er vælgeradfærd ikke kun ved ét valg, men som en overordnet tendens,« forklarede Hans Timmer, cheføkonom for Europa- og Centralasien-regionen i Verdensbanken på en videotransmitteret pressekonference fra Bukarest i forrige uge.
Han understreger, at det nok var sommerens Brexit-resultat i Storbritannien, der fik banken til at se nærmere på polariseringen og populismen, men at det ikke er et særskilt britisk fænomen.
»Brexit-afstemningen var bestemt ikke et særtilfælde – det var ikke et uheld. Når man kigger på de bredere tendenser og mange flere data i hele EU, så ser man, at det svarer til udviklingen i andre lande,« forklarer Timmer.
»Der er en voksende mistillid til institutioner – specielt til de politiske partier – og til økonomiske systemer. Flere og flere siger, at systemet ikke fungerer for dem,« tilføjer han.
Er ulighed årsagen?
Spørgsmålet er naturligvis, hvad der har fået europæernes mistillid til at vokse og som konsekvens fået dem til at vende midterpartierne ryggen. Én mulig forklaring, som økonomerne har kigget nærmere på, er effekten af indkomstulighed i samfundene.
Ifølge en ny OECD-rapport er uligheden i Europa fortsat rekordhøj, på trods af at genrejsningen efter finanskrisen generelt har ført til lavere ledighed og højere husstandsindkomst.
Céline Thévenot, analytiker i OECD i Paris og medforfatter på rapporten, mener, at hovedårsagen er, at genrejsningen i Europa ikke har været »inkluderende«.
»Indkomsterne er vokset mere i toppen af indkomstskalaen end i bunden. Omfordeling gennem skatter og overførsler kunne have gjort genrejsningen mere inkluderende, men det er ikke sket,« siger hun til Information som en forklaring på, at genrejsningen ikke som efter tidligere kriser har mindsket uligheden.
Læs også: Først efter Trump har Europas magthavere forstået, at nedskæringerne nærer populismen
I deres søgen efter en sammenhæng mellem den fortsat høje ulighed og den voksende mistillid og populisme blev økonomerne i Verdensbanken imidlertid overraskede, erkender Hans Timmer.
»Mistilliden synes – til vores overraskelse – ikke at hænge sammen med vores standardmål for ulighed. Der synes ikke at være en sammenhæng mellem den voksende mistillid og indkomstuligheden,« siger cheføkonomen.
Han udelukker dog ikke, at mistilliden kan skyldes »andre former for omfordelingsspændinger«.
»Hvis vi ser på uligheden i rigdom, som er langt større end indkomstuligheden, og ophobningen af rigdom i en lille del af samfundets hænder, så kan det føre til ulighed i forhold til mulighederne for den næste generation,« påpeger han med henvisning til, at nogle unge vil arve rigdom, mens mange andre ikke vil.
»Vi er allerede begyndt at se, at unge menneskers succes hænger mere sammen med deres forældres succes end tidligere.«
Arbejdsmarkedet
Da Verdensbankens økonomer spurgte europæerne selv om, hvad der lå bag deres mistillid til det eksisterende system, var der imidlertid – forklarer Timmer – »ét svar, som sprang i øjnene: De strukturelle ændringer af arbejdsmarkedet«.
»Når de bliver bedt om at forklare deres mistillid, klager de fleste over manglende jobsikkerhed. Det er ikke så meget ledighedsniveauet, men manglen på gode og permanente job, som anses for problemet i de fleste lande,« forklarer han ved præsentationen.
»Der er job nok i regionen; deltagelsesraterne er faktisk væsentlig højere, end de var før den globale finanskrise, men alle de ekstra job er midlertidige job, deltidsjob, og det skaber en bekymring, som folk har svært ved at magte. Det er ikke kun et efterkrisefænomen, men hænger i høj grad sammen med de strukturelle ændringer af arbejdsmarkedet, som hænger sammen med teknologiske ændringer, the gig economy, deleøkonomien,« tilføjer han.
Céline Thévenot er enig i analysen.
»Siden midten af 1990’erne er denne type ansættelser vokset. Der er blevet skabt flere job i bunden og i toppen, mens fuldtidsjobbene i midten er forsvundet. Det har øget polariseringen af arbejdsmarkedet,« forklarer hun.
Det betyder også, at lykken ikke nødvendigvis er gjort, blot ved at man finder et job efter en periode som ledig.
Læs også: Populisterne udnytter angsten – også de velstilledes
»Selv hvis du finder et job, er alt ikke nødvendigvis godt. Det kan være et lavkvalitetsjob, have dårlige timer. Det kan være en midlertidig kontrakt,« forklarer hun.
»Folk i midlertidige job eller selvstændige blev gennemsnitligt betalt mindre, de har dårligere adgang til efteruddannelse og færre rettigheder, og det kan smitte af på karrieremulighederne. Det kan gøre det sværere at bevæge sig opad på jobmarkedet, så i stedet for at blive et springbræt kan et job ende med at blive en blindgyde,« siger hun med henvisning til den ulighed i muligheder, som Verdensbankens økonomer også omtaler i deres rapport.
De påpeger, at de seneste år har »genereret mindre opadgående mobilitet og større usikkerhed«.
Lav lønvækst
Som konsekvens af den lave lønvækst siden finanskrisen – særligt i den laveste indkomstgruppe – er arbejderklassen i dag ekstremt hårdt spændt for overalt i Europa. I Italien ligger alle indkomstgruppers lønninger stadig under 2007-niveauet, mens »bundgruppen ligger meget under«, forklarer Thévenot.
I Storbritannien sagde direktøren for tænketanken Institute for Fiscal Studies i sidste uge, at arbejderklassens realløn i 2021 vil være mindre end i 2008 som følge af regeringens seneste finanslov og ændringer af velfærdssystemet.
»Dette har været det værste årti for levestandarder siden den sidste krig og sandsynligvis siden 1920’erne,« sagde Paul Johnson til BBC.
Ikke desto mindre er det ikke så meget niveauet, som det er krisens længde, der ifølge Verdensbanken er problemet.
»Vi har fundet, at der er en stærk forbindelse mellem utilfredsheden og lange perioder med lav vækst,« siger Timmer og henviser til et lignende mønster efter Den Store Depression, der førte til en stigning i tilslutningen til ekstremistiske partier i 1930’erne.
»Intuitionen er, at samfund kan udholde engangschok, men at konstant dårligt økonomisk nyt forstærker de negative forventninger og skaber en mangel på tillid til mainstreampartier,« skriver rapportens forfattere med henvisning til, at befolkningen over tid mister troen på partiernes evne »til at håndtere økonomien«.
Dette er imidlertid dårligt nyt for Europa, eftersom den lave vækst – ifølge Timmer – nu er »den nye normaltilstand«.
Céline Thévenot påpeger, at det faktum, at den laveste indkomstgruppe nu halter yderligere bagefter, er med til at forstærke den onde cirkel.
»Det kan påvirke et lands økonomiske vækst, når den laveste indkomstgruppe falder bagud, fordi det giver næring til fremtidig ulighed. Så det betyder, at det har langsigtede konsekvenser for væksten i landene, fordi muligheder går til spilde,« siger hun og anbefaler politikerne at sikre, at arbejdsmarkedet er inkluderende, at kvinder har mulighed for at arbejde, at der sker en omfordeling af ressourcerne i landet, og at der eksisterer gode uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder.
Hans Timmer og hans kolleger konkluderer imidlertid i rapporten, at »hvis egentlig indkomstulighed ikke er det, der driver den dalende livsglæde i mange lande, så vil yderligere omfordeling gennem skatter og overførsler næppe højne tilfredsheden væsentligt«.
I stedet mener de, at det »kan knække den nuværende onde cirkel af økonomisk og politisk bekymring«, hvis politikerne sikrer, at alle i samfundet har samme muligheder i livet samt ved at højne den overordnede vækst.
»Det betyder, at der bør investeres mere i uddannelse, sundhed og infrastruktur, som kommer en bred gruppe mennesker til gode,« skriver forfatterne.
I forhold til de strukturelle ændringer af arbejdsmarkedet påpeger Hans Timmer, at »der er behov for en ny social kontrakt, fordi det gamle sociale sikkerhedsnet, den gamle måde at organisere skolegang og livslang læring på, ikke længere fungerer i den nye økonomi«.
»Mange mennesker føler ikke, at systemet fungerer for dem på grund af de færdigheder, de besidder, og det bør gentænkes,« siger han.
Det synes at være forbigået Mette Rodgers opmærksomhed, at den italienske venstrefløj aktivt arbejdede for et nej ved folkeafstemningen, herunder også venstrefløjen i Matteo Renzis eget parti. Det italienske nej ved folkeafstemningen kan derfor på ingen måde sammenlignes med den store opslutning til Norbert Hofer ved Østrigs præsidentvalg.
Det evige teater.
Systemet skifter mellem forskellige religioner og styreformer konger, druider, paver osv.
Politiker 1 har lidt lurvet klædedragt i tidens snit.
Politiker 2 tilhøre tydeligt noblesse.
Borgeren er i alle akter udstyret med en lang næse.
AKT nn
Borgeren: Giv mig mad og giv mine børn en fremtid.
Systemet: Åh du tåbelige. At ønske noget sådant uden at sætte sig ind i sammenhængene er jo den rene populisme. Du har intet forstået.
1. Politiker: Kom her min ven. Jeg har et sikkert system. Først skal vi lave en revolution, og så får du alt du kunne ønske dig.
2. Politiker: Lad mig hjælpe dig. Først sikrer vi vores erhvervsliv har nok, og så falder der helt sikkert noget af til dig, hvis du er flittig.
......
Der skiftes klæder, stykket gentages.
»Det betyder, at der bør investeres mere i uddannelse, sundhed og infrastruktur, som kommer en bred gruppe mennesker til gode,«
........ja, og de penge skal nogen jo betale - og her vil det klassiske politikersvar være at lærlingelønnen skal sættes ned, taksterne på transport op, nogen må undvære deres medicin og de fødende klemme ballerne sammen til på mandag!
Og de som ikke vil være med til det, er asociale - godt supporteret af naive mikrofonholdere.
Den skandinaviske velfærdsstat løst problemerne, men blev afskaffet af "ambitiøse" politikere, der ikke kunne leve med det ideal, vi ellers har kendt siden Seneca, "den gyldne middelvej."
Bevares, da jeg lærte om den i latin, var jeg ung og sprælsk og syntes også, det var noget af det mest dødssyge; men det er altså det, der giver de bedste, mest tilfredsse samfund. Så kan borgerne individuelt udvikle sig - rammerne skal blot såvidt muligt være stabile, for så er det, der skabes og udvikles bedst. Med grådighed tænkes der ikke på formålet med udviklingen, kun pengenes voksende mængde.
Verdensbanken i en (politisk) nøddeskal.
For, hvordan kan man adskille sociale fænomener som økonomisk ulighed og livsmuligheder og dermed opnå den meget entydige monokausale konklusion, der er citeret ovenfor, uden at have et politisk (neoliberalt) ærinde?
Populisme, globalisering, vækst.. alt sammen gummibegreber som ikke rigtig siger nogetsomhelst.
En masse mennesker er ved at indse, at risikoen for at i morgen bliver VÆRRE end i dag, er overvældende. For at ændre på det, er de nødt til at spænge rammerne for den ørkesløshed, de sidder spændt fast i.
Der er ikke længere mulighed for at finde bedre forhold i et uudforsket Amerika eller på en anden planet. Vi sidder fast her, og en lille gruppe mennesker har sat sig på rettighederne til den vand, jord og luft vi allesammen har som grundvilkår for at kunne leve.
Hvem har givet dem lov til det? Og hvordan slopper vi af med monopoltilstandene. Det er spærgsmålet. Midten af politiken har ingen svar men bræger lidt om ansvarlighed og om at de upriviligerede bør nøjes.
Populisme er jo bare et andet ord for oprør mod forandring, for det hele bliver afgjort værre, hvis vi lader stå til.
Meningsløshed og fremmedgjorthedens lys skærer i øjnene.
Så blev det dokumenteret, hvorfor fascismens skingre toner genlyder i nutidens højre populistiske partier. Gad vide om toppen af EU-parlamentariker og de forskellige staters ledere tager det ad notam, at de højre populistiske partier stortrives i samfund med arbejdsløshed og voksende ulighed. Måske er de politiske ledere i Europa i den grad blevet forført af det neoliberale tankegods, at de fuldstændigt har glemt, hvorfor tanken om et samarbejdende Europa opstod i kølvandet på 2. verdenskrigs uhyrligheder.
Lise Lotte Rahbek, hvad vi oplever er også, at vore politikere dag for dag afskærer os alle udveje - senest med loven om uddannelsesbegrænsning. De misforstår deres opgave, for den er at sikre pengene til en stadig forbedring af folks vilkår i samfundet, ikke nødvendigvis et voldsomt svulmende privatforbrug, der jo intet har med vækst at gøre.
Steffen Gliese
Jeg er for så vidt enig.
Jeg har en oplevelse af et voksende antal begrænsninger og labyrintiske regler, som gør tilværelsen klaustrofobisk og skræmmende. Endvidere vokser mængden af tilgængelig men uigennemskuelig information, som i virkeligheden ikke er information men gedigen propaganda, spin og begrebsbullshit.
Forbrugerisme, usikkerheden på arbejdsmarkedet, der gør populismen stærk og konsekvenserne:
"Forbrugerisme er en betegnelse, der anvendes for at beskrive forholdet mellem enkeltindividet (forbrugeren) og samfundet/markedet i en kapitalistisk markedsøkonomi. Man taler også om, at det kapitalistiske samfund er et forbrugersamfund."
"OECD er en forkortelse for Organisation for Economic Co-operation and Development (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling). OECD er en international organisation, grundlagt efter 2. verdenskrig og arbejder for at stimulere økonomisk fremgang (...) vækst og markedsøkonomi mellem de demokratisk regerede medlemslande."
Céline Thévenot, analytiker i OECD mener, at det »kan knække den nuværende onde cirkel af økonomisk og politisk bekymring (Populisme)«, hvis politikerne sikrer, at alle i samfundet har samme muligheder i livet samt ved at højne den overordnede vækst."
"Dette er imidlertid dårligt nyt for Europa, eftersom 'den lave vækst' – ifølge (...)Hans Timmer cheføkonom i Verdensbanken – nu er »den nye normaltilstand".
Og
»Hvis vi ser på uligheden i rigdom, som er langt større end indkomstuligheden, og ophobningen af rigdom i en lille del af samfundets hænder, så kan det føre til ulighed i forhold til mulighederne for den næste generation,« påpeger Hans Timmer cheføkonom i Verdensbanken, med henvisning til, at nogle unge vil arve rigdom, mens mange andre ikke vil.
Det overordnede problem addresseres ikke af hverken OECD eller Verdensbanken.
Problemet er ellers indlysende, at ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Konklusionen må derfor være, at traditionelle vækst økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand og på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.
Planlagt forældelse er et princip inden for industrielt design, hvor et givet produkt bevidst designes til at holde i en begrænset levetid, selvom det potentielt kunne holde længere.
Personlig ser jeg det med forbrugerisme som med Planlagt forældelse, forbrugerismens dage er talte, med de menneskeskabte klimaforandringer, men tro kan flytte bjerge eller, som milliardæren Donald Trump siger det, der er en glimerende, nej framragende fremtid foran os alle, med afbrænding af fossil brændsel, som ikke leder til de menneskeskabte klimaforandringer, men kan OECD, Donald Trump og Verdensbanken skaffe investorer til deres verden?
Eller er det populisme?
Verdensbanken har undersøgt årsagerne til "populisme"/utilfredshed og fundet ud af at den helt vanvittige udvikling i ulighed, som iøvrigt er utilfredshedsskabende i andre undersøgelser og væksthæmmende i andre, mærkværdigvis IKKE er en afgørende faktor?
Man angiver ganske vist ikke grundlaget for konklusionen, men skal den stå til troende så har det ingen afgørende betydning for mistillid til det politiske system, at det har ført ud i dyb, dyb fattigdom for mange og helt overflødig rigdom for nogle få.
Samtidig er utallige rettigheder og tryghedsskabende foranstaltninger forsvundet sammen med uddannelsesmuligheder, der kunne forbedre den sociale vandring.
Til gengæld har så længden af fattigdommen så mærkværdigvis en betydning, sammen med den ændrede sikkerhed i ansættelserne.
Man ser helt tydeligt et insektbo for sig, hvor de glade myrer fiser rundt i et arbejdsraseri.
Lykkelige for at få lov til at arbejde sig selv ihjel i faste dårlige forhold, uden at få en skid for arbejdet.
Det lykkelige Danmark i en udstillings montre??
Når nu Verdensbanken kommer til den lidt mystiske konklusion at ulighed ikke skaber utilfredshed, men ansættelsesforhold gør, uden at forklare sig, så kunne man måske se lidt på en Verdensbanks eller banks interesse.
Jobsikkerhed er et afgørende parameter når en bank skal låne penge ud og banker lever af at låne penge ud.
Mængden eller betalingsevnen er ikke helt så afgørende, det kan justeres gennem højere renter eller gebyrer, som om evnen, sikkerheden for gennem længere tid at kunne betale tilbage.
Og de bedre polstrede, de der intet mangler skal også låne penge, så rettes mængden op til bedre vilkår, men også her er de dårligst lønnede langtidsikrede job jo en garanti for at de bedre stilledes indkomst er stabil, for de lever jo af de andre.
Kunne det være et sigtekorn at se undersøgelsens resultat igennem??
Jeg må rose Lise Lotte Rahbek
08. december, 2016 - 09:31
Det er sådanne kommentarer det gør det værd for mig at læse Information og fratage mig følelsen af afmagt.
For mig er det til tider en fornøjelse at læse kommentarsporene og erfare, at jeg alligevel ikke er helt alene med mine tanker.
Der er selvfølgelig også mange andre gode ingen nævnt ingen glemt.
Og selvfølgelig kan man også lære af de kommentatorer man ikke er i samklang med.
Så tak til hele bundtet og god forhjul
Måske man lige burde overveje, hvorfor populister vinder frem?
Det gør de iflg. min erfaring, fordi de ikke har prøvet at tage ansvar og fejle.
To eksempler:
1. Norge har fået Fremskridtspartiet med i regering, og hvad sker der så - de må gå ind for upopulære ting, hvilket rykker i deres meningsmålinger.
2. USA har med Donald Trump valg en super-populist uden politisk erfaring. Det er lige prikken over i'et og skal blive spændende at følge, når/hvis han overhovedet tiltræder den 20. januar.
England vil jeg ikke nævne, fordi de slet, slet ikke har afklaret det videre forløb.
Populisme er som navnet siger ønskedrømmene, som aldrig går i opfyldelse - i hvert fald ikke i længden. Tværimod siger erfaringer fra 1900-tallet, at det går gruelig galt.
Det går åbenbart helt hen over hovedet på dig, Hans Jørn Storgaard Andersen, at vores samfund er kørt helt af sporet i begærlighed og tro på pengenes og markedes enestående og magiske kræfter.
Michael Pedersen
Der er intet nyt i at det sete afhænger af synsfeltet
Ha-ha, Michael Pedersen, men det er da bestemt en ikke ringe årsag til nedgangen for vores samfund, at folk i alt for stor omfang køber alt for dyre biler i stedet for at nedgradere til elbiler og/eller bruge offentlig transport.
MAC vil jeg slet ikke komme ind på, udover at jeg selv ville føle mig snydt med et produkt, jeg ikke selv kan opgradere løbende, og som koster 2,5 så meget.
I Danmark er den basale tryghed forsvundet, så vi har ikke længere et velfærdssamfund, thi den er baggrunden for, at alt det andet kan lade sig gøre.
Da jeg voksede op, der var mange der spurgte, hvad modstanderne af socialdemokratiet ville stille op når der ikke var et socialdemkrati til at udvikle samfundet og skabe muligheder for den enkelte til gavn for alle.... vel nu har vi svaret. Nu hvor vi ikke har et socialdemokrati, så handler det hele om, hvordan de rige kan blive rigere og hvor moralen i vores samfund er afløst af et snæversyn, der ikke kan indeholde selv den mest simple og livsnødvendige logik til at få tingene til at fungere.....
Mine anbefalinger af Michael Pedersens indlæg skyldes alene underholdningsværdien - jeg har altid holdt af god, sort humor. Hvis indlæggene mod forventning ikke er sarkastisk ment, er de stadig anbefalelsesværdige, som et sjældent vindue ind til de riges grænseløse kynisme.
:-)
I nogen situationer er humor galgenhumor... som dog også kan fremkalde en slags smil. :-/
Når folk der tjener over 200.000 stemmer er det demokrati. Når folk der tjener under 200.000 stemmer er det populisme.
Min anbefaling går på Mette Rogers ret gode evne til at sammenfatte et stort materiale!