Læsetid 4.4114285714286 min.

EU’s CO2-kvotesystem sejler på syvende år

Siden 2010 har EU diskuteret, hvordan man kan rette op på det paralyserede CO2-kvotesystem, der skulle stimulere til grøn omstilling, men reelt er uden virkning. Et forsøg i EU’s Ministerråd i sidste uge på at nå til enighed om en opstramning mislykkedes på grund af ’manglende politisk vilje’
CO2-udledning grøn omstilling klima og miljø CO2-kvoter

Overskuddet af kvoter var i løbet af 2013 ifølge EU-Kommissionen nået op over 2,1 mia. ton, og markedet vidste, at de 0,9 mia. ton, som man fra 2014 ville begynde at lægge i skuffen, efter 2020 kunne blive sluppet løs igen. Så reel knaphed og efterspørgselspres var på ingen måde skabt.

Alik Keplicz
28. december 2016
Delt 60 gange

»Det er stadig tidligt i beslutningsprocessen.«

Sådan kan man kun sige, hvis man har EU-systemets lukkede univers som referenceramme.

Det blev sagt den 15. december af senioranalytiker Hæge Fjellheim fra analysecentret Point Carbon, og det handlede om beslutningsprocessen omkring EU’s paralyserede CO2-kvotesystem. Et system, der ifølge vicedirektør Anders Stouge, Dansk Energi, »slet, slet ikke har levet op til forventningerne«.

Kvotesystemet er det, der sætter en pris på udledningen af CO2 fra EU’s industrier og kraftværker via udledningstilladelser, der kan handles mellem virksomhederne i form af CO2-kvoter. Systemet skulle, med Anders Stouges ord, have været »det store centrale værktøj til omstilling af EU’s energisystem«.

Men systemet er lammet, fordi kvoteloftet er sat alt for højt af EU, og kvoteprisen derfor er alt for lav og helt uden virkning i retning af at stimulere skiftet fra fossil energi til grønne, klimavenlige løsninger.

Den af Fjellheim omtalte beslutningsproces handler om EU’s bestræbelse på at opstramme systemet, så CO2-prisen bliver høj og dermed et reelt incitament til omstilling. Senioranalytikerens kommentar faldt i forbindelse med de aktuelle forhandlinger i både Europa-Parlamentet og EU’s Ministerråd om EU-Kommissionens forslag til opstramning.

»Der er gået langvarige forberedelser forud for dette rådsmøde, som vi havde håbet ville enes om en generel tilgang til revisionen af dette vigtige redskab. Trods omfattende anstrengelser har dette ikke vist sig muligt på grund af den manglende politiske vilje,« lød den nedslående konklusion fra miljøminister László Sólymos fra det slovakiske EU-formandskab efter et resultatløst rådsmøde i Bruxelles sidste mandag.

Hedegaards kamp

At karakterisere de aktuelle forhandlinger som »tidligt i beslutningsprocessen« er en tilsnigelse. Det var så langt tilbage som i maj 2010, at EU’s daværende klimakommissær, Connie Hedegaard, for første gang på skrift foreslog en opstramning.

Baggrunden var et fald i kvoteprisen fra 30 euro pr. ton CO2 i 2008 til det halve i 2010. Med så lav en pris for at købe sig ret til at udlede CO2 var der meget lidt incitament tilbage til at investere i alternativet: energibesparelser og vedvarende energi.

Prisfaldet skyldtes bl.a. den økonomiske krise, som havde dæmpet energiforbruget og CO2-udledningen og dermed virksomhedernes efterspørgsel på CO2-kvoter. Der var pludselig alt for mange kvoter i systemet. I en størrelsesorden svarende til udledningen af 1,5 til to mia. ton CO2.

I sit notat foreslog klimakommissær Hedegaard derfor, at kvoter svarende til 1,4 mia. ton CO2 blev lagt i skuffen i perioden 2013-20 for midlertidigt at sænke loftet, skabe knaphed på kvoter og dermed hæve prisen for at forurene.

Connie Hedegaard kæmpede dengang på de indre linjer med den industrivenlige tyske energikommissær Günther Oettinger samt med meget aggressive industrilobbyister fra BusinessEurope og kemiindustriens europæiske sammenslutning, CEFIC, der fremførte, at industriens konkurrenceevne ville forringes, hvis man fik ekstra omkostninger i form af højere CO2-priser.

Da EU-Kommissionens foreløbige udspil til Køreplan 2050 for en grøn økonomi blev præsenteret i februar 2011, var de 1,4 mia. ton skåret ned til 0,5-0,8 mia. ton, og da det endelige forslag til køreplanen lå klar i marts 2011, var tallene helt forsvundet og erstattet af en formulering om »passende tiltag« og midlertidig deponering af »nogle af udledningstilladelserne«.

I løbet af 2011 faldt kvotepriserne dramatisk fra 15 euro pr. ton til omkring syv euro, og det var medvirkende til, at forslaget om at lægge nogle kvoter i skuffen kom på dagsordenen igen.

»Vi må ikke oversvømme et marked, der allerede er overforsynet,« skrev Connie Hedegaard i november 2012.

Konkret lød forslaget nu på at gemme kvoter svarende til 0,9 mia. ton CO2 frem til 2020, hvor de så kunne kastes tilbage på markedet.

Efter et års stridigheder i Ministerrådet og Parlamentet, hvorunder kvoteprisen på et tidspunkt faldt til 2,75 euro, blev forslaget vedtaget i december 2013.

»Omsider! Nogle gange tager det tid at få ting til at flytte sig i politik – men vi klarede det,« tweetede en lettet Connie Hedegaard den 10. december 2013.

Et bjerg af kvoter

Men meget lidt hjalp det. Overskuddet af kvoter var i løbet af 2013 ifølge EU-Kommissionen nået op over 2,1 mia. ton, og markedet vidste, at de 0,9 mia. ton, som man fra 2014 ville begynde at lægge i skuffen, efter 2020 kunne blive sluppet løs igen. Så reel knaphed og efterspørgselspres var på ingen måde skabt.

Kvoteprisen har lige siden svinget mellem fire og syv euro som en afspejling af, at der stadig er, hvad Anders Stouge kalder »et bjerg af kvoter i overskud«. Den aktuelle pris er milevidt fra de 30 euro, som er det nødvendige niveau, hvor incitamentsystemet begynder at virke og kan flytte investeringsstrømme fra sort til grøn energi.

Tilmed er der gennem hele kvotesystemets levetid blevet tildelt et betydeligt kvantum kvoter gratis til industrier, som forventedes at blive særligt økonomisk belastet af en pris på CO2-udledning. Sammenlagt er 43 pct. af kvoterne blevet foræret til virksomhederne.

Mange har imidlertid fået flere gratis kvoter, end de behøvede – dem har de solgt på kvotemarkedet og dermed tjent penge, dvs. reelt fået tilskud fra EU til deres fortsatte klimabelastende drift.

»Vore resultater viser, at europæisk industri i perioden 2008-14 opnåede ekstra profitter på over otte milliarder euro via overtildeling« af kvoter, konkluderer det uafhængige forskningscenter CE Delft i en analyse af gratiskvoterne.

Kommissionens udspil

I erkendelsen af, at beslutningen om at lægge 0,9 mia. ton kvoter i skuffen ikke har flyttet CO2-prisen, spillede Kommissionen i juli 2015 ud med et forslag om en større opstramning af systemet for perioden 2021-30. Forslaget skal sikre, at EU-sektorer i kvotesystemet – industri og energiselskaber – når det vedtagne mål om 43 pct. reduktion af CO2-udledningerne i 2030, målt i forhold til 2005-niveauet. Samtidig skal højere CO2-priser fremme investeringer i energibesparelser og grøn omstilling.

Kommissionens forslag er kompliceret og afspejler, at man fra start har søgt en model, der kan imødekomme modstridende interesser og nå opbakning i Ministerråd og Europa-Parlament.

I korthed går forslaget ud på følgende:

  • Der skal fra 2019 etableres en ’markedsreserve’, hvori man placerer de 0,9 mia. ton frem for at smide dem på markedet igen i 2020. I reserven lægges tillige de kvoter, der måtte være i overskud i 2020 – af Kommissionen anslået til 0,55-0,7 mia. ton. Når kvoteprisen retter sig, kan kvoterne gradvist slippes fri igen.
  • Hidtil er kvoteloftet automatisk blevet sænket med 1,75 pct. årligt som afspejling af det klimamål for 2020, som EU har forpligtet sig på. Det vil ikke være nok til at nå det ny klimamål for 2030, så loftet foreslås i stedet strammet med 2,2 pct. årligt fra 2020.
  • Der skal oprettes en Moderniseringsfond for at hjælpe bl.a. en række østlande med at omstille deres fossile, ineffektive energisystemer.
  • En række industrier skal stadig have kvoter tildelt gratis – for tiden frem til 2030 svarende til 43 pct. af alle kvoter til en værdi af 160 mia. euro og udledning af 6,3 mia. ton CO2.

Miljøudvalg vil stramme – industri protesterer

Det er dette forslag, Europa-Parlamentet og Ministerrådet halvandet år senere stadig bokser med, under heftig påvirkning fra diverse lobbyister.

I forrige uge behandlede Parlamentets miljøudvalg forslaget og lagde op til flere stramninger:

  • Man vil sænke kvoteloftet med 2,4 pct. pr. år, dvs. hastigere end Kommissionen.
  • Man vil lægge dobbelt så mange kvoter i markedsreserven, som foreslået af Kommissionen. Dertil permanent skrotte kvoter svarende til 0,8 mia. ton CO2.
  • Man vil ikke længere give gratiskvoter til den klimabelastende cementindustri.

Cembureau, den europæiske cementindustris sammenslutning, har straks protesteret og kaldt det »ødelæggende for den lokale cementindustri«, hvis man skal til at betale for sine kvoter. EU-parlamentarikerne beskyldes for at være under indflydelse af ngo’er.

Både stålindustriens lobbyorganisation, Eurofer, og industriorganisationen BusinessEurope presser samtidig på for at få endnu flere gratiskvoter.

»Vi bliver nødt til at flytte nogle procentpoint fra salg af kvoter til gratis tildeling for at sikre fortsatte investeringer,« sagde BusinessEuropes generaldirektør, Markus Beyrer, på en Bruxelles-konference for nylig.

Konkret vil man have 48 pct. af kvoterne gratis mod hidtil 43 pct.

Svært at bevare optimismen

Stik imod industriens lobbyorganisationer giver de europæiske elselskabers organisation, Eurelectric, sin fulde opbakning til miljøudvalgets foreslåede opstramninger.

»Eurelectrics eget udspil fra november svarer til miljøudvalgets. Det er interessant, fordi Eurelectric også omfatter østeuropæiske kraftværksproducenter, som i høj grad bruger kul, og som tidligere kraftigt har modsat sig stramninger af kvotesystemet. I dag kan de godt se, at de skal omstille sig, og at de har brug for et redskab, der støtter processen,« siger Anders Stouge fra Dansk Energi, der også er medlem af Eurelectric.

Samme opbakning er der ikke fra en række østlandes regeringer. Det blev tydeligt på miljøministrenes rådsmøde sidste mandag, hvor især Polens miljøminister, Jan Szyszko, talte imod både Kommissionens og Parlamentets forslag.

»Hver medlemsstat bør have ret til at indføre sine egne, frivillige ordninger. Vi er imod ethvert indgreb, som vil tvinge medlemsstater til at øge prisen på udledninger,« lød den klare melding fra den polske minister.

Rådsmødet sluttede resultatløst på grund af »manglende politiske vilje«.

Nu venter en stillingtagen i februar fra det samlede Europa-Parlaments plenarforsamling og derefter i løbet af foråret nye drøftelser i Ministerrådet og forhandlinger om fælles fodslag mellem rådet og parlamentet. I bedste fald kan en opstramning af kvotesystemet vedtages i løbet af 2017, syv år efter kvoteprisens kollaps.

»Vi kan kun håbe. Med historien in mente er man ikke altid lige optimistisk,« siger Anders Stouge.

Han understreger, at den europæiske energisektor står over for meget kapitalkrævende investeringer de kommende år – retningen bliver bestemt af de politiske rammer.

»Manglende beslutninger skaber stor usikkerhed om den grønne omstilling. Man skal virkelig tro på det her for at turde investere, og træffes der ikke beslutninger om et effektivt kvotesystem, må selskaberne læne sig op ad de nationale støttesystemer. Deres fremtid kender man heller ikke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Daniel Fruelund
Daniel Fruelund

Selv Kafka kunne ikke have forestillet sig en så bureaukratisk rodet og ineffektiv rodebutik, som EU er blevet til.

Peter Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Når alt reduceres til en handelsvare, og dermed mulighed for spekulation, så går det derefter. Den langsigtede hensigt drukner i den kortsigtede mulighed for økonomisk gevinst

Brugerbillede for Poul Schou

Det er værd at minde om hvad der er pointen med et system med udledningskvoter, der kan handles på et marked: Det sikrer både at der ikke bliver udledt flere drivhusgasser end det loft politikerne fastsætter, og at eventuelle besparelser i udledningerne finder sted hvor det er mindst omkostningsfuldt. De samfundsmæssige omkostninger ved den førte klimapolitik bliver dermed mindst mulige, og det er en væsentlig fordel når det gælder om at skabe tilslutning til en tilstrækkelig omstilling. Men reduktionerne og dermed virkningen af at indføre et kvoteloft afhænger selvfølgelig kritisk af niveauet for loftet - og forventningerne til hvordan loftet vil udvikle sig fremover, altså hvor mange kvoter EU vil udstede i kommende år.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Når alt reduceres til en handelsvare, og dermed mulighed for spekulation, så går det derefter. Den langsigtede hensigt drukner i den kortsigtede mulighed for økonomisk gevinst"

Den såkaldt langsigtede hensigt hér kan være mere end uklar, fsva. EU-systemets kapitalisering af forurening, men kongstanken er ihvertfald at profitmekanismer kan reducere forurening - ligesom mange forestiller sig at profitmekanismer kan skabe sunde og bæredygtige samfund. Det er knap så heldigt for verden.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Poul Schou
CO2-kvotesystemet er et godt eksempel på, hvor lidt økonomer forstå af klimaproblematikken og et godt eksempel på, hvorfor der er globalt stigende CO2 udledning, efter 25 års arbejde med at reducere CO2 udledningen.

Sådan fungerer CO2-kvotesystemet:
Kvotesystemet går ud på, at virksomheder kan købe CO2-kvoter, der giver dem ret til at forurene. Jo mindre CO2 en virksomhed udleder, desto mindre kvoter har den tilsvarende brug for at købe.

Hvorfor fungere CO2-kvotesystemet ikke.
I-landene kan ikke fortsætte forbrugsdrevet vækst, ikke bæredygtig produceret i u-lande.
U-landenes udledning af CO2 ved produktion af vare, solgt til I-landene skal medregnes, som CO2 udledning på I-landenes kvote.

Problemet er indlysende, at ingen nulevende traditionel tænkende vækst økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen må derfor være, at traditionelle vækst økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand og på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.

De økonomiske vismænd skader mere end de gavner, faktum er, at de kan kun gavne Danmark, hvis de tildeles en nyttehave og stoppe med deres samfundsskadelige rådgivning til politikerne, om ting de intet ved om, så som hvordan der skabes økonomisk vækst.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Hele tankegangen bag krotesystemet er idiotisk, fordi det ligesom postulerer, at der er en grænse for, hvor meget man behøver at gøre. Det er der ikke! Alt, hvad der kan sættes ind, skal sættes ind, og derfor er vejen at skabe en konkurrence om at omstille mest til vedvarende energi og spare mest CO2-udslip.

Brugerbillede for Jens Winther

Poul Schou's kommentar er den eneste, der demonstrerer indsigt i de faktiske forhold.

Realiteten er, at CO2-kvotesystemet har været en succes - det er så at sige kvalt i sin egen succes. Årsagen til, at prisen på CO2-kvoter er uventet lave, er at CO2-udledningen er reduceret langt mere og langt hurtigere, end politikerne havde forventet muligt. Idéen om et kvotesystem er fsv genial: den sikrer, at den politisk besluttede reduktion i CO2-udledningen opnås for de lavest mulige investeringer, hvilket er samfundsøkonomisk fornuft. Alt andet ville være tåbeligt!

Nu, hvor de opsatte mål er opnået, må det være op til politikerne (evt.) at fastsætte nye mål. At der i den situation er industrier, der protesterer, er kun naturligt. Det er nu en gang deres ansvar - og det giver da heller ikke nogen mening, hvis kvotesystemet betyder lukning af fx de mindst forurenende cementanlæg (i Vest- og Centraleuropa) og det bare betyder at mere svinende anlæg i Østeuropa øger produktionen (og udledningen).

Og det står jo fx Steffen Gliese og andre fantaster frit for at undlade at købe alle produkter, som ikke er 0-forurenende, og dermed yde deres bidrag til miljøet.

Brugerbillede for Sven-Åge Westphalen
Sven-Åge Westphalen

Alt kræver politisk vilje for at blive gennemført. CO2 kvoterne var det, der kunne opnås politisk vilje til, og på den måde er det en "succes". Hvis man i stedet kigger på det miljømæssige behov, er der imidlertid langt fra tale om en succes men om en langsommelig proces, hvor de mest forurenende industrier i høj grad kan bibeholde nuværende produktionsform/udskyde omstillingen. Jeg deler kun delvist Poul Schou og Jens Winthers tiltro til markedet og kun, hvis der er lagt skrappe politiske krav. Det er der desværre ikke, og så står vi i en limbosituation.

Brugerbillede for Jens Winther

@Sven Åge, CO2-kvoterne har ubestrideligt medført en reduktion i CO2-udledningen - en reduktion, der er større end den, politikerne forventede. Det er vel på det, vi skal vurdere om systemet er en succes eller ej.

Industrien - set under ét - har gennemført en større reduktion end forventet. Derfor er der reelt ikke anvendelse for de kvoter, der tildeles. Og altså er markedsprisen på kvoter lav. Det er jo netop beviset for, at markedet reagerer i overensstemmelse med de politiske ønsker og at modellen dermed garanterer det ønskede resultat.

Det er så nu, politikerne skal levere varen: fornuften tilsiger, at antallet af tildelte/udbudte kvoter skal reduceres, så der igen er en positiv markedspris på kvoter - og dermed et økonomisk incitament til at fortsætte med at gennemføre investeringer og omlægninger, der reducerer CO2-udledningen.

Det er politikerne, der svigter - ikke markedet eller industrien!

Naturligvis er der industrier, der vil brokke sig - det er kun forventeligt - men det er jo netop derfor, vi må have politikerne til at finde et fornuftigt kompromis. Hvis ikke politikerne kan løse det (og det kan man have sine tvivl om) - tjah, hvad skal vi så med politikere?