Læsetid: 7 min.

EU’s CO2-kvotesystem sejler på syvende år

Siden 2010 har EU diskuteret, hvordan man kan rette op på det paralyserede CO2-kvotesystem, der skulle stimulere til grøn omstilling, men reelt er uden virkning. Et forsøg i EU’s Ministerråd i sidste uge på at nå til enighed om en opstramning mislykkedes på grund af ’manglende politisk vilje’
CO2-udledning grøn omstilling klima og miljø CO2-kvoter

Overskuddet af kvoter var i løbet af 2013 ifølge EU-Kommissionen nået op over 2,1 mia. ton, og markedet vidste, at de 0,9 mia. ton, som man fra 2014 ville begynde at lægge i skuffen, efter 2020 kunne blive sluppet løs igen. Så reel knaphed og efterspørgselspres var på ingen måde skabt.

Alik Keplicz

28. december 2016

»Det er stadig tidligt i beslutningsprocessen.«

Sådan kan man kun sige, hvis man har EU-systemets lukkede univers som referenceramme.

Det blev sagt den 15. december af senioranalytiker Hæge Fjellheim fra analysecentret Point Carbon, og det handlede om beslutningsprocessen omkring EU’s paralyserede CO2-kvotesystem. Et system, der ifølge vicedirektør Anders Stouge, Dansk Energi, »slet, slet ikke har levet op til forventningerne«.

Kvotesystemet er det, der sætter en pris på udledningen af CO2 fra EU’s industrier og kraftværker via udledningstilladelser, der kan handles mellem virksomhederne i form af CO2-kvoter. Systemet skulle, med Anders Stouges ord, have været »det store centrale værktøj til omstilling af EU’s energisystem«.

Men systemet er lammet, fordi kvoteloftet er sat alt for højt af EU, og kvoteprisen derfor er alt for lav og helt uden virkning i retning af at stimulere skiftet fra fossil energi til grønne, klimavenlige løsninger.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Daniel Fruelund

Selv Kafka kunne ikke have forestillet sig en så bureaukratisk rodet og ineffektiv rodebutik, som EU er blevet til.

Peter Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Når alt reduceres til en handelsvare, og dermed mulighed for spekulation, så går det derefter. Den langsigtede hensigt drukner i den kortsigtede mulighed for økonomisk gevinst

Det er værd at minde om hvad der er pointen med et system med udledningskvoter, der kan handles på et marked: Det sikrer både at der ikke bliver udledt flere drivhusgasser end det loft politikerne fastsætter, og at eventuelle besparelser i udledningerne finder sted hvor det er mindst omkostningsfuldt. De samfundsmæssige omkostninger ved den førte klimapolitik bliver dermed mindst mulige, og det er en væsentlig fordel når det gælder om at skabe tilslutning til en tilstrækkelig omstilling. Men reduktionerne og dermed virkningen af at indføre et kvoteloft afhænger selvfølgelig kritisk af niveauet for loftet - og forventningerne til hvordan loftet vil udvikle sig fremover, altså hvor mange kvoter EU vil udstede i kommende år.

"Når alt reduceres til en handelsvare, og dermed mulighed for spekulation, så går det derefter. Den langsigtede hensigt drukner i den kortsigtede mulighed for økonomisk gevinst"

Den såkaldt langsigtede hensigt hér kan være mere end uklar, fsva. EU-systemets kapitalisering af forurening, men kongstanken er ihvertfald at profitmekanismer kan reducere forurening - ligesom mange forestiller sig at profitmekanismer kan skabe sunde og bæredygtige samfund. Det er knap så heldigt for verden.

Philip B. Johnsen

Poul Schou
CO2-kvotesystemet er et godt eksempel på, hvor lidt økonomer forstå af klimaproblematikken og et godt eksempel på, hvorfor der er globalt stigende CO2 udledning, efter 25 års arbejde med at reducere CO2 udledningen.

Sådan fungerer CO2-kvotesystemet:
Kvotesystemet går ud på, at virksomheder kan købe CO2-kvoter, der giver dem ret til at forurene. Jo mindre CO2 en virksomhed udleder, desto mindre kvoter har den tilsvarende brug for at købe.

Hvorfor fungere CO2-kvotesystemet ikke.
I-landene kan ikke fortsætte forbrugsdrevet vækst, ikke bæredygtig produceret i u-lande.
U-landenes udledning af CO2 ved produktion af vare, solgt til I-landene skal medregnes, som CO2 udledning på I-landenes kvote.

Problemet er indlysende, at ingen nulevende traditionel tænkende vækst økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen må derfor være, at traditionelle vækst økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand og på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.

De økonomiske vismænd skader mere end de gavner, faktum er, at de kan kun gavne Danmark, hvis de tildeles en nyttehave og stoppe med deres samfundsskadelige rådgivning til politikerne, om ting de intet ved om, så som hvordan der skabes økonomisk vækst.

Hele tankegangen bag krotesystemet er idiotisk, fordi det ligesom postulerer, at der er en grænse for, hvor meget man behøver at gøre. Det er der ikke! Alt, hvad der kan sættes ind, skal sættes ind, og derfor er vejen at skabe en konkurrence om at omstille mest til vedvarende energi og spare mest CO2-udslip.

Poul Schou's kommentar er den eneste, der demonstrerer indsigt i de faktiske forhold.

Realiteten er, at CO2-kvotesystemet har været en succes - det er så at sige kvalt i sin egen succes. Årsagen til, at prisen på CO2-kvoter er uventet lave, er at CO2-udledningen er reduceret langt mere og langt hurtigere, end politikerne havde forventet muligt. Idéen om et kvotesystem er fsv genial: den sikrer, at den politisk besluttede reduktion i CO2-udledningen opnås for de lavest mulige investeringer, hvilket er samfundsøkonomisk fornuft. Alt andet ville være tåbeligt!

Nu, hvor de opsatte mål er opnået, må det være op til politikerne (evt.) at fastsætte nye mål. At der i den situation er industrier, der protesterer, er kun naturligt. Det er nu en gang deres ansvar - og det giver da heller ikke nogen mening, hvis kvotesystemet betyder lukning af fx de mindst forurenende cementanlæg (i Vest- og Centraleuropa) og det bare betyder at mere svinende anlæg i Østeuropa øger produktionen (og udledningen).

Og det står jo fx Steffen Gliese og andre fantaster frit for at undlade at købe alle produkter, som ikke er 0-forurenende, og dermed yde deres bidrag til miljøet.

Sven-Åge Westphalen

Alt kræver politisk vilje for at blive gennemført. CO2 kvoterne var det, der kunne opnås politisk vilje til, og på den måde er det en "succes". Hvis man i stedet kigger på det miljømæssige behov, er der imidlertid langt fra tale om en succes men om en langsommelig proces, hvor de mest forurenende industrier i høj grad kan bibeholde nuværende produktionsform/udskyde omstillingen. Jeg deler kun delvist Poul Schou og Jens Winthers tiltro til markedet og kun, hvis der er lagt skrappe politiske krav. Det er der desværre ikke, og så står vi i en limbosituation.

@Sven Åge, CO2-kvoterne har ubestrideligt medført en reduktion i CO2-udledningen - en reduktion, der er større end den, politikerne forventede. Det er vel på det, vi skal vurdere om systemet er en succes eller ej.

Industrien - set under ét - har gennemført en større reduktion end forventet. Derfor er der reelt ikke anvendelse for de kvoter, der tildeles. Og altså er markedsprisen på kvoter lav. Det er jo netop beviset for, at markedet reagerer i overensstemmelse med de politiske ønsker og at modellen dermed garanterer det ønskede resultat.

Det er så nu, politikerne skal levere varen: fornuften tilsiger, at antallet af tildelte/udbudte kvoter skal reduceres, så der igen er en positiv markedspris på kvoter - og dermed et økonomisk incitament til at fortsætte med at gennemføre investeringer og omlægninger, der reducerer CO2-udledningen.

Det er politikerne, der svigter - ikke markedet eller industrien!

Naturligvis er der industrier, der vil brokke sig - det er kun forventeligt - men det er jo netop derfor, vi må have politikerne til at finde et fornuftigt kompromis. Hvis ikke politikerne kan løse det (og det kan man have sine tvivl om) - tjah, hvad skal vi så med politikere?