Leder

Forspildte Italien en gylden mulighed?

6. december 2016

Forspildte italienerne »en simpel og oplagt mulighed«, som ministerpræsident Matteo Renzi udtrykte det, da han meddelte sin beslutning om at gå efter et klart nej til en stor forfatningsreform ved søndagens folkeafstemning?

Det er ikke indlysende. Renzi-regeringen havde ellers forsøgt at gøre det nemt at sige ja: »Basta un sì« – ’du skal blot sige ja’ – lød det forstemmende slogan, som om borgerne ikke behøvede at tænke sig alt for godt om.

Den tekst, vælgerne skulle tage stilling til, var så indviklet og uforståelig, at regeringen på forhånd opgav at argumentere sagligt for den.

Læs også: Ikke katastrofalt for Europa, men heller ikke ligegyldigt

Så de forbedringer og besparelser, ændringerne muligvis ville have medført, blev overskygget af usikkerheden om, hvilke effekter de mange ændringer tilsammen ville skabe.

Til sidst klyngede regeringen sig til tiltag som afskaffelsen af statens økonomiske og socialpolitiske rådgivningsorgan, CNEL, som et af de afgørende argumenter. Der kan være gode grunde – også budgetmæssige – til at afskaffe et råd, som de færreste italienere nogensinde havde hørt om.

Men efter ugers konstant omtale af CNEL måtte mange spørge sig selv, hvad dette stakkels råd dog har gjort, og hvorfor tusindvis af andre organisationer, der også bor i statens dybe lommer, går ram forbi?

Et lignende forbehold gælder forslaget om afskaffelse af det såkaldt perfekte tokammersystem. Man kan sagtens argumentere for, at det ikke gør demokratiet bedre, at to kamre skal vedtage de samme love, men at det tværtimod gør processen mere besværlig og dyrere.

Men er det tokammersystemet, der gør Italien sværere at regere end andre europæiske lande? Det er heller ikke indlysende. Man kan nævne mange eksempler på love, der i årevis er blevet kastet frem og tilbage mellem de to kamre. Men systemet kan også lovgive lynhurtigt, som da Silvio Berlusconi i sin tid havde brug for udvidet immunitet.

Problemet handler altså snarere om politisk vilje og om valgloven, der i de seneste valgperioder har produceret forskellige flertal i de to kamre. Reformforslaget gik bare ikke ud på at afskaffe Senatet, men ville snarere medføre et rodet tokammersystem med et hav af uigennemskuelige lovgivningsprocedurer.

Læs også: Uhellig alliance om nej til Renzis reform

Samtidig ville reformen afskaffe det direkte valg til Senatet, som i stedet skulle bestå af repræsentanter for landets regioner, der notorisk er et de mest korrupte led i forvaltningen.

De ikkefolkevalgte senatorer ville tilmed blive udstyret med fuld parlamentarisk immunitet, så i stedet for det annoncerede anslag mod overprivilegerede politikere blev denne del af reformen opfattet som et maskeret forsøg på at forsvare la casta, den politiske elite.

Renzi indrømmede, at reformen ikke var perfekt, men hævdede, at den i det mindste var et skridt i den rigtige retning. Det er heller ikke indlysende. Manglen på logisk sammenhæng kunne tyde på, at italienerne ville komme til at hænge på en uigennemtænkt forfatning, indtil den politiske situation måske engang vil gøre det muligt at rette fejlene.

Tvivlen om, hvorvidt reformen ville udgøre et fremskridt i forhold til forfatningen fra 1948 – som nok er et produkt af en anden tid, men også af seriøse bestræbelser på at skabe konsensus om grundlaget for et på mange måder uregerligt land – er således forståelig.

Renzi forsøgte at splitte befolkningen mellem sine tilhængere og modstandere med forfatningen som indsats, og han endte med at forøde endnu en bid af landets interne sammenhold og internationale troværdighed.

Det er derimod indlysende rigtigt, at Renzis reform ville have skabt mere stabile regeringer i Italien. Kombinationen af forfatningsændringerne og den gældende valglov ville i det nuværende politiske landskab kunne give et parti med opbakning af omkring 20 procent af vælgerne absolut flertal.

Læs også: Splittelse er det eneste sikre resultat

Italiens problem er dog ikke, at landets regeringer siden Anden Verdenskrig har haft en gennemsnitlig levetid på omkring et år, men snarere at de dårligste regeringer ofte har holdt længst. Den eneste vej til reelle forandringer er det seje træk med at forbedre italienernes samfundsmoral og derigennem deres politiske repræsentanter.

Renzi allierede sig med de allermest parasitære partier i italiensk politik for at konsolidere sin magt. Derfor er det på mange måder et opløftende demokratisk sundhedstegn, at så mange italienere takkede nej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis der er noget, europæerne ikke vil være med til, er det afgive mere magt til politiske embeder, for det har de kun de dårligste erfaringer med. Styrken ligger i massen, hvad demokratier til alle tider har bevist til fulde - se blot til Schweiz.