Læsetid: 6 min.

Er fredsmarcher effektfuld aktivisme eller afmagtsterapi?

Vandringen til Aleppo er en fortsættelse af fredsmarchtraditionen, som går tilbage til Gandhi og 1950’erne i Europa. Siden har aktionsformens effekt været omdiskuteret, og argumentet om ’i det mindste at gøre noget’ går igen nu som dengang. Dagbladet Information har haft et noget omskifteligt forhold til fredsmarcherne – fra i 1960’erne at kalde de marcherende for ’børnelokkere’ og ’flagellanter’ til i 1981 at lade en journalist vandre med hele vejen fra København til Paris
Udland
31. december 2016
Om 1960’ernes og 1980’ernes marcher havde nogen egentlig politisk effekt, er svært at afgøre. Men de var formentlig med til at få nedrustningssagen højt på dagsordenen.

Om 1960’ernes og 1980’ernes marcher havde nogen egentlig politisk effekt, er svært at afgøre. Men de var formentlig med til at få nedrustningssagen højt på dagsordenen.

Erik Gleie/Polfoto

Man lagde lidt upædagogisk ud med to timers strækmarch, så alle mulige vabler med sikkerhed kunne komme frem. Mere vandre- og mindre politiserende organisationer havde nok givet denne store flok gå-uvante mennesker en mere menneskelig opvarmningschance. Frem kom vi da, selv om nogle af os humpede. Og et imponerende skue var vi jo. Se billederne i medierne, som jo har været forbavsende venlige over for en flok krypto-kommunister som os.

Informations Jon Jørgensen rapporterer i øjeblikket fra den tyske landevej, hvor han trækker sin rullekuffert blandt rygsækbærende aktivister på fredsmarch til Aleppo. Uddraget ovenfor er imidlertid ikke forfattet af Jon Jørgensen, men af Informations navnkundige journalist Nils Ufer, da han i 1981 vandrede ud af København for i 47 dage at følge Kvinder for Freds march til Paris.

Trods de 35 års mellemrum går de samme temaer igen, når man læser de to skribenters reportager. Fra allerførste dag berøres de nok uundgåelige vabel- og mediedækningstemaer hos begge. I Aleppo-marchen er der straks opstået uenighed om, hvorvidt det var unødigt politiserende at flage med de syriske oprøreres fane.

Og Nils Ufer beskrev, hvordan den norske ledelse fjernede visse grupperingers skilte og f.eks. klippede megafonledningen over til den deltagende franske gruppe »Unionen til folkelig modstand mod reaktionen, fascismen og krigen«, der ytrede sig i – efter ledelsens mening – for politiske paroler.

Da Paris-marchen i 1981 var nået til et sted før Bremen, begyndte et oprør tilmed at ulme mod, hvad nogle kaldte de norske kvinders »matriarkalske« ledelsesstil. Splittelserne blev så store, at Ufer under marchens sidste dage skrev om en »klassekamp, der har fundet sted mellem de norske ’hattedamer’ og fodfolket«.

Om det kommer så vidt på Jon Jørgensens færd til Syrien, må vi vente og se, men der findes i hvert fald masser af erfaring at trække på, for fredsmarchen er langt fra den første af sin slags.

Kapitulanternes avantgarde

De politiske marcher havde deres storhedstid i 1970’erne og 1980’erne. Der var arbejdsløshedsmarcher, marcher mod atomvåben, marcher mod atomkraft og marcher for fred.

Fredsmarchen opstod for alvor som europæisk aktionsform med Aldermaston-marcherne, der begyndte i 1958, da tusindvis af mennesker på fire dage vandrede fra London til atomvåben-produktionen i Aldermaston, Berkshire. Initiativtagerne var blandt andet inspireret af Mahatma Gandhis ikkevoldelige oprør mod det britiske kolonistyre og af Gandhis 24 dage lange ’Salt March’ i 1930.

Den danske digter Carl Scharnberg deltog i Aldermaston, og i 1960 arrangerede han den første fredsmarch for et atomvåbenfrit Danmark. Til at starte med gik nogle hundrede mennesker over tre dage fra Holbæk til København, men vandringen blev gentaget i løbet af de følgende år, og initiativet voksede i størrelse.

»Stemningen var høj, kan jeg love dig for. I 1950’erne havde man jo talt om en afpolitisering af ungdommen, men nu var vi pludselig så mange på gaden,« fortæller historieprofessor ved RUC, Claus Bryld, som både deltog i marchen i 1960 og i de efterfølgende år.

»Til at starte med var vi meget uglesete – ikke mindst i den borgerlige presse. Vi blev kaldt ’flagellanter’ – altså kristne selvpiskere – af Informations stifter, Børge Outze, og andre sagde, vi gik Sovjetunionens ærinde. Men det vendte så senere: I 1962 mødte titusinder op på Rådhuspladsen, og i 1961 holdt den socialdemokratiske minister Bodil Koch tale,« siger han.

Ja, da protesterne så deres begyndelse, kaldte Informations chefredaktør Erik Seidenfaden endda marchdeltagerne for »kapitulanternes avantgarde« og – tilsyneladende uden ironisk distance – marcharrangørerne for »børnelokkere« på lederplads i avisen.

Men avisens holdning vendte altså – ifølge flere fra Informations gamle garde netop på grund af førnævnte Nils Ufer, der vakte avisens og Outzes sympati for 1960’ernes ungdomsoprør. Og i 1981 sendte Information så Ufer med for at rapportere fra, hvad Ufer til at starte med mente tegnede til »at blive den største og mest markante demonstration af folkelig fredsvilje i nyere tid«.

Men inden da havde march-aktionsformen haft op til flere revivals.

»Omkring Vietnam-protesterne blev de taget op igen. Og så især med bevægelsen mod atomkraft i 1970’erne. I første halvdel af 1980’erne blev det så til enormt lange marcher – nu var det pludselig ikke nok med 50-80 km, nu ville man gå helt til Moskva og Paris,« forklarer historiker Søren Hein Rasmussen, der er forhenværende lektor ved Aarhus Universitet med speciale i folkelige bevægelser i efterkrigstiden.

Mobilisering og god mad

Lige som Børge Outze i 1960’erne havde Nils Ufer indimellem selv lidt svært ved at se pointen med fodrejsen i 1981. Som da marcharrangørerne brød ud i »Kringsatt av fiender« midt mellem ferierejsende »på vej af færgen til Kiel«, som han skrev:

Ublufærdigheden, situationens næsten ekshibitionistiske karakter, gjorde ikke alene turisterne, men også mange af os selv, forlegne. Mens øjnene flakkede, fór denne tanke gennem hovedet: Dette er altså denne marchs styrke og svaghed, dens totale irrationalisme.

Eller ved rejsens ende den 7. august, hvor Ufer fandt det politisk uklart, hvorfor man overhovedet var gået til Paris:

Ikke desto mindre er Paris jo altid et besøg værd, om ikke andet så på grund af den gode mad.

Men andre af datidens marchdeltagere mener i dag bestemt, at aktionen var meningsfuld.

»Det havde en rigtig god virkning og hang helt sammen med den opblomstring, der var i fredsbevægelsen fra 1981 og årene frem. Der tror jeg, marchen satte rigtig meget i gang, for det skabte jo både presse og mobilisering, at vi var villige til at gå så langt. Det kunne man jo håbe kunne ske i forhold til Aleppo også,« siger Carsten Skovgaard Andersen, en af dem som dengang gik med helt til Paris.

Og netop mobiliseringsfaktoren peger også Poul Villaume, historieprofessor ved Københavns Universitet med speciale i Den Kolde Krig, på.

»Fredsbevægelsen var jo splittet dengang i bl.a. en kommunistisk funderet del og en ikkekommunistisk del, og her skabte marcherne et vist samarbejde mellem fraktionerne,« siger han.

Trods mange politiske stridigheder er det da også styrkelsen af sammenholdet indadtil, som man især kan læse ud af Nils Ufers reportager, hvor der ved ankomsten til Paris er »både noget trist og opløftende ved denne afslutning, for ca. hvert 10. minut tager vi med omfavnelser afsked med hinanden, som vi er gået så meget igennem samme med

Claus Bryld anerkender også, at marcherne især kan have en »mentalterapeutisk funktion« for de deltagende, ligesom Søren Hein Rasmussen ser religiøse temaer i aktionsformen, hvor den enkelte lider for sin tro. Søren Hein Rasmussen mener dog også, at 1960’ernes og 1980’ernes marcher var med til at få nedrustningssagen højt på dagsordenen. Men hvad deres egentlige effekt på den førte politik var, er selvfølgelig svært at vurdere.

»Du kan jo aldrig få politikerne til at sige, at de lod sig påvirke. Men da et folketingsflertal uden om regeringen i 1980’erne ønskede en anden politik over for NATO’s oprustning, så skyldtes det sikkert fredsbevægelsens konstante pres i de år. Men det er jo svært at måle på,« siger han.

En udvej fra clicktivismen

Konteksten for denne vinters march til Aleppo er meget langt fra 1960’erne og 1980’erne. Angsten for et apokalyptisk atomkrigsscenarie appellerede bredt og var let at aktivere på vej ned igennem et supermagtsopdelt Tyskland. Nils Ufer beskrev med selvfølge, hvordan marchen i selv de mindste byer blev modtaget af en lokal fredskomité.

Det er sværere at gøre krigen i Syrien til en sag, man er for eller imod, og aggressorerne, man vil appellere til, sidder ikke så meget i de europæiske lande, man kommer igennem, men i Rusland, Syrien, Iran og Golfen. Men på den måde har Aleppo-marchen faktisk også visse paralleller til vandringen til Paris, mener Søren Hein Rasmussen.

»For Paris-marchen var i nogle henseender nok mindre kontroversiel end flere af de andre marcher, der for eksempel ville gå til DDR og Moskva og dermed var en torn i øjet på DKP. Så ligesom med Paris-marchens budskab vil de fleste i Europa i dag nok kunne være enige om, at det er forfærdeligt, det der sker i Aleppo, og at noget må der gøres,« siger han.

Det lægger Aleppo-marchen heller ikke skjul på, og det er der heller ikke noget galt i, mener Claus Bryld.

»Man kan sige, at det er måske bedre end at sidde hjemme ved smartphonen eller skrive på Facebook. Nu foretager nogen sig i det mindste noget.«

Serie

Fredsmarch til Aleppo

Anden juledag startede en fredsmarch fra Berlin med kurs mod Aleppo. Mod strømmen ad den rute, flygtningene fra den syriske borgerkrig har rejst gennem de seneste år: Fra Tyskland, ned gennem Centraleuropa, Balkan, Grækenland og Tyrkiet til Syrien.

’Vi er dem, bomberne skulle skræmme væk,’ siger arrangørerne, der tæller folk fra bl.a. Tyskland, Polen, Finland, Belgien.

Informations Jon Jørgensen gik med den første måned fra Berlin til syd for Prag. Marchen dækkes herefter lejlighedsvis. Følg med i avisen og her på information.dk.

Læs mere om marchen på civilmarch.org.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

På elegant facon har man besvaret rubrikkens
'Er fredsmarcher effektfuld aktivisme eller afmagtsterapi?'
med billedteksten
'Men de var formentlig med til at få nedrustningssagen højt på dagsordenen.'

"Det er sværere at gøre krigen i Syrien til en sag, man er for eller imod, og aggressorerne, man vil appellere til, sidder ikke så meget i de europæiske lande, man kommer igennem, men i Rusland, Syrien, Iran og Golfen."
Hvad er det for noget sludder. Den vestlige koalition har bevæbnet, trænet og bevæbnet krigere til Østaleppo som de sidste år alle var, ifølge dem selv og de flygtede indbyggere, under Al Nusra paraply.( om hvem der kommer flere og flere hæslige historier fra flygtningene).
Men da vi kan trænge til lidt humor på denne første dag i året, mener jeg dette show er nemt kan måle sig med med Tonight show mm. De er og Demokrater.
https://youtu.be/WO6aL7q4Lyg

Jens Bryndum, Søren Wegner og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Der er så ingen som tager anstød af amatørcykleryttere med ministre i spidsen giver Rynkeby saft god reklame til en Paris tur til fordel for børn med cancer.
Jeg synes det er stærkt gjort at nogen vil binde an med en sådan tur her, det må da komme fra hjertet og det er trods alt bedre end de grusomme metoder diverse oprørere og magthavere bruger.

Det hele afhænger vel af hvem, der skal påvirkes, hvem der deltager , hvordan "stemningen" for sagen er i andre demokratiske lande o s v o s v.

Det er med demonstrationer/fredsmarcher m v lidt ligesom med forskellige typer værktøj - sommetider er f eks en hammer det rigtige , og til andre tider duer den ikke (- eller gør klodset anvendt kun ondt værre).