Nyhed
Læsetid: 2 min.

Fukushima-regningen fordoblet til 1,4 billioner kr.

Erstatninger, oprensning og affaldsdeponering efter atomkatastrofen i 2011 bliver langt dyrere end tidligere skønnet
Udland
3. december 2016

I Japan gør forbrugerne klogt i at forberede sig på højere elpriser. Det oplyser informerede regeringskilder til avisen The Japan Times.

Årsag: Det viser sig, at den samlede regning for oprydning og erstatninger efter det flerdobbelte reaktorhavari på Fukushima-atomkraftværket i 2011 bliver fire gange så stor, som skønnet efter ulykken og dobbelt så stor som skønnet for bare tre år siden. Det nye estimat fra regeringen angiver den samlede pris for den atomare katastrofe til 22,6 billioner yen, svarende til 1,4 billioner kr. – det er ni gange den anslåede konstruktionspris for det planlagte store atomkraftværk i Storbritannien, Hinkley Point C.

Den astronomiske regning fordeler sig med næsten halvdelen i erstatningsbetalinger til de mange, der blev eller stadig er berørt af ulykken og de radioaktive udslip, og resten til demontering af de ødelagte reaktorer, oprensning i området og lagring af de store mængder fast og flydende, strålingsfarlige affald.

Den japanske regering har tidligere forsikret, at ejeren af Fukushima-værket, elselskabet Tepco, vil komme til at betale regningen, men i denne uge har man erkendt, at elforbrugerne næppe kommer til at slippe. Regeringen har tidligere givet Tepco et rentefrit lån på 560 mia. kr. for at gøre det muligt for selskabet at afholde de løbende udgifter til erstatninger og til oprydningen, som ifølge Tepco vil fortsætte mindst 30-40 år endnu.

Ifølge en officiel opgørelse er 92.600 indbyggere fra de berørte områder fortsat evakueret på grund af den radioaktive forurening. Regeringen planlægger at give 47.000 lov til at vende tilbage til foråret, men ifølge en rundspørge foretaget af de regionale myndigheder i Fukushima ønsker 70 pct. af de evakuerede ikke at vende tilbage.

Af de 42 øvrige reaktorer i Japan, som stadig er operationsdygtige, men som alle blev lukket ned efter ulykken i 2011, er kun to sat i drift og begyndt at producere elektricitet igen. Den akkumulerede ekstraomkostning ved import af fossile brændsler til erstatning for den manglende atomstrøm er for et par år siden opgjort af det japanske Institute of Energy Economics til flere billioner kr. Før Fukushima-ulykken bidrog atomkraft med næsten 30 pct. af Japans elforsyning.

Globalt leverer atomkraften i dag ifølge World Nuclear Industry Report 2016 godt 10 pct. af den globale elforsyning, et fald fra 17,6 pct., da atomkraften var på sit relative højdepunkt for 20 år siden.

I første halvår er fem nye reaktorer blevet sat i drift globalt, tre i Kina, én i Sydkorea samt én i USA: Watts Bar 2, 43 år efter det første spadestik blev taget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jørgen Steen Nielsen

Det er svimlende beløb, der nævnes i artiklen.

Jeg skal ikke kokettere med at kunne overskue konsekvenserne af oprydningsomkostningerne; men det er i hver t fald et solidt argument imod atomkraftværker.